Søg i 1200 opslag:

18/10/2020

Rhône & Co fra Frankrig og Spanien -men Chile er bedst i Brugsen

Druerne grenache, syrah og mourvèdre blev af australiere forkortet til GSM, som er basis for næsten alle vine fra Rhône dalen. For ikke så mange år siden så vinsnobber ned på disse vine, men i dag er GSM vinene højeste mode -og det forstås, når du smager tre af de gode køb i denne uge. 


Legenden Torres' første vin var baseret på GSM -Sangre de Toro ("Tyreblod") blev først tappet i 1940erne og blev en bestseller. Hans "Gran" vil være et hit hos de fleste, et par tænder bedre end danske Hammekens Capa Single Vineyard fra Mancha. Frankrigs Lirac og Plan de Dieu er finere, men er lidt fastere i kødet og en mere åben bærduft. 
    Ugens bedste vin er dog Terrunyo fra Chile, særlige enkeltmarksvine, som viser, at Chile kan måle sig med de store vinlande i dag -og stadig sælge til en rimelig pris. Vi slutter af med en god Portvin og en excellent Cognac, som også er et rigtig godt køb. 

Bedste KØB: Torres Gran Sangre de ToroLirac "les Grands Cyprès", 

Salice Salentino EpicuroGrüner Veltliner "Lenz Moser"Mouton-Cadet, BordeauxOPI barrel selection rød/hvid

Bedste VIN:  Trivento Golden Reserve, Terrunyo, cabernet, carmenère eller sauvignon

Torres Gran Sangre de Toro , reserva... 50,-

Bedste KØB, 2016 Catalunya ***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober
Dette er faktisk et rigtigt godt tilbud -vinen koster 65 kr i grænsebutikkerne og 90 kr i Spanien, så denne vin er ugens bedste køb til en flad 50er! 
      Torres'  almindelige "Tyreblod" er behagelig, men denne er markant bedre, selvom den ikke længere er Penedès, men "blot" Catalunya. Typisk Rhône-blend på garnacha, cariñena og syrah med lidt eg. Meget fyldig uden at være tung, behagelig med krydret duft og god eftersmag -nydes let afkølet.

Lirac "les Grands Cyprès"...  50,-

Bedste KØB***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober

Lirac er som Châteauneuf en af Cru'erne i det sydlige Rhône og som sådan højt hævet over en "almindelig" Rhône, så ordet Rhône nævnes end ikke på etiketten. Set i både 2016 og 2017 -begge topår- og vinen er flot med positive toner i næsen og solid fylde, som holdes i skak af en god mineralitet, der giver friskhed -flot nu, nok bedre om et par år. Egnet til krydrede retter. Tappet af Meffre i Gigondas, et af de store huse i det sydlige Rhône og et hus med en rimelig god kvalitet. 

la Chasse "Plan de Dieu", Rhône Villages, medlemspris.... 2 fl: 109,- 

Bedste KØB, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober
En solid, ligefrem Rhône med solid fylde, krydret ren frugt og afrundet smag. "Guds plæne" er et ret fladt, stenet, vindomsust område nord for Orange på vejen mod Cairanne, som i stil kan minde om både Châteauneuf og Cairanne, men nok lidt mindre forfinet. 
      Hvis du er 50+ og bor på Sjælland, kan du måske huske, at Irma i 1970-80erne solgte Plan-de-Dieu Rhône tappet i Danmark, som kom fra Gabriel Meffre -som leverer vinen den dag i dag! Vinen var dengang en standard-Rhône, i 2005 blev den til Rhône Village. Og vinen er blevet ikke så lidt bedre.

Mouton-Cadet, Bordeaux... 59,- 

En god Bordeaux, dyb farve, positiv frugt, middel fylde, lidt tør, men afrundet og pænt lang. God allerede nu, men nok bedre om 1-2 år, Godt køb og en god vin til f.eks. lammefrikassé. 
      I mine unge dage købte ældre kunder ofte denne vin i den tro, at det var den "ægte" Mouton, dvs. Mouton-Rothschild. Som dengang kostede 6-7 gange mere end Cadet'en. I dag er Mouton med efternavnet Rothschild forrykt i pris, 60-70 gange højere pris end Cadet! 
      Og jeg måtte forklare dem, at Mouton med efternavnet Cadet ikke er en yngre kadet fra Mouton, men en almindelig Bordeaux -og tilmed den mest solgte Bordeaux af alle (produktion oplyses ikke, men omkring 20-25 millioner fl/år), som ofte hentes i kooperativer i Entre-deux-Mers. 
Foto: Vinen blev skabt af baron Philippe de Rothschild af Mouton's mindre gode årgange 1930-31 og fik navnet "Cadet" (familiens yngste!). Vinen blev en succes og de følgende år var selve Mouton så god, at baronen måtte hente vin fra andre vingårde. 

