Søg i 1300 opslag:

31/03/2022

De billigste er bedste køb, men god snaps til Påsken!

Brugsen har tabt pusten! De har gode køb som Hardy's Crest og Guv'nor, men i den gode ende halser de laaaangt efter Irma og Føtex i denne uge. 

Jeg kan også godt lideden lidt dyrere William Hardy fra køligere regioner i Australien. Prøv at smage den ud mod Pata Negra Rioja'en. Den hvide Orvieto overrasker positivt, men er ikke en match for Flaxbourne sauvignon

Men i den stærke ende står Brugsen godt med den stærke røde Aalborg til påskefrokosten, hvor du til kaffen ikke skal snydes for en Jameson eller Normandin XO Cognac

Bedste KØB: Ripasso "Alfabeta", l'Oiselet VacqueyrasHardy's Crest rød/hvid/roséGuv'nor tempranillo-syrah, Aalborg Taffel akvavit, Jameson Irish Whiskey, Normandin XO Cognac
Godt KØB: Pata Negra Rioja crianza, Orvieto Classico CecchiFlaxbourne sauvignon blanc,   William Hardy shiraz + chardonnay

Ripasso Valpolicella, kr/fl v 6: 49,83 

6 fl: 299, bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly kun fredag 1.april
Ikke stor poesi, men bag den diskrete (på grænsen til det kedelige) skjuler sig faktisk en nydelig corvina i klassisk Valpolicella stil, lidt ripasso med sin frugt, men stadig tør
      Et af mange mærker fra kooperativet i Valpantena. Kun smagt i ældre år, men kan se, at netop 2018 har fået 5*76 af Rydberg i Ekstrabladet. 

Chiaro Zinfandel, kr/fl v 6: 49,83 

6 fl: 299, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly kun fredag 1.april
Ikke en vin, jeg vil øde mine penge væk på. Et godt bud er endnu en forglemmelig sværvægts sødsuppe-primitivo, som vil glæde fra første glas -og så ikke mere. Men en flot, tung flaske! Kommer fra Irma's gamle leverandør Botter øst for Venedig.  4* for prisen (normalprisen 100 er hen i vejret). 
Til samme pris Crystal Blush rosé (6 fl: 299, 2-3*). Ej smagt, men når jeg hører ordet blush, spænder jeg hanen på den pistol, jeg til alt held ikke har. Lyder for meget som sød pinkie uden karakter. 

Pata Negra Rioja crianza, kr/fl v 2: 49,50 

2 fl: 99, godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april
Pata Negra er en (god) skinke, men også en serie vine fra García Carrión, Spaniens største vinfirma (mest kendt for konsumvin af de mest jævne som Don Simon), som kæmper for at matche det næststørste Felix Solis. Husene ligger få kilometer fra hinanden i la Mancha, men laver vine over alt i Spanien. 
      Denne vin er et forsøg på at øge kvaliteten og slet ikke ringe. Kun smagt i ældre årgang, men 2017 skal være helt ok med et par medaljer. Men vent en kraftig, robust tempranillo, som dog mangler følelse og lidt aroma. Men jeg kan tage fejl. Men ok pris. 

Orvieto Classico, Cecchi...  39,-

Godt KØB + **** (4/5), SuperbrugsenKvickly indtil torsdag 7.april

Diskret aroma, let til middel fylde, ganske frisk og sprød med lille syre under frugten. Helt ok, men uinspirerende. 

     Hvidvin er ikke italienernes stærkeste side, og få steder ses det tydeligere end i landets mest kendte hvide -Soave, Frascati, Verdicchio -og Orvieto. Et højt udbytte og iskold gæring fjernede i mange år stort set al frugt og længde fra den gærede druesaft. Det er langsomt blevet bedre. Men stadig ikke en værdig repæsentant for den underskønne by mellem Firenze og Rom! 

Domaine de l'Oiselet, Vacqueyras... 99,.-

2020 økologisk, Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april

En flot Rhone  -fuldfed med krydderi, tobak, røde og sorte bær og masser af styrke og fedme. Flot ung, men 2-4 år på flaske vil nok gavne. Smagt i 2016 (92p/Parker), 18 og 19, men desværre ikke 2020. 

     Vacqueyras ligger ved Gigondas i Rhône og fik egen appellation 40 år efter Lirac. Her leder du også forgæves på etiketten efter navnet Rhône -det forudsættes bekendt! Området ligger lidt lavere end de bedste dele af Gigondas og vil derfor ofte være lidt blødere i stilen, med en lidt mindre distinkt profil Groft sagt kan den forene Gigondas og Chateauneuf, med lidt af dybden i Gigondas og det fede og rene i Chateauneuf. 

Flaxbourne sauvignon blanc ... 59,-

Marlborough, New Zealand, godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april

En god sauvignon en klasse over vinene fra de store huse og af helt anden klasse end NZ sauvignon'er med fancy etiketter og trist indhold. tappet i Tyskland eller Danmark. Ikke helt top, men god frugt og friskhed, tør, men med frugtsødme, der får den rige aroma helt frem i næsen! God til sushi eller en salat. Og til pris, der er svær at slå! 
      New Zealand domineres helt af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford osv osv) og franske Pernod-Ricard, der sælger som Brancott, Montana mv.
      Flaxbourne har navn efter fårefarm, som blev købt af Peter Yealands, som startede sit firma i 2002. Huset er de sidste par år ejet af en elektricitetsgigant. Vinen bærer ikke hans navn, da den er tappet i Belgien, ikke på vingården.

G.M., Aix en Provence rosé... 59,-

2020, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april

En nydelig rosé med diskret frugt, tør, middelfyldig og ren smag -ikke genial, men god madvin. GM står for Gabriel Meffre i Gigondas, som også leverer vinen herover. Huset er stadig ledet af familien, i form af Etienne Meffre.

