Søg i 1200 opslag:

15/06/2020

De stærke drikke er de bedste tilbud!

Det stærkeste tilbud er de stærke drikke i denne blog, dvs. 45,8% Single Malt og andet godt, som helt tager modet fra vinen, både med og uden brus!  Men der er et par hvide lyspunkter: En herlig Sancerre fra Meny samt den altid gode Riesling fra Pfaffenheim, som begge er værd at lede lidt efter .


Men ellers det spiritus, især whisky. Superbrugsen og Kvickly har fået et parti 100 cl flasker med malts, som sælges til 349 (det svarer til 244,30 i de normale 70cl flasker). Talisker er mest original i smag, men for de fleste er Dalwhinnie nok bedst -og så er den 15 år! Men ellers skal vi igen fejre den sorte Johny Fodslaw, som er så meget bedre end den røde...

Bedste køb: Palo Alto rød/hvid/rosé, Riesling Rudolf Müller, Pfaff Riesling Jupiter
Bedste vin:  Sancerre Côtes Blanches, Riesling Jupiter Pfaff, Amarone Annaberta, diverse Malt Whiskies + Johnie Walker 12 år.


Dalwhinnie 15 år, Single Malt 43%, 100 cl... 349,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni 
(70 cl = ca. 244 kr). Kvickly og Superbrugsen tilbyder 3 malts på 100 cl flaske (= 43% mere indhold) til en rimelig pris, som faktisk kan matche duty-free (og måske eer det overskud herfra?). 
      Dalwhinnie er den blideste og mest lækre malt, ret let trods sine 43% alkohol med overdådig bouquet efter 15 år i eg. Den er røget, lang og kompleks, men rund og flot. Destilleriet ligger faktisk præcis midt i Skotland sådan omtrent midtvejs mellem Edinburgh og Inverness. 
      Coop tilbyder til samme pris Cragganmore 12 år, som også er en god malt i en kommerciel stil, men ikke så godt køb (40%, ikke 45,8 eller 43%). Og Dalwhinnie er lige lidt blidere og lækrere i stil. 

Talisker 10 år, Single Malt 45,8%, 100 cl... 349,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni 
(70 cl = ca. 244 kr).  Talisker er det eneste destilleri på den barske ø, Isle of Skye, som ligger ud for Skotlands nordvestlige kyst. Øen er siden 1995 forbundet med fastlandet med en bro, og tusinder besøger den vilde ø, som byder på nogle af de smukkeste bjergområder i Skotland. 
      Destilleriet ligger ned til vandet. Denne single malt 10 år er blandt de fineste, og den har lidt af Islay's tørv og medicin, men i en blidere, smuk udgave -og trods de 45,8% alkohol er den overraskende blid.  Som Coop skriver: "Talisker Single Malt 10 er modig whisky, der kræver modige whisky-drikkere. Men hvis du tør, får du en unik smagsoplevelse, der åbner helt nye døre for, hvordan whisky kan smage". 
      Isle of Skye er i øvrigt også kendt som stedet, hvor den berømte whiskylikør Drambuie skal være opfundet. 