      Vinen var flot engang -jeg husker en superb 1934 og en 1947 af høj klasse. Men salget steg og steg -godt hjulpet på vej af navnet. Blandt snobber er det populært at hakke på vinen. Men den er faktisk god -typisk 65% merlot og 35% cabernet, som har lagret med lidt eg.     

Salice Salentino "Epicuro" riserva... 50,-

Bedste KØB, *****  (5/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 22. oktober

En rigtig kioskbasker af en vin, som alligevel har lidt mere kvalitet. Rig aroma, fyldig, rund og pænt lang. Derfor 5*. Salice er den måske bedst kendte DOP i Puglia og skal leve op til lidt skrappere krav end de normale Puglia vine. Ordene riserva har ingen betydning for vine fra Puglia, der generelt skal nydes unge. 

OPI barrel selection rød/hvid... 40,-*

Bedste KØB, rød cabernet sauvignon, malbec, hvid chardonnay
***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober 
*): pris med Coop medlemskort


Den mest kendte af vinene fra Argentinas Mascota. Vinene kalder sig "barrel selection", dvs. de har set lidt eg, men det smages ikke. 
      OPI vinene har med rette vakt opsigt for vinene, som er vellavede i en kommerciel, international stil, fyldig, men ikke ligegyldig smag med indbydende frugt og pænt lang smag. Måsk
e er malbec bedst, men det er tæt løb. Vinene er kreeret af Rodolfo Sadler. Hans Mascota - i reglen fra egne vingårde- er en nyere tilføjelse, som er lidt mere forfinede i stil, men også fremragende køb. 


Grüner Veltliner "Lenz Moser"... 59,- 

Bedste KØBØstrig, 2019, ***** (5/5)  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober

Frisk og let vin med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men meget god til prisen.
       Lenz Moser (1905-78) revolutionerede vindyrkningen, da han fandt på at lade planterne vokse højt og med længere mellem hver plante. Det betød mindre skade ved frost, mindre arbejde og godt udbytte, selvom der var færre vinstokke pr hektar. Hans metoder ses i dag over hele verden.
     Hans vingård (foto) har siden 1986 tilhørt VOG, der har gjort firmaet til det største i Østrig. Vinene er dog stadig glimrende, selvom puritanere nok vil foretrække dem fra naboen Sepp Moser (søn af Lenz).

      Både Brugsen og Salling gruppen sælger også en billigere grüner veltliner (på tilbud 35-39 kr). Disse er tappet i enten Tyskland eller Danmark og oftest anonyme på grænsen til det kedelige. 

Canaja "Gold", Verona... 6 fl: 299,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober

Denne type vine er ikke min kop the, men tilbuddet er meget godt, hvis man er til amarone'agtige vine med 14,5%, sødlig drueduft og en antydning af sødme i eftersmagen. 
Vinen kommer fra Villa Annaberta, som faktisk kan lave god Amarone, men jeg eer nok ikke helt uhildet -og har ikke smagt denne særlige udgave.  På Coop.dk nævnes en almindelig Canaja -har jeg smagt- men om denne er anderledes eller bare en ny tapning, ved jeg ikke. Vinen siges at komme fra Verona-området, men smager nok mere i stil med en primitivo o.l. 
      Samme Villa Annaberta leverer også en mere daglig vin, Jairo (6 fl: 199, 5*), ej smagt. Desuden den glimrende Villa Annaberta Ripasso Valpolicella (69, 5*), som er en rigtig god ripasso. 

Trivento "Golden Reserve", cabernet-sauvignon... 99,-

***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober, normalt 199.  En af topvinene fra det argentinske hus, som ejes af Concha y Toro i naboen Chile. Fra Valle del Uco og lavet i Bordeaux'agtig stil, dvs. fast snarere end generøs, af og til med lidt grønt. Set i 2016. 2017 fik 90p/Parker. 

