Søg i 1400 opslag:

15/09/2025

(for) gammel Rhone til lav pris

Bilka sælger gammel Rhone, for gammel, synes jeg, der undrer mig over, hvorfor vinene ikke blev solgt for 3-4 år siden. Men også god spansk KingPin til lav pris. 

Bilka har også østrigske vine fra Rabl og Mayet fra Wien, men ellers er Bilka i denne uge ikke en vinøs omvej værd, desværre. 

   Og så et par tilbud fra Føtex. Hvad er der sket her? Engang leverede kæden superkøb i store mængder, nu er det svært at finde bare ét anstændigt avistilbud. Men håbet for næste uge er fortsat lysegrønt... 

BEDSTE køb: KingPin rød/hvid
GODT køb:  Rhone "Vidal-Fleury" rød/hvid - Rabl grüner veltliner eller riesling - Asia Cuvée Wien - Tullamore Dew - Talisker 10 år malt whisky - Rénault VSOP Cognac - Tequila "Cuervo"
ANDRE køb: Fournier Loire rød/hvid - Hennessy VS Cognac - Magic Box red blend - Ripasso "le Arche" - Capolavaro Primitivo

uge 38-2025

Rhone "Vidal-Fleury", kr/fl v6: 49,83

6 fl: 299. rød eller hvid, Frankrig

GODT køb + *** (3/5), Bilkaindtil torsdag 25/9

Desværre et lille "?" til årgangen. Rød Rhone som denne er ofte bedst efter 3-5 år. Klassisk grenache/syrah/carignan mix. 2019 vil glæde mange ved sin bløde fylde, men jeg mangler den frugt og spændstighed, som du vil finde i en poleret, middelfyldig og frugtig vin fra 2020-21-22. 

    Den hvide ses i 2021, slet ikke min smag! Vinen havde diskret aroma, let til middel smag og en del sprødhed -engang. Hvorfor er det 2021 og ikke 2024. Og hvorfor er de ældre årgange ikke forlængst udsolgt?

    Vidal-Fleury er et historisk (1781) hus ved foden af celebre Côte Rôtie. Engang var huset et af de mest kendte fra Rhone, besøgt af gastronomen Jefferson huset på sin tour i Europa i 1787. Wagner kunne naturligvis lide husets muscat. 
    En ung Guigal blev oplært af Vidal, blev rig og købte siden lærepladsen, som i dag fungerer som undermærke til Guigal. 
    Vinene fra de 2 huse ligner hinanden og begge henter -naturligvis- godt 90% af sin vin i det sydlige Rhone og Languedoc, da Côte Rôtie over kælderen er langt dyrere! 

Kingpin rød/hvid, kr/fl v 6: 39,83

6 fl. 239, rød blend, hvid blend, chardonnay eller sød moscato, Spanien
BEDSTE køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 18/9

Rød på tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg" (typisk i ståltank med egechips eller egestave ved gæring/lagring). 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
    Hvid blend  sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

    Fås også som ren chardonnay og sød moscato (ikke smagt). 

Rabl grüner veltliner eller riesling... 79,-

Terrassen, Langenlois, Kamptal, Østrig

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 18/9

Rabl er med 80 hektar en af de største ejendomme i Kamptal i baglandet til Krems ved Donau. Området leverer arketypisk sprød, tør vin, og Rudi Rabl er en dygtig vinmager. Familien har boet her siden 1750. Desværre ikke smagt, men vil tro, vinene ligner naboen Bründlmayer lidt.  

Men vent en sprød, frisk og frugtig veltliner og en lidt strammere, men finere riesling. "Terrassen" henviser til jordbunden, som er ursten, granit. 

    Rabl? Afledt af rabe, lokal dialekt for ravn. Og en sådan pryder etiketten. Importeres for Salling af Glud vinimport. 

Mayer "Asia", Østrig... 79,-

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 18/9

En smuk etiket med en god historie! Halvtør hvidvin med rig aroma af eksotisk frugt og lidt nød, men også pæn syre bag sødmen, der gør vinen interessant. 
    Vinen domineres af druerne grøn veltliner og riesling, alle fra eget domæne, et af de største på bakkerne over Wien. Der er også lidt traminer og pinot blanc. Som navnet antyder velegnet til asiatisk fra sushi og op! 

