Søg i 1200 opslag:

25/06/2023

Discount er ikke altid billigere, suk!

Det bedste køb i discount butikkerne er Dr Pauly's fine Premium Riesling. Og den kan du få til akkurat samme pris i Føtex og Bilka. Du kan også få den gode KingPin, som giver meget vin til 39 -både rød og hvid. Men den kan du få 10% billigere i Bilka. Så meget for discount! 

Coop365 byder på testvinderen i BTs rosé smagning: Silenia. Men de smagte kun 5 vine -af pænt over 100 alene i supermarkederne- så læg ikek for meget i det. Men sikkert en god vin, og helt ny for mig! 

    Ellers er discount kæderne gået i ferie mode. Selv flaskeerne er skrumpet -Lidl's bedste bud er deres gode hvide Chenin, som fås på 25 cl flaske, 2 pæne glas til en skovtur o.l. 

Bedste KØBDr Pauly Riesling "Premium"

Godt KØBHardy's Stamp rød/hvid/rosé - Silenia Rosé - Cava Delapierre seco Kingpin rød/hvid - Cimarosa Chenin Blanc 25cl

uge 26/2023

Silenia Rosé... 50,-

Godt KØB + **** (4/5), Coop365, indtil onsdag 28.juni

Kender slet ikke denne rosé, men kan se, at BT har den som testvinder bl.a. med ordene: "mange lag. Masser af frugt, masser af fylde. Super lækker tekstur i munden. Den er sådan lidt Syd-Rhône-stil i det, hvor man virkelig får varmen og solen. Det var det her, jeg håbede på at få i dag". 
Det skal dog siges, at BT kun smagte 5 pinkies -og ikke nogle af dem, jeg plejer at anbefale. 

    Coop365 sælger også Santa Rita Rosé (35, 2-3*). Næppe det store sus, men en god pris på en tør rosé. 

Hardy's Stamp rød/hvid/rosé... 35,-

Godt KØB + *** (3/5)Coop365, indtil onsdag 28.juni (tappet i England)

Vil hellere i Coop efter Hardy's Crest (6 fl. 179), men skal du kun bruge én flaske, er denne helt ok, om end inderligt ligegyldig. Men en lidt tørrere smag end mange. Den røde er bedst. 
      Hardy er traditionsrigt (1853) og den vigtigste del af Accolade, Verdens største vinhus. Der er stadig en Hardy med i huset, men næsten alle vine er præget af industri. Stamp vinene blev præsenteret på Verdensudstillingen i Brisbane 1988. 

Dr Pauly-Bergweiler Riesling "Premium"... 59,-
2022 Kabinett eller Trocken, Mosel
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex og Netto (indtil fredag 30.juni), Bilka (29.jun).  
Først Føtex, så Bilka og nu også den uartige lillebror. Vinen er storebror til Noble House. Samme riesling, men fra selve Mosel og rigtig meget vin til prisen. Måske er den sødlige lidt for sød for nogle, men her er overdådig aroma og god syre. 
    Foretrækker den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som kun gør godt for smagen, som har rigtig meget riesling flint og aroma. For nylig også testvinder i Vinbladet. 

Cava Delapierre seco ... 39,-

Godt KØB + ** (2/5), Netto, indtil fredag 30.juni

Flot navn og etiket, men ... Måske 3*, men tvivler. Når det er bobler, betyder "Seco" halvsød, så vinen er en ung, vagt frugtig cava lagret kort tid. Netto burde have brut også (som har mere friskhed), men har ikke set den, suk. 
    Lidt synd, for Delapierre var en af Codorniu's franske kældermestre, der lærte huset at lave noget, der kunne ligne Champagne. Og det kan denne vin (kun smagt én gang) ikke. 

Kingpin rød/hvid, Spanien... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 30.juni

Prisen er 35 i Bilka, så Netto er ikke altid billigst! Men Kingpin har en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde

       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

    Netto sælger også Montgras Rosé (39, 2*?). I BTs smagning fra sidste uge fik den ris. Vil ikke lægge for meget i det, men har ofte smagt oversøisk rosé, som skuffer (måske pga tidlig høst). 

Chenin Blanc Cimarosa, 25cl: 16,50

Godt KØB + *** (3/5)Lidl, indtil lørdag 1.juli (tappet i Tyskland)

Små flasker kan være ok til en skovtur o.l., men flasken ældes hurtig. Denne er med skruelåg og holder bedre (akkurat som Lidl's brus på dåse, som ofte er topkøb). Denne er en klassiker på stor flaske -tør, ren og frisk- så den anbefales gerne.  