Terrunyo, cabernet, carmenère eller sauvignon... 99,-

Bedste VIN, ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober, normalpris 199,95 
Disse Chile vine er blandt de bedste fra giganten Concha y Toro (foto). I Københavns lufthavn er prisen 229, så 89 er lidt af et fund! 
      Vinene kommer fra særlige marker, som er anført på den meget detaljerede etiket. F.eks. er cabernet fra las Terrazas marken i husets Pirque vingård i Maipo dalen. Druerne gror i 650 meters højde, høstet i hånden osv osv. og lagret 17 måneder i små egefade (mens carmenère meget fornuftigt nøjes med 9). 
      Alle 3 har fået 5* og omkring eller over 90p i diverse guider. 
      Sjovest er måske vinen på druen carmenère fra Prumo Vineyard. Druen er en af Bordeaux' mest sjældne druer, men også Chiles signaturvin (hvor den dog sjældent er i top, da den er svær at modne perfekt). Rydberg gav 2016 5* med ordene"En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere." Cabernet'en er næsten bedre, sauvignon fra Boldos markern er også flot.


Capa "Single Vineyard", 6 fl. i trækasse... 279,-

2018 Single Vineyard, tempranillo
= 46,50 kr/fl, ***** (5/5), Kvickly og Superbrugsen indtil torsdag 22. oktober , norm: 599,70

      Det store dansk-ejede Hammeken Cellars ved Alicante leverer denne vin, hvor druerne er druer fra tempranillo vinstokke fra stor mark mellem Alicante og Madrid. 
      Den danske vinmager David Tofterup har lavet vinen, som er kraftig, rustik, men afrundet med let krydret duft uden præg af 6 måneder i små egefade. Vinen er god uden at imponere, men en flot trækasse gør vinen til et godt køb. 

Pocas LBV, Late Bottled Vintage Port... 99,-

***** (5 /5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober. En rigtig god LBV, som måske viser en ny stil for huset, som har været hos Coop i årtier. En rigtig Port til en mørk efterårsaften. Meget mørk, moden rig frugt, ganske kraftig og god længde. Ufiltreret, så vinen kan også gemmes nogle år, selvom den er herlig nu. Set i 2013 og 2015. 2015 får 89-91p/Parker.

Hardy XO Cognac... 229,-

Fine Champagne 40%, ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 22. oktober,
En meget flot Cognac til en utroligt lav pris. I sig selv garanterer XO lige så lidt som VSOP kun for en minimumskvalitet (og XO skal være lagret 5 år). Men Hardy er et af de mere etablerede huse, som lagrer sin Cognac længere (især i dag, hvor salget er dalende!).
      En Fine Champagne (blev af 50% hver af Grande Champagne og Petite Champagne), de bedste områder. WineEnthusiast giver den 90-95p/100, med ordene: "Savory bouquet is ripe and fruity through all sniffings. The stunningly elegant flavors marry ripe pear, roasted almond and apricot scents to cheese-like rancio. Finishes firmly and long. An opulent, plump style". 
      Hardy blev grundlagt af engelske Anthony Hardy i 1863 og var engang et af de førende, mindre huse i Cognac. Under en krise gik det fallit og tilhører i dag et kooperativ som en del andre, bl.a. Polignac. Men der er stadig en kvindelig Hardy med i ledelsen, og de laver stadig god Cognac! 

16/10/2020

Flot Ripasso og klassisk Grand Cru

Kom ikke og sig, at jeg ikke kan lide Ripasso og Amarone, når jeg i dag vælger Ragose's Ripasso til klummens bedste køb! Vinen har den lækre aroma, men også en friskhed og længde, som skiller den ud -superflot til 80 kr! 

Meny leverer også en meget flot Grand Cru St Émilion fra det fine år 2015 samt en moden Gigondas af høj kvalitet. De andre vine er måske mindre spændende, men jeg kan også godt lide de økologiske Piemonte vine. Den sydafrikanske Robertson er i stil ikke ulig Spier, som du kan finde i Coop -så hvis Brugsen ikke har tilbud på Spier, så gå i Meny! 

      Vi slutter af med historien om giganten GCF, der gik fra whisky og konsumvin som JP Chenet til luksusvin... 

