Søg i 1200 opslag:

23/03/2023

Flotte vine i Irma (endnu!)

"Vi har sendt personalet hjem!", kaldte jeg min nekrolog over Irma. Titlen havde jeg stjålet af Irma på Facebook. Men kæden lever til alt held endnu, og i denne uge er der rigtig mange gode vine til rimelige priser. 

Rhone leverer Grand Escalion, mens der er en masse pink Provence fra Cru Classé slottet St Martin -og forresten også god Alsace fra familien Cattin. Samt et godt køb i crémant til konfirmanderne. 
      Spanien leverer altid gode køb -men Irma formår at finde nogle mere sjældne vine, som du ikke finder andre steder (og som end ikke jeg kender) -som BadabaDoc (bare navnet, men så se etiketten) fra selveste Priorat samt Rubianes' sjældne albariño.  
      En del priser er sat op, måske for at fylde Coop's tomme pengekasse, men d kan stadig få den flotte Zisola fra Sicilien, en god Morellino fra Toscana samt Villa Marcello fra markis Mazzei

Bedste KØB: Grand Escalion rød/hvid - Mazzei "Zisola" nero d'avola - Belguardo Morellino Rieserva - Cattin Riesling + Pinot Gris - Cattin Hatschbourg grand cru 
Godt KØBScarlet Vine cabernet - Cuvée Dissenay rød/hvid/rosé - Tosalet Montsant - Pazo de Rubianes "1411" albariño - Tosalet, Priorat ”Carignan” - Oráculo Ribera del Duero - BadaBaDoc Priorat - Villa Marcello Prosecco - Cava Vallformosa øko - Philippe Deval Crémant Loire - Cattin Gewurztraminer "Belvedère" - Joseph Perrier Champagne (Magnum er Bedste KØB) - Talisker 100 cl Malt

Grand Escalion rød/hvid... 79,-

Costières de Nimes Rhone, Frankrig

Bedste KØB + **** (4/5), Irmaindtil onsdag 5.april

 

Den røde har 80% syrah, så den ligner bestemt ikke en Chateauneuf! Vent en magtfuld (15%), men ret blød rødvin

med overdådig frugt med masser af sorte bær og krydderi, som kan ligne en Hermitage lidt -blot blødere. 80% syrah, 20% grenache. 

      Den hvide er baseret på hvid grenache (40%), roussanne (40%) og vermentino (20%), unge vinstokke,  med en snert af eg. En ligefrem meget frugtig vin, lidt fersken og mango, ret blød, men pæn længde. Nydes ung. 
      Der er stort potentiale i vinene fra Nîmes området, som lægger sig tæt op ad Lirac og de andre Rhone vine. Priserne er dog ofte lave -f.eks. på dette smukke slot fra 1884, som siden 2001 har været ejet af familien 
Meffre fra Gigondas, som har bygget hypermoderne kældre til druerne fra de 44 hektar.   Jorden er aflejringer fra Rhone floden, som er dækket af rullesten.      Det meste af vinene sælges under andre navne, så mængderne af disse 2 vine er lille -blot 12.673 flasker af den røde og sølle 3.967 flasker. 

Jeg drikker faktisk lige så gerne disse vine som de noget dyrere rødvin Grant Burge Filsell shiraz (159, 4*). 

Scarlet Vine cabernet sauvignon... 89,-

Godt KØB + **** (4/5), Irmaindtil onsdag 5.april

Chile. En meget flot etiket! Vinen smager næsten mere som top-cabernet fra Napa end Chile. Meget dyb, rig frugt med lidt eg og masser af bær, fyldig, men ganske elegant -men i længden lidt trættende. Men indtil da et flot glas. Men kun smagt én gang. 
Kender ikke leverandør, heller ikke vinmager (Andrea Gillet), men vinen skal komme fra gamle glemte vinstokke halvvejs oppe ad bjerg i Maipo dalen. Vinen er lagret 6 måneder i fransk eg. Min eneste anke er 6 g/l restsødme, men det tyder på, at vinen er lavet til det amerikanske marked (men vil også tiltale en del danskere!). 2019: 89p/WineEnthusiast. Ikke så vildt, men til gengæld fik etiketten 92p af WineDesign! Forstås!  

