Søg i 1300 opslag:

10/08/2021

Økovin før og nu -fra Chile, Spanen og Frankrig (Meny)

De "arrogante" franskmænd var først med økologisk vin. Det mener de selv, og jeg tør ikke modsige dem! De første økovine var ofte skrækkelige. Jeg husker en rød Languedoc med en så udpræget smag af urter, at jeg ikke undrede mig over at få at vide, at ejeren høstede druer -og urter- samtidig! Efter denne "grøn vin" varede det lidt, før jeg turde prøve igen! 

Men i dag er økovin mine favoritter. De største økologiske vinmarker ses nok i Chile hos Cono Sur og Emiliana (hver har over 1000 hektar), men Spanien følger godt med. Meny har økologisk tema med flere gode vine. Cono Sur's røde er flotte, men de hvide overgås af Riscal's Rueda, som er i en klasse for sig. 

      Klummen slutter med et par vine fra Netto. Vinene er udmærket, men... Ærligt talt -det kan i gøre bedre!  

Bedste KØBCono Sur "Organic" rød/hvid, Marques de Riscal "Organic", Rueda, Le Cengle Rosé, Provence, Masi "Campo Fiorin" rød/hvid/rosé

Cono Sur "Organic" rød/hvid... 49,95

øko, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil søndag 15. august

Normalprisen 79,95 er for høj -men til 50 kr er vinen et superkøb.Men Cono Sur ("Det sydlige Hjørne") laver rigtig god vin i alle klasser, og de laver en masse af det, så prisen er (til glæde for alle) særdeles rimelig! 
      Kun et par smagt, men pålidelige kendere er begejstrede -især måske for de røde: cabernet-blend (50% cabernet, 50% carmenère og syrah) -kraftig, meget frugtig, afrundet, god længde- og pinot noir -masser af rød frugt, middel fylde. De hvide er marginalt mindre fremragende: sauvignon med sin aroma og sprøde friskhed er dog bedre end chardonnay. De hvide er fra San Antonio nær det kolde Stillehav, mens de røde er fra det lunere, men gode Colchagua. Vinene kan nydes nu.  

Marques de Riscal "Organic", Rueda... 69,95

øko, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil søndag 15. august

En ny Riscal, men både 2019 og 18 fik 91p/Guía Peñin. Meget lækker vin, fyldig, meget frisk og sprød, rig frugt, lang smag -hvad kan du ønske dig mere? 
      Da Riscal plantede vinstokke i Rueda i 70erne, kendte ingen området. I dag leverer de nogle af Spaniens bedste hvidvine. Området er groft sagt en hvid Ribera del Duero fra område til venstre på Spanienskortet, adskilt fraRibera af den charmerende by Valladolid. 

Le Cengle Rosé, Provence... 69,95

øko, Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil søndag 15. august

Jeg hælder til Rydberg,som gav 2017 91p + godt køb (til 90 kr)  i Ekstrabladet. 2019 fik 87p/WineEnthusiast. Ej smagt, så jeg er i tvivl. Han skrev: "Lys farve med god modenhed i duften. Noterne af modne skovbær går fra næsen til smagen. Afslutningen er blød med en fin lille syre til sidst." 

Beringer "Classic" California, rød, hvid... 50,-

California, **** (4/5), Netto, indtil fredag 13.august (rosé dog kun 2*). 
Rigtig mange vil elske den  røde zinfandel, som er en indbydende, kommerciel "sødsuppevin +", som også den hvide chardonnay -vine du drikker uden at tænke over det! Fås også som lyserød zinfandel, en børnevin, der bør være forbudt for børn (såvel som alle andre vinelskere).  

      Jeg elsker vingården, som er et besøg værd, hvis det en dag igen bliver muligt at rejse Over ThereBeringer ligger i St. Helena, en hyggelig by i den nordlige del af Napa. Huset har lavet vin uafbrudt siden 1876 -det overlevede Forbudstiden 1919-34 ved at lave altervin! Foto viser Beringers historiske Rhine house. 

    Flammerne var tæt på dette historiske mindesmærke, da de snart årlige skovbrande betød total evakuering af St Helena i flere omgange. Den næste skovbrand er nok på vej lige nu... 

    Beringers Classic og Founder's Estate kommer dog ikke fra Napa omkring huset, men er blot "California", formentlig fra området omkring Lodi, hvor druerne er helt anderledes billige (og ikke så gode). 

Masi "Campo Fiorin", Verona... 59,-

3 fl: 139,90, Bedste KØB + ***** (5/5), Netto, indtil fredag 13.august

Fås også som rosé og hvid, men rød er stadig bedre. En ok pris på en velkendt vin, der er behagesyg på den gode måde! Den røde Campo er en uforskammet kommerciel vin med afrundet fylde og positiv frugt. Den hvide er også god, men du kan finde langt bedre rosé til prisen. 
      Masi er en meget stor, men god producent, som har æren af at være den første, der solgte den forkætrede (og ofte hadede) ripasso i 1964 under navnet "Campo Fiorin" (denne kvalitet bærer i dag navnet Campo Fiorin Brolo). 

Crémant Alexis Lichine, Bordeaux, Brut... 60,- 

**** (4/5), Netto (fast normalpris)
Det bedste ved denne crémant er navnet: Alexis Lichine er en gigant i vinens verden, som nok har gjort mere end nogen anden for at gøre ædel vin populær i USA. Hans bog om fransk vin fra 1951 var en klassiker (dengang som nu). Han lever videre i 4.Cruen Prieuré-Lichine. Men bag navnet har du måske smagt denne crémant under andre navne -som Calvet (Føtex/Bilka), Dulong (Irma) eller Lestissac (Brugsen & Co), som laves i samme kælder af giganten GCF. Vinen har en nydelig duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, rød cabernet (30%) og hvid semillon (70%). Du kan få den under de andre etiketter til omkring 50 på tilbud, men ellers skal du i reglen af med op mod 100 -dyrt- og så er 60 en god pris.