Bedste KØBLe Ragose, Ripasso Valpolicella
Bedste VINVieux Combes 2015 Grand Cru, Gigondas 2016 "Olivier & Laffont"

Le Ragose, Ripasso Valpolicella... 79,- 

Bedste KØB, 2016, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober
En vin med rig frugtaroma, rank, fast, middelfyldig vin med lidt fedme holdt i skak af fast syre -dybere og mere spændende end de overfede vine, som ofte ses. Jeg har ikke smagt denne "Classico" så ofte, som jeg burde, men har altid haft respekt for le Ragose, der var blandt de første "New Wave" vingårde i et traditionelt Valpolicella. 
       Ejeren var konsulent for flere kooperativer, inden han sammen med hustruen Marta købte en forladt vingård i 1969 i Classico nær grænsen til Valpantena. De 55 hektar ligger ret højt (250-400 meter) og ledes i dag af sønnerne Paolo and Marco Galli, som leverer lige så fine vine. Parker's Monica Larner gav 2015 90+p/100.

Gigondas 2016 "Olivier & Lafont"... 125,- 

Bedste VIN, Rhône, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober. 
93p/WineEnthusiast. Et ret nyt, stadig lille vinhus, som arbejder med mest mindre vinbønder. Generelt meget frugtige, tilgængelige vine, som sjældent ser eg -som denne fra grenache (70%), som lagrer et år i cement. Synes nok, at 93p er en meget entusiastisk vurdering, men det er flot grenache, hvor de 15% alkohol er godt skjult under masser af urter og krydderi.  

Vieux Ch. des Combes 2015, Grand Cru... 125,- 

Bedste VIN, St Émilion, ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober
92p/WineEnthusiast. En klassisk merlot (65% + diverse cabernet) fra rigtig godt år, leveret af Cantin, en fin vingård på noget af den rigtige limstensjord ikke langt fra selve Saint Émilion. Slottet blev bygget i 1600-tallet af benediktinerne og skiller sig ud fra naboerne ved altid at have haft vin. Jeg vil tro, at Combes er samme vin som Cantin, bare en anden etiket. 
      Roger Voss skriver i WineEnthusiast: "A richly tannic and structured wine. It is firm, textured and concentrated. Dark chocolate as well as black-plum flavors give the wine its serious richness. It needs time; drink from 2024". Jeg ville nu allerede nu tage hul på vinen, selvom den nok vil have godt af 1-4 år mere. 
   
Foto: For nogle år siden blev Cantin købt af Joseph Helfrich, som dermed træder ind i en lang række vinkøbmænd, som har tjent en formue på konsumvin, som de nu bruger på luksusvine. Blandt de andre i klubben er familien Castel (som nu ejer Beychevelle), Boisset og Bernard Magrez (Pepe Clément). 
      Helfrich skabte i 1970erne giganten GCF, der trods adresse i Alsace blev store med whisky fra Skotland (Cromwell) og Comte Joseph Cognac (!), siden en sødlig konsumvin som JP Chenet, før de for alvor begyndte at sælge den lokale vin fra Alsace med navne som Arthur Metz, Laugel og andre. 
      Siden gik turen til Bordeaux, hvor de opkøbte mærker snarere end kældre med gamle, fine navne som Louis Eschenauer, Cruse, Alexis Lichine og Dulong. Så kom turen til Bourgogne (Moillard, Francois Martenot osv), Loire osv -og på det seneste også Tyskland med Peter Weinbach (se herunder).

Peter Weinbach, Riesling Mosel ...  2 fl. 100,-

Medium Dry, **** (4/5)Meny, indtil torsdag 22. oktober
Ej smagt, men en kyndig ven siger god for den -let hvid med frugtsødme og frisk syre med lidt blomst i næsen. 
      Jeg elsker druen riesling i næsten alle dens former og er egentlig godt tilfreds med, at vi er sluppet af med de fleste af de billige Piesportere, der hærgede vinhylderne indtil for 10-12 år siden. Vinen var nok fra Mosel, men med lille eller intet præg af druen riesling -Dr Loosen var først med at sælge en ren Mosel Riesling uden bynavn -siden fulgte naboen Bergweiler efter -og siden de fleste andre! 
      Men Bergweiler ligger ved Mosel -men sælger riesling fra Rhinen- ligger Peter Weinbach i Mainz ved Rhinen, men her sægler en Mosel. Huset er for nylig købt af giganten GCF i Frankrig (se herover). 
      Meny tilbyder til samme pris Chianti Barbanera og en pinot noir og chardonnay fra Labouré-Roi. Huset ligger i Bourgogne og var for nogle år siden involveret i skandale med forfalsket Bourgogne. Vinen er sikkert ok, da denne vin IKKE er Bourgogne, selvom huset ligger her. 