Johnie Walker Black Label "12 år"... 169,95

Bedste køb, ***** (5/5), Kvickly, Superbrugsen, indtil torsdag 18. juni

Johny Fodslaw (som han hed for 50 år siden) er "still going strong" -og fylder faktisk 200 i 2020. Tillykke! 
      Mærket var så stort for 50 år siden, at mange rynkede på næsen ad den -til fordel for Chivas Regal! Ikke mig, for den sorte Johnie var dengang som nu en anderledes god whisky -og lidt af et fund til 170. Fint røget næse, meget fyldig, pænt lang, ganske lille sødme, men i god balance -en herlig drik til kaffen o.l. "Tastebuds seducing stuff", skriver Whisky Bible. 
      John Walker kom fra en fattig familie af bønder, som begyndte at sælge whisky. Single malt -og langtfra alle var lige gode. Derfor begyndte han at blande "vatted malts", og det kunne kunderne lide. Hans whisky begyndte også at blive solgt uden for Skotland. 
      Sønnen Alexander opfandt den elegante 4-kantede flaske med etiketten på sned i præcis 20 grader. Med sønnesønnen kom der i 1909 farver på etiketten, og hermed var Red Label og den ikoniske Black Label 12 år født. I løbet af de senere år er der også kommet en Blue og White Label til. 
      Personligt vælger jeg dem fra -det er kun Black Label, der er rigtig interessant -og et godt køb. Tænk på, at der er folk, der betaler over 200 kr for en gin (som er næsten gratis at lave), når denne lagret 12 år fås for 169! Og for en gnier for mig er det rart, at den koster £30 på destilleriet! 

       Famous Grouse fås i Meny (99,95, 5*), et godt, ungt whisky blend. Den er ikke 12 år, men slet ikke ringe, som heller ikke Jameson irsk whisky (4*, 119,95, Coop). 

Hardy VSOP Cognac Fine Champagne... 169,95

**** (4/5),  Kvickly, Superbrugsen, indtil torsdag 18. juni
Cognac fine Champagne dvs blend af petite og grande Champagne, de to bedste områder i Cognac.  Hardy blev grundlagt af engelske Anthony Hardy i 1863 og var engang et af de førende, mindre huse i Cognac. Under en krise gik det fallit og tilhører i dag et kooperativ som en del andre, bl.a. Polignac. Men der er stadig en kvindelig Hardy med i ledelsen, og de laver stadig god Cognac. Familien er så vidt vides ikke i familie med et vinhus i Australien! 
Til samme pris også: 
Jack Daniel Black Tennessee Whiskey (3*, 169,95, coop) for sød for mig, men favorit for mange).

Cointreau TripleSec Liqueur (4*, 169,95, Coop), rigtig god orangelikør, som er sød, men også stærk, 40%). samt: 

Palo Alto, reserva, rød/hvid/rosé... 6 fl: 199,-

Bedste køb, rød cabernet-carmenère-shiraz, rosé shiraz, hvid sauvignon,***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni, normalt 69,95. 
En tør, frugtig rosé, ren og skær, mineralsk men god rød, med middel fylde og ren eftersmag. En meget frugtig ren hvid, alle fra Maule i den køligere del af Central Valley. Etiketterne er ganske simple, det er vinene også, men ok kvalitet -især da til denne lave pris. Palo Alto er træet på etiketten. Når vinbønder ser dette træ, ved man, at der her er god mulighed for at dyrke vin. Hm! 
      Du kan også få Trivento Reserva fra Argentina (4-5*, 45, Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag). Den er ikke 10 kr bedre end Palo Alto.

Rudolf Müller Riesling Mosel ...  35,-

***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni

Jeg har rost Sallinggruppens Dr Pauly og Noble House. Modsat Salling henter Coop sin riesling ved det dyrere Mosel. Til den sødlige, kommercielle side, let neutral duft, men med fin syre, der gør vinen frisk. Den får 5* for prisen -og historien! 

      Rudolf Müller er et af de historiske huse ved Mosel, selvom det ligger i Reil tæt på Zell, hvor vinen er tappet. Familien Müller er en af egnens stolte familier, som er i familie med Dr Thanisch, udødeliggjort i vinen Bernkasteler Doktor, måske de dyreste kvadratmeter i Tyskland. Jeg har smagt Doktor flere gange, fra årgang 1921 (som var op i 1980erne) og frem til 2015.  Jeg synes næsten, jeg kan dufte lidt Doktor i vinen. Indbildning, formentlig!  

Gran Baron, cava, flere typer ... 40,-

brut og rosé ***** (5/5), de andre ***Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni,

Brut er absolut drikkelig. Men du får mig ikke til at kalde den god -og de 5* er for prisen! Pænt brus, behagelig frugt, tør (Brut), men med let sødme til sidst. Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden). 

