Søg i 1200 opslag:

10/09/2019

Italienske topkøb i Bilka

Bilka har i mange år haft gode vine fra Italien, tilmed til rimelige priser. Men i denne uge er priserne særligt lave. Du har måske allerede været inde og se -ellers er her de bedste køb, så du har lidt mere tid til andre butikker! 

Det bedste tilbud er for mig Bolgheri Turaia, men også Vigorello og Nobile er topkøb. Jeg foretrækker så langt disse vine for diverse Barolo'er og Amaroner i samme prisklasse. 

Alle tilbud gælder til torsdag 12. september. 
At den gode barbera "Tre Vescovi" kan fås til 39, er nærmest en selvfølge (5*) -et meget bedre køb end den anden barbera fra Bersano. Samme kælder leverer også en sjov sød brusende Brachetto (5*) og en rosé (3*), begge til 59.
Er du tifosi med italiensk vin, vil du nok også købe Arnaldo-Caprai's Collepiano, Sagrantino di Montefalco (149, 5*) -selvom det er en vin, som en gammel ven mente, "kun var for kendere" (så har jeg lidt at lære endnu, for jeg synes stadig, den trækker tænder ud!).
      Fra samme Umbria kommer to vine fra det gode hus Bigi, hvid Orvieto og rød Umbria (2 fl: 79, 5*, spar 40). Jeg foretrækker disse vine for Antinori's Santa Christina (4*, 49, spar 30).

Men ellers er bedste køb i den højere prisklasse:

Bolgheri 2016 "Turaia"... 69,- 

***** (5/5),Bilka, normalt 119. En del vil føje Bolgheri til Italiens bedste vine sammen med Brunello og Barolo. 
FotoOmrådet ligger i Toscana nær Livorno ved kysten, modsat de historiske vine som brunello og nobile, der ligger i bakkerne inde i landet. Antinori gjorde Sassicaia til superstjerne, men nu har andre også fundet ud af at lave vin i Bolgheri.
Turaia er ikke Sassicaia, men faktisk en god Bolgheri, og et fund, når den fås for under 100, mens Sassicaia koster op mod 2000! Derfor er denne vin rigtig spændende, især da 2016 er fremragende årgang. Solid fylde, positiv frugt, lang smag uden at blive overdøvet af tanniner. Flot nu, men nok værd at gemme 2-3 år. 
Bolgheri har et lunere klima end Chianti og Brunello, så derfor er Bolgheri i reglen blødere og kraftigere i smagen. Vinen laves ofte af druen cabernet (dvs. krydderi og solbær), jævnligt suppleret med merlot og sangiovese druerne. 

Vino Nobile "Lodola Nuova", Montepulciano... 79,-

***** (5/5), 2014/16, Bilka, normalt 179 Nobile var forbilledet for Brunello i årene efter 2. verdenskrig, hvor ingen havde hørt om Brunello -så jeg ville gerne sætte denne Nobile højere, men desværre er begge Brunello'erne bedre køb. 2014 er godt år, men 2013 er bedre.
Den "nye lærke" (Lodola) er 100% fra lille ejendom ejet af det store hus Ruffino, som den gamle Redacteurs ungdom var et synonym for Toscana, både med og uden bast! Ejerne af huset, Folonari, opgraderede vingården i 1990erne, men de mangler dog stadig en del for at være med i toppen, både med Nobile og Chianti! Deres Riserva Ducale er ok (især Oro versionen), men vine som denne fra familiens egne vingårde er bedst.

Vigorello , San Felice, Toscana... 99,- 

***** (5/5),Bilka, normalt 169. IEt par år efter Sassicaia -som Antinori ikke ejede, men blot lavede og solgte- kom deres Tignanello på markedet, et blend af sangiovese med Bordeaux-druerne cabernet og merlot, lagret i små fade. Vinen blev så berømt, at mange helt overså, at vingården San Felice flere år før lavede deres første Vigorello, en vin af samme type. Vinen laves på deres store vingård i Classico og er stadig en flot vin, om end måske knap så imponerende, som den virkede, da jeg smagte den første gang i 1970erne. 
      Men et topkøb! Og stadig bedre end San Felice's almindelige Classico eller Riserva "Grigio". 