Til samme pris Mosel Markus Molitor "Assemblage" (89, 4*?), som er riesling blandet med andre druer. Ikke smagt, men formentlig ganske frisk med god aroma. Molitor er både en meget stor (150 ha!) vingård og med stort ry. Vinen kommer formentlig fra husets mindre gode parceller i baglandet. Næppe topkøb. 

Cuvée Dissenay, pinot noir eller chardonnay... kr/fl v.6: 49,83 

6 fl. 299godt KØB + **** (4/5)Irma, indtil onsdag 5.april

Den klassisk etiket har lånt lidt fra Louis Latour -og Bourgogne er også fødested for pinot og chardonnay, selvom Languedoc nok har mere af dem end fødestedet! En god del af Latour's vin kommer forresten også fra Sydfrankrig. Leverandøren LGI er mere marketing end vin, som den henter i kældre rundt i Languedoc og skræddersyr til kunderne. 
     Vinene er pæne og nydelige -en let eget, enkel chardonnay med blød friskhed, nydelig ren aroma, mens den røde har styrke, men er let til bens og med tydelig hindbær i næsen, lidt sjovere end mange fra Californien, Chile til samme eller højere pris! Fås også som rosé, som jeg desværre ikke har smagt. 

Unikke vine fra Spanien! 

Tosalet Montsant, kr/fl v 2: 64,50

fl 129Godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april

Ser stadig Tosalet's "normale" Priorat, men denne "lillebror" er måske afløseren? Montsant ligger i en cirkel rundt om Priorat og har samme klima og druer, men vinen er lidt mindre "vild". Vinen laves med ret kølig gæring og ser ikke eg -ok for vin på de typiske Rhone-druer, så vent en fyldig vin med masser af bær, som går igen i en måske lidt simpel smag, som skjuler en fin syre. Ikke smagt, men kan se årgang 2021 fik Mundus Gold.  

Pazo de Rubianes "1411" albariño... 139,-

Rias Baixas, Spanien

Godt KØB + **** (4/5), Irmaindtil onsdag 5.april

Rubianes er en af de bedst kendte vingårde i Rias Baixas, som ofte anses for det bedste område for hvid spansk vin. Druen er albariño, dvs. en fyldig vin med ren aroma af blomst, god længde og fine syrer. Årgang er 2021 (med 92p/JamesSuckling), 1411 er året, hvor familien overtog ejendommen! 
     Prisen er høj, men vinen er faktisk prisen værd (og på vingården koster vinen over 200). Vinen kommer fra det bedste parcel med gamle vinstokke. Vinen lagrer "sur lie" 6 måneder på tank, hvor den siden lagrer indtil tapning efter et år. 2800 flasker tappet i 2021. 

Tosalet, Priorat ”Carignan”... 199,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 5.april

Topudgaven fra danskejede Tosalet er 100% samsón (lokalt for carignan). Udbytte på blot 7 hl/ha (hvor italienerne og tyskerne rask væk høster 10 gange mere) og lagring 18 måneder i nye franske egefade. 
      En kraftkarl på 15,5%, fastere end amarone, med en overdådig rig bouquet. Imponerende vin, men ældre årgange var ikke merprisen værd. 2013 var trods 93p/WineSpectator lidt træt, men jeg har håb til nye årgange. 5-7 år er en perfekt alder for disse sværvægtere, som modsat Amarone er tørre og rene med flere nuancer i aroma. 

Hammeken "Oráculo", Ribera del Duero... 199,-

***** (5/5), Irma, indtil onsdag 5.april

Set i 2019. For mig er etiketten perfekt -den er smuk med sit lækre globus præg! Men det skal minde os om oraklet, der taler sandhed (om end med dunkelt sprog). Globus er forresten også navnet på det danske vinhus, som ejer Hammeken er medejer af. 100% tinto  fino fra 80-årige vinstokke, fulde 2 år i egefade osv. 
      For fans af moden vin, men lige lovlig mættende for mig. Næsten sort, meget rig duft medmasser af mørk frugt; magtfuld, fed. Smagt i 2010 og 2015. 2019 har fået 89p/Guía Peñin og 92p/Decanter, ikke helt på niveau med ældre årgange. 

