Søg i 1200 opslag:

10/02/2021

Grand Cru fra smukke Saint Emilion

Saint Emilion er en af de smukkeste små vinbyer i Verden, som Rom bygget på 7 høje. Byen er fyldt med gamle huse og klostre og har gjort druen merlot berømt. Vinen er en af de mest berømte fra Bordeaux. 


Hvert år kommer der op mod 1 million gæster til byen, der blot huser 2000 beboere. I gamle dage kom de for at smage specialiteten macarons (makroner), i dag for att drikke merlot! I 700-tallet kom Aemilius fra Bretagne til Ascumbas -som byen hed dengang- for at meditere. Han udføte et par mirakler og blev helgenkåret, og byen tog hans navn, Saint Emilion. Masser af munke fulgte i hans fodspor, benediktinere, augustinere, dominikanere og en masse andre. Fra pladsen over den underjordiske kirke er der en fantastisk udsigt ud over regionen.  
      De bedste St Emilion vine er de 10 kostbare 1.Grand Crus, fulgt af godt 70 Grand Cru Classé vingårde. Noget billigere er "Grand Cru", som en god vin fra regionen kan kalde sig, hvis den er tappet på slottet og har passeret en mild prøvesmagning. 

Bedste KØB: Ascumbas Grand Cru St EmilionOlivier & Lafont RhoneRioja Bordón Reserva

Bedste VIN: Viña Magna Ribera del DueroSalentein "Barrel Select" malbec/cabernet

Ch. Ascumbas, Grand Cru St Emilion... 99,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 11. februar. Jeg har ikke smagt og kender ikke denne vin, som har navn efter navnet på byen St Émilion indtil 800-tallet. Forentlig en 2.vin til et bedre kendt slot. Kan se at vinen i Tyskland og Frankrig ofte koster 120-150 kr, så 100 er en god pris i Danmark. Årgang 2017 er middelår, men har givet indbydende vine, som er gode ret unge, så vinen er formentlig mere drikbar  i dag end f.eks. de 2016, som Meny før har glædet vores punge med. Rimeligt sikkert køb! Prøv den nu, men nok bedre om 1-3 år. 

Viña Magna, Ribera del Duero...  79,95

Bedste vin + bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 11. februar. Spanien kan altså lidt mere! En rigtig god Ribera, som jeg først opdagede for et par år siden. Mærke fra Basconcillos, 40 ha vingård i bakkerne over Aranda i Duero-dalen. Meget mørk, intens aroma af sød frugt; middel fylde, frisk, med fin struktur, men stadig til den afrundede side. God vin og godt køb.  

Olivier & Lafont, Cotes du Rhone... 59,95

rød eller hvid, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil ttorsdag 11. februar.
Rød grenache (75%) med lidt mourvèdre og syrah -mørk, intens aroma, fyldig, men egentlig afrundet og pænt lang. Smage egefri, og eg vil også være synd! 
       Hvid på viognier med en smule andre druetyper -meget frugtig, tør, præcis, ganske elegant -herlig vin til en salat. Til 60 kr er disse to vine rigtig gode køb!
      Vinene kan matche gode domæne vine, selvom (Baptiste) Olivier (foto) og (Gérald) Lafont er vinmagere, som kører rundt i Rhône og laver vin for andre. 
      Min erfaring med huset er begrænset, men jeg har generelt fundet den almindelige Rhône + særlige cuvées med AOP Rhône forholdsvis mere imponerende end de langt dyrere vine fra f.eks. Châteauneuf.

Foretrækker denne ærlige, gode Rhone for to Barbera'er fra Sansilvestro's store blandingskælder.til samme pris. De er ikke dårlige, men fås bedre fra andre. 

Macon Villages "Lugny"...  69,95

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 11. februar

Klassisk chardonnay fra Bourgogne, dvs. tør, sprød og frisk, diskret aroma, let til middel fylde -perfekt til en salat eller muslinger, blot lagen ikke er for stærk. 
Bourgogne er måske bedst kendt for sine Montrachet'er og Meursault, men der laves et utal af vine, så langt det meste i syd -Mâcon- eller i nord -Chablis. Cave de Lugny er måske den største leverandør af hvid Mâcon med 1250 hektar plantet og et årligt salg omkring 6 millioner fl (omtrent som hele det centrale Côte d'Or! Vinene er enkle og simple på den gode måde. Meny sælger også en ok cremant fra denne kælder. 

