Føtex har så mange gode tilbud, at jeg helt glemmer at blive irriteret over de halvgamle vine, de har købt fra Philipson.
Mange af vinene er naturligvis gengangere, men når det er topkøb som Wolf Blass' Silver Label eller Dr Pauly's tørre riesling (nu med ok rød tysker i serien), kan jeg ikke være andet end tilfreds. Og ovenikøbet er der kommet en ny Brunello fra pioner-ejendommen Nardi.
De bedste tilbud fra Føtex er stadig Salentein's value box og Vino Nobile Poggio Stella (alle formidabel vin til 50!), se forrige klumme. Men vinene herunder er også superkøb:
Bedste KØB: Wolf Blass "Silver Label, Trapiche "oak cask", Baron de Ley Gran Reserva, Gemma Barolo, Dr Pauly-Bergweiler
Bedste VIN: Nardi Brunello "Selva", Baron de Ley Gran Reserva
Bedste VIN: Nardi Brunello "Selva", Baron de Ley Gran Reserva
Dårligste KØB: Alamos malbec og chardonnay
Nardi Brunello "Selva"... 129,-
Bedste VIN, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
Vil tro, at årgangen er 2015, der har fået 93p/Parker (Monica Larner), men vinen var ikke i butik, da jeg kom. Huset var en af de første udefra til at købe land i Montalcino, og i dag har man 80 hektar fordelt på 3 ejendomme. Datter Emilia leder vingården og leverer moderne, elegant vin.
Men jeg er ikke sikker på, at vinen er meget bedre end Poggio Stella fra naboen Nobile, som du kan købe i Føtex til... 49! Men stadig leverer Nardi en rigtig god Brunello! '15 er super, '16 er mindst lige så god.
Wolf Blass "Silver Label", rød eller hvid... 55,-
Bedste KØB, ***** (5/5) Føtex, indtil torsdag 12. november
rød shiraz-cabernet-malbec, hvid chardonnay. Denne røde har god fylde, er blød, men ikke ligegyldig, den hvide har friskhed og ren, rig aroma. Vinene kommer fra køligere områder nær Adelaide: Den røde er fra McLaren Vale og Langhorne Creek, mens den hvide chardonnay er fra de højt liggende skråninger i fra Eden Valley og Adelaide Hills. Et par takker over Eaglehawk og Red Label, men mindre flot end den kostbare Brown Label. Men kald den bare et barnebarn af den store Black Label!
Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! Han grundlagde sit firma i 1966. Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone! I 1990erne solgte han huset til Mildura, der siden blev solgt til Foster's. I dag hedder huset Treasury Wine Estates. Huset laver i dag ca. 60 millioner fl/år, det meste dog ret ligegyldige vine som Eaglehawk.
Trapiche "oak cask", frit valg.... 40,-
Bedste KØB, rød/hvid/brus, ****/*****, Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 89 Ret beset er disse vine egentlig meget lig Alamos i stilen, dvs. indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer. Der er ikke meget eg i "Oak Cask" -typisk lagres 30% af høsten i eg (eller måske endda kun egestave?), resten ser kun stål, og det er helt ok med mig.
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! Den almindelige vin til eksport er ok, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre, lidt under "Pure" i kvalitet.
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! Den almindelige vin til eksport er ok, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre, lidt under "Pure" i kvalitet.
Malbec (5*), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. '18 fik 90p/Descorchados. For mig en klasse over cabernet-sauvignon, som er lidt mere krydret. Cabernet (5*) er lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men ganske ok.
Pinot Noir (3*) smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft.
Pinot Noir (3*) smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft.
Chardonnay (4*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Sparkling er mousserende og ret beset uden interesse for andet end den lave pris!
Jeg foretrækker Trapiche for Barefoot-serien fra Californien (45, 3*), hvor den røde Zinfandel og cabernet desværre ikke ses længere -nu er det kun de jævnt kedelige merlot, white zin og moscato og en pinot grigio med forbavsende lidt smag. Vinene laves af Gallo (se også herunder).
Alamos, malbec eller chardonnay... 59,-
Dårligste KØB, rød 2017, hvid 2018, Argentina, *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
Philipson må have alt for store lagre, siden Salling har købt så meget af hans vin. Alle vinene har allerede en del alder uden nødvendigvis at være for gamle.
Alamos er basisvinen fra det store, gode hus Catena, som de laver i samarbejde med giganten Gallo. Alamos laves i en "drik-mig-nu"-stil, og vinene er drikbare hurtigt. Så jeg havde hellere set årgang 2020 end 2018 chardonnay (som allerede har 1,5 år på flaske) og hellere 2019 end 2017 rød (86p/Spectator, tappet foråret 2018, dvs. allerede 2,5 år på flaske). Vinene er helt sikkert gode nok, men jeg vil da hellere købe Wolf Blass eller Trapiche herover.
Føtex har ikke brug for disse vine!
Føtex og Salling har slet ikke brug for Alamos? Salling har allerede flere serier fra Trapiche -tilmed til langt mere interessante priser! Der er aktuelt et tilbud på Salentein (299 for 6 fl, inkl. 2 af topvinen Numina Gran Corte).
Og Trapiche "Oak" er knap til at skelne fra Alamos, mens Trapiche Pure er faktisk bedre og fås på tilbud til omkring 40!
