Søg i 1200 opslag:

20/03/2023

Ugens Vine: Ny Verden i front!

Vi kommer vidt omkring med ugens vine med hele 7 vintlbud fra "Den ny Verden", hvor du kan finde topkøb fra både Californien, Chile, Argentina, Sydafrika og Australien. 
Men ellers lægger du nok mest mærke til hele 3 vine fra Rioja, et område, der engang var danskernes favorit, faldt i unåde, men nu leverer bedre vine end nogensinde. 

De bedste køb fra Den ny Verden er nok Argentina's Pure og Medalla (Føtex), men Terrunyo (Coop) er nok bedste vin -som overgår den gode Matthews Road (Australia, Føtex), Mooiplaas (Sydafrika, Føtex) og Handcraft (California, Irma). 
      Frankrig er også repræsenteret med 2 flotte Rhone vine og en crémant til årets første fester, mens Italien har topkøb i San Felice Chianti Classico til blot 49 (den koster pænt over 100 i andre lande). 
      Og så supplerer vi med gode køb fra Tyskland, Østrig og en flot sent tappet Vintage Port
      Føtex dominerer i denne uge med hele 9 af de 20 tilbud, bl.a. med en herlig Mooiplaas fra Sydafrika, de altid gode Pure Argentina samt årets første rosé -LYV.


     Hver uge vælger jeg tilbud ud fra de førende supermarkedskæder i Danmark. Godt 20 tilbud ud af kædernes ugentlige godt 100 tilbud. I denne uge vine fra 30 til 119 kr. 

      Alle vine er tappet nær grostedet, med mindre andet er nævnt.  

 Vil du modtage et nyhedsbrev 3-4 gange/uge, så send mail til: VINKENDERBLOG@gmail.com

5 vine under 50 kr

Hardy's Crest rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 29,83

6 fl: 179, rød cabernet-sauvignon shiraz, hvid chardonnay sauvignon, rosé, Australia
Bedste KØB + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts    

Hardy's kendes i dag for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt den marginalt bedre Hardy's Crest.     
      Den røde "Crest" er blend af cabernet og shiraz, ganske god, men en pleaser uden større karakter. Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, men husker den som uden friskhed og spræl. Men til 30 kr et fremragende køb. Vinen har skruelåg og glas og er meget bedre end samme vin i pap og plastikpose!

      Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien, som startede 1854 få år efter, at Adelaide blev planlagt som modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne!

Dr Pauly Noble House rød/hvid, kr/fl v 6: 36,50

6 fl. 219, Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

**** (4/5), Føtex, indtil lørdag 8.april

En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har næsten mere aroma, men også god friskhed. Også rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris.            Dr Pauly-Bergweiler er en glimrende, ret lille vingård i Bernkastel ved Mosel. Men han henter disse vine i Rheinhessen langt fra hjemmet- men alle Noble House er rigtig gode køb. 

Gemma Moscato d'Asti "Fiorita"... 39,- 

*** (3/5), Føtex, indtil lørdag 8.april
Jeg har sagt pæne ord om Gemma's Asti men den knap så b(e)rusende frizzante er ofte bedre. Denne siges at komme fra særlig skråning, Fiorita. Herlig aroma med masser af bær, fin sødme, balanceret af fint brus. Til frugtdesserten eller apéritif.  Vinen skal nydes ung. 

Til samme pris Montelvini "Promosso" Extra Dry Spumante (39, 3*), ej set eller smagt. Nydeligt udstyr i stil med 500+ kr Champagne i 50erne, men nok en ydmyg drik. Promosso? Måske en fusion af prosecco og mouseux. Vinen kan være pinot/chardonnay blend med bobler!  

