Søg i 1200 opslag:

18/03/2023

God rød og flot Portvin!

For ikke så mange år siden var Spanien vinmæssigt den "syge mand" i Europa. Ofte ringe vine skabt i alt for varmt klima. I dag kan du få en Kingpin, som smager flot og godt, til blot 39 kr. 

Årsagen er både en ny generation af begavede vinmagere, mange af dem kvinder, slet ikke normalt i et macho samfund. Men også en god portion penge af EU, der har sørget for de moderne kældre, så druerne kan køles ned før gæring og få en kold gæring, så den gode frugt bevares. 

      Bilka kan slet ikke følge med lillesøster Føtex, når det gælder vin. Kingpin rød som hvid er det bedste køb sammen med Andresen's fine sent høstede Vintage Portvin til 109. 

      Jeg anbefaler også gerne Dr Paulys sent høstede, let sødlige riesling samt Codorniu brut. Men allermest en tur i Føtex! 

P.S: Reverchon Riesling (79, 5*, i Rema1000) røg ud under korrektur til "Billigt Brus til foråret". Flot tør riesling, som er sat ind i opslag. 

Bedste KØB: Kingpin rød/hvid - Andresen LBV Port
Godt KØB:  Silvano Piacentini Ripasso - Riesling Spätlese Noble House - Wolf Blass Red Label rød/hvid/brus - Codorniu brut - Smith Woodhouse 10 år Port - Johnie Walker 12 år Black Label

Kingpin rød/hvid, Spanien... 39,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 23.marts

Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges som bordvin og har ikke årgang, men huset oplyser, at vin fra køligere (finere) områder indgår i vinen. Vinen "lagres med eg", dvs typisk med egechips i tank eller egestave i tanken under gæring/lagring. Vinene ligner Guv'nor i Brugsen, synes jeg. 
      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. Foto: Husets museum er original arkitektur. 

Silvano Piacentini Ripasso, kr/fl v 6: 54,83

6 fl: 329. Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.marts

Foretrækker denne middelfyldige, tørre, frugtige Ripasso for de svulmende Rubens'agtige amaroner med dens Rubens'agtige styrke. En ganske udmærket vin til en gryderet eller risotto -server kælderkold. Bilka mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 

Riesling Spätlese "Noble House", kr/fl v 2: 54,50

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.marts

Pauly's gamle hus på etiketten ligger smukt ved foden af stejlt vinbjerg i idylliske Bernkastel ved Mosel. Her er druerne kostbare, så vinen er hentet i det lidt fladere Rheinhessen. Men druen er samme riesling, en af Verdens bedste hvide druer. Til den søde side, men sukkeret balanceres af fin syre, som kun riesling kan. Nydelig aroma -2019 fik 5*/6 i JP. 


Tanunda "Triathlon", kr/fl v 6: 54,50 

2 fl: 109. **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.marts

Rigtig god vin, men kunne fås i sidste måned til 46,50, så derfor ikke topkøb. Og så finder jeg Matthew's Road i Føtex bedre (og p.t. billigere). Dog er Triathlon markant bedre end Tanundas billigste. Vinene 2 blends af 3 druer (derfor navnet Triathlon). 
        Rød grenache-shiraz-merlot:  et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
       Rød cabernet-shiraz-merlot: Mørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur. 

Wolf Blass Red Label, rød/hvid/brus... 39,- 

Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-Semillon, Brus pinot noir-chardonnay, Australien

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 23.marts

Alle er uskadelige vine, som jeg drikker, men ikke opsøger. Rød har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 
      Brus på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Sødmen er angivet til "Extra Dry" (ekstra tør), som i disse inflationstider betyder ret sød -18-20 g/liter. Kun smagt én gang, nydelig duft, men mangler længde og friskhed. 

Cava Codorniu, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99. Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 23.marts
Historisk den mest berømte cava (udtal: gah-vá) af alle, og brut er da også ganske ok i en simpel stil, nydelig ren aroma med lidt æbler og urt, tør uden at snerpe, pæn ren, lidt kort smag.  
      Seco er akceptabel, men som semi-seco måske bedst til en frugtdessert. 
    Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava af druer, en del formentlig hentet uden for Katalonien.  
Smukt slot og imponerende kældre (foto) i klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig i Cadafalch (1898), som siden 1976 har været historisk monument.  

Alsace Grand Cru, Traber...  109,-

Riesling Altenberg eller Pinot Gris Brand, Frankrig
**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30.marts

Rigtig god Alsace, men fås 10 kr billigere i Føtex, så ikke topkøb. Traber er del af kooperativet i smukke Ribeauvillé og leverer flot snarere end stor vin. Grands Crus er blandt de bedste godt 50 vinbjerge i Alsace. 
        Pinot Gris laves på Brand i Turckheim. Bjerget anses for bedst til riesling, takket være granit under tyndt lag jord, som let varmes op. Men har nu også smagt god gris, som er kraftig, fed, blød, men ikke ligegyldig -blot sødmen ikke dominerer.       
      Altenberg er et mindre bjerg, som sjovt nok ligger ganske langt mod nord for Ribeauvillé, men er rigtig god til riesling. Den anses dog ikke for i top blandt grand cru'erne. Har smagt den 2 gange og fundet den tør, aromatisk, ren, typisk og flot. 

      Til samme pris Macon Lugny "Charmes" (109, 3-4*) fra Louis Latour. Er endnu ikke overbevist om han vine, selvom de hvide har stort ry. Vil mindst lige så gerne have Macon Azé (69, 4*, Føtex) eller Trapiche Medalla chardonnay (59, 5*, Føtex). Men elsker Louis Latour's etiket, som er klassisk og smuk! Men så meget ekstra vil jeg ikke bertale! 

Andresen LBV Port... 109,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 23.marts

Set i 2017. Andresen er et historisk mærke, som blev grundlagt i 1845 af danskeren Johann Henrik Andresen fra Sydslesvig. Familien ejede det indtil 2. verdenskrig. hvor de måtte sælge til de nuværende ejere, familien Flores. Huset er et af de få mindre familieejede huse og som sådan værd at støtte. Alle husets vine er gode, men jeg kan især lide husets tawnies (og gamle hvide Ports), som ikke er helt billige, men rigtig gode. 
      Men der laves også en del LBV, sent tappet Vintage, som er på vej op. Ufiltreret -og fremragende køb til 109 -for mig marginalt bedre end Taylor's, Dow's, Offley og andre velkendte LBV'ere. Husets vinmager er i øvrigt Àlvaro van Zeller, søn er Fernando van Zeller fra Baron de Vilar (og Menéres). 

Smith Woodhouse 10 års Port... 109,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 23.marts 

Til den søde side, men ren frugt uden store dikkedarer. Nydes afkølet til søde desserter, fyldt chokolade eller en solid kage. Jeg så den i Marseille til 200, men foretrækker stadig husets LBV i Føtex (109, 5*). 


Johnie Walker Black Label "12 år"... 159,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 23.marts

Mærket var så stort for 50 år siden, at mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var også dengang bedst -og et fund til 159. Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 

      John Walker begyndte i 1820 at sælge whisky. Men det var ren malt fra ét destilleri. De varierede voldsomt i kvalitet. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide.        Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label født. I løbet af de senere år er de dyre Blue og White Label kommet til. 
      Dem vælger jeg ofte fra -Black Label er det bedste  køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 159! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet! 

Til samme pris bl.a. Skagerrak Gin (159, 4*) 44,9% fra Norge, og Plantation Barbados Reserve Rom (159, 4*) -fra Mount Gay, det eneste destilleri på den smukke ø.