Søg i 1300 opslag:

04/01/2022

1976 -et vigtigt år for Australiens vin

Årgang 1976 var et varmt år i Frankrig, som trods mange gode vine hurtigt er blevet glemt. Men i Australien er året vigtigt -i 1976 blev to af Australiens største eksportmærker født -Jacob's Creek og Koonunga Hill. 

Begge er navne på vinmarker i det fine Barossa, men mærkerne er vokset langt ud af ikke blot marken, men også ud af Barossa, ikke mindst Jacob's Creek (10 km syd for Koonunga!) som årligt leverer flere gange mere vin end hele Barossa! 

Meny tilbyder disse to vine til særdeles rimelig pris i denne uge. Men deres bedste køb er dog franske Prieur de Ségure fra Fitou, mens Lidl er gået på kur med alkoholfri vin -dog til en noget mere rimelig pris end Brugsen! 

Bedste KØB: Prieur de Ségure Fitou, Jacob's Creek rød/hvid
Godt KØB: Clefs de l'Enclave Rhone Villages, Lidl Bourgogne Pinot Noir

Jacob's Creek, cabernet, shiraz eller chardonnay... 40,-

Australia, Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 6.1.2022 

Johann Gramp kom fra Bayern til det germansk prægede Barossa nord for Adelaide i 1847 og solgte sin første vin i 1850. Vinen fik navnet Orlando -Jacob's Creek kom først på etiketten i 1976, sjovt nok samme år som Koonunga Hill herunder! 

    Jacob's Creek er en mark midt i Barossa, så den kan slet ikke levere vin nok til mærket, i dag er den mest sælgende australske vin overhovedet (nogle mener op mod 80 millioner fl/år, næsten 10% af hele Australiens vineksport), som sælges i 60 lande. Ejeren er franske Pernod-Ricard, som måske nok er mest kendt for spiritus (og meget andet end pastis, bl.a. Absolut vodka og indtil 2012 rød Aalborg snaps!). 
      Men siden 1989 har franskmændene gjort Orlando (og Jacob's Creek) til et af Verdens mest kendte vinnavne.  
      Alle 3 vine har godt ry, men kender kun shiraz (og blande tmed cabernet), som er solid, fyldig og ærlig med positiv frugt og afrundet, men ikke flad eftersmag. Et topkøb til 40 (men ikke normalprisen op til 90 kr værd). 

Penfold's Koonunga Hill rød/hvid... 75,-

Australia, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 6.1.2022. Rød cabernet/shiraz i en fast, nogle vil sige stram stil med rig duft af urter og bær, som ofte har godt af et år eller to på flaske, men egentlig særdeles egnet til solid vintermad. Nydes kælderkold. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer (men kun smagt én gang). 
      Koonunga er en 93 hektar vinmark i det nordlige Barossa (godt 10 km fra Rowland Flat, hvor Jacob's ligger). En del af vinen herfra indgår nok i mærket, men bruges oftere til Penfold's topvine. Og Penfold's henter vine fra hele 200 forskellige druedyrkere over hele Australien. 
      Vinen har været solgt under dette navn siden 1976 -samme år som Jacob's Creek blev født- men har nu fået en storebror, der hedder netop "Seventy-Six", som smager mere som den Koonunga, jeg husker fra 1980erne.  
      Penfold's er berømt for sin Grange shiraz, som efter nogle lidt triste år igen er en seriøs rival til titlen nr 1 i Australien (ikke mindst i pris, typisk 1500-2000). Penfold's er nok det mest kendte i Treasury gruppen, et af Verdens største vinhuse, som er nr 1 i Australien (Lindeman, Wolf Blass, Yellowglen, 19 Crimes mv), men også ejer mærker i bl.a. New Zealand (Matua mv), Californien (Beringer osv).  

Prieur de Ségure 2016, Fitou.. 39,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 6.1.2022 

En ganske seriøs og imponerende vin til en meget lav pris! Mørk, intens duft af læder og vildt, mørke frugter, kraftig og fast -udpræget madvin. 
Ségure er en borg på toppen af et bjerg i Fitou, der ligger omgivet af bjerge midt i Corbières og er det ældste "røde" Cru i Languedoc. Vinen har nok navn efter borgen, som engang var ejet af cistercienserne, men bruges også som mærke af kooperativet Mont Tauch, der holder fanen højt for det sørgeligt oversete lille område.
       Vinene er domineret af druen carignan, der ofte udskammes, men kan levere vine med virkelig karakter og duft, hvad denne er godt eksempel på. Vinen er blødgjort med grenache og syrah. Set på nettet til 119,95, en latterlig pris. Men 40 er til gengæld for billigt! 

Clefs de l'Enclave, Rhone Villages.. 49,95

Godt KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 6.1.2022 

En god Villages fra Rhône til 50 er værd at købe. Denne har nok lidt mere nerve og urter i næsen foruden grenache-druens krydderi og styrke. 
       Vinen kommer fra den nordlige, kølige del af den centrale Rhône dal omkring Valréas, som i næsten 500 år (1317-1791) var en pavelig enklave -del af Pavestaten- i Frankrig (hvad borgerne ikke var glade for). Området var oprindelig bedre kendt for oliven (Nyons) end vin, men vinene er dog gode, i en lettere stil end resten af regionen. 

      Meny tilbyder også Ventoux, La Croix-Jocas 6.0 (59,95, 5?), som jeg fortsat ikke kender eller har smagt. Meget rost af Meny, så nok flot vin, selvom den er dyr for Ventoux. Muligvis kommer den fra Xavier Vignon, en vinmager, som laver en ganske lille smule Châteauneuf, men en ganske stor mængde andre Rhone vine, bl.a. Ventoux. Men det er kun et gæt!  

Cabernet eller Chardonnay, uden alkohol. kr/fl v 2: 25,-

2 fl. 50, *** (3/5), Lidl, indtil lørdag 8.1.2022

Begge vine er "de-alcoholised", dvs. en normal vin har fået fjernet alkoholen formentlig osmose, dvs. de lettere alkoholer ledes væk. En skrækkelig ting! Jeg siger pænt nej tak, men erkender, at prisen er lav -men vil stadig anbefale dig, der vil skære ned på indtaget i kur måneden at tage et par dråber vin og fylde op med vand -så har du vinsmagen intakt, lidt fortyndet. Men bedre smag end denne vin! 

Bourgogne Pinot Noir. kr/fl v 2: 49,50

2 fl. 99, godt KØB + **** (4/5), Lidl, indtil lørdag 8.1.2022

Set i 2020. EN nydelig lille pinot næse, let og frisk. Ikke meget pinot karakter, men meget behagelig let og frisk. Egentlig helt ok nu til en salat mv, men måske bedre om et år. Tappet i Beaujolais.