Søg i 1300 opslag:

10/06/2021

Håbet er lyserødt -også i Irma!

Ja, vinene er lyserøde, men håbet er lysegrønt! Irma er efter en tam uge tilbage i stærkeste opstilling, som virkelig formår at score vinøse mål, så jeg begynder at tro på medalje-chancer ved EM. 

Mens de andre kæder stiller op med fancy flasker med af og til tvivlsomt indhold, scorer Irma point på en klassisk Tavel, en god Camargue og en herlig Campanas

De andre tilbud er lige så interessante -der er rigeligt med gode køb til 3.halvleg, og jeg er formentlig for hård ved Caronne Sainte-Gemme, som meget vel kunne være Bedste VIN. Hvis jeg havde tålmodighed til efter EM... Synd og skam! 

Tavel Lafond "Roc-Épine" ... 79,- 

2020 Rhone, økologiskBedste KØB + VIN + ***** (5/5)Irmaindtil onsdag 16.juni
Da kongen af gastronomien Brillat-Savarin skulle sige noget pænt om rosé, så snakkede han om Tavel, og det forstås! Området er ikke alene et af de ældste "Crus" i Rhône-dalen, men også det eneste område i Frankrig, hvor kun rosé må være byens navn. Her laves både rød og hvid, men de må kun sælges som Rhône, ikke Tavel.  
      Lafond er den førende familie i området. Der er 3 grene, men Roc-Épine er måske bedst kendt. Druen er grenache + lidt cinsault og syrah. Kældrene er hypermoderne. 
      2020 er ikke smagt. 2019 har mistet lidt frugt, men holder, takket være skruelåg. Farven er dyb for rosé, med en livlig og rig aroma af urter; smagen er fyldig for rosé, med frugt og syre under frugten
       Skruelåg, og det betyder, at du kan købe lidt ekstra uden at risikere, at vinen bliver for gammel.
      Prisen er lav for Tavel, som ofte koster over 100 -ofte endog ikke så god som denne. De andre kæder tager p.t. over 100 for Tavel. Ja, moderkæden Coop har Tavel fra Gabriel Meffre -til 129. Og den måler sig ikke med Lafond.   

2020**** (4/5)Irmaindtil onsdag 16.juni. Efter mange år med Tavel var nyhedens glans væk (ikek alle er gode), og vi opdagede Bandol som Verdens nye bedste rosé. Her bruges samme grenache, men ofte dominerer (især i rød) den sarte mourvèdre drue, der giver vinen en vild tone i duften, som ofte har lidt mere syre end Tavel. Valdaray fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet, jeg synes også godt om den, rig frugt, blomst, orange og jordbær, middel fylde, god længde og med mineralske noter under frugten til sidst. Men ikke bedre end Tavel, så hvorfor dyrere? Bandol ligger som et 10 km bredt amfiteater ned til Middelhavet lidt øst for Marseille beskyttet mod vind og vejr på fra nord. Her laves historisk mest rød, men som i Provence breder de pinke udgaver sig.  
      Til samme  pris Crozes Hermitage "Clairmont" (99, 5*). 

Dulong, Crémant de Bordeaux, kr/fl v 6: 58,17

6 fl: 349, bedste KØB + ***** (5/5), Irmaindtil lørdag 12.juni

Fås i rosé brut (5*, bedst), brut (5*, ok) og demi-sec (3*, ligegyldig). Rosé er ren og ligefrem, fint brus, nydelig ren aroma, lidt dosage trækker ned for mig, men ikke for andre, den tørre brut er slet ikke værst, nydeligt brus, ren aroma, måske lidt kort (druerne er cabernet og semillon), god syre og pæn eftersmag. God allrounder, så til 58 kan jeg ikke klage -og det gør studenterne næppe heller! 
      Dulong ejes af giganten GCF, der også leverer Calvet (Bilka og Føtex), Lichine (Netto), Lestissac (Brugsen), Eschenauer blandt et utal af navne. Dulong var i en årrække ejet af Freixenet, den spanske cava-gigant, så navnet har en vis tradition for brusvin. 

Domaine le Pive, Gris de Camargue, kr/fl v 2: 64,50

2 fl. 129, økologisk, Bedste KØB + ***** (5/5)Irma, indtil onsdag 16. juni.  Denne vin er en favorit til salat, måske sammen med lidt røgfisk eller rejer. Druerne er grenache, merlot + lidt cabernet. Druerne høstes om natten, så druerne er kølige, når de kommer til kælderen. Druerne blødes ud med skaller i 5 timer, det giver mere aroma før en kølig gæring. Meget lys rosé med masser af aroma, let, næsten som hvidvin, men med rød frugt i smagen. Mangler måske lidt syre, men meget indtagende.  