Rioja Bordón, rød Reserva, hvid, rosé ... 50,-

Rød, bedste KØB + ***** (5/5), hvid *** (3/5), rosé, Bilka, indtil torsdag 18. februar, normalt 89 
Den røde er godt køb: Middeldyb; indbydende let krydret duft med toner af nød og urt; middel fyldig, pænt lang -en kommerciel, men god Rioja. Har kun smagt hvid én gang, lidt neutral frugt, tør, frisk, ok uden at brillere, rosé ikke smagt.      
      Husets historie er spændende: i 1870erne tvang vinlusen phylloxera vinfolk i Frankrig til at flygte sydpå. Der var ingen vin i Frankrig, så de begyndte at lave vin i Rioja, som de kunne lide -og "Franco-Españolas" er en af flere fra den tid, grundlagt i 1890 af Anglade fra Bordeaux sammen med 2 lokale vinfolk. Navnet Bordón antyder netop "en Bordeaux-mand"!
Foto:  Der har ikke været folk fra Bordeaux blandt ejerne i 100 år, men huset hedder stadig "Franco-Españolas" -den "fransk-spanske" bodega! Er du i Logroño, så besøg huset, som ligger smukt ud til Ebro floden og (trods rasende modernisering) stadig har bevaret god del af sin franske 1800-tals charme! Blandt gæsterne har været den spanske kong Alfonso XIII og selveste Ernest Hemingway, der besøgte huset i 1956. 

Jamelles "Sélection Speciale", flere typer ...  69,-

rød cabernet-merlot, grenache-syrah-mourvèdre, hvid chardonnay-viognier, ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 18. februar

Normalprisen (139) er nærmest latterlig, men 69 er en god pris. Denne vin seriens topvin og får lidt eg. 
      Cabernet-merlot er afrundet og fyldig, positiv duft -som en Bordeaux gerne skulle være, men sjældent er. GSM-blendet ligner god Rhône eller spanier, men måske en smule mere "civiliseret" -mange vil elske den. Den hvide er god, men måske knap så overbevisende. 
       Skal jeg kritisere vinene, så er stilen ret kommerciel, dvs. ingen excesser her! Men det er rigtig god vin, som er en lise oven på de sødladne Puglia vine.
     Foto: Vinene laves af ægteparret Laurent og Catherine Delaunay, som ejer Badet-Clément, som har hovedsæde i bakkerne bag Nuits St.Georges i Bourgogne, men kun sælger vin fra Sydfrankrig. Sært! Laurent's far var en respekteret vinmager, som en tid var leder af Domaine Damoy i Gevrey-Chambertin. 

Salentein "Barrel Select", frit valg: 69,- 

rød malbeccabernet-sauvignon, bedste VIN + *****, 5/5), pinot noir (4*), hvid chardonnay (4*), Bilka, indtil torsdag 18. februar, normalt 99

Vingården ligger i Uco (som også Clos de los Siete) med 800 hektar af de højest liggende vinmarker. En hollandsk entreprenør er hovedejer sammen med familien Pulenta, der (med b.a. Trapcihe) var pioner for kvalitet i Argentina. 
      Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant. 
     Men har smagt vinene -bedst er de røde:
malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt
Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 
Pinot noir gør sig i reglen ikke godt uden for Bourgogne, men denne er helt ok. Lidt syltetøjsagtig, men med gode toner i næsen, fyldig og blød. 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 

Le Arche, Ripasso, Valpolicella... 50,-

**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 18. februar
Denne ripasso er italiensk for begyndere, som ikke kan gøre nogen fortræd. En ripasso til lav pris med middel fylde, middel duft, middel charme. Den er ikke for meget! Le Arche er som Silvano Piacentini et mærke fra PWS, som leverer en stor del af Sallings italienere, bl.a. Gemma Barolo & Co. 

09/02/2021

En vildt naturlig Rhone topper

Den bedste vin i denne klumme er nok den rene syrah fra Crozes Hermitage. En ung 2018, men du skal ikke gemme vinen, som er en "naturvin" uden tilsat svovl.  Men når vinen smager som en drøm fuld af frugt og saftig fylde, så laver jeg straks en gullasch at servere den til!


