Toro er en af mine favoritter fra Spanien -fuldblod af en mørk, kraftig blodrød vin (Toro = tyr), der i reglen er lidt billigere end vinen fra naboen Ribera del Duero, som den ligner til forveksling.
Jeg ved flere læsere købte Pata Negra Toro "Pata Negra" Roble 2017, da jeg anbefalede den i januar 2019.
Prisen i Bilka var oprindelig 69,95, men den blev nedsat til... 35 kr. Og sjældent kan man få så god vin til 35.
Den var på hylderne i enkelte Bilkaer sidst i januar, men er væk nu.Nu fås vinen igen, men nu er normalprisen 119 -og tilbudsprisen 59. Samme Toro "Pata Negra" Roble 2017.
Og det er "ren kostpris", forsikrer Holte Vinlager, som har overtaget importen fra Bilka (Salling-gruppen). "Superskarp pris", tilføjeer de -men det er vist en sløv kniv for dem, der ikke var i Bilka i januar!
Jeg bør egentlig ikke omtale vinen, da min lille blog kun handler om vin fra supermarkeder.
Holte Vinlager er knyttet til Taster Wine, som også står bag Skjold Burne og er storleverandør til bl.a. Aldi, men Holte Viner ikke et supermarked, så den hører ikke hjemme i denne spalte.
Man jeg undrer mig! Etiketten hos Holte er lidt mere flashy- men har samme navn, område og årgang -og begge er "roble", dvs. lagret 2-3 måneder i eg. Bilka solgte iøvrigt også samme Pata Negra som Rioja og Ribera del Duero (godt 40-50 kr, begge vine, der normalt er lidt dyrere end Toro).
I denne lille sluttede kreds af vinelskere tillader jeg mig dog at sige, at Holte Vinlager (sammen med Philipson) i mange år var pioner for den fornemme kunst at sætte ufatteligt høje normalpriser på vin, så man bagefter kan sælge den til halv pris. Så jeg undrer mig ikke så meget mere!
Pata Negra er ikke en fin skinke, men også et mærke på vin fra J. García Carrion, som bruger det til vine fra hele Spanien. Huset skal være det største vinhus i Europa (og det næststørste juiceproducent), et giganthus, der sælger vin fra stort set hele Spanien, dog især la Mancha, hvor de står bag mærker som Señorio de los Llanos (Salling), Don Simon (nemlig.com) og i Katalonien Jaume Serra (Coop). Mærket Pata Negra bruges til vine fra alle disse områder inkl. cava.