Søg i 1300 opslag:

13/04/2019

Påske, pinse og rosé

Vinteren fik lidt af et comeback, hvor der kom hvide fnug fra Himlen en fredag morgen. Men nu står kirsebærtræerne smukt i blomst med en så smuk pink farve, at lysten til rosé bliver uimodståelig! 

Og så er det heldigt, at vinen med den samme sarte pink farve kan nydes til stort set alle de retter, jeg har lyst til, når solen langsomt varmer terrassen op...
Den bedste rosé er tør, gerne med aroma og smag af frugt og/eller søde jordbær eller sursøde ribs. Vinen kan have en del alkohol, men procenterne må ikke overdøve hverken frugt eller syre -holder balancen, er rosé perfekt som frokostvin, til en salat, tapas eller endog som ledsager til et helt måltid. Den skal nydes afkølet (gerne i spand med koldt vand og is) og ung.
Men for min skyld behøver du ikke drikke mere rosé end hvidvin -god hvidvin har for mig en mere nuanceret og sammensat aroma end rosé...


Calvet, Côtes de Provence rosé... 49,-

2018, **** (4/5), Føtex, til 20/4. I Frankrig har man i 10 år drukket mere rosé end hvid, men det meste har været en vin som denne -hvor den elegante flaske -formet som en romersk amfora- og den nysselige lyserøde farve betyder mere end smagen. Vinen er tør, ja, men duften er så sart, at man knap mærker den. Men den har en frisk syre, der gør den egnet til mad. Men prisen er lav, så derfor 4*.

Château Castel des Maures, Côtes de Provence... 59,- 

2018, ***** (5/5), Rema1000, til 20/4. Så er der anderledes høj kvalitet i denne rosé, også fra det skønne Provence. Foto: Slottet hedder egentlig Pascalette og er nok så kendt for at leje smukke ferieboliger ud som for denne fine vin! Slottet ligger sådan virka halvvejs mellem Nice og Marseille nær Middelhavet. Vinen laves af lige dele grenache og cinsault og har en smuk farve og en fin aroma med lidt jordbær og andre søde bær, balanceret af en fin syre. Meget indtagende og anvendelig!

Villa Annaberta "Canaja" Rosé, Verona... 2 fl: 109,-

**** (4/5), Coop (Kvickly, Superbrugsen mv, til 20/4), normalt 99/fl. Ganske frisk rosé med masser af bær, fin syre og let nbitter eftersmag, som skjuler de 13,5% alkohol. Men god til mad. Kommer fra vinhus-delen af stor vingård nær Garda søen.
Coop sælger også den røde Canaja, der er en meget tilfredsstillende rødvin med frugt og fylde. Også hvid, som jeg dog ikke har smagt.

Men de to bedste skal købes senest onsdag 17. april: 


Lafond "Roc Épine", Tavel... 79,- 

2018, ***** (5/5), Irma (til 17/4). Historisk har Tavel været anset for det bedste område for rosé i Frankrig -og det er da også det eneste område, hvor kun den pink vin må kaldes Tavel. Der laves masser af rødvin (og også hvid), men de må nøjes med at kalde sig Côtes du Rhône. God frugt, let krydret, men stadig med bær, ret meget alkohol, men med en syre, der charmerer. Jeg synes jeg har smagt denne vin bedre, men vinen vil i reglen også koste 100 kr eller mere, så den får alle 5*.
Foto: Vingården ligger midt i byen, som ligger stort set stik vest for Avignon og Châteauneuf du Pape.

Ch. de Castillon, Bandol rosé... 99,95 

2017/18, ***** (5/5), Meny (til 17/4). Lidt dyrere end Tavel, men for mig måske også lidt bedre. EN mere sart aroma, men distinkt og fin, smuk lys rosa farve og en smag, der fylder munden op uden at dominere -og slutter af med frugt og syre.
Bandol er nærmest "Grand Cru" i Provence og kommer fra malerisk lille område 12-15 kilometer øst for Marseille, nærmest i halvcirkel rundt om havnebyen Bandol (som nok er mere turisme end fisk i dag!). Castillon er et mærke fra Bastide Blanche, et af de meget fine slotte.