Zinfandel rosé Cimarosa, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199. ** (2/5)Lidl, indtil lørdag 1.juli (tappet i Tyskland)

Jeg er ikke blevet gode venner med denne vin, som minder for meget om tyggegummi på den søde måde. Ret sød, vag frugt med lidt jordbær, let og lav alkohol med lidt syre, men sødmen dominerer. Suk. 


Diamond Hill, 300 cl box... 99,-

rød/hvid/rosé, * (1/5), Rema1000, torsdag 29/-lørdag 1/7 (tappet i Danmark)

Har smagt denne box 2 gange og vil nødig gentage oplevelsen. Jeg kan have været uheldig at få vin fra en gammel box, dvs. tappet for 4-6 måneder siden eller havde stået en uge eller mere (men udskænkeren sagde, den var åbnet samme dag). 
Hvid var bedst -dvs. anonym, rød var oxideret ved begge lejligheder. Prisen svarer til 25 kr pr 75cl -så hellere ofre lidt ekstra for en Hardy's Stamp o.l.  Jeg vil tro, andre er glade for vinen, men altså slet ikke mig. 

Meny har ikke helt samme æg!

Meny har gjort sig bemærket med en lidt grov opfordring til Irma kunder at lægge deres æg Meny's kurv. Set ud fra den sidste uge i juni er der dog ingen grund til at gå i Meny (desværre). 

Meny tilbyder nu også en ganske god rosé, som stadig ofte ses i en Irma (hvis du kan finde én). I Irma hed den Exhib og havde en meget fancy etiket. 

    I Meny hedder den Désir og er lidt dyrere -og knap så fancy (etiketten, vinen er lige så god).

    Jeg synes dog, at Superbrugsen og Kvickly har nogle mere spændende tilbud end Meny, også i denne uge. 

    Meny har dog i forvejen Haut Vol rosé, som er glimrende (men som 2021 skal drikkes nu) -og en god Rhone fra Princes kooperativet samt herlig øko vin fra Cono Sur til rimelig pris. 

    Og så har de en klassisk riesling fra det historiske Kloster Eberbach. Druerne kommer fra det celebre Rauenthal -fornem tør Riesling.

Bedste KØB: Cono Sur Organic rød/hvid 
Godt KØB: Cap d'Agde Rosé - Haut Vol rosé - Kloster Eberbach Rauenthal Riesling - Princes Rhone rød/hvid - Tanqueray Gin 

uge 26/2023

Cap d'Agde Désir de Rosé, kr/fl v 6: 54,83
6 fl: 329, Godt KØB + **** (4/5)Menyindtil torsdag 29.juni

Flaske og vin ligner den meget modeprægede Exhib, som stadig ses på hylderne i lukningstruede Irma'er. Måske er etiketten ikke så fancy. Vinen kommer fra samme gigant GCF, men jeg kan ikke udsætte noget -bortset måske fra prisen (som var højere end Irma) og mængden (6 flasker er meget her midt i ferien). 
    Smuk lys rosa farve, indbydende diskret aroma med positiv frugt, lidt lemon, pæn lang smag med fine syrer under. Nydelig vin til salaten eller en grillet laks. 2022 tildelt guldmedalje i Paris. Cap d'Agde by er ikke særligt flashy, men her er en masse klubber og en nudistferieby, som minder lidt om St Tropez i 70erne. Ligger ved Middelhavet tæt på smukke Sête lige præcis der, hvor den lange smalle landtange langs indsøen Thau slutter med Canal de Midi, som forbinder Middelhav og Atlanterhav. Vinen laves af druer som cinsault, grenache og den lidt sjældnere terret. 

Haut Vol rosé, kr/fl v 2: 55,-
2 fl: 110, Godt KØB + **** (4/5)Menyindtil torsdag 29.juni
Frankrig er verdensmester i pink, og det smages i denne smukke flaske fra stort kooperativ nær Carcassonne. Herlig nu (2021, håber dog 2022 er på vej?), vellavet, tør, frugtig (bær, jordbær) og med lige en snert af syre til at give friskhed. En rigtig god vin til en salat -og måske moules frites, selv i den gode udgave med blåskimmel ost. 

Kloster Eberbach Rauenthal Riesling... 99,95

2021 Rheingau Trocken

Godt KØB + **** (4/5)Shop.Meny, indtil torsdag 29.juni

Rauenthal har historisk ry for at levere nogle af Rheingaus og Tysklands bedste riesling vine med marker som Baiken og Gehrn. Denne tørre, mineralsk riesling har en rig aroma, markant syre og god længde. Nok bedre om 2-5 år, men også flot nu. Vinen er en cuvée på knap så kendte parceller i Rauenthal. 
    Kloster Eberbach stammer fra 1116, hvor der blev oprettet et kloster (med vin til at sikre det daglige brød) for Augustinerordenen på Rhinens højre bred.  Kloster Eberbach ejer i dag stadig nogle af de bedste vinbjerge i Rheingau og Tyskland. 
    Historisk har vinene skuffet, men er på vej op -men stadig til rimelige priser. Klostret optræder i både filmen "Rosens navn" og "Games of Thrones". 

