Meny tilbyder 2 gode hvidvine i denne uge: Den fyldig, rigt duftende Rueda og den lette, meget sprøde, knastørre Muscadet. Spanien og Frankrig -og to mere forskellige hvidvine er det svært at forestille sig!
Men ellers har Meny ikke meget at byde på, desværre. Jeg kan egentlig meget godt lide Caravaggio's bittersøde rødvin, men trods den rige duft kan vinen blive trættende i længden.
Bedste KØB: Marques de Riscal "Organic" Rueda, Bel-Air Muscadet "sur lie"
Marques de Riscal "Organic", Rueda... 69,95
øko, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 14.oktober
Bel-Air Muscadet "sur lie"... 59,95
Loire, bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 14.oktober. Den knastørre, lette, næsten neutrale Muscadet er egentlig lige så god som Rueda'en -bare markant anderledes!
Nej, Muscadet har ikke noget at gøre med muscat, der i reglen giver søde vine -Muscadet er en knastør, let, neutral, men umådeligt sprød hvidvin fra nogle af de sidste vinmarker omkring Nantes, før floden Loire løber ud i Atlanterhavet.
Jeg holder meget af vinen, som har alt det, som de ofte tunge chardonnay'er fra den "Ny Verden" mangler (bortset fra, de ofte generes af let sødme)! Bel-Air er en rigtig god vingård, som ejes af 3. generation af familien Audrain. Domænet dækker 27 hektar (mest Muscadet), som drives tæt på økologisk. Vinen lagrer efter gæringen med bundfaldet -"lie"- som giver vinen mere frugt end ellers.
Romagnoli "Caravaggio", Emilia... 99,95
**** (4/5), Meny, indtil torsdag 14.oktober. Den berømte lombardiske maler er kendt for "Bacchus", men det er nu et andet værk, der præger denne etiket. Ganske mørk, rig duft; kirsebær, skovbær, fyldig, fast syre + en lille snert af sødme til sidst. Men stadig en god madvin og helt ok til grill bøffen. Af druerne croatina, barbera og merlot groet i Emilia. En del af høsten er fra senthøstede druer, og en del af høsten lagrer i små egefade.
Vinen skal have fået 99p/100 af Luca Maroni 3 år i træk (!). Jeg køber eller ikke vin med høj Maroni-score (selvom han engang var en pålidelig kritiker, akja), men vinen er ok. 2017 har også fået 85p/100 af Decanter (svarer måske til 99p/Marone?). Og 2 glas (af 3) i Gambero Rosso.
Til samme pris tilbyder Meny også Enrico Verga Barolo 2016, som formentlig er identisk med Barolo Natale Verga, solgt af Skovgaard i Brøndby (pris: 220 kr, siger mere om Skovgaard end om vinen!). Jeg vil ikke ofre penge på den -firmaet ligger nord for Milano, meget langt fra Barolo- og er baseret på konsumvin. Desuden Chablis Labouré-Roi, et hæderkronet firma, skæmmet af række skandaler, i dag ejet af Boisset (99,95 3-4*). Så hellere en østrigsk veltliner...
Victoria, Haut-Médoc... 99,95
Cru Bourgeois, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 14.oktober
Set i 2016. En klassisk Bordeaux, som ikke vil tiltale mange endnu, medmindre de gemmer den i 4-6 år. Elsker navnet (vinen har formentlig også fans blandt dronningetro engelskmænd!) mere end vinen, som før havde nogle tørre tanniner.
Det charmerende slot ejes af den rige vinhandlerfamilie Richard , der har slotte i flere områder, bl.a. dette med 20 hektar på grænsen mellem Vertheuil og Saint Estèphe. Der er lidt grus, men mest limsten, som giver vine med mere stramme tanniner end i naboen St Estèphe. Vinen kræver tid.
Barbera Monferrato, Marchesi Barolo... 79,95
*** (3/5), Meny, indtil torsdag 14.oktober. Det smukke Monferrato leverer daglig-barbera'en for mange huse -en enkel dagligvin med hindbærnæse og mere frugt end klasse. Jeg har ikke smagt denne, men smagte for nogle år siden Maraia'en (lokalt sprog for skurk), som meget vel være samme vin. Den var kælderkold og dejlig.
Fontanafredda barbera (aktuelt 50 kr i Brugsen) eer for mig en bedre vin, og såmænd også Vinchio's barberas (ofte på tilbud omkring 40 kr i Føtex og Bilka). Kan det være navnet Marchesi di Barolo? Ofte god Barolo, men Monferrato er noget andet og iøvrigt i afstand langt fra Barolo.
Nitthaus, rød, hvid, rosé, kr/fl v 2: 67,50
2 fl: 135, **** (4/5), Meny, indtil torsdag 14.oktober
Rød pinot noir, rosé, hvid chardonnay eller grüner veltliner, Østrig
Burgenland er den varmeste del af Østrig og ligger omkring den lavvandede store Neusiedl sø syd for Wien. Den er i snit er 1 meter dyb (det dybeste sted er 1,8 meter!), så det er lige før, du kan gå tværs over søen! Men det er UNESCO verdensarv og vrimler med fugle. I de mange hyggelige byer omkring søen vrimler det med storkereder, mange beboede om sommeren.
Nitthaus i Gols på søens nordside er en stor vingård (57 hektar) ledet af brødrene Nitthaus og mest kendt for rødvin. Meny har solgt husets "sélection" i mange år, som sjældent er fra egne marker, men lavet af druer købt hos andre i området.
Den røde pinot noir er bedst -frugtig, afrundet, pæn længde. Har kun smagt de øvrige én gang eller to, men husker chardonnay som nydelig (og det bekræfter andre kritikere), mens jeg husker grüner veltliner som middel, på grænsen til det flade. Rosé ej smagt.