    Nederst på etiketten står navnet Mayer am Pfarrplatz, som er en af de historiske (1683) "Heurigen", hvor beboerne dengang (skattefrit) måtte sælge egen vin og mad (en inspiration for de små haver på Pile Allé). 

    En af beboerne var Beethoven, der i 1817 skrev dele af sine symfonier her. Der er også et lille vinmuseum. 

Fournier Loire.. 79,- 
hvid Sauvignon Touraine eller Chenin Blanc, rød Pinot Noir, Frankrig

*** (3/5), Bilka, indtil torsdag 18/9

Slet ikke topkøb, men hvid Touraine er slet ikke ringe, selvom den ikke matcher Sancerre. Knastør, men med lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Let og stilren i finish. En god ledsager til salade nicoise eller endog moules frites. Nyd den inden for et par år.

    Den hvide Chenin er hentet længere vestpå. Ikke smagt, 

    Den røde Pinot Noir er nok fra Loire, nok marker nær Sancerre som Cosne. Ganske ok letbenet pinot med rimelig typisk aroma, lidt sjovere end blød sydfransk eller (ofte dyr) fra California. 

Tullamore Dew Irish Whiskey... 105,-

GODT køb + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 18/9

Et godt køb, når avistilbud i den frække lillebror Netto er 119 (men blot 99 i 365 indtil onsdag). 
    Den bedst kendte irske whiskey er bedre end sit rygte. For 150 år siden lukkede kældrene, men nu er mærket vendt tilbage til landsbyen Tullamore, der har givet den sit navn. Men... ok, jeg foretrækker stadig Jameson! 
    Fås også som en likør med honning og noget mindre alkohol. Ikke smagt. 

Talisker 10 år Single Malt 45,8%... 259,-

GODT køb + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 18/9

Stadig topkøb, selvom prisen er højere end i Brugsen sidste uge.
Talisker er eneste destilleri Skye, den barske ø ud for Skotlands nordvestlige kyst med nogle af de smukkeste bjergområder i Skotland. 
Den 10 årige er blandt de fineste, især med den fulde 45,8% har den lidt af Islay's tørv og medicin, men i en overraskende blid, smuk udgave.  Cooper: "Talisker Single Malt 10 er modig whisky, der kræver modige whisky-drikkere. Men hvis du tør, får du en unik smagsoplevelse, der åbner helt nye døre for, hvordan whisky kan smage". 

Antonin Rodet pinot eller chardonnay... 50,-

GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 18/9

Er det virkelig det bedste, fordums kæmpe Føtex kan i denne uge? Åbenbart. Men helt ok daglig Bourgognekopi fra giganten Boisset, for mig pænere end Martenot's vine på samme druer (på tilbud omkring 40-45). Men er dne bedre? Tvivler.  Og ingen match for Boisset's Rhone "Pellerin" (40 i Brugsen).

Magic Box red blend... 50,-

** (3/5), Føtex, indtil torsdag 18/9
EN sjov etiket, men alt for dyr, når du p.t. kan få Faustino V Reserva lidt billigere i Brugsen (eller KingPin til 40 i Bilka). Normalprisen (99) er latterlig for en vin, der i nyere år har fået 82-85p/100 af guider ikke helt i top.

    Blend af syrah og grenache. Dyb farve, lidt klodset duft med krydderi, frugt og sødme over fast syre. Smagen er fyldig, men lidt mager med let sødme for at skjule umoden tannin

    En australsk vin fra Casella bærer samme navn, men denne vin er spansk -og tappet i Frankrig i GCFs gigantiske kældre syd for Bordeaux. 

ANDRE tilbud

Cognac Renault VSOP eller Avec ... 259 (3* + godt køb). Jeg havde ikke smagt Rénault i 20 år, så jeg fik en positiv overraskelse sidste år. Slet ikke så ringe endda, selvom du kan finde markant bedre køb! Avec ikke smagt. 

Cognac Hennessy VS, 259 (3*), for dyr, når du i Meny til 189,95 kan få Martell VS (og Braastad VSOP).  

Tequila "Cuervo" 109 (3* + godt køb). En af de mest kendte fra Mexico, fås som gylden (lagret) og klar med mindre aroma, men tør, ren smag. 
Le Arche Ripasso, 59* med Føtex+, nydelig vin, men vil ikke bruge app'en på den vin, du kunne få til 50 tidligere i år. 
Capolavaro Primitivo, 59* med Føtex+, samme tekst som herover.