Robertson Winery, rød eller hvid ...  6 fl: 189,95

= 30 kr/fl, **** (4/5)Meny, indtil torsdag 22. oktober. Jeg kan godt lide den klassiske etiket, og Robertson er et varmt, men godt område i det indre af Sydafrika, som leverer en god del af Western Cape's vine. Vinhuset er et stort kooperativ med 2000 hektar ejet af 35 familier. Vinen er formentlig tappet i Danmark af Globus i Brøndby, men er umiddelbart drikbare -og glimrende køb til 30 kr! 
      Jeg vil umiddelbart foretrække den frugtige cabernet, men shiraz er også god som også chardonnay. Ingen dikkedarer, men vil, der vil tilfredsstille de fleste. 

Piemonte, barbera eller bianco, øko ...  49,95

San Silvestro, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober. Klassisk barbera med mere frugtsyre. Og den er slet ikke bedre end alle de barbera'er, man kan få til 30-40 kr hos Coop og Salling -men rød og hvid har begge en herlig friskhed og frugt plus lidt fylde, som skjuler den unge tannin -og så er ejeren af San Silvestro en sympatisk fyr! Ja, jeg vil endda foretrække Asti'erne fra Vinchio, du kan få i Føtex, Netto og Bilka. Men begge vine er økologisk! Derfor 4*. 
      Den hvide er formentlig lavet især på den lokale drue cortese, men den røde er lavet på barbera, som eer hoveddruen i Piemonte. Druen kan yde ganske meget, men vinen bevarer sin stil -farve, frugt og friskhed. Herlig osso buco-vin! 
      San Silvestro bor på lille vingård ved Bussia i Barolo, men køber de fleste vine fra andre i regionen. 
      Meny sælger til samme pris en række andre vine, bl.a. Queen's Bay sauvignon NZ (3*, ikke typisk New Zealand), en Ripasso af ukendt observans, men som nok skammer sig ved siden af Ragose! Plus et par andre, som jeg ikke vil bruge plads på. 

Beringer "Classic" California, rød, hvid, rosé... 50,-

California, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 22. oktober (rosé dog kun 2*). Rigtig mange vil elske den røde , som er en indbydende, kommerciel "sødsuppevin +", som også den hvide chardonnay -vine du drikker uden at tænke over det! Den lyserøde zinfandel er en børnevin, der er forbudt for børn

    Kan jeg ikke rose vinene meget, så elsker jeg vingården, som nok er et besøg værd, hvis det en dag igen bliver muligt at rejse Over ThereBeringer ligger i St. Helena, en hyggelig by i den nordlige del af Napa. Huset har lavet vin uafbrudt siden 1876 -det overlevede Forbudstiden 1919-34 ved at lave altervin! Foto viser Rhine house, som er historisk mindesmærke. 

    Beringers bedste vine er alle fra Napa og Knights Valley, men de vine, du ser mest (Classic og Founder's Estate) er blot "California", dvs. formentlig fra området omkring Lodi, hvor druerne er helt anderledes billige (og ikke så gode). 

    Familien Beringer solgte i 1971 til Nestlé. Efter yderligere et par ejerskifter har det siden 2011 været ejet af australske Treasury (bl.a. Penfold's, Wolf Blass og Lindemann). Men en Beringer er stadig ledende vinmager for huset, så familien kan stadig ses i Napa! 

15/10/2020

God amarone i Føtex og boring Bilka

Trofaste læsere vil vide, at jeg ikke er nogen stor amarone-tifosi. Jeg er simpelthen mættet af de tunge blockbustere, som desværre ofte er mere stærke og søde end forfinede. Ofte kan jeg bedre lide ripasso -som i teorien er lavet på kvaset fra amarone- eller endog en frisk Valpolicella, men jeg indrømmer da gerne, at Manara er bedste vin i klummen. 

Årsagen er banalt en svag konkurrence! Bilka er helt uden for konkurrence med nogle gengangere, som jeg næsten ikke kan bære at skrive om igen -mens Føtex trods alt har nogle sjove vine, der er værd at købe -både Manara Amarone (trods de 16% alkohol) og den glimrende reserve fra Periquita. 