Lidt brus til at fejre efteråret! 

Mørket kommer stadig tidligere og dagslyset senere. Du kan måske blive lidt trist over, at sommeren allerede er slut? Den bedste kur mod dette er et god glas (eller to) mousserende vin, og her har Salling-gruppen 3 gode bud... 

Castelveder, Franciacorta Brut... 95,-

***** (5/5), Bilka, til torsdag 12. september. Jeg sætter denne italiener højest (og den er også lidt dyrere), måske fordi den rent faktisk ligner Champagne, modsat de andre fra Italien som Prosecco og Asti. Den laves af samme chardonnay og pinot som Champagne, blot i lille område mellem Verona og Milano. De bedste herfra er ganske kostbare, men denne er slet ikke ringe og et excellent køb.

Codorniu "Clásico", Cava... 59,- 

***** (5/5), Føtex, til torsdag 12. september. Føtex satser på det sikre med Codorniu fra området syd for Barcelona. Jeg eer aldrig blevet rigtig gode venner med denne, selvom jeg finder den bedre end Freixenet -og så er det jo en historisk vin. Men tør, ren og med fint brus. 
Føtex sælger også Trapiche fra Argentina (flere varianter, 6 fl: 199, 5*). Knap så god som Netto's Oak Cask fra samme hus, men forskellen er minimal, så Føtex er et bedre køb -og bedre end Banrock Station til samme pris 

Trapiche "Sparkling", Brut... 40,- 

***** (5/5), Netto, til fredag 13. september. Ingen vil kalde denne argentinske spumante for Champagne, men den er slet ikke ringe! Måske lidt blød og med groft brus med store bobler, men duften er helt ok -om end laaaangt fra Reims! 
Netto sælger også Trapiche's "Oak Cask" rød og hvid, bl.a. en god malbec (også 5*). 

08/09/2019

Når vinen er billigere i butik end på web!

Der er gode køb at gøre i denne uge -især måske i Kvickly og Superbrugsen, hvor enkelte af vinene endog er markant billigere end på Coops egen hjemmeside. 

De bedste køb er måske Ségur, Barry og  Lirac, men alle vinene er -hver i deres klasse- værd at købe...

Piccini Chianti Riserva..... 40,-*

***** (5/5), Kvickly (*: for Coop-medlem).
En kommerciel Chianti med lidt fylde, lidt spids duft og tør eftersmag -dog bedre efter en tid i glasset, hvor den faktisk bliver helt nydelig!
      Vinen koster hos moderselskabet Coop.dk: 93,60, 2 fl: 129 -og det er den ikke værd, men når du kan få den til 40 kr ved at vise dit Coop-kort, får den 5 store *!
      Piccini er måske det største firma i Chianti og leverer 10% af hele Chianti's produktion, hvoraf en forsvindende lille del kommer fra egne marker -langt det meste købes ind som færdig vin i kooperativer osv.  Deres egne vingårde leverer god vin, ikke mindst fra Classico og Maremma, men her er prisen også noget højere!

Languedoc "Feuille de Vigne"..... 40,-*

***** (5/5), Kvickly (*: for Coop-medlem).
Kun smagt én gang for nogle år siden, men husker den som en solid vin med positiv, krydret frugt og afrundet, ganske fyldig smag.
      Vinen er tappet af godt kooperativ. Ikke det store sus, men en ægte sydfransker -og til 40 noget af et fund.

Lirac "les Grands Cyprès"..... 50,-

2016, ***** (5/5), Kvickly (indtil torsdag 12. september). Lirac er som Châteauneuf en af Cru'erne i det sydlige Rhône og som sådan højt hævet over en "almindelig" Rhône. 2016 er topår, og vinen er flot med positive toner i næsen og solid fylde, som holdes i skak af en god mineralitet, der giver friskhed -flot nu, nok bedre om et par år. Egnet til krydrede retter. 
Tappet af Meffre i Gigondas, et af de store huse i det sydlige Rhône. For mig et anderledes godt køb end La Chasse (2 fl. 109) fra samme butik. 

