Søg i 1300 opslag:

20/01/2024

Meny: Klassisk Bordeaux i topår

Naturligvis er superstjernerne i Bordeaux kostbare. Det er vine, som alle vil smage -især dem med et velfodret kreditkort. Men Bordeaux har masser af formidabel vin til rimelig pris, som ugens l'Ange de Ripeau til blot 100 kr i topåret 2020. 

Ripeau har en begavet ejer og ligger det rigtige sted -tæt på både Pomerol og Cheval Blanc (og den koster 4000+ kr i samme 2020). Vinen imponerer nu, men er nok bedre om 3-5 år. 

    Ellers er der ikke mange topkøb i Meny. Jeg ville prøve Maydell, en serie vine fra Baden, det sydligste område i Tyskland over for Alsace. Vinene herfra er ofte gode -men sjældent topkøb. Så 66,67 (v. 3) er en lav pris for vin på gode druer som spätburgunder (pinot noir) og pinot gris samt riesling. 

    De danske Tofterup brødre leverer god spansk vin. Deres Monastréll Barrel Selection (99,95) er også værd at smage -en klasse over deres normale vine. 

Bedste KØB: l'Ange de Ripeau St Emilion Grand Cru
Godt KØB: Maydell Baden rød/hvid - Tofterup Monastréll "Barrel" - Aus rød/hvid/rosé

uge04/2024

l'Ange de Ripeau, St Emilion Grand Cru... 99,95

2020, Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 25/1

Vent en formidabel St Emilion tæt på nabo Pomerol. Kan nydes nu for den unge frugt. Eller gem 3-5 år for at få en afrundet, magtfuld vin. 
    l'Ange er 2.vin fra Ripeau, historisk Grand Cru Classé i St Émilion nær både superstar Cheval-Blanc og Pomerol. Slottet var længe ejet af det charmerende ægtepar de Wilde, men havde brug for investeringer. Som kom i 2014 i form af brødrene Grégoire, også kendt fra la Rivière i Fronsac.   Brødrene Grégoire (foto) har siden investeret voldsomt i Ripeau med nye kældre, dræning og politik med økologi uden insekt/plante/svampe eller andre gifte. Man har endog skrottet den tilladte kobbersulfat. 
    Vinen er i stil tæt på Pomerol, men vinen er måske mere fast i kraft af mere cabernet (35%) og mindre merlot (65%). 1.vin Ripeau 2020 har fået 94p/100 af pålidelige WineCellarInsider og Falstaff. 
      Årgang 2020 var en stor årgang, men svær med vådt forår og meget tør sommer, men Ripeau fik perfekt modne druer takket være god dræning. Kun smagt med anden etiket (men nok samme vin). 

Maydell Baden rød/hvid, kr/fl v 3: 66,67

3 fl: 200. Rød Spätburgunder, hvid Riesling eller Grauburgunder (Pinot Gris), Tyskland
Godt KØB + *** (3/5), Meny, indtil torsdag 25/7

Jeg har ikke smagt disse vine fra Bimmerle, en stor privat vingård i det nordlige Baden med en årlig produktion på over 1 million fl. fra eget domæne + 40 druedyrkere. Men god pris for Baden. 
    Den røde 2018 fik 89p/100 af respekterede Falstaff, mens Houlbergs vinblog ikke er glad for pinot (i 2016), hvor en lille restsødme generede ham. 
    Nye år har fået ros i Berlin og Mundis, hvor typisk vin til supermarkeder præmieres. Derfor kan du også finde restsødme (5 g/l i rød, ca. 7 g/l i hvid, hvor der dog også er markant syre). 
    Maydell er trods det adelige fornavn Baron vine til kæderne, bl.a. Lidl i Tyskland, hvor en lignende vin sælges til ca. 40 kr.  

Tofterup Monastréll "Barrel"... 99,95

Godt KØB + **** (3/5), 25/7, indtil torsdag 25/1

Yecla. Brødrene Tofterup bor nær Alicante, men laver vin i det meste af Spanien, omtrent som Jonas gjorde som vinmager for Hammeken. Mængderne er dog markant mindre -og denne vin (ej smagt) skal være meget flot, hvor den vilde monastrell er blevet tæmmet ved en vis lagring i små egefade. Set i 2019, som nok bør nydes snart. 92p/Guía Peñin. 

de Bortoli "Aus" rød/hvid/rosé... 40,-

shiraz, chardonnay eller rosé, Riverina, Australien
Godt KØB + *** (3/5)Meny, indtil torsdag 25/1
Aus er trods etikettens "Reserve" en basisvin fra det store næsten 100-årige hus grundlagt af indvandrere fra Norditalien. Den røde beskrives som ret lys, men fyldig og blød. Den hvide er pæn og nydelig uden særlig karakter -ikke min smag. Men god pris! 
      Bortoli er et af de største huse uden for de 3 giganter (Treasury, Accolade og Pernod), som sidder på 80-85 % af markedet). Huset leverer konsumvin fra det hede, tørre Riverina, men har også vingårde i køligere områder som Yarra -og Heathcote i bjergene nord for Melbourne. 

Cono Sur Cabernet-Sauvignon... 79,95

Organic 2018 Gran Reserva, Chile
**** (4/5), shop.Meny, indtil torsdag 25/1 
Ikke smagt og slet ikke topkøb, men formentlig en nydelse, selvom 6 år er anselig alder for vin fra Sydamerika. Vent en bouquetrig vin med middel fylde og pæn længde. Druer fra lune Colchagua. 91p fra lokale Descorchados. God vin, men du kan få bedre til prisen i Brugsen eller Føtex.