Søg i 1200 opslag:

15/10/2021

Sydamerikansk i top + dagligvine fra Australien...

"Down Under" kaldes Australien ofte, men Argentina og Chile kan vel også bruge dette kælenavn. Desværre synes Australien i Danmark mere og mere at blive reduceret til dagligvine -i dag Hardy's Crest (og andre bestsellere), mens der kommer stadig flere topvine fra Argentina og Chile -som Marea og Trivento i Brugsen. Lidt synd for Australien, synes jeg! 

Denne uge byder i Brugsen også på den fine Rhone fra Plan de Dieu samt den sjove Gringo fra Spanien. 

Hardy's Crest, rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 29,83

6 fl: 179, godt KØB + ***** (5/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21.oktober 

Hardy's er i dag mest kendt for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR" -samt den marginalt bedre Hardy's Crest (William Hardy er ét trin højere op, den får du på tilbud fra ca. 50 kr). 

      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, men husker den som uden friskhed og spræl. Men til 30 kr et rigtig godt køb.  Og trøst dig -med skruelåg og glas er vinen bedre end i plastikpose med pap!

Hardy's er faktisk et af de ældste huse i Australien, som plantede de første vinstokke så tidligt som 1854, ganske få år år efter, at Adelaide var grundlagt som en modelby -helt uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne! 

Hardy's var også pionér for kvalitet og levede op til Imperiets drøm om Australien som leverandør af vin til den engelske overklasse. Huset fik medaljer -netop i Frankrig- så tidligt som 1880erne. Huset blev i '00erne ledet af en Osborn, som her tjente penge nok til at grundlægge d'Arenberg i 1912. 

      Ved hjælp af opkøb og fusioner er det traditionsrige hus over 25 år blevet til Accolade, (måske) Verdens største vinfirma, som omfatter mærker som Mondavi, Beringer, Ravenswood, Waipara Hills, Mud House og mange andre, siden 2018 ejet af amerikanske Carlyle. 

Marea, Leyda, syrah eller chardonnay ... 89,-

økologiskbedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
En af Chile's store nye "Cool Climate" vine laves af det private Luis Felipe Edwards. Denne syrah har en helt anderledes intensitet og dyb de i smagen -og det skyldes ikke kun det kølige klima i Leyda nær Stillehavet! Den har fået høje karakterer af mange kritikere, og 2018 fik 5* af pålidelige Rydberg i Ekstrabladet med ordene: "Næsten sort med kølige krydrede noter i duften. Animalske træk i smagen med sorte blåbær, lakrids og sort peber. Spændende og vellavet vin med en flot intensitet og længde."
       Den hvide chardonnay gærer med naturgær (udover økologien!) og gærer også i små egefade. Den vil imponere mange. Selv en ægte chardonnay-allergiker som mig giver den pæne ord! 

Trivento Reserve, rød/hvid.... 45,-

Bedste KØB + ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21.oktober
rød Malbec, hvid malbec eller chardonnay (4*/5). 
Bortset fra torrontès har jeg sjældent købt hvidvin fra Argentina (men ofte nok smagt dem professionelt og hos venner). Men her er en vin, der får mig til at købe: 
Trivento's hvide malbec lyder spændende. 345 medarbejdere var samlet til en "hack-athon" for at finde på nye vine. Resultatet blev denne vin, hvis første årgang -2019- gav 350.000 flasker, hvoraf del er allokeret til Danmark. En tør hvidvin med rig aroma (kirsebær/hindbær/æble) og frisk syre -ej smagt, men er nok bedre end chardonnay'en. Den røde malbec er altid god. De sorte druer høstes tidligt og får de sorte skaller (der giver farven) fjernet inden gæringen, som er kølig (10 gr!) og lang. 
      Trivento ("Tre Vinde") har navn efter husets første vingård, "3 Vinde". I dag er huset et af de store og ejes af giganten Concha y Toro på den anden side af Andes bjergene. 

  Til samme pris tilbydes Louis Reynaud pinot noir (45, 5*) -som jeg ikke har smagt, men har fået anbefalet af ven, som sværger til pinot. Typisk sydfransker, dvs. mere fylde end originalen fra Bourgogne, men rigtig til prisen. Men foretrækker Trivento malbec! 

la Chasse "Plan de Dieu", Rhône Villages... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
Set i 2019. En solid, ligefrem grenache-syrah med solid fylde, krydret ren frugt og afrundet smag. Hvis du bor på Sjælland og er 50+, kan du måske huske Plan-de-Dieu Rhône,  tappet i Danmark for Irma. Dengang en god, men ret jævn Rhône, som i dag er blevet til Village med lavere udbytte pr vinstok og meget bedre vin. Vinen er stadig fra Gabriel Meffre, men nu tappet af ham selv! 

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace... 69,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21.oktober
Ren aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse. 

Pfaffenheim er en hyggelig by syd  for Colmar, og denne by kommer fra byens kooperativ, som har 60 år bag sig og nyder fint ry for sine ganske fyldige, men rene vine. Kælderen omfatter ca. 200 hektar, som også dækker dele af Gueberschwihr, som er kendt som fødeby for Humbrecht familien fra det legendariske domæne i Turckheim. Kælderen laver god, ikke stor vin, men absolut ok. 
      Laugel pinot gris, Alsace (59, 4*), en god pris, men Laugel er del af GCF, der generelt leverer jævn Alsace (men flot flaske!). Ikke tappet på vingård. 