Torres Celeste, Ribera del Duero... 89,-

2015 Pagos del Cielo, ***** (5/5), Superbrugsen (kun varehus), normalt: 129. 
Torres er et af Spaniens 2-3 største huse, så det er også andet end katalonske vine -her Ribera området ved Duero floden. Dyb kirsebær, intens aroma med kirsebær og blommer + lidt lakrids og krydderi. Fyldig, men afrundet og lang -en mere kommerciel Duero, men flot lavetVinen gror højt -895 meter, oplyser huset, som dog ikke fortæller, om de selv ejer marken "Cielo", "Himlen", der leverer denne vin. 

Faustino I, Rioja Gran Reserva..... 109,-

2008, ***** (5/5), Kvickly (indtil torsdag 12. september). Jeg har før anbefalet denne vin, som i Spanien koster pænt over 100 kr og også 100 i Bordershop. Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, som man kan forvente efter 11 år. Decanter har givet vinen ***** og 93 points af 100. 
      Flot, men har de smagt lot "K" på 246.792 flasker, som jeg har købt et par gange? Men uanset hvad er vine meget bedre end de brunello'er og amaroner, der fås til denne pris!
      Faustino I skiller sig ud ved ikke kun at være tappet i området -Rioja- men også på"Propriedad", dvs. vingården, i Oyon i Alavesa nær Logroño.

Bordeaux -billigere i Kvickly end i Coop.dk

Coop har en række glimrende vine fra Bordeaux til rimelige priser. Men sært nok er prisen ofte lavere i Kvickly -og for Ségur i Superbrugsen- mens web-shoppen Coop.dk er dyrere. Man undres! 

Det er lidt af en myte, at Bordeaux er for dyr -et par snese vine er alt for kostbare, men området har vin areal på størrelse med hele Australiens vinmarker, så der er vin nok til rimelige priser. 

Vinen kan ofte være fra marker tæt på de rigtig dyre- og disse kan være gode køb. Men naturligvis kan det kræve en vis tilvænning til den køligere, mineralske stil i vin fra "Cool Climate"...  

Ch. la Fleur-Peilhan, Grand Cru St.Émilion..... 109,-

2016, ***** (5/5), Kvickly (indtil torsdag 12. september, Coop.dk: 148). Markant anderledes end Faustino herover! Fleur er kun 3 år gammel -mod 11 for Faustino- og præget af køligere klima med mindre sol. Så glem alt om solmoden styrke, men nyd til gengæld en mineralsk elegance, god fylde og længde -men vent egentlig et par år, mens du drikker vinen herunder, som netop nu smagere bedre! 
Foto: Saint Émilion er en vidunderlig lille købstad, som er det neturlige midtpunkt i et af de smukkeste områder i Bordeaux. De bedste vine -som Cheval-Blanc, Ausone og Angélus- koster et par tusinde kr (og langt op). Du kan ikek vente det samme fra denne vin -især ikke nu- men til gengæld har du et bedre køb! 

Château le Barry,  Saint Emilion...  79,- 

2014, ***** (5/5), Kvickly (Coop.dk; 87,95, partivare) 
'14 er ikke så fint et år som 2016 herover, men vinen er mere moden og smager nok bedre i dag. Men om et par år er '16 en klasse eller to bedre. 
     Vinen er rigtig god merlot (80%, resten cabernet) -og noget blødere og federe i stil -om end stadig med den fine kølige finesse, som præger Bordeaux og gør den så god til mad. Vinen skal være lagret 12 måneder i egefade, men formentlig ikke hele høsten? 
      Foto: Hr & fru Daniel Mouty leder slottet, der ligger neden for den gamle by. 

Ségut, Haut-Médoc, Cru Bourgeois ... 59,-

2016, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly (partivare, Coop.dk: 82,95), indtil torsdag 12. september

Dyb farve, indbydende bærduft med god dybde, middel fylde, en del syre, men god frugt. Den er værd at gemme 4-5 år. 
Familien Segur var fra ca. 1700 måske den mest berømte vinfamilie i Bordeaux. Markis Alexandre de Ségur skal have sagt, at "jeg laver min vin på Lafite og Latour, men mit hjerte tilhører Calon" (3. Cru, hvor de andre er 1. Crus). Om han har sagt det, vides ikke, men etiketten på Calon bærer den dag i dag et hjerte! Familien Ségur ejede dog andre vingårde, bl.a. denne, som de ejede fra ca. 1600 og indtil den franske revolution, hvor den blev solgt på auktion.   
Foto: Slottet ligger i den sydlige del af Médoc -såmænd ikke så langt fra Lagune, 3.Cru, og ejes og ledes af Grazioli. Jeg har altid fundet etiketten ret trist, men der er mere liv i vinen! Og så er slottet (foto) ganske flot!

