Søg i 1300 opslag:

26/01/2024

Spanien i top til prisen!

To vine fra Spanien er ugens bedste bud fra discount kæderne, som er vågnet op igen efter Nytårskuren.

Og Netto har taget førertrøjen efter Coop365, der har været næsten ene på banen indtil nu i 2024. 

    Baron de Ley Rioja Reserva (50) er ugens bedste køb i discount butikkerne, men har faktisk konkurrence af den gode Mucho Más, hvor både rød og hvid har meget fylde og frugt til 35! Fra Frankrig er Vidal-Fleury Ventoux også god. 

    Coop365's bedste vin er nok 100% Grenache Detective (49), mens Rema1000 har et par solide røde i form af  argentinske Finca San Carlos Malbec og spanske Valor (39). Lidl har ikke vintilbud i denne uge. 

Bedste KØB: Baron de Ley Rioja Reserva - Mucho Más rød/hvid - Ventoux "Vidal-Fleury"
Godt KØB:
 Radio Boka rød/hvid/rosé - 100% Grenache "Detective" - Giordano Organic rød/hvid - Organic Valor + Malbec - Pasqua rød/hvid 

uge 05/2024


Baron de Ley Rioja Reserva... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5), Nettoindtil fredag 2.februar

En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men bedste køb. Aktuelt ses 2019, som sikkert følger fint efter 2018 med 91p/Guía Peñin og 92p/James Suckling, 5* fra Rydberg (forfatter til Spanske Vine) i Ekstrabladet og SpritNyt. 
   Ley skiller sig ud ved, at alle vine er fra eget (store) domæne. Huset bor på 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa

    Ses også i Føtex (59, også topkøb), og her har de også  hvid på garnacha, viura og ret unikt hvid tempranillo. Meget aroma, tør, ganske frisk og pænt lang smag. Også lyserøde på garnacha af første pres ("Lagríma"). Også god, diskret aroma, fyldig, ganske frisk. 

Mucho Más rød/hvid ... 35,-

Spanien, Bedste KØB + **** (4/5), Nettoindtil fredag 2.februar

Den røde glæder mig ved rund kraft og god frugt -slet ikke det solbrændte, triste, som plagede vinene fra la Mancha, det hede, tørre område syd for Madrid. Druen er tempranillo + lidt syrah + lidt eg. Excellent køb. Den hvide laves på druerne verdejo, sauvignon + lidt chardonnay, som får en kold gæring og 2.3 måneder "sur lie". Forbavsende frisk med god aroma, tør, middel fylde -flot for vin fra så varmt et område.

    Prisen på Mucho Más var 33,17 (v 6) sidste år, men 45 så sent som i oktober, så topkøb til 35. "Meget Mere" er nok identisk med KingPin (p.t. 39 i Føtex, også topkøb).

Ventoux "Vidal-Fleury"... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5), Nettoindtil fredag 2.februar

Set i 2020. Ventoux er mere kendt for Tour de France  end vin, som er i stil med (og i reglen billigere end) anden Rhone. Vinene er blevet bedre, som smages i denne vin. Men check årgang -vinen bør nødig være mere end 5 år gammel. En ligefrem, fyldig, åben krydret duft med en masse blomme, pænt lang med lille kølig kerne nedenunder. Moden nu
    En ung Guigal begyndte sin karriere i dette historiske (1781) hus. Da Guigal var kongen af Côte Rôtie, så købte han sin gamle læreplads, som fungerer som alternativ etiket til Guigal. 2019 og 17 fik lidt højt  90p/WineEnthusiast. 2020 er nok lige så god -du får meget for pengene. 

    Guigal Cotes du Rhone (79, 4*) kan være bedre med mere krydderi, men slet ikke merprisen værd i forhold til Ventoux.