Bedste KØB: MontGras Reserva, Trapiche "Pure"
Bedste VIN: Crozes Hermitage "Mouvement Perpetuel", Grand Vin Pauillac + Margaux

Crozes Hermitage "Mouvement Perpetuel"... 75,-

2018 Crozes Hermitage "uden Sulfitter", bedste VIN + bedste KØB + ***** (5/5), Føtex og Bilka (partivare, ikke med rabat på Føtex' web). 
En formidabel vin til meget små penge. Intens, rig aroma, dyb og overdådig, kraftig, men afrundet og lang -ganske lækker. Men du ved aldrig med naturvine, så måske smager dne næste flaske anderledes!  
      Cave de Tain et rigtigt godt kooperativ. som også har det held at have det største areal i Crozes Hermitage. Druen er 100% syrah, og denne vin kommer fra særlige parceller i delvis økologisk drift. 
      Vinen er ikke tilsat sulfitter, dvs. såkaldt naturvin, en bevægelse, der startede i Frankrig for knap 20 år siden -og nu har bredt sig til den ganske verden. Sulfitterne tilsættes for at beskytte vinen mod luftens ilt -dvs. holdbarhed- så en sulfitfri vin skal ofte nydes ret hurtigt, inden ilten har ødelagt vinen -jeg har smagt nogle ret sjove naturvine gennem årene! Så gem ikke vinen. 
      Naturvine har ofte en særpræget smag, noget vildt og anderledes i duften og en fast, tør eftersmag. Men Crozes var anderledes -i hvert fald de to flasker smagt i december og januar! 

      Normalt må rødvin må tilsættes sulfitter op til 200 mg/l (hvidvin og rosé 300), men når vinen er tappet på vingården, tilsættes oftest langt mindre, typisk 60-80 mg/l, hvoraf halvdelen er fri, som fordamper i glasset. Så tåler du ikke rosé er rødvin bedre end hvid, og naturvin er bedst! Der ER dog en smule sulfit i vinen, som dannes naturligt i løbet af gæringen.   

Grand Vin de Pauillac eller Margaux... 129,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 11. februar, normalt 249
En flot etiket, men "Grand Vin"? En stor vin i Pauillac har navne som Latour eller Lafite og Chateau Margaux, Palmer, Rauzan o.l. i Margaux! Og dem kan du ikke få for 129! Vinen er tappet af Ginestet, ikke på slottet -og et slotsnavn leder du også forgæves efter. Vinen er formentlig frasorterede fade fra Cru Classé slotte. Jeg har smagt Pauillac '15, som var god, ikke stor (og jeg betalte 149, surt). God 4-5 år gammel, men krævede 1-2 år mere. Margaux ikke smagt. 
      Ginestet er et af de bedre huse i Bordeaux. Før var vinene tappet på ejendommen -hvis navn dog ikke nævnes- men nu er de alle tappet af Ginestet. Familien bag Ginestet ejer slotte i både Pauillac (Haut-Bages Libéral) og Margaux (Ferrière, Gurgue). Led efter årgange som  2015 eller 2016. Her er en fair chance for et dyrt navn til en overkommelig pris -men stadig vil jeg foretrække f.eks. Fourcas-Dupré 2014 eller Petit-Caillou 2015, hvis de igen kommer på tilbud i Irma. 

MontGras Reserva, rød eller hvid... 39,- 

Chile, bedste KØB + ***** (5/5), Føtex og Bilka, gælder hele februar
Pinot Noir fra Leyda (4*), Carmenère, Merlot og Cabernet-Sauvignon fra Colchagua (5*),  chardonnay fra Central Valley (3-4*), Sauvignon blanc fra Leyda (5*)
      MontGras er stort hus ejet af Cristián Hartwig og Eduardo Gras, med Eduardo's brother Hernán som vinmager. Huset ejer flere vingårde, ialt 900 hektar i gode regioner. 
      Vinene er alle meget gode til prisen. De lagrer stort set ikke i eg (trods teksten på bagetiketten -egen er mest egestave stukket ned i tanken). Sidst foretrak jeg cabernet og pinot noir, men et par flasker senere har jeg også hvid sauvignon med på listen, mens den lidt vegetabilske grønne carmenère måske er bedre om et års tid på flaske. Chardonnay er ikke så spændende, synes jeg. 
      Jeg finder disse "reserva" vine meget bedre end Montgras' 3 liter BOX vine 129, 4*) -og lige så gode -måske endda bedre- end Selaks vinene fra New Zealand (4*, 75,-).