Trapiche "Pure" eller "Impure"... 40,-

"Pure" rød malbec, hvid sauvignon, Malbec "Impure", Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Netto, indtil fredag 24.marts 

Rød Pure har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag med positiv frugt. Kritikerne kan også lide den -2020 0g 2021 har begge fået 90p/Tim Atkin.  Impure" -bred, stor og rig, tør og pænt lang med snert af eg, men mindre markant end Pure. Siges ellers at være samme vin som "Pure", blot lagret 10 måneder i små egefade. Falstaff gav 2018 hele 91p/100.  
      Den hvide Pure Sauvignon har god frugt, men ikke helt samme præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. 

San Felice Chianti Classico... 49,-

**** (4/5), Føtex, indtil lørdag 8.april

Nydelig fylde, flot frugt med bær, urt og krydderi, pæn længde, til lasagne, pasta, osso buco og pizza.  Denne vin er slottets unge Chianti, beregnet til at nyde ung. 
      2020 er stadig ung, men rigtig flot, selvom 92p/Spectator er gavmildt. 2019 fik både 6*/6 i Jyll.Posten, 92p/Falstaff og 90p/Spectator.
      San Felice er en stor vingård i det sydlige Classico, som i snart 40 år har været ejet af forsikringsgiganten Allianz. En mangeårig favorit fra Salling gruppen, med rette. Vingården laver rigtig god vin, som generelt bliver solgt til meget lave priser i Danmark.


9 vine 50-70 kr

Tanunda "Matthews Road" rød... 50,-

rød cabernet eller shiraz, Barossa-Coonawarra, South Australia

**** (4/5), Føtex, indtil  lørdag 8.april

Tanunda er et ambitiøst familiefirma, men eer vokset så stærkt, at huset i dag må hente de fleste af sine druer udefra. Matthew's Road var oprindelig en mark i Barossa, men i dag er gode del af druerne fra Coonawarra adskillige timers kørsel sydpå. Men til gengæld et godt område!

     Både shiraz (smagt i sommer) og cabernet'en (i ældre år med Barossa druer) er rigtig gode, meget frugtig, fyldig og lang. 2016 fik 92p/WineEnthusiast. Fås også som chardonnay, som desværre ikke eer smagt. 

Weinmacher rød/hvid Østrig, kr/fl v 2: 50,-

2 fl: 100. Hvid Riesling, rød Zweigelt, Niederösterreich 
**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Har ikke smagt disse 2 nye vine, men kan se, at leverandøren er Pfaffl, som normalt leverer kvalitet. Og begge har da også fået en medalje (Mundus Vini). 
Går efter riesling, som er en favoritdrue -forvent aroma, friskhed og god eftersmag trods ret let smag. Den røde er mere simpel, men sympatisk, vent en udpræget bærduft og ren, tør eftersmag. Kunne meget vel være bedste køb! 

Pierre-Henri Morel, Rhone, kr/fl v 2: 54,50
2 fl. 109,  Cotes du Rhone Frankrig
**** (4/5), Irma, indtil onsdag 22.marts

Den almindelige Rhone fra Morel, stjernen Chapoutier’s vinhus i det sydlige Rhone. I dag ses 2021, som nok er mindst lige så god som 2020, som var rigtig god, positiv frugt med bær og urt, god fylde, klassisk grenache i smuk fast ramme.
      Til prisen et af de bedste køb i Danmark. Jeg har ikke i maaaaange år smagt en dårlig vin fra Chapoutier. Den bør give Guigal (80 kr) kamp til stregen. Tror næsten Morel vinder!

Baron de Ley, Rioja Reserva... 55,-

***** (5/5), Netto, indtil fredag 24.marts 
Fås også som hvid og rosé (3*/5). 
Den røde var godt køb til € 10 (75 kr) i den toldfrie i Spanien og topkøb til 65 i Netto i marts 22. Så meget for stigende corona-priser. 
       En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men bedste køb til prisen. 
      Set i 2018 og 17 med 91p/Guía Peñin, mens 2018 fik 90p/Tim Atkin. .
      Jeg drikker lige så gerne denne som den noget dyrere Gran Reserva, selvom den er mere "fløjlsagtig" og fed, men måske knap så bærpræget. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
      Fås også som hvid og rosé, som er gode køb til 55, men som ikke er i klasse med den røde. 