      En noget pauver vin til studenter og andre, der har noget at fejre, men for den ukritiske smager den faktisk ok -og egentlig lige så godt som Calvet's Crémant de Bordeaux, hvid eller rosé (59, 4*, Føtex). Den har et finere brus, er mere tør, men egentlig ikke bedre. 
      Skal det være bedre, skal du i Meny (Crémant Lugny, 4*,79,95) eller Coop (Joseph Perrier Champagne, 209), som jeg skrev om i sidste uge. 

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace... 2 fl. 129,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni
Jeg foretrækker denne gode og rene riesling -tappet på vingården- for Laugel's pinot gris, ikke tappet på vingård. Ren aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse. 


Pfaffenheim er en hyggelig by syd  for Colmar, og denne by kommer fra byens kooperativ, som har 60 år bag sig. Kælderen omfatter ca. 200 hektar, som også dækker dele af Gueberschwihr, som er kendt som fødeby for Humbrecht familien fra det legendariske domæne i Turckheim. Kælderen laver god, ikke stor vin, men absolut ok. Godt køb.

Sancerre "Domaine des Côtes Blanches"... 99,95

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 18. juni. Når en Sancerre er god, har den noget forfinet og raffineret, der skiller den ud fra New Zealand's sauvignon vine (hvor Meny tilbyder en af de mindst gode, Queen's Bay, dansk tappet, der ikke er 49 værd). Vingården ejes af ægteparret Francois og Monique Millet og ligger io Bué, en af mange smukke og gode landsbyer i Sancerre. Ægteparret har 21 hektar, heraf 15 hektar på "hvide skråninger", som navnet antyder! 



Villa Annaberta Amarone, Valpolicella... 129,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 18. juni,  
Jeg er bestemt ikke fan af amarone, men må indrømme, at Annaberta er rigtig god, magtfuld, med koncentreret frugt, pæn dybde, tannin, tør trods en let sødme i eftersmagen. 
Vingården ligger i hjertet af Valpolicella. De sælger masser af vine af varierende kvalitet, men denne amarone samt deres Valpolicella og ripasso er i reglen en tand i forhold til le Arche, Cadis og de andre billige amaroner. 

12/06/2020

Itaiensk for begyndere -Barolo og Brunello (og lidt andet)

Det vigtigste først: italienerne laver vin til mad. Dvs. vinen er tør, ofte med en del syre, som laver et modspil til maden. Men smag selv: 

Prøv en Barolo som Colarej og smag den op mod en primitivo o.l. fra Syditalien. Så ved du, hvorfor Barolo-folket (og andre) siger, at alt syd for Rom slet ikke er Italien. I hvert fald ikke vinmæssigt!
Mine vinkender-venner elsker at skælde ud på vinene fra Syditalien, men ret beset er de slet ikke ringe. De smager bare ikke italiensk, dvs. som madvin. 


Barolo er kongen, men som mange konger ikke altid sympatisk, en aristokrat med "stiff upper lip", dvs. imponerende, men ikke let! Den unge udfordrer til titlen er Brunello konge, noget mere indbydende end Barolo, men stadig præget af blåt blod i glasset.

Så er det lettere at holde af barbera fra Gemma i Barolo  -for slet ikke at nævne den hvide arneis!

Men vil du have behagesyg vin, der samtidig er gode køb, så skal du til Spanien, Argentina og Portugal...

Bedste vin: Barolo "Colarej", Brunello "Poggio Forte", Gemma Arneis. 
Bedste køb: Castaño Organic, Trapiche Oak Cask (især rød), Periquita Reserva.  

Castaño "Organic", rød monastréll.. 30,-

Castaño "Organic", hvid macabeo... 30,-

Castaño "Organic" rosado monastréll.. 30,-

***** (5/5), Netto, indtil fredag 19. juni. 

Netto har en billig italiener til 35 (Canti, tappet af gigafirma i Norditalien, selvom vinene kommer fra hhv. Puglia og Sicilien). Den når ikke Castaño til sokkeholderne og er forresten heller ikke økologisk! 