Trapiche "Pure", frit valg... 45,- 

Argentina, Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 11. februar, Rød malbec, hvid sauvignon, rosé

Den røde malbec har åben, overdådig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb!  
Den hvide har god frugt, men har ikke den  præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er små 5* værd til 45 kr! Rosé er pæn. 
Bedre -og normalt dyrere- end Trapiche "oak cask", selvom den ikke er præget afde dyre egefade. Vinen kommer fra det fine, højt liggende Valle de Uco, mens de almindelige Trapiche ofte kommer fra lavere liggende marker i Mendoza. 

Foto: Trapiche kommer fra Mendoza ved foden af de snedækkede Andes bjerge. "Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

Ripasso Classico, Righetti, Valpolicella... 59,-

***** (5/5), Føtex, 2018, ej smagt.  Ja, jeg er bestemt ikke Amarone-fan, men kan egentlig meget godt lide denne ripasso, hvor frugten er ren og smagen rimeligt tør, suppleret med rund fylde med fint syresmæk. Jeg husker dog god Righetti i 1990erne, bl.a. solgt af Sigurd Müller. Jeg har kun købt Righetti et par gange siden . Men prisen er lav, så du får god vin til prisen. 

Crémant Calvet, Bordeaux, Brut eller rosé... 49,- 

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 11. februar
Etiketten er flot, men meget andet er der ikke at sige om crémant'en, selvom den er godt køb. Den hvide har en ren duft uden større karakter, som går igen i smagen. Vinen laves på Champagne-metoden, men er lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. Køb kun brut, som i øvrigt ikke er så tør, at det gør noget. Den tørre rosé er nok bedre, men ikke smagt. 5* i BT. 
      Historien om Calvet er næsten bedre end vinen: i 1870 kom den første Calvet til Bordeaux for at sælge Rhône, i særdeleshed Hermitage, som var populær hos de andre vinhuse, som mente at  Bordeaux ville smage bedre, hvis den blev blandet med lidt Hermitage. Dengang helt lovligt, men det fortsatte vist også, da det blev forbudt!           
      Med tiden blev Calvet et vigtigt hus, som også ekspanderer med smukt hus i Bourgogne, som stadig ses (dog uden navnet Calvet) på ringvejen i Beaune. Efter nogle slemme år blev navnet i 2007 købt af GCF gruppen. GCF har også navne som Dulong (Irma), Alexis Lichine (Netto), og Louis Eschenauer (Vinmedmere). Så formentlig er Netto's Lichine crémant identisk med Irmas og denne vin. Men synes Calvet-etiketten er flottere!  
      Føtex sælger også Calvet Chablis (89, 3*) -en absolut forglemmelig vin, som jeg til alt held kun har smagt én gang. Groft sagt glædede det mig næsten mest, at vinen havde skruelåg. Køb kun Chablis tapept i Chablis eller nærmeste omegn.  

07/02/2021

Franske GSM er bedst, men...

Vi kan vente et overflødighedshorn i Brugsen! I dag er Rhone det store forbillede, men trods Chateauneuf & Gigondas er Australien løbet med æren for navnet "GSM": Grenache Syrah Mourvedre. Down Under forvandlede gode vinmagere grenache og syrah -som de anså for konsumdruer- til Grange Hermitage og andre. 

De to GSM er i dag fra Frankrig -den franske Revolution Solaire og Meffre's altid pålidelige Plan de Dieu -herlige navne -én for Solguden og én for Guds enge! Men endnu bedre er nok Terrunyo fra Chile og Faustino I fra Spanien... 

Bedste KØB:  Revolution Solaire "GSM", la Chasse "Plan de Dieu"Pfaff Riesling "Jupiter"
Bedste VIN: Terrunyo cabernet-sauvignon + carmenèreFaustino I, Rioja Gran Reserva

Revolution Solaire "GSM", Sydfrankrig, kr/fl. v.2: 49,50

2 fl. 99, Grenache-syrah-mourvèdre, Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar
Endnu en flot ny vin hos Coop, som blev testvinder med 6* i Vinbladet, hvor Erik Skovenberg skrev: "Krydret duft af sorte skovbær. Intens smag af sort bærfrugt, julekagekrydderier og chokolade i perfekt balance med frisk syre og modne tanniner. Topkvalitet". 
      Endnu ikke smagt, men kender hr Bousquet's hovedvin, Grand Moulin Corbières fra god ejendom ikke langt fra Carcassonne. Denne GSM laves vist nok på godt, lokalt kooperativ. Til 50 kr et topkøb! Måske endda bedre end...: 

la Chasse "Plan de Dieu", Rhône Villages... v.2: 54,50 

2 fl: 109, Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar
En solid, ligefrem grenache-syrah med solid fylde, krydret ren frugt og afrundet smag. Hvis du bor på Sjælland og er 50+, kan du måske huske en almindelig Plan-de-Dieu Rhône,  tappet i Danmark for Irma. Dengang en god, men ret jævn Rhône, som i dag er blevet til Village med lavere udbytte pr vinstok og bedre vin -men stadig fra Gabriel Meffre! 