BadaBaDoc, Priorat... 149,-

Godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april
Jeg kender ikke denne Priorat, som kommer fra Papet del Mas i Font Rubí i baglandet til Torres i Penedés -dvs mere "Cava" land end Priorat (og cava er vist også bestselleren). 
      Formentlig er vinen rigtig god, selvom 90p/100 fra gavmilde Gilbart & Gaillard ikke imponerer. Baseret på carignan (60%) og grenache med et lille år i eg. Vent en klassisk sværvægter med fasthed og længde. Men ej smagt. Og ikke vild med etiketten! 

Mazzei er i top i Italien! 

Mazzei "Zisola", nero d'avola... 99,-

Sicilia, bedste KØB ***** (5/5), Irmaindtil onsdag 5.april
Vinen var god til 149, men nu er prisen kommet længere ned, og vinen er topkøb. Familien Mazzei har lavet vin på Sicilien siden 2003 og har smukt slot (og vingård) i billedskønne Noto. Zisola er ren nero med meget lidt eg -en superflot, meget frugtig og fyldig vin, der kan nydes ung. Kender ikke Irmas årgang, men mon ikke den kan matche 2019, som Parker giver 91p? 

Belguardo, Morellino Scansano, kr/fl v 6:  116,50

6 fl: 699, Riserva Bronzonebedste KØB ***** (5/5), Irmaindtil onsdag 5.april

Vinen var flot til 149, og nu er prisen lavere. Fra 34 ha ejet af samme familie Mazzei, i Maremma med lidt lunere klima end i Classico -vi er tættere på Middelhavet (lidt syd for Bolgheri med bl.a. Sassicaia). Morellino er ren sangiovese, lagret 14 måneder i små fade af fransk eg. Ikke smagt, men kritikerne er delte, om end generelt positive. 2018 og 2019 fik 2 glas/Gambero Rosso, 2019 også 90p/Falstaff. 

       Irma tilbyder også Mazzei's topvin, Ser Lapo Riserva (149, 5*), som du kunne få til 89 før jul. Svær at anbefale, når du kan få Bronzone og Zisola! 

Austo rød/hvid, kr/fl v 2: 74,50

2 fl: 149, Rød Sangiovese "Appassimento", hvid chardonnay "oak", Romagna, Italien 

*** (3/5), Irmaindtil onsdag 5.april

De 2 vine er lavet af 2.grads kooperativ -sådan lidt Arla'agtit- i Emilia-Romagna og formentlig mest til eksport, gr restsødmen. Den hvide chardonnay vil jeg gå i en bue uden om, selvom restsødmen "kun" er 7-9 g/l. Der er næppe syre nok til at balancere vinen. Vinen er "lagret med eg", dvs. ege spåner.  
      Så hellere den røde, som klarer sødmen bedre end kollegerne fra Puglia, gr druen sangiovese, der giver vinen masser af tannin og kølig elegance. Druerne er tørrer i nogle uger før gæring, som efterlader vinen med 14,5% alkohol og 10-14 g/l restsødme. Vent en vin med intens duft af bær, frugt (og lidt sødme) over fast tannin. Kunne faktisk godt blive en 4* vin. 
      Det meget store kooperativ Terre Cevico i Emilia-Romagna ikke langt fra Bologna. Området dækker vinkældre fra Pò deltaet ned til Rimini, og vinen sælges (1,5 mia. kr/år) i 70 lande. En af kældrene er Montresor i Veneto, som måske har inspireret huset til denne Amarone'agtige vin.  

Samme kælder leverer også Fuori Porta rød/hvid/rosé (2 fl. 99), som jeg ikke kender. Har navn efter velkendt pizzeria i Reggio Emilia. 

