Søg i 1300 opslag:

14/01/2024

Hvis du gerne vil have god hvidvin...

Danskere er til rødvin, men vi er flere, der lige så ofte (eller endog oftere) tager hul på en hvidvin (eller rosé). Og med Flaxbourne og Chablis "L" har Brugsen to rigtig gode bud, hvis du ikke (igen) er til riesling! 

Superbrugsen og Kvickly holder den vinøse fane højt. Flaxbourne er et mærke fra Yealand's, hvor Natalie Christensen (med sin danske tipoldefar) laver herlig hvid sauvignon til lav pris. 

    Bourgogne er dyr, men du får faktisk kvalitet til en fair pris i Laroche's gode Chablis (119). Begge er vine med tør smag og stor friskhed -perfekt til alt fra østers til en salat i en måned, hvor kiloerne ikke altid rasler væk! 

Brugsen har også god rød: Fonterutoli's Toscana merlot (79) og Gigondas (119) leverer meget vin til prisen, mens det dansk-ejede Carmel de Haux nærmest er et fund i Bordeaux til lav pris.

    Vil du have blødhed med kvalitet, er Mascota flot til 59, men du kunne få den til 50 sidste år, og det er lidt af et mirakel! 

    Og så er Negroamaro Susumaniello (49,50 v 2) en helt ok vin fra området, hvor du finder Julemandens grav! 

Bedste KØB: Spier "P.S" rød/hvid - "Nr 10" Fonterutoli
Godt KØB: Flaxbourne sauvignon blanc - Chablis "L" Laroche - Hardy "V.R.", rød-hvid - Negroamaro SusumanielloCarmel de Haux Bordeaux -Mascota rød/hvid - Gigondas "Dentelles" 

uge03/2024

Flaxbourne sauvignon blanc ... 59,-

New Zealand, godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1

En god sauvignon en klasse over vinene fra de store huse og af helt anden klasse end NZ sauvignon'er med fancy etiketter og trist indhold. Ikke helt top, men god frugt og friskhed, tør, men med frugtsødme, der får den rige aroma helt frem i næsen! God til sushi eller en salat. Og til pris, der er svær at slå!
      Yealand's leverer vinen fra sit store domæne i Awatere i Marlborough, og her er Natalie Christensen chefvinmager. Hun er efterkommer efter de mange danskere, som fulgte i biskop og grundlovsfader Monrads fodspor efter nederlaget i 1864 og tog den lange rejse til New Zealand, hvor de grundlagde kolonien Dannevirke. 
       Natalie har en bachelor i klassisk musik og master i psykologi, for hun kastede sig over vinen og bl.a. lavede albariño i Spanien og sauvignon på andre gode vingårde i New Zealand, før hun i 2018 overtog jobbet som chefvinmager på Yealands. Hun har været valgt som en af de mest indflydelsesrige kvinder i vinens verden af Drinks Business. 

Chablis "L", Laroche.... 119,-

Godt KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1

En rigtig god Chablis i en sprød, frisk, knastør, men pænt frugtig stil, som nydes ung -en rigtig god madvin! 2021 fik 17,5p/Oldenburg i Smag:     "Kølig stil, mild smag, nærmest kødfuld og let mineralsk. I glasset udfolder den hilsener fra moden pære og mango, og den holder en stram, mineralsk stil og smag, harmonisk og med pæn, dæmpet syre. Nydelig og alsidig Chablis, der vil pynte på ethvert fiskebord." Vinen får generelt ros for sin stil, f.eks. 2019 med 92p/WineEnthusiast. 
      Laroche var markarbejder i Chablis, men købte i 1850 sin første vinmark. Huset blev i løbet af 1990erne et af de største i den lille by. Huset har et domæne på mere end 100 hektar, men køber alligevel det meste  fra andre vingårde, bl.a. til denne vin. Laroche var i øvrigt pioner i Bourgogne for skruelåg, som i dag pryder alle deres vine, inkl. domænevinene fra bl.a. Grand Cru (6 ha) og 1.Cru (30 ha). Sympatisk! Huset har hovedsæde i romantisk gammelt kloster og er i dag ejet af familien Jeanjean i Languedoc. 

Carmel de Haux, Cotes de Bordeaux... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1
Carmel de Mingot var i 1600 tallet et kloster i Cotes de Bordeaux, men er i dag del af det danske-ejede Haux. 
      Middelfyldig, ganske indbydende madvin, snert vegetabilsk og grønt præg, som forsvinder i glas eller på flaske i løbet af et år eller to. Jeg kan vældig godt lide 2019, som er klassisk Bordeaux, dvs. med lidt bid, men med positiv aroma og god længde -meget bedre end de ”små” Bordeaux’er jeg husker fra min ungdom. For mig i samme klasse som den mere royale Caïx Cahors. Ikke set aktuel årgang. 

