Søg i 1200 opslag:

20/03/2023

Australske topkøb i Coop

Thomas Hardy & Sons er et legendarisk hus, del af Australiens historie. Når du kan få en af vinene til 30 kr, spærrer jeg øjnene op. Og når du kan få en af de gode til 50, så klapper jeg i hænderne! 

Hardy's blev grundlagt i 1853 ikke længe efter, at Adelaide var den første "frie" by uden de straffefanger, som byggede Sydney, Melbourne osv. Byen blev planlagt i detaljer med grønne bælter og masser af parker. 
      Hardy's levede op til Australiens mål ved at sende sin vin til de engelske herremænd allerede i 1857 og var i 1900-tallet det største og mest kendte huse i Australien. I 1980erne startede fusionerne, og huset er i dag del af gigantkoncern med masser af dagligvin. Med enkelte lyspunkter, til alt held!
 

      Coop's Superbrugsen og Kvickly tilbyder også 2 topvine fra Sydamerika og Handcraft, en helt ok vin fra California. Og så må ikke glemme Mud House sauvignon fra New Zealand og flere gode vine fra Spier i Sydafrika. 

Bedste KØB: Hardy's Crest rød/hvid/rosé - William Hardy shiraz/chardonnay - Spier "P.S" rød/hvid - Terrunyo carmenère - Trivento Golden Reserve - Gigondas Roc des Dentelles 
Gode KØB: Weinmacher rød/hvid Østrig - Handcraft California rød/hvid - Spier "Yellow Wood" rød/hvid/rossé - Mud House sauvignon - Why Not? rød/hvid/brus - Marcadis Lalande de Pomerol - Canard Duchene Champagne  

William Hardy, shiraz eller chardonnay... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts 

En af husets gode vine med navn efter William Hardy, vinmager gennem 40 år. Den røde shiraz er fra Limestone Coast syd for vinhovedstaden Adelaide -et rigtigt godt område- og det præget vinen, som er en stor vin, men ingen fedladen flødebolle! God frugt, blåbær og krydderi, men holdt i skak af lidt syre.
      Den hvide chardonnay kommer også fra et køligt område, Langhorne Creek syd for McLaren Vale og Adelaide. Vi er nær havet, som tager toppen af varmen! Ganske rig, ren aroma med lidt melon og citrus, middel fylde, pæne syrer, middellang smag. Jeg ved ikke, om der er eg i vinen, men det smages til alt held ikke. 5* i Vinbladet og Vinavisen. 

Hardy's Crest, rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 29,83

6 fl: 179, rød cabernet-sauvignon shiraz, hvid chardonnay sauvignon, rosé, Australia
Bedste KØB + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts 

Hardy's er i dag mest kendt for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt den marginalt bedre Hardy's Crest (William Hardy er ét trin højere op, den får du på tilbud fra ca. 50 kr).       
      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, men husker den som uden friskhed og spræl. Men til 33 kr dog et godt køb.  Og trøst dig -med skruelåg og glas er vinen bedre end i plastikpose med pap!
      Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien (1853), ikke længe efter, at Adelaide blev grundlagt som en "fri" modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne!
       Hardy’s var pionér og levede op til Imperiets drøm om Australien som leverandør af vin til den engelske overklasse, allerede i 1857. Huset fik medaljer -netop i Frankrig- i 1880erne. Huset blev i ’00erne ledet af en Osborn, som her tjente penge nok til at grundlægge d’Arenberg i 1912. 

Spier "P.S" grand reserve rød/hvid... 50,-

rød og hvid blend, Sydafrika, normalpris 139,95 (tappet i Danmark)
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Rød 2020 på shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage siges at lagre 12 måneder i eg og skal være en klasse over husets standardvine som Vintage og Collection mv. 2020 fik 5* i Ekstrabladet (til 59) med ordene: ”Mørk krydret næse. Pæn bærintensitet i smagen med mørke krydderier og vanilje i smagen. Pænt balanceret med en fin krydret afslutning. Ganske flot vin til prisen.” 2019 var testvidner i Vinbladet og Ekstrabladet. 
      Den hvide er chenin blanc og chardonnay fra kølige områder. PS er meget frisk, aromatisk og stilig. 


Terrunyo 2019 carmenère, Chile... 89,-

Bedste KØB ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Med Terrunyo er blandt de bedste 1% af Chiles vine, som kan matche stor vin fra Californien såvel som Europa. Tilmed til ekstremt rimelig pris lige nu. For knap 20 år siden begyndte giganten Concha & Toro at lede efter de parceller, hvor e enkelte druer kunne levere den ypperste vin -her mark 27 i Peumo i Cachapoal.  