Crémant Bourgogne "Comte de Tarville"... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 25.marts 
Hvid Bourgogne er dyrere end Alsace og Bordeaux, så crémant fra Bourgogne burde egentlig også være dyrere (og måske endda tæt på Champagne i pris). Så hvorfor er denne så billig? Især når den faktisk er helt ok (smagt 3 gange). Firmaet ligger i Chagny nær Santenay i Bourgogne. Overraskende god med frugt og god friskhed. Den fik 5* af 6 af Vollerslev i BT tilbage i 2018 (pris 70 kr). Fås også som rosé (ikke smagt). 

Trapiche "Medalla" rød/hvid... 59,-

rød malbec, hvid chardonnay, Uco Argentina

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 8.april 

Malbec har lidt eg, men er især flot i sin frugt, kraftig og pænt lang, og dejlig allerede. 2017 fik 89p/Parker. Den hvide chardonnay er forbavsende frisk og lang i sin smag, fyldig og ren. Meget flot. 
      2021 fik 92p/Tim Atkin, 2020 fik 91p/Descorchados, mens 2019 fik  92p/Parker. 
Trapiche er meget stort hus, som tapper 100.000 f. Hver dag!

HandCraft rød/hvid... 59,-

cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel, California (tappet i Tyskland)
**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

HandCraft til 59 er topkøb for anstændig vin fra ”Over There”. Den får Verdens 3. største vinmærke, Gallo’s Barefoot, til at blive helt platfodet!  På etiketten står der ”Artisan Collection”, men du bør ikke forvente ”håndlavet” vin, når der sælges 10+ millioner liter/år.       
      Pinot har nydelig hindbærnæse og middelfyldig, afrundet smag med frugt og blød tannin. Middellang smag. Skovenberg var gavmild med 5* i Vinbladet (2019 i 2022).       
Zinfandel er rigtig god, krydret, kraftig, men ikke tung, for mig bedre end en ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cab. Den sødlige rosé vil jeg ikke bruge penge på. 
      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, som pudsigt nok hed Indelicato. Firmanavnet blev hurtigt ændret til Delicato, og familien ejer stadig huset.  

LYV rosé, Frankrig... 59,-

**** (4/5), Føtex, indtil lørdag 8.april

LYV har været solgt lidt for dyrt, op mod 100 kr. Men her er god pris -og en flot rosé med den smukke, facetterede flaske. En nydelig rosé med åben frugt og blød smag med lidt frugtsødme og ikke for meget syre. Tappet på en smuk flaske -med glasprop- som for et par år siden vandt en designpris. Vinen laves af Iain Munson for Jeanjean. 

Mooiplaas Estate rød/hvid Sydafrika... 69,-

rød pinotage eller cabernet, hvid chenin blanc, Stellenbosch, Sydafrika 

***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 8.april

Den frugtige, fyldige røde pinotage er god (2020 fik 91p/Tim Atkin) som også den tørre, sprøde chenin blanc (2021 og 22 fik 90-91p/Tim Atkin). Cabernet 2019 fik 88p af samme herre (vingården laver den i stil, der kan gemmes "årtier", så måske skal vinen bare have et par år mere?). 
      Vingården ligger i Bottelary Hills godt 40 km stik øst for Cape Town på vejen mod maleriske Stellenbosch. Vingården ejes af 2.generation, brødrene Tielman og Louis Roos, der står for hhv. arbejdet i marken og kælderen.