Negroamaro Susumaniello, kr/fl v 2: 49,50 

2 fl: 99, Carlo Sani, Puglia

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1

Mørk, kraftig, blød, krydret -har ikke smagt denne vin, men kender andre vine, hvor druen susumaniello indgår -og andre fra Carlo Sani, et veletableret (1966) hus med vingård og kældre i Manduria i Puglia. 
    Druen er negroamaro blandet med susumaniello, en endnu mere produktiv drue end negro (og primitivo). Navnet skal komme fra talemåden: "Susu lu somariello" -"løb, æsel, løb" -æslet får travlt med alle de druer, som skal i kælderen! Druen skal have stort potentiale, hvis udbyttet holdes nede. Men har dog endnu ikke smagt en god vin på druen. 
    Puglia er den italienske vins (akilles)hæl og leverer mere vin end Toscana og et par andre områder (sammenlagt!). I dag laves rigtig god vin til lav pris -engang var det en stor del af EU's vinhav eller brugt til vermouth som Martini. 
    Foto: Vidste du, at Julemanden ligger begravet i Bari? Sådan da! Men den hellige Nikolai gjorde gode gerninger (mod ikke mindst børn) i 300-tallet i Myra, Tyrkiet, hvor han døde. For godt 800 år siden blev Tyrkiet muslimsk, og driftige sømænd (eller sørøvere!) fra Bari lavede et raid og stjal hans kiste, som i dag kan ses i domkirken i Bari. 
    Myten om St. Nikolaus spredte sig til Holland og kom herfra til New Amsterdam (New York), hvor hans blev til Father Christmas med rensdyr, kane og gaver. Bari holder hvert år en festival for Nikolai 7-9. maj. 

La Mascota rød/hvid... 59,-

Rød cabernet-sauvignon eller malbec, hvid chardonnay, Maipú Argentina

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1

Set til 50 (og af og til lavere), men 59 er også god pris for vinen! 

      Chardonnay (5*/Vinbladet) vil med aroma og fylde tiltale chard-fans -men foretrækker de to rødvine: lækker malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
    De røde får år efter år omkring 90p/100 fra gode smagere. Malbec 2020 fik 91p/Descorchados akkurat som cabernet 2021. Chardonnay fik for nogle år siden 5* i Vinbladet. 
      Kreeret af Rodolfo Sadler, som også står bag OPI, som er kommerciel i den bedste forstand. Mascota er en tak bedre. Den laves i knap så store mængder på basis af finca La Mascota (foto). 

Spier "P.S" grand reserve rød/hvid, kr/fl v.6: 49,83

6 fl: 299, rød og hvid blend, Sydafrika, normalpris 139,95 (tappet i Danmark)
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1

Rød på shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage siges at lagre 12 måneder i eg og skal være en klasse over Vintage og Signature "Collection". 2020 fik 5* af Rydberg. "Mørke krydrede noter i duften. Meget frugtig i smagen med skovbær, violer og krydderier. Pæn koncentration og intensitet i smagen. Krydret afslutning." 
       Den hvide er chenin blanc og chardonnay fra kølige områder. Meget frisk, aromatisk og stilig. Få om nogen køber til normalprisen 139,95, men 50 kr er meget lav pris. Tappet i Danmark (og du finder -heller- ikke denne vin på Spiers web.

"Nr 10" Fonterutoli, Toscana... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1
Mazzei er et af topnavnene i Chianti, men laver også andre vine -bl.a. denne på 90% af Bordeaux-druen merlot + 10% sangiovese. Vinen er noget blødere, federe og mere tilgængelig end den lidt stramme, men sindssygt flotte riserva. Men stadig med herlig frugt og drikbar allerede nu
      Markis Mazzei leverer fremragende vine fra egen vingård, som er belønnet med 3 stjerner i Gambero Rosso som en af Italens fineste. 

Gigondas "Roc des Dentelles"...  119,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 18/1

Set i 2020. Gabriel Meffre leverede i mange år Irma's "Plan de Dieu", en daglig Rhône + Vaudieu fra Châteauneuf, begge tappet på Vallensbækvej i Brøndby. Disse vine er væk, Meffre ligger stadig på samme adresse i Gigondas, og vinen fra hjembyen er mere end ok. 

      2020 er mindst lige så god som ældre år, der fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet og identisk med den almindelige Meffre udgave i 2019, som fik 91-93p/WineAdvocate. En afrundet, stærk vin med indbydende krydret duft og mineralsk tone i eftersmagen, som dog først kommer frem efter nogle minutter i glasset.

Hardy "V.R.", rød-hvid-rosé... 35,- 

Rød shiraz og cabernet-sauvignon, hvid chardonnay eller rosé, Australia (tappet i England)
Godt KØB + ** (2/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18/1
VR står for Varietal Range, dvs ikke blends, men vine på én druetype. Behagesyge vine, som ikke gør fortræd, men kan genere sarte ganer med lidt restsødme. De røde er helt ok. Foretrækker faktisk denne serie for Sunrise Chile (27, flere varianter).