Til samme pris også Riesling (let sødlig, 3*). Meny har ofte fra samme vingård Baiken Spätlese 2021 (174,95, 92p/Falstaff), en superb vin. 

Cono Sur Organic... 49,95

rød Pinot og Cabernet-blend, hvid chardonnay eller sauvignon, Chile 

Bedste KØB + **** (4/5)Shop.Meny, indtil torsdag 29.juni

Du får ganske meget vin for pengene i disse øko vine. Der nævnes nogle ratings, men de er for ældre årgange, så vidt jeg kan se. Vinene er dog lige gode for det! Den røde pinot er rigtig god i en enkel stil med vægt på frugt i duft og smag, mens den hvide sauvignon er herlig. De andre ikke smagt i nye år, men er fuld af tillid. 

    Cono Sur er specialist i pinot og sauvignon, ejet af Concha & Toro, men drives selvstændigt. 

Cellier des Princes, Rhone rød/hvid... 59,95

Cotes du Rhone rød Grande Reserve, hvid Sélection

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil  torsdag 29.juni

Kooperativet Cellier des Princes leverer mange gange mere ydmyg Rhone som denne -moderne, fyldig vellavet rød på grenache. Slet ikke Chateauneuf -og heller ikke Vaucroze herover!- men en god vin til rimelig pris. Også ganske frisk tør hvid. 

Tanqueray Dry Gin 43,1%... 115,-

Også Sevilla Gin (destillat med oranger), Rangpur Lime og Royale (solbær)

Godt KØB + **** (4/5)Menyindtil torsdag 29.juni

Tilbud har været 129 for denne gin siden sidste år, Meny åbner dog for mere konkurrencedygtig pris på en af mine favoritter. 
    Gå efter den normale stærke Tanqueray. En lækker gin med ren smag, rig aroma -og med 43,1% alkohol perfekt til en G&T (eller Dry Martini osv). 91p/Falstaff.  Alt for meget gin holder desværre 37,5% og vil udtynde en færdig cocktail. 
    Faktisk kan jeg også godt lide de mere eksperimenterende Rangpur Lime og Flor de Sevilla, som er destilleret med hhv lime og oranger. Og med 41,3% alkohol har de også vis styrke.  
    Tanqueray er en af de historiske ginmærker (1838) og nok det mest solgte ginmærke med årligt 36 millioner flasker. Nu om dage destilleres den som mange fancy ginmærker i Skotland -helt ok, da London Gin må destilleres overalt (også i Danmark). 

24/06/2023

Superb rød og sprød, lækker hvid i Bilka

Efter en tid i feltet er Bilka nu rykket tættere på Føtex med den herlige Premium Riesling fra Dr Pauly og den flotte Museum Reserva såvel som en rigtig god pris på KingPin, begge fra Spanien. 

Hvis din vej går til Bilka, er der dog også en vin, du ikke skal købe -Helfrich Riesling fra Alsace. Du kan i stedet gå i Brugsen og købe Laugel Alsace. Vinene er tappet af same firma i samme kælder, så hvorfor ikke spare 10 kr pr flaske i Brugsen? 

    Men Bilka har også en rigtig god pris på Mooiplaas fra Sydafrika (både pinotage og chenin blanc er i top!), og så har Bilka tilbud på Frascati fra Rom. Ikke en vin, du ser så ofte længere!  

uge 26/2023

Bedste KØB: Dr Pauly-Bergweiler "Premium" - Museum Cigales - Mooiplaas  rød/hvid - Kingpin rød/hvid - Crémant Calvet 
Godt KØB: Frascati "Colle Papa" - le Arche Ripasso - Le Arche Rossogrande

Dr Pauly-Bergweiler "Premium"... 59,-
2022 Riesling Mosel Kabinett (sødlig) eller Trocken (tør), Tyskland

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Et herligt bekendtskab af en storebror til den faste tysker, Noble House. Forskellen er klar: druen riesling fra selve Mosel (modsat Noble House fra det billigere Rheinhessen). 
    Måske er den sødlige Kabinett lidt for sød for puritanere, men den har herlig aroma og fine syre. Foretrækker selv den tørre "Trocken", som stadig har nogle gram restsødme, som kun gør godt for smagen, som har rigtig meget riesling flint og aroma. For nylig testvinder i Vinbladet. 
    Etiketten er den samme som vinene fra Dr Pauly's egen vingård, men druerne er formentlig købt ind udefra (derfor den rimeligere pris). 

