Søg i 1300 opslag:

19/05/2019

Argentiner uden eg er topkøb

Ugens 2 bedste køb er (for mig) den egeløse "Pure Argentina" og Dr Pauly's tørre tyske riesling. 

Føtex gav lørdag 40% rabat på italienere. Og jeg skrev, at du skulle købe nogle støvlevine, du ikke kendte, dvs. vin der aldrig var på tilbud. Modsat de vine, der ses ofte, fordi de jævnligt er på tilbud. Dem skal supermarkedet nok særge for at tjene på -også selvom de sælges til halv pris.  Jeg fik lidt ret, for nu ser jeg (igen!) et par italienere med 50% rabat eller mere (bl.a. Capolavaro, som jeg er sikker på, at Føtex tjener godt på -også med 50% rabat!). 

Trapiche "Pure", rød, hvid, rosé... 40,- 

***** (5/5), 2017/18 Argentina, Føtex (til 23.maj)
Rød malbec, hvid sauvignon, rosé, norm: 108,67.

Det er dyrt at lagre vinen i små egefade! Det er både lettere og billigere med en 100.000 liter tank -svarende til over 400 egefade- når ét egefad koster 4000 kr. Plus arbejdsløn til at fylde fadet og siden tømme det -og tænk på alt det, der kan gå galt med vinen, mens det ligger i fadet!
      Så det kan undre, at "Pure" -en vin uden eg- er dyrere end vinen herunder (der har set lidt eg)? Men svaret er ganske enkelt, at "Pure" er lavet af meget bedre druer!
Den røde malbec har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb!  Den hvide har god frugt, men måske ikke præcision og tør friskhed som sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er rigeligt 5* værd til 40 kr!

Foto: Trapiche kommer fra Mendoza ved foden af Andesbjergene. "Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

Trapiche, Malbec, Syrah eller Viognier... 35,- 

***** (5/5), Argentina, Føtex (til 23.maj), norm: 68,67.
Du får rigtig meget vin til prisen her -malbec er måske bedst med sin runde fylde og gode frugt, men den hvide på den (endnu ret ukendte) drue viognier er ikke ueffen. Syrah er ikke smagt, men vil tro, at den er blødere, men med mindre karakter.
Foto: Trapiche har en god del af æren for Argentinas succes. Huset er et af de ældste huse grundlagt 1883. Da Pulenta familien ledede huset, steg både kvalitet og salg -ja vi solgte vinen i Danmark i 1970erne. Huset er i dag det største firma i Argentina, bl.a. pga gode basisvine som disse.

Dr. Pauly-Bergweiler Riesling... 35,- 

***** (5/5), Trocken, 2018 Tyskland, Bilka (til 23.maj), norm: 69.

En god tør hvidvin -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag -en favorit nu til denne meget tiltalende pris.
Ja, jeg ved godt, at vinen ikke kommer fra Mosel trods den grønne flaske, selvom Pauly-Bergweiler (langt ude i familie med Prüm) ligger midt i postkortsmukke Bernkastel. Bilka sælger af og til den bedre og dyrere Badstube fra familiens domæne, som har stort set samme etiket.
      Ja, vinen kommer slet ikke fra hverken Mosel eller domænet, men fra Rheinhessen. Druerne er dyre ved Mosel, så Pauly køber denne vin eller de billige druer i Rheinhessen. Men vinen er slet ikke dårlig -og et must til 35!

      Til samme pris sælger Bilka også Noble House Riesling (også 5*, men mindre sjov efter min mening) og Hécula (4*, Spanien, en rund, kraftig rød på monastréll), ej smagt i nye år.

Baron de Ley, Rioja Reserva... 69,- 

**** (4/5), 2013/14, Føtex (til 23.maj), norm: 99,67. En glimrende moderne Rioja med god fylde og indbydende duft. Ley er stor bodega nær Logroño, hvor al vinen kommer fra egne vinmarker, ret sjældent i Rioja.

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 99,- 

***** (5/5), Føtex (til 23.maj), norm: 138,67.  Ja, jeg ved godt jeg har anbefalet denne vin før, men til 100 kr er den et meget flot køb. Set i 2012. Lidt mere klassisk end Ley -og ældre- præget af noget længere lagring i små egefade (24 måneder mod 12-16 til Ley) og formentlig også lidt mere tid på flaske. Men stadig en vin, der udvikler sig fint i glasset -kraftig, men afrundet, med tydelig alder i duften. Topkøb.

Føtex tilbyder også den fine crémant d'Alsace, Giersberger til 59 -den er også 5* værd.

Lodola Nuova Vino Nobile... 89,- 

***** (5/5), Montepulciano, Bilka (til 23.maj), norm: 179. Godt jeg ikke købte den i Føtex i lørdags, når man kan få den hos Sallings anden kæde til halv pris i dag! Når det er sagt, er jeg ikke helt så glad for denne Nobile, som jeg var engang- Engang var den en rival til regionens topvine som Cerro og Poliziano, men i dag (i det mindste 2014) er det en indbydende kommerciel vin, mere Chianti end en Nobile, men -ok- rigtigt godt køb til 89.

Bilka tilbyder desuden 2 gode Rioja vine, begge til 49: Faustino V Reserva (2013, lillebror til I herover, 5*), og Bordón (2013, 4*).