04/09/2019

Rosé på udsalg -og ellers Verden rundt i én blog!

Måske har vi set solen for sidste gang efter en flot sommer. I hvert fald giver Irma 50% på foreløbig 2 rosé vine (men startprisen var måske også lidt høj!).
Netto har tilbud på vine fra Sydafrika, og priserne er godt nok lave -men alligevel foretrækker jeg Altos de Tamaron fra Spanien samt Carolina fra Rema1000 (og Chile). 


Generelt er det spotvarer, som sælges til udsalg -med Rema1000 som udntagelse.

Rosé til halv pris i Irma

Irma tømmer lagrene af rosé -halv pris på visse vine! Jeg vil egentlig hellere drikke disse vine nu end i juni -vinene har fået mere aroma uden helt at miste friskhed. Perfekte til alt fra salat til hummer. Følgende er set (onsdag) og sælges ,så længe lager haves. :

Falasco Bardolino Rosé, 6 fl: ... 207,45

= 34,60/fl, spar 50%), 2018**** (4/5), Irma (indtil udsalg)
Ganske nydelig rosé, let og frisk med diskret aroma. Normalpris for høj, men tilbud er mere end ok.

Solaïs Rosé, Frankrig, 6 fl: ... 267,45

= 44,60/fl, spar 50%), 2018***** (5/5), Irma (indtil udsalg)
Anderledes spændende rosé -og på meget smuk flaske, som måske kunne få dig til at tvivle på indholdet. Men frugtig, ren og ganske fyldig rosé med pæn syre bagved. Kommer fra kooperativet i St. Saturnin i bjergene over Montpellier, men Coop/Irma køber den gennem agent, som formentlig står for det flotte design. Men værd at have nogle flasker af til efterår og vinter -og formentlig også næste forår?

Sydafrika i Netto, ikke sjovt, men billigt! 

Sydafrika leverer en utrolig masse vin. Historisk blev vinen destilleret til lokal Cape brandy o.l., mens resten blev brugt til Cape Port osv. I dag bruges det meste til bordvine, og de er langtfra altid spændende. 
Foto: Men Sydafrika er et smukt land -og burde være rigt. Og når alle ved, hvordan en elefant og en giraf ser ud, er her et foto af solnedgang og et af bjergene ved Taffel bugten. 
      Industrien domineres af 2-3 store firmaer. Måske er Distell størst? Jeg ved det ikke, men firmaet ejer ikke mindre end 50 forskellige vinhuse (foruden masser af andre). Alle vinene fra Salling-gruppen (Bilka, Føtex og Netto herunder) kommer fra Distell:  

Drostdy Hof. rød/hvid  30,-

Sydafrika**** (4/5), Netto (partivare)
Jeg har ikke ofret penge på vinene, men de smager sikkert ganske ok -især til prisen. Drostdy Hof er en smuk historisk vingård nær Paarl nord for Cape Town, som i dag er hotel -men vinen hentes fra Western Cape. Vinene får 4* for prisen!

Nederburg "Baronne", rød eller hvid.... 35,-

Rød Blend eller hvid chardonnay-viognier, ***** (5/5), Netto (partivare)
Noget sjovere end Drostdy -og vinene er tappet i Sydafrika, hvad der giver lidt mere duft og friskhed i vinen. Den røde er faktisk glimrende i en blød, poleret, meget kommerciel stil, mens den hvide er tør, men ren, med masser af frugt. Igen MEGET kommerciel. Men til prisen 5 sikre stjerner.

Durbanville Hills cabernet-sauvignon... 39,-

Sydafrika***** (5/5), Netto (normalpris). Jeg har købt denne vin flere gange -en ganske udmærket cabernet, som kommer fra Durbanville lige nord for Cape Town og markant køligere klima. God ren bærduft, solid fylde, afrundet smag med nydelig mineralitet. Meget flot til prisen!
Til samme pris fås hvid sauvignon. Ikke smagt, men nok værd at prøve.