      Jeg savner det gamle Bilka! Hypermarkedet har stadig masser af god vin (mange til fælles med Føtex), men for en tilbudsjæger er Bilka blevet til lidt af en ørken. Trist! 

Bedste KØBCastaño "Hécula", Monastréll. Periquita ReservaWolf Blass Red Label rød + sparkling, Trapiche "oak cask"

Corte Manara, Amarone Valpolicella... 149,- 

Bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Manara er en god vingård i Valpolicella Classico, som er et par nøk op fra le Arche, Lamberti & Co. 
      Meget rig aroma med bær og frugt, magtfuld (16 %), med koncentreret bær, ganske elegant og med kun meget svag sødme -slet ingen dårlig ledsager til det sure og søde juleaften eller blot en mortensand. 
      Vingården Manara er familieejet siden 1950, men begyndte først at tappe selv i 1990erne. Den  ledes af 3 brødre og ejer 12 hektar i Classico. Det meste købes dog ind fra naboer i Negrar, Marano og San Pietro. Druerne tørres i 40-60 dage før gæring og lagring i store "botte" i små 2 år. Bilka reklamerer med 6 glas i Politiken -men det er 4 år siden, vinen fik 6 glas, i anden årgang. Men vinen koster 24€ på vingården, 180 kr.
      Til samme pris kan du få il Teo Primitivo (149, 4*, Føtex), meget dyrere end de normale Capolavaro'er og slet ikke prisen værd. Men en flot, klassisk vin uden det sødladne. Den laves af Farnese Vini, et ret nyt firma, der også står bag god montepulciano og aglianico.  

Castaño "Hécula", Monastréll... 6 fl: 199,-

= 33,16 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Hécula -Herkules!- er en stærk vin! En god vin til det kolde danske forår. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel, men en god vin. Parker gav 89p/100 til 2017, hvad jeg finder i overkanten. Men måske får amerikanerne en anden tapning (som de har betalt mere for?). 
      Castaño er det dominerende hus i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt dem meget personlige og intense. Men siden har huset, der ejes af 2 brødre, fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det gør mange glade. Druen monastréll kan nemlig give vin med meget karakter, for meget for mange! Men vinene er stadig gode, og excellente køb.  
      Castaño's vinene sælges af Sallings forskellige kæder under væld af navne. Selv den billige Molino Loco er faktisk god, og den er tæt på 30 kr, selv når den ikke er på tilbud!
      Foto: Yecla ligger nord for Murcia, en vidunderlig by, som har et smukt gammelt bycenter, bl.a. med denne katedral, hvis front er blandt de flotteste i Spanien. 
rød shiraz eller cabernet-sauvignon, hvid sauvignon eller chardonnay
***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
En ganske anden kvalitet og rigeligt de 10 kr mere værd end 1791, som Bilka tilbyder. Kun smagt cabernet og shiraz samt hvid sauvignon. Vinene kommer fra bedre områder end Western Cape, bl.a. Paarl ("Perle") og Cape region. 
Rød cabernet med rig frugt og krydderi, afrundet og pænt lang, shiraz med bærfrugt og god kraft, hvidvin med sprød friskhed og god, ren aroma. Superkøb.
Nederburg's Manor House nær Cape Town er opført af Philippus Wolvaart år 1800. Firmaet voksede, men bevarede et fint ry. Deres ædelsøde Edelkeur vakte opstandelse og blev lavet i små mængder -som blev solgt ved en auktion, basis for den årlige vinauktion, som stadig bærer firmaets navn. 
      I dag er Nederburg Sydafrikas største hus med over 30 millioner fl/år -og ejet af giganten Distell, som leverer en stor mængde vine til Salling-gruppen (den gode, billige Durbanville Hills i Netto, Nederburg og Drostdy Hof og andre i Føtex og Bilka). 

Periquita Reserva...... 6 fl: 299,-

= 49,83 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Den har lidt mere af det hele -afrundet, fyldig vin med en rund blødhed -end den normale Periquita, der i dag vel ikke er andet end en ok basisvin. Den smager omtrent som jeg husker de første Periquita'er i 1980erne. Ikke en stor vin, men en vin, der tiltaler de fleste, men stadig har kvalitet. 

      Vinen skal komme fra Sétubal-halvøen lige syd for Lisboa, hvor familien Fonseca har lavet den siden 1834. I øvrigt et flot sted at besøge, hvis vejen falder forbi. Det gamle hus er museum i dag. 