Forårs bobler og god Alsace

Cava Vallformosa øko, kr/fl v 2: 59,50

2 fl: 119Godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april

Vallformosa leverer god cava. Nydeligt brus, pæn ren aroma, frisk og ren, rimeligt tør (til samme pris  også Semi-Seco og Rosado, ej smagt).
      Domenech ejer dette familieejede hus (etiketens VFMS står for VallForMosa). Huset er stort, men markant mindre end giganterne Freixenet og Codorniu. En god andel af druerne er fra egne 400 hektar, resten (det meste!) købt ind som most, ikke færdig vin. "Origin" er en reserva, lagret 2 år. Brut fik måske lidt gavmildt 88p/Guía Peñin 2021.

      For mig bedre køb end Giordano Spumante (2 fl. 109, 3*). 


Philippe Deval, Crémant de Loire, kr/fl v 2: 74,50

brut, 2 fl. 149, godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april

En god crémant med en ren, positiv aroma, neutral, men sprød, tør, let og med fint brus. Den er for mig bedre end de andre crémant'er fra Irma, Pierre Ponnelle eller Maison du Crémant (som fås med anden etiket i Coops andre kæder).Laves omkring Tours af chardonnay, som også er en af druerne til Champagne (og i Bourgogne). 

Villa Marcello Prosecco, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159, godt KØB + **** (4/5), Irmaindtil onsdag 5.april

Denne smukt udstyrede prosecco laves af Giovanni Mazzei, (se længere oppe). Jeg smagte den i sommer og var meget tilfreds med en aromatisk, sprød og lækker spumante til den tørre side. Skulle være ok stadig -men check evt tappedato (= L nr). Bør ikke være for gammel. Vinen fik 88p/Falstaff (i 2018).       
      Villa Marcello er et af gammelt jagtslot nær Treviso fra sidst i 1600-tallet, som gennem 200 år har tilhørt familien Marcello, en vigtig familie i Venedig. 
      Alessandra Marcello er moder til Giovanni Mazzei, der nu laver vinen fra 26,5 hektar vin. Druerne er glera (85%) og pinot blanc. Vinen har 2.gæring på tank og lagrer sur lie 60 dage før tapning under tryk. 

Saint-Martin "nr 2", Provence, kr/fl v 2: 79,50

2 fl: 159**** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april
Tæt på storebror St Martin (119) og jeg vælger at spare, med mindre 2022 er på hylderne. Måske en smule blødere og ikke helt så forfinet i aroma. Men stadig en perfekt ledsager til en paëlla eller salade nicoise for ikke at nævne et ostebord! 
      Prøv også den nye St Martin "Generation 11" Cru Classé (99, 4*?), ej smagt. Flot udstyr, skulle være god til retter med krydret kant. 

Théo Cattin, Riesling eller Pinot Gris... v. 2 fl. 74,50

2 fl: 149økologiskBedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april
Riesling -en klassisk riesling med lidt nerve og sprød friskhed, ikke top, men heller ikke grøn i stilen -2018 fik 88p/WineEnthusiast. Pinot Gris: Indbydende neutral og ren aroma, middel fylde trods styrken (13-14%), sprød og ganske frisk, en god madvin. 89p til 2018 i WineEnthusiast. For mig er riesling bedre, men ét point skal ikke skille os ad! 

      Cattin har siden 1600-tallet boet i Voegtlinshoffen syd for Colmar. Huset har 60 hektar ejet og lejet og leverer rigtig god vin i en ret blød, rig stil. Vinene sælges under andet navn til markant højere pris af anden importør. 

Cattin, Gewurztraminer "Belvedère"... kr/fl v 2: 74,50

økologisk Alsace, godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april

Har lille forbehold for denne vin, da en ældre årgang for mig va for sød. Men den smukke udsigt i "Belvedère" lokker og prisen er lav for vin fra enkelt skråning! Vinen er en let sødlig gewurz, men Irma lover lidt syre til at balancere sødmen -og så er jeg fortabt til den rige rosenduft, som en smule sødme hjælper på vej. Ikke smagt, desværre, men nyd den til sushi eller anden asiatisk mad, gerne med lidt sødme eller krydderi. 