Barefoot, rød/hvid/rosé... 50,-

Merlot, cabernet, pinot grigio, sød moscato og rosé, California

*** (3/5), Netto, indtil fredag 2. februar 

De røde er ok med rund fylde og pæn bærduft. Jeg finder nok cabernet lidt sjovere end merlot. Den hvide er ret neutral, men slet ikke ringe, mens den sødlige moscato er behagelig -pga lidt brus. Den lyserøde tør jeg ikke købe. Jeg er nok for kræsen. Vinene laves af giganten Gallo, vistnok verdens største vinfirma. 

Radio Boka rød/hvid/rosé... 35,- 

rød tempranillo, hvid verdejo, rosé tempranillo/bobal, Spanien 

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil onsdag 31/1
Vinen er en af de mest solgte fra danske-ejede Hammeken i Spanien og får ok ratings af pålidelige lokale Peñin. Men de har alle en lille sødme, som nok generer mig mere end andre (især i den røde). 
      Den hvide verdejo er nok bedst med sin aroma af æble og fersken og pæne syre, som afrundes af 6,8 g/l restsødme. Der er mere sødme i den røde tempranillo (11,6 g/l), men den får alligevel 87p/Peñin i årgang 2019. Rosé ikke smagt, men burde være frugtig og uden for meget sødme (5,6 g/l). 

100% Grenache "Detective", Sydfrankrig... 49,-

Godt KØB + **** (4/5)365Discountindtil onsdag 31/1

Er tæt på topkøb. Druen grenache er en favorit, og jeg elsker Sydfrankrig. Smagt én gang sidste sommer. Vinen er stærk (15%), sympatisk, krydret frugt, enkel, men sympatisk Rhone-type, mangler lidt dybde. Men god til 50. 

Giordano Organic, rosso eller chardonnay... 49,-

Godt KØB + *** (3/5)365Discountindtil onsdag 31/1

Begge er nydelige, letdrikkelige vine, der hverken gør fortræd eller begejstrer. Den røde er bedst, den hvide lidt grøn og let. Giordano er endnu en Irma vin, der har fundet et nyt hjem i 365discount. 


Organic Valor monastréll... 39,-

Finca San Carlos Malbec... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 3/2 (tappet i Danmark)

Valor Monastréll leveres af Hammeken Cellars, der var ejer af Globus, indtil det fik sin finske ejer. En solid, kraftig, rund vin med pæn duft. Godt køb. 
    Til samme pris den økologiske San Carlos Malbec fra Argentina, som formentlig er identisk med den malbec, jeg smagte i Det glade Vanvid -en af restaurantens bedste vine (stort set alle var fra Globus, havde håbet på mere). En mørk, fyldig, afrundet og tør vin med god fylde og længde. BT gav den 5* + Testvinder (april23).

Pasqua rød/hvid Sicilia øko ... 39,- 

rød nero d'avola-shiraz, hvid chardonnay-grillo, Sicilia Italien
Godt KØB + *** (3/5), Rema1000, indtil lørdag 3/2

Pasqua er kendt for middelgod Amarone & Co, men har som andre store huse også investeret længere sydpå, hvor druerne altid bliver modne -her i Trapani på Siciliens vestkyst ikke langt fra Marsala. Klimaet er tørt og varmt, perfekt til et liv uden sprøjtegifte! 
Kun smagt den hvide, som er ganske udmærket med rig aroma (urt, fersken) og fyldig, tør smag med lidt syre. 80% chardonnay, 20% grillo. Den røde burde også være rigtig god, blandet af lokale nero med shiraz.

 

Stærke drikke! 

 

Famous Grouse Scotch Whisky... 99,-

*** (3/5), Nettoindtil fredag 2.februar (til samme pris i Kvickly & Superbrugsen

Der er 3-4 "slave" whiskies, der er  LIDT bedre end andre, bl.a. Teacher's, Ballantine's -og Famous Grouse. De er afrundede og frugtige uden den voldsomme karamelsødme, som kan ødelægge en del blends -og igen ikke for sprittede til ikke at drikke ren89p/Whisky Advocate.

    Coop365 tilbyder bl.a. Grant's Stand Fast Whisky (99, 3*) og Rød Aalborg snaps (99, 3*).