Hvorfor ikke? Men jeg foretrækker den spanske Tamaron

Why Not? negroamaro-primitivo... 59,-

Økologisk**** (4/5), Netto (partivare). Ja, hvorfor ikke? Mange italienere har anbefalet mig denne vin fra stor privat vingård med afdelinger i både Nord- og Syditalien, og jeg har da også nydt den flere gange -masser af frugt og kraft uden at være så sødladen som de "Rip'amaro'sito" vine, der dominerer markedet. Denne er økologisk. Hvorfor ikke -men jeg foretrækker marginalt den rene Zinfandel/Primitivo. Men denne er også god.

Altos de Tamaron, Ribera del Duero... 39,-

2018***** (5/5), Føtex (partivare). Vel egentlig ikke bedre end Toro fra samme vinhus, som ses i Bilka til 35. Men Ribera del Duero er altid dyrere -ofte med rette- og denne vin har også en flot frugt og rund kraft, der sikrer 5 solide stjerner.

N.B: Føtex har til samme pris italienske røde le Arche (3*, 39) og Diego de Almagro Gran Reserva -en vin med alder og eg- som med sin blødhed kan appellere bredt, bare ikke til mig (3-4*, 39). 

Gnarly Head, Zinfandel eller petite sirah ... 69,-

2016 Lodi**** (5/5), Føtex (partivare).
Gnarly Head hentyder til de krogede gamle vinstokke (som også ses på etiketten) -og netop zinfandel og petite sirah er ofte gamle vinstokke, som har overlevet fra dengang, de leverede den daglige vin i Californien. Dette mærke tilhører Delicata, som er en stor, privat vingård. Gnarly laves på deres vingård i Manteca. 
Typisk zin med dyb farve og krydret frugt med peber og bær, lidt friskhed i midten, der giver en pæn lang smag. Petite sirah har mere bid end Zin, med intens aroma. Ganske interessant, om end en smule kort i smagen. 

N.B: Føtex har også tilbud på Baron de Ley's flotte Maturana 2016 Rioja, 75,-. En vin til 5*, delvis på grund af en magfuld, men frugtig smag i god balance, men også pga druen, der var højt anset indtil 1890erne, men stort set ikke har været set siden, indtil et par vinstokke dukkede op i 1990erne. Dette er den første "rene" Maturana, som jeg hidtil kun har set i Bilka (p.t. til 99). Topkøb.

Carolina reserva, Chile, rød/hvid, 5 typer... 50,-

Rød cabernet sauvignon, carmenère eller pinot noirhvid chardonnay eller sauvignon***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 7. september. Faste læsere vil vide, at jeg er umådeligt kritisk over for vin fra Chile. Men jeg er -måske- langsomt ved at blive omvendt? En af de bedre fra Santa Carolina, et meget stort, men ganske godt, privat vinhus. Reserva betyder præcis det, huset ønsker -og her er det vin af bedre druer fra gode områder. De røde kommer mest fra Colchagua -et af de bedste "varme" områder, hvor carmenère (en specialitet fra Huset) modner fint. Pinot Noir tvivler jeg på, men også cabernet og sauvignon er rigtig gode.

N.B: Rema1000 har også tilbud på Cristia Rhône rød (5* til 50), en flot Rhône fra godt vinhus, samt en Corte Orsini Chianti Riserva (4-5*, 50,-) -begge meget sjovere end de andre tilbud, bl.a. Andrew's fra Australien (3,5* til 39) og Silverboom fra Sydafrika (3*). 

31/08/2019

Megavin -vi higer og søger i gamle flasker

Bare sig navnet -MegaVin- så ved du måske, at jeg altid vil være en anelse skeptisk over for dette navn, selvom det er del af Kvickly i Odder ved Århus (og jeg går helt ind for Coop!). 

Men nu er jeg jo din mand i marken, der tager rundt og finder de bedste tilbud. Og jeg må indrømme, at med tilbud som Pflüger fra Pfalz og favoritten Zac Brown samt Miltonduff malt er der faktisk ganske meget, der er værd at købe. 


