Søg i 1300 opslag:

17/05/2019

Italiensk med rabatto i Føtex

Lørdag (og kun lørdag 18. maj) har Føtex 40% rabat på al italiensk vin, og det kan få selv en mindre ihærdig tilbudsjæger end mig til at lægge vejen omkring Føtex. 


Rabatten er i forhold til normalprisen -så her råder jeg dig til at gå efter de vine, der ALDRIG (eller næsten aldrig) er på tilbud. Jeg er sikker på, at ejeren Salling sørger for, at han har god avance på de vine, der ofte er på tilbud. 
       Derfor vil jeg gå uden om vine tappet i Danmark, f.eks. Capolavaro (en "ripamarone" type tappet i Brøndby) og måske Cadis vinene.
       Nogle af de bedste italienere fra Føtex (og Bilka, som jo har samme ejer) er San Felice (Chianti og omegn), Caprai (Montefalco) og Camigliano (Brunello) og de bedste fra Bersano og Gemma (Barolo) samt Masi (Amarone & Co) -så gå efter dem.
       Jeg håber, du kan finde dem i vrimlen af tilbudsjægere i Føtex -ellers husk næste gang, der er tilbud i Føtex:

Tenuta Rapitalà Alcamo "Templi"... 78,67

Lørdag med 40% rabat ca. 47 kr, **** (4/5), Føtex. Ikke en vin, der begejstrer, men der er ærligt talt ikke så mange store hvide fra Italien. Denne er fra Sicilien: frisk, tør med let duft af citrus, svagt balsamisk, ret let trods det lune klima. Nydes ung (gå efter 2018). Lavet på den lokale cataratto drue på en god, stor ejendom ejet af GIV (også Bigi, Lamberti mv). Prøv også husets røde nero d'avola, der er mere kommerciel og god end mange. 

Montelvini Prosecco Extra Dry... 89,67

Lørdag med 40% rabat ca. 51 kr, ***** (5/5), Føtex. Fem små stjerner -men mange vil elske den. Ikke helt tør, livligt brus, beskeden duft af æbler og lidt citrus. Arbejdshest, men sympatisk! Montelvini i nondæne Venegazzù er specialist i denne drue, der gror på bakker mellem Venedig og Verona.

Castelveder, Franciacorta Brut... 144,67

Lørdag med 40% rabat ca. 86 kr, **** (4/5), Føtex. Markant bedre end prosecco'en, men også dyrere. Frankrig har Champagne og crémant, og Italien har Franciacorta, et lille område nær Iseo søen mellem Bergamo og Verona. Et af de få områder i Italien, der kan rivalisere Champagne i type og stil. Druen er samme  chardonnay, og vinen er lavet på Champagne-metoden med lagring med bundfaldet i 18 måneder som god Champagne. Den kan måle sig med meget Champagne, men p.t. meget bedre køb!



Tenuta di Capraia Chianti Classico... 104,67

Lørdag med 40% rabat ca. 63 kr, ***** (5/5), Føtex. En dybt farvet, middelfyldig vin, fast og dyb, med intens aroma af frugt (kirsebær/stenfrugt), tør -en rigtig madvin. Årgangen kan sikkert variere fra Føtex til Føtex, men jeg har mest set 2016. Vinen har fået gode noter i pressen gennem årene, typisk omkring 88p/100. Flot nu, men nok bedre om et år eller to. 
 

Barbaresco Bersano "Mantico"... 225,-

Lørdag med 40% rabat ca. 135 kr, ***** (5/5), Føtex. Barolo eller Barbaresco? Samme nebbiolo drue, vine omtrent lige gode -og jeg vil meget hellere drikke en Barbaresco som denne end ganske meget Barolo i denne prisklasse. Middelfyldig, pæn dyb farve, duft af ribs og kirsebær, fine tanniner, der langsomt blødgøres i glasset -perfekt til mad nu og de kommende 6-7 år. 
      Bersano er ikke så sexet i etiketten som Gemma (Føtex' andet hus), men jeg har mere tillid til Bersano, da de har stort areal med vin og nyder ros i pressen. Set i 2015, men du kan nok også finde 2014. Prøv evt også "Generala", en barbera fra Nizza (ca. 200 -40%). 

Arnaldo Caprai Collepiano Sagrantino... 249,-

Lørdag med 40% rabat ca. 150 kr, ***** (5/5), Føtex. Naturligvis bør denne vin have 5*, for den er superb. Men den er ikke for alle og enhver -så ros til Salling for at importere den! Sagrantino -"Den hellige Vin"- eer en indfødt drue, der giver en af Verdens mest koncentrerede vine, som dog overrasker ved sin aroma af læder og brombær. Smagen er meget kraftig, med flotte (men markante) tannineer og lang smag. Caprai er en af de rigtig gode vingårde. Set i 2014. 
Fra Caprai bør du også overveje Caprai's hvide Grecante (109,67, med rabat 66, 5*), aromatisk god hvid på den sjældne grechetto drue (i ung årgang). Foto: Caprai foran kælderen.