Søg i 1400 opslag:

11/09/2026

Føtex: flot Chianti og billige bobler

Billige bobler fra Sydfrankrig og en ung, superflot Chianti Classico er blandt Føtex' mange tilbud i uge 38. 

San Felice Chianti Classico (65) er steget de senere år, men stadig topkøb for Classico, når den koster 130 kr uden for Danmark. 

Blandt mere daglige vine er både tyske Noble House riesling (45) og Francois Martenot (45 med Føtex+) drikbare. Du kan også få en tør brut med bobler til samme pris. Perfekt til en spritz! 

Fra Spanien er Portia (79) fra Ribera del Duero et godt køb som også Pulpo albariño (79), tør hvid fra det både, kølige Galicien. 

Endelig en Gigondas fra Bessac (129) og en Hautes Côtes de Beaune fra Bourgogne (129). Gå efter Chateau de Mercey, hvis den stadig er på hylderne -frygter den er på vej ud.  

BEDSTE køb: San Felice Chianti Classico - Francois Martenot sparkling brut 
GODT købPortia "10 meses" Ribera Duero - Pulpo Albariño eller Godello hvid - Francois Martenot rød/hvid - Noble House riesling hvid/rosé/alkoholfri - Gigondas "Bessac" - Pouilly-Fumé "Fournier"
ANDRE:  Mercey Hautes Côtes de Beaune - Appassimento "Deconti - Primitivo Manduria "Capolavaro" - Helfrich riesling 

San Felice Chianti Classico... 65,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 17/9
Set i 2023, en lidt køligere årgang end 2022. God frugt (hindbær, kirsebær), nydelig fylde og pæn længde. Vinen kan nydes nu (men jeg vil give den 1-3 år). Perfekt til hakkebøf, pasta og pizza 
    2023 har foreløbig fået 90p/Parker og 89p/Spectator. 2022 fik 91p/Parker og WineEnthusiast og 89p/Spectator.

     Prisen er steget noget de senere år -vinen kunne fås til 49 i 2022 og 59 de senere år. Men Classico er ofte ganske dyr, og her får du en af de rigtig gode til pris omtrent som normal Chianti. Den globale pris 130 kr.
     San Felice er en stor vingård (med hotel og restaurant) i det sydlige Classico, som siden 1978 har været ejet af forsikringsgiganten Allianz, som tifosis kender som fra Bayern München's arena i München. 
    I snart 50 år har Allianz investeret massivt i San Felice og synes at gøre alt rigtigt. Vingården -nærmest en landsby- er perfekt restaureret og har luksushotel med tilhørende Michelin-restaurant.

    Der er fremragende vinmager, som laver ganske mange vine fra 150 hektar vin, bl.a. 230.000 flasker af denne 2023. Med fuld ret en mangeårig favorit fra Salling gruppen. 

Portia "10 meses", Ribera del Duero... 79,- 

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil 17/9
Faustino's Ribera del Duero er en mørk, magtfuld, men rimeligt elegant vin, ikke crianza, men lagret 10 måneder i små egefade. Afrundet, flot og lang med pæn friskhed. 

    Ribera del Duero var engang området med sublim, kostbar spansk vin (plus en masse skuffelser). 
    I dag laves rigeligt med vin, langtfra alle i superklassen. Denne er i den gode ende. Spanske Guía Peñin gav 89p/100 til både 2022 og 2021, akkurat som James Suckling, mens 2021 fik 92p/WineEnthusiast. 
    Portia er en ret ny bodega med 160 hektar vin og imponerende kælder med 3 grene designet af arkitekten Norman Foster. Det ejes af Faustino Rioja, men nyder vis selvstændighed. 

Pulpo Galicia hvid... 79,-

hvid Albariño Rías Baixas eller Godello, Pagos del Rey Nordspanien
GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil 17/9
Slet ikke topkøb, men stadig mere end ok til prisen, selvom jeg købte vinene til 50 for 3-4 år siden. 
    Albariño er ofte bedst, smuk aroma med lidt dybde, tør, bred smag med fine syrer. 2024 får 89p/Peñin. 
    Godello kan have lidt aroma af nødder, den er mineralsk, men virker måske mindre tør. Fra det lidt lunere Monterrei. 2024 har fået guld på Baco-smagningen. 
    Spanien har for mange kun 2 regioner med hvidvin i verdensklasse: Rueda med fin verdejo og albariño fra Rías Baixas i Spaniens blæsende, kølige Galicien -og en del vil føje godello til listen. 
    Her nærmer du dig tæt målet for camino'en, Sct.Jakobs grav, som starter i (bl.a.) Maribo og går gennem Europa til domkirken i Santiago de Compostela (foto). 
    Vinene laves i ny kælder af Pagos del Rey, den fine gren af giganten Felix Solis. 