Pas på årgangen, ikke for gammel! 

Men generelt er MegaVin restpartier, som af den ene eller anden årsag ikke er blevet solgt. Derfor: Vær forsigtig med rosé mere end ét år, hvid mere end 2 år og rødvine mere end 4 år gamle -og undgå vine uden årgang (f.eks. spumante eller crémant) 

Du kan ende med at blive slemt skuffet -og så skal du altså til Odder og klage over vinen. God tur -der er dejligt i Odder og Malling, men for os københavnere er det en lang tur...
      Vinen kan meget vel være rigtig god, men de fleste af vinene i MegaVins tilbudsavis er af typen, hvor hvid og rosé skal drikkes inden for 1-2 år, mens de røde måske kan klare flere år... Med lidt held!  Nogle er smagt, men som regel ikke i de årgange, som MEGAVin tilbyder. Men som en mangeårig smager er det kvalificerede gæt på vinens kvalitet/pris forhold! Varer sendes gratis ved køb for 999 kr. 

Så her er mit udvalg af, hvad jeg opfatter som de bedste køb.  

Weingut Pflüger, Rheinpfalz, hvidvin, 3 typer, v.6: 69,95

2018 Chardonnay, Sauvignon blanc, Weissburgunder, ***** (5/5), Megavin, normalt: 119,75
BiodynamiskMåske nok især sommervin -men inden døre er det sommer hele året! En god vingård (3 af 5* i Eichelmann), tilmed i Dürkheim, en kurby syd for Worms. som ikke kun er nuttet og malerisk, men også har gode vinmarker. Og Pflüger er en af de nye stjerner her, som leverer både god vin (som disse) og stor vin, alle generelt i den tørre ende, som det er normen i Pfalz, deer forlænger Frankrigs Alsace mod nord. 
Kun smagt et par gange, men Weissburgunder fandt jeg god, Chardonnay også, alle er fra egne marker. Ville gerne have købt deres riesling samt rød spätburgunder, men man kan ikke få alt! 


Valréas, Domaine Vallée des Grives, v.6: 64,95

2015 Rhône Villages***** (5/5), Megavin, normalt: 99,95
Jeg har ikke smagt denne Rhône, men den burde være rigtig flot -og stadig frisk. Valréas er en af de nordlige Villages, hvor markerne tilmed ligger ret højt, så klimaet er lidt køligere -formentlig en kraftig vin med lidt nerve og bær i duften. Prøv den! 

Raymond "R"Collection... v.6: 69,95


Hvid Chardonnay 2015, **** (4/5), Rød Zinfandel 2014, ***** (5/5), Hvid Rød Field Blend no. 5 2013, **** (4/5), Megavin, normalt: 129. Alle vine ved køb 12 fl: 64,95
Tre vine, jeg er lidt loren ved -men KAN du lide meget bløde, fede vine, er du nok godt tjent med disse vine, der kommer fra middelstor vingård i Napa, ejet af giganten Boisset (som startede i Bourgogne i 1961, hvor de ejer utal af navne), men nu også har en temmelig stor afdeling i Californien, ikke mindst i celebre Napa. Den hvide mangler nok friskhed, mens de to røde er fyldige og bløde med meget krydret bouquet. Jeg giver Zin 5*, mens Field Blend (no. 5, fordi 5 druer indgår i vinen) er et år ældre og må nøjes med 4*. 

Alecander Brown "Uncaged", Red, v.6: 99,95

2015 California, ***** (5/5), Megavin, normalt:  199,-

Jeg er mangeårigt medlem af ABC ("Anything But Chardonnay", men det kunne også være cabernet!), Så jeg kan egentlig godt lide denne end den hvide, som stadig ses til 129. 

Kender du ikke Zac? Han er ellers en af giganterne på USAs rockscene med en musik, som forener rock, country, lidt metal osv. Han har spillet med Eagles, Dave Matthews og Greg Allman, men er nok så kendt med sit eget band.

      Et af hans store hits er "Uncaged", som har lagt navn til denne vin, som er typisk krydret, kraftig californier -og efter 4 år en moden vin, som nok bør drikkes inden for et par år.Vinen fik 89p/100 af WineEnthusiast - ikke stor kunst, men god countryrock -og så sætter vi Uncaged med Zac Brown på pladespilleren imens! 