      2019 Carmenère er meget tæt på toppen. 5* fra Rydberg i Ekstrabladet: En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere. Lang afslutning.” Lige så imponerende er 93p/Parker: "The most impressive Carmenere... The 14.5% goes unnoticeable and comes through as balanced and fresh". Også 93p fra Tim Atkin. 

      Vinene kommer fra særlige marker, som er anført på den detaljerede etiket. Vinene er blandt de bedste fra Concha & Toro (foto), som nok er bedst kendt for billig vin som Sunrise, Frontera og de marginalt bedre Casillero del Diablo, Emiliana osv.  

Trivento "Golden Reserve", malbec... 89,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 30.marts

2019. Topvin fra Concha & Toros argentinske hus. Fra Luján de Cuyo i bjergene over Mendoza og lavet i Bordeaux'agtig stil, men en lidt bredere og blødere stil. 2019 fik 5* fra Ekstrabladet: ”Pæn koncentration og pæn intensitet med blommer, lakrids og vaniljenoter i smagen. Flot klassisk malbec.” Også 91p/Tim Atkin og så god som 2017 og 18 (begge 91p/Parker). 

Weinmacher rød/hvid Østrig, kr/fl v 2: 50,-

2 fl: 100. Hvid Riesling, rød Zweigelt, Niederösterreich 
Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Har ikke smagt disse 2 nye vine, men kan se, at leverandøren er Pfaffl, som normalt leverer kvalitet. Og begge har da også fået en medalje (Mundus Vini). 
Går efter riesling, som er en favoritdrue -forvent aroma, friskhed og god eftersmag trods ret let smag. Den røde er mere simpel, men sympatisk, vent en udpræget bærduft og ren, tør eftersmag. Kunne meget vel være bedste køb! 

Mud House, Marlborough sauvignon blanc... 59,-

Godt KØB + **** (5/5), også rosé, (3*/4), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Hyld og tropisk frugt, fyldig og sprød typisk Marlborough sauvignon, som du kan lide eller lade være. Nydes ung og kølig, gerne til asiatisk inspireret mad. Rosé er ok, men for letbenet.        
      Har kun smagt "Mud" 2 gange, men huset ejes af Accolade (også Hardy's, Mondavi mv) og vinen minder til forveksling om Waipara Hills (samme ejer og adresse). Og den må du ofte betale 100 kr for (tilmed en officiel latterlig normalpris på 169).
      Waipara Hills og Mud House ligger i selve Marlborough og skal have en vis selvstændighed -og jeg har fundet vinen bedre end f.eks. Selaks og Kim Crawford samt "moderfirmaet" Nobilo, som i 2022 er blevet købt af giganten Gallo

HandCraft rød/hvid, California... 59,-

cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid chardonnay, rosé zinfandel, California (tappet i Tyskland)
Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

HandCraft til 50 kr er topkøb for anstændig vin fra ”Over There”. Den får Verdens 3. største vinmærke, Gallo’s Barefoot, til at blive helt platfodet!  På etiketten står der ”Artisan Collection”, men du bør ikke forvente ”håndlavet” vin, når der sælges 10+ millioner liter/år.       
      Pinot har nydelig hindbærnæse og middelfyldig, afrundet smag med frugt og blød tannin. Middellang smag. Skovenberg var gavmild med 5* i Vinbladet (2019 i 2022). Prisen 59 hjalp måske lidt.      
      Zinfandel er rigtig god, krydret, kraftig, men ikke tung, for mig bedre end en ret frisk, ren chardonnay og en kraftig, afrundet cab. Den sødlige rosé vil jeg ikke bruge penge på. 
      Delicato er et af de største familieejede vingårde, grundlagt 1924 af en siciliansk immigrant, som pudsigt nok hed Indelicato. Firmanavnet blev hurtigt ændret til Delicato, og familien ejer stadig huset.  

Spier "Yellow Wood" rød/hvid/rosé, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129. Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Fra det finere "Coastal" region. Den røde er Bordeaux-blend på malbec, merlot og cabernet med lidt eg -afrundet, fyldig, men ret blid, mens den hvide er på chenin og viognier -meget frisk og frugtig, tør- mens den lyserøde er tør, lavet på shiraz, men ej smagt. Vinene er tappet i Sydafrika. 

     Coop er største kunde hos Spier -men især af vin på tank, ikke flaske! Vinene får lige en filtrering ekstra, lidt sulfitter + en meget flot designet etiket. Næsten alle vine er tappet i Danmark og formentlig lavet specielt til Danmark. Kun ganske få kommer rent faktisk fra Stellenbosch, hvor de flotte kældre (og ferieboliger ligger), men fra det store Western Cape.   