El Gringo, dark red tempranillo, kr/fl v 2: 54,50

2 fl: 109, Castilla Igp: godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
Hammeken har nu 25 år bag sig og er stadig ejet af danske Nicholas Hammeken (også partner i Globus, en af de største tappere i Danmark). 
Huset ejer ikke vinmarker selv, men skræddersyr vin mest fra kooperativer, som denne fra Mancha området. En fyldig, frugtig/krydret og civiliseret tempranillo, men grundlæggende en simpel (men god) landvin, som Spanien leverer til utroligt rimelig pris!       
Der er pænt langt fra Don Quijote's vindmølle-dækkede Mancha til Almería's "Lille Hollywood". Men navn og etiket er en hyldest til Tabernas ørkenen ved Almería, som har lagt kulisse til over 300 af westerns, (se link til minifilm) inkl. alle Sergio Leones ikoniske film, f.eks. "Den gode, den onde og den grusomme" og andre med ikonisk musik af nylig afdøde Ennio Morricones musik. Så der er lidt Clint Eastwood over vinen!

      Skulle du en dag komme til Alicante, Màlaga eller de nye feriebyer ved Almería, er et besøg i Fort Bravo (et mini-Hollywood) og Tabernas ørkenen et must!  


Emiliana Sparkling, organic brut ... 89,-

økologisk**** (4/5 ?), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 26.august. Ser flot ud med etiketten og den blottede prop. Druerne er pinot og chardonnay fra kølige marker i Casablanca og med brus efter Champagne-metoden. Vinen har fået pæne noter, bl.a. 92p af den gavmilde Suckling (i 2018) samt 5* af Nana Vad (i 2020, men hun ER jo ansat af Coop. Men højt udbytte og kun 6 måneder på flaske med bundfald for degorgering betyder kort levetid. Giv den en chance! Men se på flaske eller etiket for tappedato -det oplyses, at vinen kan holde i 5 år fra denne dato. 

Gran Baron, cava, brut, kr/fl v 2: 54,50

2 fl: 109, **** (4/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil 31.12., norm: 78,-
Brut er absolut drikkelig. Men du får mig ikke til at kalde den god -og de 5* er for prisen! Pænt brus, behagelig frugt, tør (Brut), men med let sødme til sidst. Bruset er kommet i vinen ved Barcelona, men der er god chance for, at vinen eller druerne (ganske legalt) er hentet under varmere himmelstrøg i Sydspanien! Sådan smager en typisk cava (ok, men trættende i længden)- 


Ripasso "Villa Annaberta", Valpolicella... 69,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober 
Har ikke smagt denne tapning, men kender vingården særdeles godt -mere fadbamse end ædel vin. Stort domæne centralt i Valpolicella, men denne vin er vist fra indkøbte druer. Om 2017 skrev Vinavisen: "*****, Giv denne rødvin en stor bøf. Den har en fyldig og bred smag med noter fra kvaset fra fremstillingen af Amarone. Til 69 tilbudspris særdeles attraktiv". 

      Til samme pris Flavabom shiraz, en Amaronet 16% sværvægter fra Australien, som ligner Irma's Sidney Wilcox til forveksling. Ikke min smag, selvom smagen er rimeligt tør. 

Villa Annaberta Amarone, Private Collection... 179,-

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. december 
2013. Denne skal være en klasse over deres almindelige (i øvrigt gode) amarone. Jeg er bestemt ikke fan af amarone, men må indrømme, at Annaberta er rigtig god, magtfuld, med koncentreret frugt, pæn dybde, tannin, lang med ganske svag sødme i eftersmagen. Vinen er gammel -7 år- og skal have lagret 36 måneder i eg + et par år på flaske. Det er 3 år siden, jeg smagte vinen, men vil tro, den holder endnu.   
      Vingården ligger i hjertet af Valpolicella. De sælger masser af vine af varierende kvalitet, men denne amarone samt deres Valpolicella og ripasso er en tand over le Arche, Cadis og de andre billige amaroner. Denne "Private" er lagret 8 år, et par år længere end normalt. 

6 fl: 249, *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 21. oktober
Tilbud kan være vildledende! Prisen i september var 29,83 kr (v. 6) -et anderledes godt tilbud end 41.50. Vinene er nydelige og korrekte og kan ikke genere en tiger! Den lyserøde ok som også hvid chenin, de røde er bedre. 

Ch. Tour de Laroze, Margaux.... 179,- 

**** (4/5), 2013,  Superbrugsen og Kvicklyindtil torsdag 21. oktober
2013 er ikke topår, og vinen er en sekundavin fra Labégorce (som også Gravières de Marsac i Føtex). I Føtex tilbydes nu 2015 -en noget bedre årgang- så her mistede denne vin en stjerne! Hvis jeg var Coop, vil jeg sætte den ned til 129, hvor vinen sikkert er topkøb -og så få den hjem i 2018 eller 2019, hvor prisen sikkert er ekstremt rimelig! 
      Vinen har modnet 5-6 år på flaske og er sikkert en moden, flot Bordeaux med nydelig bouquet . Jeg tror egentlig, at et år eller måske to vil gøre vinen endnu bedre. Flaskehalsen giver den 5* med masser af ros. 
      Vinen kommer fra Labégorce (foto), som jeg kender godt -Marjolaine de Coninck er en ung, dygtig vinmager. Margaux er også noget helt særligt, et af de ikoniske små områder for alle, der holder af vin.