Søg i 1300 opslag:

15/10/2020

God amarone i Føtex og boring Bilka

Trofaste læsere vil vide, at jeg ikke er nogen stor amarone-tifosi. Jeg er simpelthen mættet af de tunge blockbustere, som desværre ofte er mere stærke og søde end forfinede. Ofte kan jeg bedre lide ripasso -som i teorien er lavet på kvaset fra amarone- eller endog en frisk Valpolicella, men jeg indrømmer da gerne, at Manara er bedste vin i klummen. 

Årsagen er banalt en svag konkurrence! Bilka er helt uden for konkurrence med nogle gengangere, som jeg næsten ikke kan bære at skrive om igen -mens Føtex trods alt har nogle sjove vine, der er værd at købe -både Manara Amarone (trods de 16% alkohol) og den glimrende reserve fra Periquita. 

      Jeg savner det gamle Bilka! Hypermarkedet har stadig masser af god vin (mange til fælles med Føtex), men for en tilbudsjæger er Bilka blevet til lidt af en ørken. Trist! 

Bedste KØBCastaño "Hécula", Monastréll. Periquita ReservaWolf Blass Red Label rød + sparkling, Trapiche "oak cask"

Corte Manara, Amarone Valpolicella... 149,- 

Bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Manara er en god vingård i Valpolicella Classico, som er et par nøk op fra le Arche, Lamberti & Co. 
      Meget rig aroma med bær og frugt, magtfuld (16 %), med koncentreret bær, ganske elegant og med kun meget svag sødme -slet ingen dårlig ledsager til det sure og søde juleaften eller blot en mortensand. 
      Vingården Manara er familieejet siden 1950, men begyndte først at tappe selv i 1990erne. Den  ledes af 3 brødre og ejer 12 hektar i Classico. Det meste købes dog ind fra naboer i Negrar, Marano og San Pietro. Druerne tørres i 40-60 dage før gæring og lagring i store "botte" i små 2 år. Bilka reklamerer med 6 glas i Politiken -men det er 4 år siden, vinen fik 6 glas, i anden årgang. Men vinen koster 24€ på vingården, 180 kr.
      Til samme pris kan du få il Teo Primitivo (149, 4*, Føtex), meget dyrere end de normale Capolavaro'er og slet ikke prisen værd. Men en flot, klassisk vin uden det sødladne. Den laves af Farnese Vini, et ret nyt firma, der også står bag god montepulciano og aglianico.  

Castaño "Hécula", Monastréll... 6 fl: 199,-

= 33,16 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Hécula -Herkules!- er en stærk vin! En god vin til det kolde danske forår. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel, men en god vin. Parker gav 89p/100 til 2017, hvad jeg finder i overkanten. Men måske får amerikanerne en anden tapning (som de har betalt mere for?). 
      Castaño er det dominerende hus i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt dem meget personlige og intense. Men siden har huset, der ejes af 2 brødre, fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det gør mange glade. Druen monastréll kan nemlig give vin med meget karakter, for meget for mange! Men vinene er stadig gode, og excellente køb.  
      Castaño's vinene sælges af Sallings forskellige kæder under væld af navne. Selv den billige Molino Loco er faktisk god, og den er tæt på 30 kr, selv når den ikke er på tilbud!
      Foto: Yecla ligger nord for Murcia, en vidunderlig by, som har et smukt gammelt bycenter, bl.a. med denne katedral, hvis front er blandt de flotteste i Spanien. 
rød shiraz eller cabernet-sauvignon, hvid sauvignon eller chardonnay
***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
En ganske anden kvalitet og rigeligt de 10 kr mere værd end 1791, som Bilka tilbyder. Kun smagt cabernet og shiraz samt hvid sauvignon. Vinene kommer fra bedre områder end Western Cape, bl.a. Paarl ("Perle") og Cape region. 
Rød cabernet med rig frugt og krydderi, afrundet og pænt lang, shiraz med bærfrugt og god kraft, hvidvin med sprød friskhed og god, ren aroma. Superkøb.
Nederburg's Manor House nær Cape Town er opført af Philippus Wolvaart år 1800. Firmaet voksede, men bevarede et fint ry. Deres ædelsøde Edelkeur vakte opstandelse og blev lavet i små mængder -som blev solgt ved en auktion, basis for den årlige vinauktion, som stadig bærer firmaets navn. 
      I dag er Nederburg Sydafrikas største hus med over 30 millioner fl/år -og ejet af giganten Distell, som leverer en stor mængde vine til Salling-gruppen (den gode, billige Durbanville Hills i Netto, Nederburg og Drostdy Hof og andre i Føtex og Bilka). 

Periquita Reserva...... 6 fl: 299,-

= 49,83 kr/fl, Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Den har lidt mere af det hele -afrundet, fyldig vin med en rund blødhed -end den normale Periquita, der i dag vel ikke er andet end en ok basisvin. Den smager omtrent som jeg husker de første Periquita'er i 1980erne. Ikke en stor vin, men en vin, der tiltaler de fleste, men stadig har kvalitet. 