Why Not? rød/hvid/brus, kr/fl v 6: 49,83 
6 fl: 299, rød og organic negroamaro zinfandel, hvid pinot grigio, brus prosecco, Italien 
Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Contri er kendt for billig spumante, men i dag ses mest friskfyr’agtige designer vine baseret på primitivo (zinfandel) som ”Why Not?”, ”Perchè No” (Why Not på italiensk) og ”That’s Why!”, som hentes længst mod syd i Italien, mens hvid og brus hentes i Veneto omkring kælderen ved Garda.     
      Rød er primitivo (under alias zinfandel) + negroamaro. Den økologiske har "kun" 14,5% alkohol (15% i den normale) fik i 2019 92p af 5StarWines: "A California influenced blend, a really big wine in terms of fruit weight and body. Very sweet berry notes, seemingly from a proportion of dried Primitivo grapes in an appassimento style. Very full, with big but smooth tannins, integrated oak notes and a fruity finish". I dag ses 2021. Den "normale" er en sværvægter, hvor 15% alkohol giver et sødt indtryk i duft og smag. 
      Bruset er et godt køb for en ok prosecco med fint brus, diskret, men ren aroma og behersket sødme (Extra Dry). Den hvide er en typisk anonym, men ganske behagelig grigio fra Venedig regionen med let sødme (10g/l). 

Coop tilbyder også Z-elebrate 16% primitivo (89, 3*), formentlig knap så slem som den 18%'er (set i Meny). Jeg kalder det sødsuppevin og nyder ikke mere end 1/2 glas (og betaler ikke selv). 

Pagus Bisano, Ripasso Valpolicella, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129, **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts

Egentlig bliver jeg imponeret over amarone, men det varer kort -så faktisk kan jeg egentlig bedre lide ripasso (hvor en ung frugtig rød er "passeret" over amarone kvaset), som har lidt mere fylde end de ofte lette rødvine fra Valpolicella. Denne er faktisk god, med ren frugt med kun snert af krydderi. Men du kunne få den til 50 i februar, så ikke topkøb! 

Coop tilbyder også Pagus Bisano Amarone (159, 4*), noget dyr for denne vin (før set til 109).

Marcadis 2019, Lalande de Pomerol...  119,-

Godt KØB + ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 30.marts
2016 var god (90p/WineEnthusiast), 2018 var bedre (5* i SmagpåVin), og du bliver mere end tilfreds med den herlige 2019, som har endog mere frugt og styrke end forgængerne! 
      Rig frugt, solid fylde med god frugt hele vejen -og med mineral og syre nedenunder. Nyd nu for primær frugt eller gem 3-5 år. Bestemt lige så god som mindre Pomerol. 
      Vinen kommer fra Sergant, et af de større slotte i Lalande (men uden imponerende slot, som ses på foto!), som og vinene er formentlig identiske eller tæt på. Slottet var længe ejet af Milhade familien, som for nogle år solgte til familien Helfrich, som har tjent en formue på billig whisky og JP Chenet -og nu retter op på fortids synder ved at lave bedre vin (JP Chenet er for mig ikke værd at drikke).

La Fleur-Peilhan, Grand Cru St.Émilion..... 119,-

2018**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 30.marts
Glem alt om solmoden styrke, men nyd den i dag for sin frugt og mineralske elegance, fylde og længde -men vent egentlig 2-3 år. Ikke helt klasse som Marcadis, men stadig flot og så er den blødere i stil. Et mærke fra Gessan, ejet af ægteparret Gonzales.

Gigondas "Roc des Dentelles"...  119,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 30.marts

Set i 2020. Gabriel Meffre leverede i mange år Irma's "Plan de Dieu", en daglig Rhône + Vaudieu fra Châteauneuf, begge tappet på Vallensbækvej i Brøndby. Disse vine er væk, Meffre ligger stadig på samme adresse i Gigondas, og vinen fra hjembyen er mere end ok. 

      2020 er mindst lige så god som ældre år, der fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet og identisk med den almindelige Meffre udgave i 2019, som fik 91-93p/WineAdvocate. En afrundet, stærk vin med indbydende krydret duft og mineralsk tone i eftersmagen, som dog først kommer frem efter nogle minutter i glasset.

Champagne Canard-Duchene, Brut ... 199,- 

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly,  indtil torsdag 30.marts
En let og frisk Champagne uden de store dikkedarer, men typisk og god. Ikke top, men bestemt værd at drikke til apéritif. Ej smagt: en sød Demisec.

      Canard-Duchêne er et af de historiske huse i Champagne og har rundet de 150 år. Huset var længe uafhængigt, men blev i 1970erne del af LVMH gruppen (sammen med bl.a. Moët, Veuve Clicquot og Ruinart foruden Vuitton). I 2003 blev mærket solgt til Alain Thiénot, som siden overtog Joseph Perrier, som (endnu) ligger hos lillesøster Irma. Våbenskjoldet på etiketten optræder med tilladelse fra den russiske zar, som i 1800-tallet købte vin af familien Canard