      Men det er noget af det, Spanien kan -landet er i dag nok det bedste til billig vin og sætter totalt Italien i skammekrogen -og ofte også Argentina og Chile. 
      Dermed ikke være sagt, at vinen er god! Nej, men den røde har nydelig farve og pæn duft, noget kort og lidt umodne bær i næsen, lidt for meget solskin, men ok og fast uden at være hård
Rosé er på samme monastréll drue, men mangler karakter. Men den er tør, har lidt aroma (jordbær), men lidt for blød. Den hvide er på druen macabeo og har mere friskhed med lidt æble i næsen, ret let, med frisk syre. Uskadelig, men slet ikke ringe -og til 30 kr! 
      Husets andre vine er bedre -Hécula er flot som også Colección, der begge jævnligt fås for omkring 50 kr. 
      Foto viser eksportchef Daniel Castaño, der sammen med sine brødre overtog firmaet fra faderen for nogle år siden. Huset dominerer totalt Yecla lidt syd for Alicante og bruger samme monastréll drue. 

Arneis Langhe, Gemma... 65,-

***** (5/5) 2019, Bilka, indtil torsdag 18. juni. Gemma er et ret nyt Barolo-hus. Deres Barolo har aldrig begejstret, men denne hvidvin på den fine hvide drue arneis er en anden sag. 
Overdådig aroma med lidt mandel, æbler og krydderurter. Middel fylde, god frugt med lidt syre til sidst,ok længde. Drikkes ung -og helst sammen med mad som grillet laks, kylling i sauce o.l.  Druen har historisk været blandet i den røde Barolo (og kaldes også Barolo Bianco!), så den forsvandt næsten, da denne praksis blev forbudt. 

Barbera "Bricco Angelini", Gemma... 65,-

***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 18. juni.
En rigtig god barbera ! Bricco betyder skråning, og den kommer fra Angelini, som ligger i Monforte i selve Barolo og ejes af Gemma. Ganske kraftig, masseer af bærfrugt, peber og krydderier, afrundet, med pæn lang smag.  
       Gemma er en stor, moderne vingård, grundlagt 1982 af Silvano Piacentini, som er storleverandør til Salling-gruppen (bl.a. le Arche og mange andre vine).
Gemma vinene er ikke det store, men nu er jeg ikke den store Barolo-tifosi!  
      Gemma ligger i Monforte i Barolo og ser meget nydelig ud (foto). Silvano's søn, Luigi leder domænet sammen med vinmageren Giorgio Barbero. Huset har et stort domæne -26 hektar- men huset har stort salg og må som andre købe det meste fra mindre vinbønder. Barolo Giblin er deres bedste barolo, resten er bl.a. barbera  Angelini og dolcetto. 

Gemma Barolo "Colarej"... 99,- 

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 18. juni, normalt 209.
Jeg er ingen Barolo tifosi, men ser høj kvalitet i denne vin, især til blot 100 kr! Colarej er særlig mark, som ligger i Serralunga, en af de gode kommuner i Barolo. 
Set i 2015 (klassisk årgang), men smagt i 2014, som havde typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, men også en vis stramhed. Til alt held havde den en moderne Barolo's bløde tanniner. Vil dog formentlig give 2015 3-5 år mere i kælderen -en stor kontrast til barbera'en herover! 
       Gemma vinene er ikke det store, men nu er jeg ikke den store Barolo-tifosi!  Denne vin fandt jeg god (smagt én gang! Bricco betyder skråning, og den kommer fra Angelini, som ligger i Monforte i selve Barolo og ejes af Gemma. Ganske kraftig, frugtig og afrundet. 