Så hvorfor købe aldrende vine fra Philipson's lager? De har også købt Rhône som 2013 fra Vidal-Fleury stadig er god. Trods alt kan du på hylden ved siden af finde en Plan de Dieu, Lirac eller Rasteau fra Auguste Malbec, som alt andet lige (på tilbud) er langt bedre vin!
Nederburg "1791" eller "5600", frit valg... 30,-
Med Føtex PLUS, rød, hvid, rosé, Western Cape, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 5. november
Nederburgs basisvine, men slet ikke tosset -kun smagt et par gange, men behagelig vin uden de store dikkedarer, fyldig rød shiraz-merlot som frisk tør hvid chenin blanc. Rigtig godt køb til 35-40, topkøb til 30. Tappet i England.
Har du ikke en Føtex+ app, så skal du købe 6 flasker (179, = 29,83 kr/fl). Så mange har jeg ikke lyst til!
Skal du have billigvin, er Mucho Más 300 cl bag (99, 4*9, en fyldig, afrundet vin, som har pæn duft for en box-vin (så nu har de læst pæne ord om boxvin, så kom ikke her...!).
Dr. Pauly-Bergweiler Riesling eller Pinot Noir... 39,-
Bedste KØB, ***** (5/5), 2019 Tyskland, Føtex, norm: 69, indtil torsdag 12. november
Den tørre eller milde riesling har fået følgeskab af en rød pinot noir, som er nydelig og pæn med hindbærduft og let, men afrundet smag. Ikke så god som den tørre riesling, men slet ikke ringe! Dr Pauly-Bergweiler bor i Bernkastel ved Mosel og er en glimrende vingård. Denne vin er købt i Rheinhessen, hvor druerne er anderledes billige -men vinen også knap så sprød og frisk. Men vinen er slet ikke dårlig -og et must til 40! Men jeg savner et godt tilbud på Pauly's egne vine, f.eks. den Badstube Riesling fra Bernkastel, Føtex og Bilka solgte i 2018! En herlig vin, der virkelig viser forskellen på riesling fra Mosel og Rhinen!
Gemma Barolo... 99,-
Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 12. november
De første Gemma vine, jeg smagte, imponerede bestemt ikke, men synes de eer blevet bedre. Den almindelige Barolo var før meget tannisk, men en 2015 havde faktisk god frugt og nogen dybde til at balancere de tørre tanniner. Men stadig mere end "begynder"-Barolo (og det er jeg glad for!). Vingården vokser stadig og ejes af Piacentini, som er storleverandør til Salling (bl.a. le Arche).
Fournier, Sancerre eller Pouilly-Fumé... 129,-
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 199.
Til en havbars eller rød spætte vil en god hvid være selvskrevet -og disse to fra 2019 er meget flotte -var prisen en 10er lavere, ville begge få 5*!
Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Lette, præcise og stilrene. Tag bare Sancerre -den er i reglen et par kroner dyrere, mens Fumé måske har en snert mere fylde, men nok mindre nerve.
Fournier er et stort hus i Sancerre, som begyndte i 1950erne med et par hektar. I dag har huset 60 hektar, lidt mere i Sancerre end i Pouilly på den anden side af Loire-floden. Vinene er ikke helt i top, men et par klasser over Calvet o.l., som du også finder på hylderne hos Salling-gruppen.
Baron de Ley, Rioja Gran Reserva... 89,-
Bedste KØB og bedste VIN, ***** (5/5) 2014/15 , Bilka, indtil torsdag 12. novemberEn poleret, fløjlsagtig, meget lækker vin, middel fylde, pæn længde, rig bouquet -jeg kan godt lide denne gran reserva og Baron de Ley generelt. Der er bedre Rioja, men Ley er altid flot, pålidelig -og meget velsmagende.
Gran Reserva er på tempranillo fra husets 100 ha marker i Cenicero i Rioja Alta (modsat hvad der står på Føtex' web) og lagrer 2 år i små egefade (lige dele fransk og amerikansk eg) og mindst 3 år på flaske. Og så skiller den sig ud ved, at hele høsten er fra eget domæne.
Men også husets Reserva er flot -og kan du finde den til 70 kr, så gør du et rigtigt godt køb. Endelig skal du finde Ley's unikke Maturana, en Rioja af en drue, der var stort set uddød indtil 1990erne... Ley er den eneste udgave af 100% maturana, mener jeg.
Til samme pris kan du også få Rioja Bordón Gran Reserva (3*, 89), her er Ley at foretrække. Desuden Altos de Tamaron Reserva Ribera del Duero (59, 4*) -her foretrækker jeg den unge Joven eller Roble, der i reglen er billigere.
Grand Vin Pauillac eller Margaux... 149,-
**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 249
Fire små stjerner!Jeg har ikke smagt disse tapninger, men kender leverandøren -Ginestet- rigtig godt som et af de bedre huse i Bordeaux. For et år siden var vinene tappet på ejendommen -hvis navn dog ikke nævnes- men nu er de alle tappet af Ginestet. Vinene er frasorteret vin fra Cru Classé slotte, og jeg vover mig op på 4*, hvis du kan få vinen i årgang som 2014 eller 2015 (eller 2016). Ginestet leverer generelt god vin -og etiketten er flot! Men ved siden af l'Hirondelle de Faugères (fra Coop-gruppen) alder vinene igennem.