3 vine 70-100 kr

Marques de Riscal, Rioja Reserva... 79,-

***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 8.april

Jeg er nys vendt hjem fra spanske Alicante og València, hvor denne vin kostede 18€ (135), det samme som en god Muga, som ofte koster 250-300 kr for i Danmark. Hænger ikke helt sammen!  
      Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Men... den mangler lige 2-3+ år for at være helt i top
     Riscal er den ikoniske Rioja i Bordeaux-stil, skabt i 1858 af Riscal sammen med vinmager fra Bordeaux. Den blev så populær, at markis'en måtte forsyne flaskerne med trådnet for at forhindre forfalskninger (det var slet ikke gimmick dengang!). I dag bør der være nok vin til alle, for familien leverer mere end 5 millioner fl/år alene af reserva'en, fra eget store domæne + indkøbte druer. 
      2017 fik hele 94p/Guía Peñin og 92p/Tim Atkin -vinen er efter nogle kedelige år bestemt tilbage i toppen igen!


Terrunyo 2019 carmenère, Chile... 89,-

Bedste KØB ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Med Terrunyo er blandt de bedste 1% af Chiles vine, som kan matche stor vin fra Californien såvel som Europa. Tilmed til ekstremt rimelig pris lige nu. For knap 20 år siden begyndte giganten Concha & Toro at lede efter de parceller, hvor e enkelte druer kunne levere den ypperste vin -her mark 27 i Peumo i Cachapoal.  

      2019 Carmenère er meget tæt på toppen. 5* fra Rydberg i Ekstrabladet: En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere. Lang afslutning.” Lige så imponerende er 93p/Parker: "The most impressive Carmenere... The 14.5% goes unnoticeable and comes through as balanced and fresh". Også 93p fra Tim Atkin. 

Faustino I "75", Rioja Gran Reserva... 99,95

"75" 2011, bedste KØB + ***** (5/5), Meny. indtil torsdag 23.marts

En god gran reserva til en rimelig pris. 2011 er også fremragende med sin rige bouquet af tobak og cigar og solide fylde og fløjlsagtige, pænt lange smag med noter af rød frugt. Bl.a. 93p/Guía Peñin. 
      Etiketten hylder ejerens 75 års fødselsdag og skal være noget særligt -bl.a. med 8% graciano druer og 25 måneder i eg. Men... Synes nu den smager som den normale "Gran", men det er nu også superflot til prisen! 

3 vine over 100 kr

Pouilly-Fumé "Domaine Pabiot"... 109,- 

***** (5/5), Irma, indtil onsdag 22.marts 

Urklassisk sauvignon med overdådig, men alligevel diskret urtearoma, let, frisk, fine syrer, pæn lang smag. Set i 2020, men mon ikke 2021 og 22 er derude et sted? 
      Gr frost er vinene fra Sancerre og Pouilly-Fumé svære at skaffe til rimelig pris i øjeblikket, og det gør denne vin fra det gode domæne Pabiot til lidt af et fund.
P.S: En vin fra samme vingård fås hos Kjær & 
Sommerfeldt til 180.

Smith Woodhouse LBV Port... 109,-

***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 8.marts

Set i 2010, men bør også fås i nyere år. For mig har Smith Woodhouse altid leveret en af de bedste LBV'er (sent tappet Vintage Port), som var en god erstatning for den dyre Vintage. 
      Mørk, intens frugt, god og lang -herlig til dessert med chokolade eller en gammel ost. Vinen er lagret 4-5 år, så bundfaldet er væk ved tapning. Vinen kan dog gemmes -som det smages i den 10 år gamle vin, jeg smagte. 2009 fik 90p/Spectator og 91p/WineEnthusiast, for lavt, synes jeg.

Gigondas "Roc des Dentelles"...  119,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 30.marts

Set i 2020. Gabriel Meffre leverede i mange år Irma's "Plan de Dieu", en daglig Rhône + Vaudieu fra Châteauneuf, begge tappet på Vallensbækvej i Brøndby. Disse vine er væk, Meffre ligger stadig på samme adresse i Gigondas, og vinen fra hjembyen er mere end ok. 

      2020 er mindst lige så god som ældre år, der fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet og identisk med den almindelige Meffre udgave i 2019, som fik 91-93p/WineAdvocate. En afrundet, stærk vin med indbydende krydret duft og mineralsk tone i eftersmagen, som dog først kommer frem efter nogle minutter i glasset.