      Vinen skal komme fra Sétubal-halvøen lige syd for Lisboa, hvor familien Fonseca har lavet den siden 1834. I øvrigt et flot sted at besøge, hvis vejen falder forbi. Det gamle hus er museum i dag. 

Wolf Blass "Red Label" Premium Sparkling.... 39,-

Bedste KØB, Chardonnay Pinot Noir Extra Dry, Australien, ***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
5* pga. prisen! Lavet på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Sødmen er angivet til "Extra Dry" (ekstra tør), men det betyder i inflationstider ret sød -18-20 g/liter. Kun smagt én gang, nydelig duft, men mangler længde og friskhed. 

Wolf Blass Red Label, rød eller hvid... 2 fl: 89,- 

Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-SemillonAustralien, **** (4/5)Føtex, indtil torsdag 22. oktober, normalt 79
Wolf Blass ville lave vine, der "gjorde stærke mænd svage og svage kvinder stærke". Jeg er ikke sikker på, at hverken den b(e)rusende eller de 2 andre "Red Label" vine lever op til det næsten  MeToo-korrekte ønske. Vinene er uskadelige, den røde har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 99,-

Kræver Bilka+ app, ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 22. oktober
Kun hvis du ikke fik købt smagekassen (2 fl. Faustino I, 4 fl. Faustino V reserva), som var et fremragende tilbud. Men en 10+ år gammel Gran Reserva til 99 kan kun være et rigtigt godt køb. Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, som man kan forvente efter de mange år. Har du ikke Bilka-app, så kan jeg trøste dig -det varer næppe mere end et par uger, før du vil finde vinen til samme (lave!) pris i enten Føtex, Netto eller hos Coop. 
      Personligt finder jeg den kunstigt støvede flaske gyselig og den Velazquez'agtige mand på etiketten skræmmende, men -ok- vinene er lette at genkende, og de har kvalitet for alle pengene. 
      P.S: Bag-in--box fra Faustino? Føtex sælger en Faustino bag-in-box (149, 3*), god, men af tempranillo druer fra det billigere Mancha, ikke Rioja.  Men skal du have en box-vin, så vælg hellere Molino Loco (99 for 3L, 5*, Føtex), også fra Spanien, som Castaño laver på monastréll druen. En rund, kraftig vin.  

Trapiche "oak cask", frit valg.... 39,-

Bedste KØB, Argentina, 5 varianter, rød/hvid/brus, ***/*****Bilka, indtil torsdag 22. oktober
   Trapiche er et historisk hus, som var pioner for Argentina i Danmark (jeg solgte den i 1970erne og har stadig etikette fra årgang 1976)! Den jævne eksportkvalitet er ok, men "Oak Cask" er en klasse bedre og skal have lidt eg. 

Malbec og Cabernet-sauvignon (5*) er bedste køb, flot, god frugt og fylde i lidt blødere stil. En rigtig god vin, men måske lidt mere urtet i duften. Pinot Noir (3*)  lidt klodset og vulgær uden smag af pinot (Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft. 
Chardonnay (3*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. 
Brut Sparkling /4*/5) får 5* for pris (lav for fizz) og 3 for smag, dvs. 4.,Nydelig duft, nydeligt brus -store bobler- men smagen ret sød for brut. Mangler friskhed, men ok til reception ved en forsinket konfirmation! 

     Bilka har et par andre tilbud, du kan overveje, f.eks. le Arche amarone (89, 4*) og Castaño Ecologico (2 fl: 79, rød 4*, mindre god end Hécula længere oppe) samt Viña Albali rød Gran Reserva Familia eller Rueda (6 fl. 269, rød 4*, hvid 3*). 


Johnie Walker Black Label "12 år"... 179,-

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 22. oktober
Johny Fodslaw (navnet i min ungdom) har 200 års fødselsdag i år og er "still going strong". Tillykke!  
      Mærket var så stort for 50 år siden, at mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var dengang som nu en anderledes god whisky. 
      Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 
      John Walker kom fra en fattig familie af bønder, som begyndte at sælge whisky. Single malt -og langtfra alle var lige gode. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Hans whisky begyndte også at blive solgt uden for Skotland.               
      Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label 12 år født. I dag er også en Blue og White Label kommet til. 
      Personligt vælger jeg dem fra -Black Label er både interessant og et godt køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 179! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet! 

       Famous Grouse fås i Bilka (99,95, 5*), et godt, ungt whisky blend, bedre end Grant's (89, 4*, Føtex).
     Føtex tilbyder også Bulleit Bourbon Whisky (4*), ret ung, men rigtig god, og Famous Grouse Ruby Barrel Whisky (3*). Til 129 kan du få Pampero Selección Rom fra Venezuela (129, 5*, Føtex).