Brunello, Poggio Forte, Montalcino... 99,-

***** (5/5), Bilka, normalt: 199, indtil torsdag 18.juni  

Brunello laves på en sangiovese klon og giver i reglen vin med en markant garvesyre, som kun delvis blødgøres af 2-3 år i eg. Vinen har kraften og frugten -og serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til både steg og bøf fra grill! 
      Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino. En typisk, men ikke bemærkelsesværdig brunello. Jeg vil tro, at Poggio Forte er identisk med Qercecchio. Vinen er fremragende køb til denne pris.

Masi "Campo Fiorin", rød Verona.. 59,-

Masi "Masianco", hvid Venezie... 59,-

Masi "Rosa del Masi, rosé Venezie.. 59,-

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 18. juni. En særdeles rimelig pris på vin med kendt navn -og som smager godt her og nu. En uforskammet kommerciel vin uden de store dikkedarer, ikke det store sus, men en vin med stor behagesyge! Den hvide er også rigtig god, men du kan finde bedre rosé til prisen. 
Masi er en meget stor, men god producent, som har æren af at være den første, der solgte den forkætrede (og ofte hadede) ripasso i 1964 under navnet "Campo Fiorin" (denne kvalitet bærer i dag navnet Campo Fiorin Brolo). "Ripasso" betyder, at den ret lyse lette vin om foråret blandes med de brugte drueskaller fra Amaronen -giver mere kraft og frugt til en lys, frisk rødvin. 

Trapiche "oak cask", frit valg.... 40,-


Argentina, 5 varianter, rød/hvid/brus, ***/*****, Netto, indtil fredag 19. juni
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark. Deres almindelige vin til eksport er også god, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre og formodes at have lidt eg. 

Malbec  (5*), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg.
Pinot Noir (3*) er lidt klodset og vulgær -og den smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men kan man se bort fra forbilledet, er det en blød, fyldig vin med let krydret duft. 
Chardonnay (3*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed.
Syrah (5*) er mere krydret, men også flot, lidt blødere stil. En rigtig god vin, selvom den er præget af unge vinstokke. 

Periquita Reserva...... 6 fl: 299,-

***** (5/5), Bilka, normalt: 199, indtil torsdag 18.juni  (1 fl: 49,83). 

Slet ikke ulig Campo Fiorin, men den har lidt mere af det hele -afrundet, fyldig vin med en rund blødhed, der kan få Barolo til at smage som en syrebasse! Den smager omtrent som jeg husker de første Periquita'er i 1980erne. Ikke en stor vin, men en vin, der tiltaler de fleste, men stadig har kvalitet. 

I dag er den almindelige udgave (og jeg taler slet ikke om den endnu tyndere udgave i plastpose og pap) en lidt ordinær vin, desværre! 
      Vinen skal komme fra Sétubal-halvøen lige syd for Lisboa, hvor familien Fonseca har lavet den siden 1834. I øvrigt et flot sted at besøge, hvis vejen falder forbi. Det gamle hus er museum i dag. 

10/06/2020

Studentervin fra Champagne, Italien og Côte Rôtie

Der var spænding til det sidste! Må studenterne få deres hue, må de køre i gamle, udrangerede lastvogne så tæt som sild i en tønde -og må de drikke sig i hegnet? 

Ja, det må de godt! 12-13 års skolegang er overstået, og de starter en ny del af deres liv... Det skal fejres med Champagne -eller i hvert fald noget der ligner! 


Igen i denne uge er det Irma, der har de bedste tilbud. Champagne Perrier er god uden at være stor -og 209 kr er en god pris, men så heller ikke mere. Deres Vintage 2008 er et bedre køb. 
      Meny's Crémant fra Lugny et godt bud på Champagne-alternativ, en noget bedre vin end Irma's Giordano Spumante, en rigtig industri-spumante. Men ikke ringe. 