Nexus, Ribera del Duero, Crianza... v.6: 99,95


2012, **** (4/5), Megavin, normalt: 275. Jeg må indrømme, at jeg finder normalprisen helt hen i vejret, for det er vinen bestemt ikke værd! Men -ok- til 100 kan jeg godt snige mig op på 5*, men jeg vil drikke den 4-5 år gammel. Med 7 år bag sig nøjes jeg med 4 flotte stjerner. Vinen er simpelthen så mættende og blød, at jeg længes efter en pivsur Bordeaux! 
      Middelstort hus med 40 hektar i Pesquera, ejet af Marco Real i Navarra. Den unge "One" er i reglen billigere og stort set lige så god. Samme kælder leverer også Toro og Rueda under navnet Frontaura.

Urlar Sauvignon Blanc... v.6: 69,95

økologisk 2016 Wairarapa, New Zealand***** (5/5), Megavin, normalt: 129,95

Jeg har kun smagt denne vin i én (ældre) årgang, men har et positivt indtryk. Men 2016 skal nok drikkes nu. Vingården er  ret lille 31 hektar- og er ejet af japansk sake-producent. Meget aromatisk og intens, men formentlig stadig ganske frisk. Wairarapa ligger i køligt område på nordøen mellem Hawke's Bay og hovedstaden Wellington. 

Ballantine's Miltonduff 15 år Malt Whisky... 249,- 

Single Highland Whisky ***** (5/5), Megavin  (48 fl). Dette Speyside destilleri hører under Chivas, men sælges som regel af Ballantine, som har samme ejer (Pernod-Ricard). Noget af et fund til prisen -hele 15 år gammel og tilmed en sjælden set Malt. En kraftig, bouquetrig malt med pæne noter i Jim Murray's bibel. 
      For mig det bedste køb i spiritus, mere attraktiv end deres 1995 Solera Rum (hvor del er langt under 15 år). Set til 350 i Bordershop og 450 her i Danmark. 

Megavin.dk tilbyder rigtig mange andre vine! 

Nogle tilbud har jeg udeladt, f.eks. Cv2 -en rød, hvid og rosé fra Sydafrika (58 kr v. 6), som skal være en anden vin fra Klein Constantia. 
Jeg har ikke kunnet finde noget på vinen, som ingen udenlandske kendere har smagt, mens vor hjemlige Vinbladet.dk har givet vinen 86-87p -ikke just imponerende. Du kan give den en chance -der er 18.000 flasker i årgangene 2817-18. 
      En anden vin er Leeuwenkuil, diverse røde og hvide til blot 39,95 ved køb 6 flasker. De er nok gode køb, især måske den hvide chenin blanc eller den røde shiraz. Vinene kommer fra samme leverandør som Silverboom, solgt af Rema1000 til 40-50 kr -ved køb én flaske- og så er tilbuddet blegnet lidt. Vinene er tappet af Taster Wine i Brøndby og sælges formentlig også under andre etiketter af andre køder (men nok til omkring 40-50 kr).

28/08/2019

Bilka sælger ud af sommervinen

Bilka sælger ud af det vinøse guld! Jeg overdriver lidt, men for dem er sommeren forbi, så hylderne skal tømmes for rosé og hvid og lidt rød også. Derfor flot tilbud på italiensk og spansk hvid og rosé -og en tysker!- samt to flotte italienere, hvor den normalt kostbare Bolgheri er et "must" til 69. 

Priserne gælder indtil videre -formentlig udsalg. De bedste køb for mig er: 

Baron de Ley, Rioja, hvid eller rosé... 39,-

2018, ***** (5/5), Bilka, normalt 75,-
Jeg holder meget af denne store vingård (foto), som til særdeles rimelig pris leverer rigtig god vin -og modsat mange er alle vinene fra eget domæne
Til 100 er denne rosé (på tempranillo og garnacha) ikke god nok, men til 39 er den et "must". Rig frugt, fyldig, ret blød, men med pæn syre bagved -an faktisk klare ganske fyldige retter inkl. grillpølserne! 