Wolf Blass "Red Label" Premium Sparkling.... 39,-

Bedste KØB, Chardonnay Pinot Noir Extra Dry, Australien, ***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
5* pga. prisen! Lavet på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Sødmen er angivet til "Extra Dry" (ekstra tør), men det betyder i inflationstider ret sød -18-20 g/liter. Kun smagt én gang, nydelig duft, men mangler længde og friskhed. 

Wolf Blass Red Label, rød eller hvid... 2 fl: 89,- 

Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-SemillonAustralien, **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
Wolf Blass ville lave vine, der "gjorde stærke mænd svage og svage kvinder stærke". Jeg er ikke sikker på, at hverken den b(e)rusende eller de 2 andre "Red Label" vine lever op til det næsten  MeToo-korrekte ønske. Vinene er uskadelige, den røde har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 99,-

Kræver Bilka+ app, ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 22. oktober
Kun hvis du ikke fik købt smagekassen (2 fl. Faustino I, 4 fl. Faustino V reserva), som var et fremragende tilbud. Men en 10+ år gammel Gran Reserva til 99 kan kun være et rigtigt godt køb. Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, som man kan forvente efter de mange år. Har du ikke Bilka-app, så kan jeg trøste dig -det varer næppe mere end et par uger, før du vil finde vinen til samme (lave!) pris i enten Føtex, Netto eller hos Coop. 
      Personligt finder jeg den kunstigt støvede flaske gyselig og den Velazquez'agtige mand på etiketten skræmmende, men -ok- vinene er lette at genkende, og de har kvalitet for alle pengene. 
      P.S: Bag-in--box fra Faustino? Føtex sælger en Faustino bag-in-box (149, 3*), god, men af tempranillo druer fra det billigere Mancha, ikke Rioja.  Men skal du have en box-vin, så vælg hellere Molino Loco (99 for 3L, 5*, Føtex), også fra Spanien, som Castaño laver på monastréll druen. En rund, kraftig vin.  

Trapiche "oak cask", frit valg.... 39,-

Bedste KØB, Argentina, 5 varianter, rød/hvid/brus, ***/*****Bilka, indtil torsdag 22. oktober
   Trapiche er et historisk hus, som var pioner for Argentina i Danmark (jeg solgte den i 1970erne og har stadig etikette fra årgang 1976)! Den jævne eksportkvalitet er ok, men "Oak Cask" er en klasse bedre og skal have lidt eg. 

Malbec og Cabernet-sauvignon (5*) er bedste køb, flot, god frugt og fylde i lidt blødere stil. En rigtig god vin, men måske lidt mere urtet i duften. Pinot Noir (3*)  lidt klodset og vulgær uden smag af pinot (Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft. 
Chardonnay (3*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. 
Brut Sparkling /4*/5) får 5* for pris (lav for fizz) og 3 for smag, dvs. 4.,Nydelig duft, nydeligt brus -store bobler- men smagen ret sød for brut. Mangler friskhed, men ok til reception ved en forsinket konfirmation! 

     Bilka har et par andre tilbud, du kan overveje, f.eks. le Arche amarone (89, 4*) og Castaño Ecologico (2 fl: 79, rød 4*, mindre god end Hécula længere oppe) samt Viña Albali rød Gran Reserva Familia eller Rueda (6 fl. 269, rød 4*, hvid 3*). 


Johnie Walker Black Label "12 år"... 179,-

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Johny Fodslaw (navnet i min ungdom) har 200 års fødselsdag i år og er "still going strong". Tillykke!  
      Mærket var så stort for 50 år siden, at mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var dengang som nu en anderledes god whisky. 
      Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 
      John Walker kom fra en fattig familie af bønder, som begyndte at sælge whisky. Single malt -og langtfra alle var lige gode. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Hans whisky begyndte også at blive solgt uden for Skotland.               
      Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label 12 år født. I dag er også en Blue og White Label kommet til. 
      Personligt vælger jeg dem fra -Black Label er både interessant og et godt køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 179! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet! 

       Famous Grouse fås i Bilka (99,95, 5*), et godt, ungt whisky blend, bedre end Grant's (89, 4*, Føtex).
     Føtex tilbyder også Bulleit Bourbon Whisky (4*), ret ung, men rigtig god, og Famous Grouse Ruby Barrel Whisky (3*). Til 129 kan du få Pampero Selección Rom fra Venezuela (129, 5*, Føtex).