Théo Cattin, grand cru Hatschbourg... 99,-
riesling, pinot gris eller gewurztraminer,  Alsace Frankrig

Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 5.april

De bedste skråninger i Alsace har titlen Grand Cru. En af de mindre kendte, men rigtig gode er Hatchbourg nær Éguisheim på blid skråning vendt sydøst. Ret tung jord, meget egnet til pinot gris og gewurz. Riesling er dog for mig bedre, på den tørre side, mineralsk og elegant (2018 fik 92p/WineEnthusiast). Pinot gris i ældre årgang var meget flot, fyldig, rig og lang, med tydelig restsødme (24 g/l), men flot. Superkøb. Det samme formentlig for traminer'en, som dog er sødlig (28 g/l restsødme). 

Moillard Santenay 1.Cru... 199,-

*** (3/5), Irma, indtil onsdag 5.april
Set i 2016, fra Beaurepaire skråningen. Ikke en vin, jeg vil købe, men prisen er lav for 1.Cru Bourgogne, selvom Moillard bestemt ikke er et navn, jeg har tillid til. Kan kun overraske positivt, selvom 2016 er en svær årgang. 

Joseph Perrier "Cuvée Royale" brut...  209,97

Champagne, godt KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 5.april

En god Brut med indbydende aroma, let, ren og sprød -afrundet af 7 g/l restsødme. I 2019 91p/JamesSuckling + 89p/Ekstrabladet, hvor Rydberg skriver"Grønne æbler i duft. Let, frisk champagne. Vellavet med en pæn mousse. Frugtig afslutning."  

Det bedste køb er dog Joseph Perrier MAGNUM 419,97 (bedste KØB + 4*). Normalt skal du betale 50 kr ekstra for den store flaske, som er markant dyrere at lave og tappe. 
      Irma tilbyder 30% på alle Joseph Perrier's Champagner. Bedst er Vintage samt den nye Côte à Bras single vineyard (454,97). Check evt også halvflaske. 

Talisker 10 år, Single Malt 45,8%, 100 cl... 349,-

Godt KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 5.april

(= ca. 244 kr/70 cl).  Talisker er det eneste destilleri på den barske ø, Isle of Skye, som ligger ud for Skotlands nordvestlige kyst. Øen er siden 1995 forbundet med fastlandet med en bro, og tusinder besøger den vilde ø, som byder på nogle af de smukkeste bjergområder i Skotland. 
      Destilleriet ligger ned til vandet. Denne single malt 10 år er blandt de fineste, og den har lidt af Islay's tørv og medicin, men i en blidere, smuk udgave -og trods de 45,8% alkohol er den overraskende blid.  Som Coop skriver: "Talisker Single Malt 10 er modig whisky, der kræver modige whisky-drikkere. Men hvis du tør, får du en unik smagsoplevelse, der åbner helt nye døre for, hvordan whisky kan smage". 
      Isle of Skye er i øvrigt også kendt som stedet, hvor den berømte whiskylikør Drambuie skal være opfundet. 

Irma tilbyder til samme pris Dalwhinnie 15 år (100 cl, 349) og Cragganmore 12 år (100 cl 349). Begge er rigtig god Malt, hvor Dalwhinnie -fra destilleri mellem Edinburgh og Inverness er blid, men røget og ganske kompleks efter 15 år, mens Cragganmore er en god malt i en kommerciel stil, men ikke så godt køb. 

      Knap så godt køb er Glenfiddich 12 år, 279/70cl), en blid begynder-malt og meget bedre køb end Zacapa Rom Solera 23 (70 cl, 349, 3*), god rom, men alt for dyr. Og uanset tallet er lidt mere end et par dråber 23 år gammel -resten er et sted mellem 1 og 10 år, med et snit omkring 6-7 år. Men tallet 23 er pænt! 

      Irma har sat mange priser op, så du bør ikke købe Tanqueyray 43,1% Gin (139), men ofre lidt mere på Tanqueray no 10 (189, 4*), en af de bedste gin'er på markedet.