     Hvid Rioja er ofte kedelige, da hoveddruen er macabeo (alias viura), som er ok, men ikke spændende. Denne er præget af druen verdejo -kendt fra Rueda- og det giver den mere aroma -indbydende aroma, tør, fyldig, men også frisk. Begge perfekte nu, men den hvide kan formentlig holde et par år. 


Remolè, Toscana, hvid eller rosé... 39,-

2018 Italien, **** (5/5), Bilka (parti). 
Groft sagt en lyserød og hvid Chianti (kun rød kan kalde sig Chianti!), som laves af det eget store Frescobaldi gods. Begge er mere diskrete i duft og smag end Baron de Ley, men ganske udmærkede, selvom jeg foretrækker den røde Remolè. God vin til glas i utide. Nydes nu. 


Barbera "I Tre Vescovi", Superiore... 39,-

2016, ***** (5/5), Bilka, norm: 79.En rigtig god barbera fra godt kooperativ. Jeg har før anbefalet  den almindelige barbera fra samme kooperativ, men denne er i teorien bedre, "særligt modne druer" og "mindst et år i egefade" er, hvordan kælderen i Vinchio udvælger deres "Superiore". Men bare rolig, der er ingen træsmag i vinen! 
Meget dyb farve; indbydende duft med modne bær tæmmet af lagring (eg ikke mækbar), afrundet og lang. Den er vel egentlig for "civiliseret" og har derfor ikke den åbne bærduft, som den almindelige barbera har, men herlig -og perfekt til f.eks. en gryderet. Vi serverede den til boeuf bourguignon, og det klarede den flot. Serveres ved ca. 16 gr.
Foto: Kælderen i Vinchio laver vin fra et par landsbyer i de nedre Alper nord for Barolo og Alba. Kælderen nyder et godt ry, og de vine, jeg har smagt herfra, har alle været gode.



Til samme pris også den dansk-tappede Capolavoro -flere udgaver- som ærligt talt ikek frister. Har smagt den et par gange og været tæt på at falde i søvn. 

Noble House, Riesling, Dr Pauly Bergweiler... 39,-

Tyskland, 2018, **** (5/5), Bilka (parti). 

En herlig vin med ren aroma og let til middel fylde og fin syre afbalanceret af nydelig sødme -en herlig vin til en forårsaften på terrassen, måske ledsaget af en salat. 

Riesling er nok den fineste hvide drue fra Tyskland, men den er generelt dyrere fra Mosel end fra Rheinhessen (som med Pfalz i reglen er billigst). Alligevel er vinen tappet på den høje, slanke tyske flaske, men i grøn udgave, hvor vine fra Rhinen normalt tappes på brune flasker, Dr Pauly-Bergweiler bor i Bernkastel ved Mosel og er en glimrende vingård. 
      Men denne vin kommer  ikke fra deres egen vingård. Han har lavet vinen af druer købt i Rheinhessen, hvor druerne er anderledes billige -men vinen også knap så sprød og frisk. Men excellent køb, selvom jeg foretrækker den tørre udgave -men den er måske på tilbud i næste uge? 


Turaia, Bolgheri, Toscana... 69,-

2016, ***** (5/5), Bilka, norm: 118,-
Mange vil føje Bolgheri til listen med Barolo, Brunello og Nobile over Italiens bedste vinområder (jeg har IKKE taget Amarone med her, da den kommer fra ét område, Valpolicella. Og så er jeg ingen fan af denne småvamle vin). 
Meget dyb; varm, rig aroma og krydderi og modne bær, kraftig med en del tanniner, som dog er modne -perfekt madvin. 
     
Bolgheri ligger i Toscana  syd for Livorno ved kysten, modsat Chianti i bakkerne inde i landet. Antinori gjorde Sassicaia til superstjerne, men nu har andre også fundet ud af at lave vin i Bolgheri. Denne vin er ikke Sassicaia, men en god Bolgheri koster ofte langt over 200 kr uden nødvendigvis at være bedre end Chianti. Derfor er denne vin spændende, især da 2016 er fremragende årgang.
      Bolgheri har et lunere klima end Chianti og Brunello, så derfor er Bolgheri oftest blødere og kraftigere i smagen. Vinen laves ofte af druen cabernet (dvs. krydderi og solbær), suppleret med merlot og sangiovese druerne.