Hardy's Crest, rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199, bedste KØB + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april

Hardy's er i dag mest kendt for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt den marginalt bedre Hardy's Crest (William Hardy er ét trin højere op, den får du på tilbud fra ca. 50 kr). 

      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, men husker den som uden friskhed og spræl. Men til 33 kr dog et godt køb.  Og trøst dig -med skruelåg og glas er vinen bedre end i plastikpose med pap!

Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien, som plantede de første vinstokke så tidligt som 1854, meget få år efter, at Adelaide blev grundlagt som en modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne! 

      Hardy’s var pionér og levede op til Imperiets drøm om Australien som leverandør af vin til den engelske overklasse. Huset fik medaljer -netop i Frankrig- så tidligt som 1880erne. Huset blev i ’00erne ledet af en Osborn, som her tjente penge nok til at grundlægge d’Arenberg i 1912. 

      Til samme pris tilbydes Canaja Villa Annaberta rød/hvid/rosé (6 fl. 199, 4*), ikke smagt seriøst, men ok til prisen, men for mig lidt "fabrikeret", ikke så ærlig som Hardy's Crest. 

William Hardy, shiraz eller chardonnay... 50,-

godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 7.april
Den røde shiraz er fra Limestone Coast syd for vinhovedstaden Adelaide -et rigtigt godt område- og det præget vinen, som er en stor vin, men ingen fedladen flødebolle! God frugt, bær og krydderi, men holdt i skak af lidt syre. 17p/20 i '17 af Oldenburg og 5* i Vinavisen i 2018. 
      Den hvide chardonnay kommer også fra et køligt område, Langhorne Creek syd for McLaren Vale og Adelaide. Vi er nær havet, som tager toppen af varmen! Ganske rig, ren aroma med lidt melon og citrus, middel fylde, pæne syrer, middellang smag. Jeg ved ikke, om der er eg i vinen, men det smages til alt held ikke. 5* i Vinbladet og Vinavisen. 

      Kan også anbefale Louis Reynaud pinot noir (50, 4*), godt køb, men ikke helt matcher god Bourgogne. Ganske god, frugtig og ren, middel fylde.

Felix Solis "the Guv'nor", tempranillo-syrah...  39,-

Bedste KØB + **** (4/5), SuperbrugsenKvickly indtil torsdag 7.april

"Guv'nor" eller "Mester" ("Husets Herre"?)  kommer fra Felix Solis, et af Spaniens 2 største huse. Vinene ligner i smag og udstyr KingPin fra Føtex og Bilka (som koster 80 kr, men som Guv'nor ofte er på tilbud til 40-50). En mørk, fyldig, men afrundet vin med krydret frugt med lidt eg og pænt lang smag. 

Casillero del Diablo, rød-hvid-rosé, kr/fl v 3: 43,- 

3 fl: 129, rød cabernet-sauvignon, merlot eller carmenère, hvid chardonnay eller sauvignon blanc, rosé shiraz  
**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april
Til prisen er vinene rigtig gode, ikke mindst den røde cabernet, carmenère (guldmedalje)  og sauvignon. Rosé ikke smagt, men kan se, at den har fået 5* i Vinavisen. Vinene er "Reserva", så en tand højere oppe end standard-Chile.. 
     Jeg drikker dem, hvis de bliver stillet foran mig, men bliver aldrig vilde med dem.

Verso, Primitivo di Manduria... 59,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april
En rigtig pleaser, som jeg ikke rigtig kan blive sur på. Vinen er rund, fyldig, frugtig, med lidt tanninbid, så blødheden ikke dominerer -behagesyg vin. Men en lettelse ovenpå de Grande Passioner og Rip'amaroner, som Puglia ellers leverer. 

Aalborg Taffel akvavit "rød"... 75,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 7.april
N.B: Fås i Lidl til 65 og i Netto til 69 fra lørdag 31.3. 
Jeg er vel en snapse puritaner. Ingen snaps matcher for mig den rene skære kommen aroma og den fulde 45% styrke i en rød Aalborg -det skulle da lige være juleakvavitten fra samme firma. Og det selvom snapsen i dag ikke laves i Aalborg, men i Norge (til alt held overgår den Linien, som er god, men lidt sød). 

O.P.Anderson Original aquavit... 99,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 7.april

Original eller Klar, økologisk, 40%. rigtig god, især Original, som er lagret lidt og økologisk. Godt køb, selvom blev solgt til 79 kr sidste år. 

Jameson Irish Whiskey... 99,-

Triple Distilled, bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april
For mig er Jameson en blid og god whisky, en klasse over Tullamore, tilmed ofte af uransagelige grunde billigere -du får en bedre whiskey (med "e"). 
      En rigtig god whiskey til begyndere - Den er rig og ren i aroma, let (typisk for irsk), men ren og lang i smagen. Næsten for god til at blande med kaffe, rørsukker og skum! Så kom ikke og sig, at al billig whisky smager af det samme! 
      Men måske er jeg forudindtaget, da jeg har været på tur på det gamle destilleri i Bow street, Dublin. Her kan man smage den ud mod diverse andre (dyrere) whiskies. 

Normandin XO Extra, Cognac ... 199,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 7.april
For mig det bedste tilbud i Cognac, da denne Cognac  ikke kun er lagret de 5 år, som loven kræver af XO (mens en VSOP kan nøjes med 4 år), men hele 10 år, som det fremgår af etiketten. Men i øvrigt en glimrende Cognac med rig bouquet med rancio snarere end karamel og afrundet, pænt lang smag.