      Langt mere spændende er Giordano's sjove rødvin, Albarossa, en slags "sådan troede jeg Barolo smagte" (for sådan smager Barolo aldrig, den lever i duften og har slet ikke så mørk en farve!). 
      Masser af farve er der til gengæld i Guigal's vine (også i Rôtie, selvom der er 5-8% hvide druer i vinen!). Huset er MEGET stort -men det meste er den almindelige Rhône. Deres bedste er Côte Rôtie, også denne "Côte Brune et Blonde". Til 300 er det faktisk et godt køb! 

Bedste køb: Guigal Crozes Hermitage, Giordano Albarossa Piemonte, Adam Riesling Alsace. 
Bedste vin: 2008 Joseph Perrier Champagne, 2016 Guigal Côte Rôtie

Champagne Joseph Perrier "Cuvée Royale"...  209,30

(299 -30%), Brut/tør ***** (5/5), Demi-Sec/halvsød, **** (4/5), Irma, indtil onsdag 24. juni
En god Brut med indbydende aroma, fint brus og ren og sprød smag -lige netop afrundet af lille  restsødme på 7 g/l (hvor rigtig mange bruger 10-13 g/l!). 
Vinen er ikke stor, men indbydende, en rigtig party vin. 89p/Parker i 2019, 88p i WineEnthusiast. Den seneste karakter et nok mest rigtig. 
Den svenske nestor Juhlin kan ikke lide demi-sec, men jeg synes faktisk Joseph er god for sin type -38g restsødme- og får da også 5 hjerter i KvindeVin. Hmmm!

Joseph Perrier er slet ikke i familie med  den blidt perlende Perrier vand -og slægtskabet til de bedre kendte naboer Laurent-Perrier og Perrier-Jouet er også noget usikkert. I lange perioder var Joseph dog lige så god som naboerne -altid i en indbydende, let stil slet ikke ulig Pol Roger eller Perrier-Jouet.

Foto: Huset ligger i Chalons ved floden Marne og er grundlagt 1825. I 1888 overgik huset til den daglige leder Pithois, og i 1900-tallet til storebror Laurent-Perrier. I dag ejes huset af Alain Thiénot, som også ejer bl.a. Canard-Duchêne (som meget praktisk importeres af søsteren Coop), Marie Stuart og andre, foruden et par firmaer i Bordeaux, som leverer bl.a. Clos de los Siete! Joseph Perrier sælges i reglen som "Cuvée Royale" til minde om en af kunderne, dronning Victoria! 

Champagne Joseph Perrier "Vintage 2008"... 279,30



***** (5/5)Irma, indtil onsdag 24. juni. Køb hellere denne end den uforskammet dyre Joséphine (559,30 -den får 90p af Parker, tæt på 89p, som han giver den almindelige brut!). 
Historisk har Vintage været husets bedste Champagne fra ét særligt godt år, og denne er formentlig bedre end Joséphine -og et bedre køb! Denne er efter 12 år er i sit livs form, selvom jeg kender én og anden, der mener, den vil blive bedre med yderligere 5-10 år på flaske. Godt køb.

Giordano Spumante, rosé eller hvid, 2 fl: 99


**** (4/5)Irma, indtil onsdag 24. juni. Hverken hvid eller punk spumante appellerer til champagne tifosis, men vil nok tiltale dem med huerne! Selvom Irma kalder vinene for tørre, er de nærmere halvtørre. Men egentlig ok lavet, hvid på chardonnay, rosé på chardonnay og refosco. Ikke smagt i år, men husker fint brus og ok aroma. Bedst som aperitif eller til tapas eller pindemadder. 

Cave de Lugny, Crémant de Bourgogne.. 79,95

Brut Blanc de Blancs, ***** (5/5), Meny, gælder fra fredag 11.juni-torsdag 17. juni. 
Vil du ikke ofre god Champagne, så hellere en god crémant som denne, tappet af vinbønderne selv (her et kooperativ). Et mere end ok Champagne-alternativ... Positiv frugt af chardonnay og lidt lagring, fine bobler, re smag med kun en snert sødme til sidst. Lugny's crémant kommer- modsat de andre- fra egne marker, og det betyder i reglen bedre druer. Og Lugny er en god lille by i Bourgogne lidt nord for Mâcon.