Francois Martenot sparkling... 45,-*

BEDSTE køb + ** (2/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 17/9 (*: med Føtex+ app)
Brut/tør. Ikke smagt, men den ligner nok Garnier's sparkling i Netto mere end den markant bedre crémant Bourgogne fra samme Martenot. Basisvin kan hentes andre steder (måske i Spanien?), og boblerne laves i tank, ikke flaske. Simpel, men absolut drikbar vin, som dog kunne fås til 40 i august. 
    Smagt i en simpel men ok Brut udgave (dog ikke så tør, at den generede!). Perfekt også til aperol spritz! 

Francois Martenot pinot eller chardonnay... 45,-*

GODT køb + *** (3/5), Føtex og Bilka, indtil torsdag 17/9 (*: med Føtex+ app)

Martenot bor i Bourgogne (postnr 21---), hvor hoveddruerne er pinot og chardonnay. Men disse kopier er hentet i Sydfrankrig, som antydet af prisen, som gør vinen interessant for dig, der kan lide vine fra Over There. Kunne fås til 40 kr i august, men stadig godt køb. 

   Enkle og simple landvine, men slet ikke ringe -den røde har pæn aroma, let, behagelig med lidt hindbær i duften, blød eftersmag. Den hvide er frisk, tør og ren. 

    Martenot er et mærke ejet af giganten GCF i Bourgogne (så vinen ligner nok bl.a. Garnier (Netto) til forveksling. 

Noble House hvid/rosé... 45,-
Riesling Trocken (tør), medium, alkoholfri, rød pinot, rosé, Dr Pauly Rheinhessen Tyskland 
GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 17/9
Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. 
Den let sødlige har rigere aroma, men også rimelig friskhed trods sødmen. Rosé riesling er sjov med både syre og sødme, let, en god terrassevin. 
    Alkoholfri riesling er sødere, men har dog noget syre. 
    Familiehuset Dr Pauly henter disse vine i Rheinhessen, hvor vinen er billigere end ved Mosel. Noble House er ofte et af de bedste køb i tysk riesling, men kunne fås til under 40 for ikke så lange siden. 

Gigondas "Bessac"....  129,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 17/9
Noget dyrere end for et par år siden, men stadig godt køb. Ikke top, men lidt mere "vild" end Guigal og ikke på højde med domæner som Amadieu. 
    Fyldig og fast, pæn dybde, behagelig allerede, selvom den med fordel kan gemmes 2-4 år. 
    Gigondas(udtal med s: "Sji-gohn-das") var det første "Cru" efter 2.verdenskrig og er stadig den nok mest seriøse rival til Chateauneuf du Pape.
      De sidste måneder har Føtex og Bilka haft alt for få tilbud fra deres "egen" leverandør af Rhone, så at se Bessac er en fornøjelse, selvom jeg stadig savner en god pris på Lirac og Plan de Dieu! 
     Auguste Bessac kendes også som Ogier/Caves des Papes og ejes af familien Jeanjean. Huset har en lille vingård i Chateauneuf, men leverer generelt god vin fra det meste af Rhône. 

Hautes Côtes de Beaune... 129,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 17/9

Fto i tilbudsavis er Ch. de Mercey, men har også set HC Beaune -uden slotsnavn- som ikke er smagt og nok ikke helt kan måle sig med slotsvin. 
    Dyb for Bourgogne, åben frugt af solbær og hindbær, middel fylde, bløde tanniner, ren og frisk! Fortsat et af de få gode køb i Bourgogne. 
    Vinen får en indbydende bouquet og ganske lang smag -så jeg gemmer den i reglen et par år (drikker p.t. 2020-21).  
    Mercey er en stor vingård i Rully syd for Beaune. Slottet er meget flot og stammer fra 1400-tallet og er stadig ejet af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! 
    Vingården har siden 1989 været drevet af Rodet (ejet af  Boisset). Denne vin kommer fra 22 hektar pinot i Hautes Côtes de Beaune lidt syd for Santenay. 
    Et køligt klima (dengang!) fik Rodet til at plante vinstokkene i "Lyre". Vinstokken ligner nærmest et "V", da  den har 2 druebærende grene. Systemet er dyrt -både at vedligeholde og plante- men giver mere modne og sunde druer.  

ANDRE: 
Appassimento Deconti, 45* (2*), med Føtex+ app (for andre 50). Vil ikke ofre penge på denne vin.
Primitivo "Capolavaro" Manduria. 65 (2*), sværvægter i supertung flaske. Tappet i Køge af Globus. Kun smagt én gang og opfattet som distanceblænder (1.glas er godt). 
Helfrich riesling, 65 (3*), nydelig tør hvid riesling Alsace. 
Pouilly-Fumé Fournier, 129 (4* + godt køb), ganske god sauvignon fra familiehus i Sancerre, der også ejer jord i naboen på den anden side af Loire. Frugtig, ren og sprød.