Museum Reserva, Cigales ... 79,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Magtfuld, men ret fed og lækker vin med rig frugt med noter af ny eg, lang smag med god bund, frugt og bløde tanniner. Flot nu og bør nok nydes inden for 3-5 år.  
     Cigales er et lille område nær Valladolid mellem Toro, Rueda og Ribera del Duero. Området var tæt på at blive glemt, indtil Rioja-huset Baron de Ley rykkede ind i 1999 med en 100+ mill. kr investering. 
     I dag har flere nu fået øje på Cigales takket være Museum. En billedskøn bodega med eget kunstmuseum- og en stor vingård med flotte vine i en nuanceret magtfuld stil. Reserva lagres 22 måneder i eg, og siden et år på flaske. Alle nye årgange har fået 91-92p/Guía Peñin. 

     Indtil for 5-10 år siden var flasken forsynet med en etiket i præget metal. Den er væk nu, og det er en inkarneret etiket-samler som jeg glad for! 

Mooiplaas Estate rød/hvid ... 79,-

rød pinotage eller cabernet, hvid chenin blanc, Stellenbosch, Sydafrika 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Vinene fås til 89 i Føtex, så p.t. er Bilka billigst! 
    Både den frugtige, fyldige røde pinotage (2020 fik 91p/Tim Atkin) og den tørre, sprøde chenin blanc fra 50 år gamle busk vinstokke (22 fik 90-91p/Tim Atkin) er begge rigtig gode vine. 
    Cabernet 2019 fik 88p af samme herre (vingården laver den i stil, der kan gemmes "årtier", så måske skal vinen bare have et par år mere?). 
       Ejendommen har 200 år bag sig og er et smukt, fredet herresæde. Mooiplaas ligger i Bottelary Hills godt 40 km stik øst for Cape Town på vejen mod maleriske Stellenbosch.
    2.generation af ejerne, brødrene Tielman og Louis Roos, står for hhv. arbejdet i marken og kælderen. Vinmarkerne dyrkes med respekt for naturen -70 hektar er tilmed reserveret en privat naturpark, som skal bevare truet planteliv.  

Kingpin rød/hvid, Spanien... 35,-

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Rød på tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg", dvs typisk med egechips i tank eller egestave i tanken under gæring/lagring. Vinene ligner Guv'nor i Brugsen, synes jeg. 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

Crémant Calvet, Brut eller ros... 59,- 

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Crémant fra Bordeaux er ok til mere end ok pris! Og så er etiketten flot. Den hvide har ren duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden af Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er måske endog bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 

Frascati "Colle Papa" ... 35,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

En typisk Frascati på godt og ondt. Nydelig frugt, tør, letbenet og med lille syre -ingen stor vin (men det er Frascati sjældent). Leveres af Fontana Candida, et af de største huse, som generelt leverer ganske god vin. Har ikke smagt denne tapning, men af og til har ældre tapninger haft et lidt højt niveau af svovl, men giv vinen mere luft. Men stadig en god tørstslukker! 

le Arche Ripasso Valpolicella, kr/fl v 6: 53,17

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Piacentini’s billigere ripasso er en mørk, fyldig vin med fint bærkrydderi, drikbar, men letbenet. Der er god tannin, som skjules af en ganske lille restsødme, som ikke generer. 
Le Arche Rossogrande,... 39,- 
Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Den røde Rossogrande er en let Ripasso-type, meget nem at drikke ganske, som laves af Silvano Piacentini, som levere millioner af flasker til Bilka og Føtex. Den har nydelig fylde, simpel, god alkohol og nem at drikke takket være lille restsødme.   

Riesling Helfrich, Alsace, kr/fl v 6: 53,17

6 fl: 319, *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 29.juni

Sælges som HYPERHIT, men det er lidt overdrevet -vil tro, at vinen er identisk med Laugel Riesling, som du kan få i Brugsen til 43 kr (v 3 fl), Vinene er fra samme hus og tappet i samme kælder. Andre vine herfra sælges som bl.a. Arthur Metz og Klipfel. 
      I ældre årgange fandt jeg disse vine lidt grønne, umoden syre præget af umodne druer. Men klimaet har også ændret sig her! 2019 og 2020 var begge helt akceptabel med pæn frugt og frisk syre og en lille umærkelig sødme bagest. 
      Joseph Helfrich er fra Alsace, men tjener i dag de fleste penge på f.eks. JP Chenet (og den har jeg endnu ikke kunnet drikke). I Alsace har han lille domæne, men køber fra mindre bønder + overskudsvin fra kooperativerne.