Riesling reserve Alsace, Adam... 79,95

***** (5/5), Meny, gælder fra fredag 11.juni-torsdag 17. juni. Baggrunden for denne blog (hvis du bruger pc eller tablet) er fra Riquewihr i Alsace, så du vil nok se mere Alsace, før jeg skifter den ud! Adam bor et par småbyer længere mod syd, i Ammerschwihr, en af de byer, der blev ødelagt under krigen, men er genopført og ser så smuk ud som nogensinde. Denne vin er formentlig af indkøbte druer og ikke fra eget domæne. Søren Frank smagte en ældre årgang, men den holder meget godt også til 2018: "Ganske karaktertro Alsace-riesling med citrus, blomster, honning  og gule stenfrugter i næsen. Relativt slank og knastør mund med tons af mundvandsdrivende syre". Altså udpræget madvin! (selv har jeg kun smagt 2016). 

N.B: Jeg ville også gerne anbefale Meny's Cantonnet Bordeaux (flere typer, 3 fl: 200), men kender den ikke. Rosé vil dog nok være godt køb. 
Undgå til gengæld Meny's Queen's Bay sauvignon (49,95, 3*) -en dansktappet New Zealand med et navn, som må være opfundet hos tapperen i Brøndby! Smagt et par gange (samme ses også i Bilka og hos Coop, bare andet navn, men samme lidt kedelig, men uskadelige vin). 

Albarossa, Piemonte, Giordano... 2 fl:  169,-


***** (5/5)Irma, indtil onsdag 24. juni. Giordano ligger i Diano d'Alba lidt syd for Barolo og har vin her, men mere i Salento, bl.a. primitivo. Hans Barolo osv er middelmådig, men denne albarossa er faktisk rigtig sjov! Albarossa er en naturlig krydsning fra 1938 mellem -troede man- druen fra Barolo, nebbiolo, med barbera, men nebbiolo'en viste sig at være en lidet kendt drue fra Ardèche i Frankrig, chatus. Så druen blev aldrig rigtig populær. 
      Men den er faktisk god -men der er p.t. blot 10-15 hektarer med druen, og kun 3 vinhuse sælger den, bl.a. Giordano, her i årgang 2017:  "Meget mørk, diskret, men fin aroma, kraftig, med mærkbar, men afrundet tannin". En flot vin, blødere end Barolo, men fastere end de vamle primitivo'er, som huset også tilbyder.  En spændende vin, som jeg vil servere kælderkold til en kraftig gryderet med indkogt rødvinssauce. 

Côte Rôtie 2016, Guigal... 299,-

***** (5/5)Irma, indtil onsdag 24. juni. Til samme pris også hvid 2017 Condrieu (4*). 
Det er skræmmende at give 5* til vin til 300, men vinen er sjælden og næsten altid fremragende -og den bliver normalt solgt til 499 kr, så de 5* er ok. Guigal er nr ét i Côte Rôtie, og vinene er altid gode -denne har fået 91p af RobertParker, som skriver: " a classic, typical of the appellation. It's wiry and lithe, fresh and vibrant, with intriguing herbal-floral nuances and tart red fruit flavors. Medium to full-bodied, it's silky and charming already, with the ability to drink well for up to a decade" -Joe Czerwinski
      Vinen kommer ikke fra Guigal's eget domæne (disse vine sælges som Ch. d'Ampuis), men fra indkøbte druer (huset leverer knap halvdelen af vinen fra hele området). 
      Irma sælger flere Guigal vine i dissse 2 uger -denne er mest interessant. Châteauneuf koster 239 og er god, men ikke stor. Crozes Hermitage 2017 (6 fl: 799, 5*) er godt køb. Den får 89p/Parker.  Guigal laver hvert år 4,5 millioner flasker Côtes du Rhône (6 fl: 399, 4*). Her kan der fås bedre vin fra andre huse.