Diablo "Dark", red blend "666"...  2 fl: 149,-

2018***** (5/5), SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 11. februar

En "Dark Red" til Mørkets Fyrste, Djævelen! "666" er ikke GSM, men malbec og syrah lagret i små egefade 6 måneder, 6 uger, 6 dage -666 = djævelens tal! Dybt farvet, intens aroma af moden frugt; fløjlsagtig, kraftig, afrundet, men med fine mineralske noter -djævelsk attraktiv, tør jeg knap sige. Vinen kommer fra Concha y Toro i Chile. 

Terrunyo, cabernet-sauvignon eller carmenère... 99,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar, normalpris 199,95 

Med Terrunyo er vi oppe blandt den øverste 1% af Chiles vine og blandt de store vine fra de 2 Amerika'er.  

     Vinene kommer fra særlige marker, som er anført på den detaljerede etiket. F.eks. er cabernet fra las Terrazas marken i husets Pirque vingård i Maipo dalen. Druerne gror i 650 meters højde, høstet i hånden osv osv. og lagret 17 måneder i små egefade. 
      Rydberg gav 2016 5* med ordene"En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere." Den lokale, gode Descorchados giver vinen 97p/100. 
      Carmenère 2018 er sværere at smage, men også sjovere! Fra Peumo vingården i Cachapoal. Druen forsvandt helt i Bordeaux under phylloxera'en i 1870erne, men var inden da kommet til Chile, dog under navnet merlot, hvor den er signaturdruen! Druen er svær at gro, da den modnes langsomt. Camenère er også vendt tilbage til Bordeaux, men de få jeg har smagt, har haft det grønne præg, som ofte præger Chiles carmenère. 
      Erik Skovenberg kunne i Vinbladet godt lide 2018 (5*): "Dyb violet. Indbydende duft af solbær, eukalyptus og tobak. Kraftfuld, harmonisk smag af rød bærfrugt med pikant grøn tone, flot længde og modne tanniner". 

Faustino I, Rioja Gran Reserva..... 109,-

2009, bedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar 
Jeg har før anbefalet denne vin, som i Spanien koster godt 150 kr og også 100 i Bordershop. Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, men en ungdommelig smag antyder at vinen udover2-3 år i små egefade også har lagret en tid i stål før tapning. Ansete Peñin giver vinen 92p/100, mens WIneEnthusiast svæver op på 93p, mens Tim Atkin går ned på 89p. Men under alle omstændigheder -en flot vin til 109! Den kan sagtens gemmes 3-4 år eller længere. 
      Flot, men har de smagt lot "K" på 246.792 flasker, som jeg har købt et par gange? Men uanset hvad er vine bedre end de brunello'er og amaroner, der fås til denne pris!
      Faustino I skiller sig ud ved ikke kun at være tappet i området -Rioja- men også på"Propriedad", dvs. vingården, i Oyon i Alavesa nær Logroño.


Emiliana "Adobe", rød/hvid/rosé, frit valg... 40,-

rød cabernet, carmenère eller pinot noir, hvid gewurztraminer, viognier eller chardonnay, rosé cabernet-syrah, Chile***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar
Vil tro, Adobe er identisk eller tæt på Irma's Novas. Samme Emiliana, samme Reserva (og samme Coop). Men lidt billigere i Brugsen! 
      Kun et par smagt uden større entusiasme, men kan se, at '19 carmenère fik 5* i Politiken og andre har smagt mere end jeg. Og hvor meget gewurztraminer kan du få til 35? Eller viognier? 

      Superbrugsen/Kvickly tilbyder også Hardy's Nottage Hill, rød/hvid til 129 for 3 fl (43 v.3, 3-4*). Jeg kan ikke sætte en finger på vinene, for de forsvinder mellem fingrene. Totalt anonyme. 

Chianti Classico "Storia Famiglia", kr/fl v.2: 54,50

2 fl: 109,  ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar

En god Chianti med afrundet fylde og positiv ren duft med bær og krydderi, ganske runde tanniner for sangiovese druen -en god vin til vinterens solide retter. Nydes ved 16 grader
Cecchi har haft 125 års jubilæum som familiehus. Huset er dog først begyndt at vokse i de senere år, hvor de fandt ud af at sælge middelmådig Chianti og toskaner vin til de store kæder.

Amarone 2016 "Terre di Verona"... 109,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar. Den bør måske have 5*, men som amarone er den på det jævne -kun Coop's eget blad Vin&Co har givet den 5*. Kommer fra kooperativ i den sydlige del af regionen.       

Canaja "Gold", Verona... 6 fl: 299,-

**** (4/5), Kvickly og Superbrugsen,, indtil torsdag 11. februar
Ikke en vin, jeg vil købe, men tilbuddet er godt, hvis du er til amarone'agtige vine med 14,5%, sødlig drueduft og en antydning af sødme i eftersmagen. Vinen kommer fra Villa Annaberta, som laver god ripasso og amarone På Coop.dk nævnes en almindelig Canaja -har jeg smagt- men om denne er anderledes eller bare en ny tapning, ved jeg ikke.  Vinen siges at komme fra Verona-området, men er i stil ikke ulig primitivo o.l. 

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace... 59,-

med Coop-app, Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar
Pfaff er for mig en god riesling, tappet på vingården. Ren aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse. 

Pfaffenheim er en hyggelig by syd  for Colmar, og denne by kommer fra byens kooperativ, som har 60 år bag sig. Kælderen omfatter ca. 200 hektar, som også dækker dele af Gueberschwihr, som er kendt som fødeby for Humbrecht familien fra det legendariske domæne i Turckheim. Kælderen laver god, ikke stor vin, men absolut ok. Godt køb

Yealands sauvignon eller pinot noir, New Zealand ... 2 fl: 149,-

Marlborough, New Zealand, ***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar
Den har fået nyt udstyr, hvor etiketten antyder -vinstokkene (det grønne) gror tæt på havet (det blå). Vinen er nu tappet i England og ikke længere på vingården. De er dog stadig ganske glimrende og godt køb (til normalprisen 99,95 må den dog nøjes med 4*). Den hvide sauvignon er bedst, med rig aroma og sprød syre Den røde pinot noir er ok, men mangler dybde, midte og karakter iden smagte (2019) årgang, desværre. 

Barbera d'Asti "Ibis"... 50,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar. Ikke en vin, du kan finde på Sarotto's web, dvs. vinen købes ind udefra. Ej smagt, men nok rimeligt god -har da fået guldmedalje i Barlin. Frugtig og kraftig, men lidt for rund til at være barbera classic, dvs. med meget frugtsyre
Fås også som hvid (Cortese, men bordvin, smagt sidste år, neutral, men ren og frisk) og rosé (ej smagt) 
      Vinene er formentlig identisk med Sarotto-vinene i Irma, Berbera i rød og Challis i hvid og rosé (som koster op mod 100, når den ikke er på tilbud), så du kan lige så godt købe dem i Superbrugsen!       

Clarkson Estate zinfandel... 59,-

med Coop-app, 2017 Lodi California , **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11. februar
Der skal nok være rigtig mange Out There, der vil give denne vin fuld skrue med 10*. Og vinen vil imponere ikke mindst amarone tifosis, selvom den ikke har så meget frugt. Men for mig er den rodet og med mere marmelade end godt er -og for mig trækker 15% alkohol ned, når der ikke er så meget bund i vinen. Men den får 4* for lav pris for californier! 

Spier "Vintage Collection", rød/hvid/rosé... v. 6 fl: 46,50

6 fl: 299, rød cabernet-blend, rød GSM (grenache, shiraz, mourvèdre), hvid riesling, hvid chardonnay-chenin-viognier, rosé, tappet i Danmark
***** (5/5), SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 11. februar
Spier's P.S sidste uge var bedre, men denne er ok og godt køb. Normalprisen (99,95) er helt hen i vejret, men den pris er nok også kun gyldig, når der næsten intet sælges! Vinene er meget kommercielle med masser af fylde og sød frugt i duft og smag -ingen mærkbar eg og en afrundet blød smag. Cabernet er ganske overbevisende, ren frugt og fylde, GSM er mere krydderi (men ikke for meget), ret let i smag trods 14,5% alkohol. Poleret! Jeg foretrækker det hvide chardonnay blend for riesling, men begge er ok. Den lyserøde siger mig ikke noget.