Foto: Brigitte Jeanjean ejer Domaine Pive i Camargue'n, deltaet af floden Rhône. Pive ligger tæt på byen med det dystre navn, Aigues Mortes (de døde vande). Byen har aldrig haft drikkevand, som blev redet ind fra Arles med hestevogn -i dag afløst af lastvogn! Byen imponerer med sine mure, og så startede her flere af korstogene til at befri Jerusalem. 
     Camargue'n er et fascinerende område. Hesteelskere går efter de særlige, vilde heste, du kun finder her! Gastronomer går efter den lokale ris (og måske vin), fugleelskere går efter de sjældne hejrer og andre bevingede væsener, mens (nogle) mænd går efter tyrefægtningerne, som stadig holdes her (måske fordi tyren overlever). Og så er her totalt fladt. Så undgå at komme her på en dag, hvor mistralen blæser!   

      Til samme pris også Aix en Provence "Gassies" (4*. 2 fl. 129). Ikke samme frugt eller stil. 

Pouilly-Fumé "Domaine Pabiot"... 99,- 

2019/20 Loire, bedste VIN + ***** (5/5), Irmaindtil onsdag 16.juni
Urklassisk "textbook" sauvignon med overdådig, men alligevel diskret urtearoma, let, frisk, fine syrer, pæn lang smag. 
      For mange er Fumé den ultimative sauvignon (i USA blev vin på druen af gamle Mondavi solgt som Fumé). Området ligger på fine skråninger i det kølige Midtfrankrig over for Sancerre, som den ligner. Pabiot er rigtig god vingård. P.S: En vin fra samme vingård fås hos Kjær & 
Sommerfeldt til 180. men "Fines Caillottes" er formentlig meget tæt på denne vin.

Campanas, "Seleccion Especial" eller rosé, kr/fl v 2: 44,50

2 fl. 89, Navarra, Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 16. juni

Jeg har ikke smagt rødvinen, en bedre udgave af den almindelige -ganske gode-  Campanas, et historisk (1864) mærke, som i dag ejes af familien Manzanos, hurtigt voksende hus i Rioja som i hjemegnen Navarra. 
Den lyserøde er god, tør, frisk og neutral på den gode måde -og Campanas var i 1950erne også pioner for rosé i Navarra. 
Den røde er blevet rost vinen (i 2014, Irmas årgang kendes ikke). En meget kraftig vin med fast stil og intens duft plus en middellang afrundet eftersmag med lidt alder. 

      Til samme pris også en ung Ribera del Duero, Condado de Oriza, ret enkel, blød frugtfylde (2 fl. 89, 5*). 

Cotes du Rhone, Pierre Henri Morel... kr/fl v 2: 49,50

2 fl. 99, bedste KØB + ***** (5/5)Irma, indtil onsdag 16. juni

Rhone er ny i Morel's stadig voksende sortiment, men ligner den Morel's Signargues eller moderhus Chapoutier's Belleruche, er den et sikkert Best Buy! 
      Pierre Henri Morel var i årrække leder af Chapoutier i det nordlige Rhône, men begyndte i 2008 at sælge vin under eget navn -fra Chapoutiers kældre i det sydlige Rhône (Chapoutier er også ejer). Huset køber vin udefra som Meffre, Guigal og andre. Men Chapoutier har noget af et ry at leve op til -og de vine, jeg har smagt, har alle været flotte (og gode køb). 

Glorioso "Selección Especial", Rioja, kr/fl v 2: 74,50

2 fl 149, Bedste VIN + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 16. juni

Anderledes Rioja,  kølig, frisk -men stadig med Riojas runde kraft og rige duft- dog køligere end Faustino, som du ofte møder i disse spalter. Palacio ligger i den maleriske lille by Laguardia (foto), som er selve hjertet i Alavesa, mens Faustino ligger i det lunere Oyón. 
       Palacio ejer næsten ingen jord selv og får druerne fra lokale vinbønder og laver en serie gode vine. Den sorte etiket skal være en bedre udgave af den almindelige crianza, som blev skabt for at fejre husets 100 års fødselsdag. Huset blev grundlagt af Cosme Palacio, som siden skrev sig ind i den spanske vins historie, da han rykkede til Vega Sicilia, hvor han skabte en fransk inspireret vin, som gjorde en dengang ukendt ejendom til superstjerne. 

      Irma tilbyder til samme pris Condado de Oriza Reserva Ribera del Duero (74,5 v.2, 3*), blødere og mere kedelig. 

Ch. Caronne Sainte-Gemme, Haut-Médoc... 119,-

2013, ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 16.juni
Bordeaux (og Bourgogne) er et af de få områder i dag, hvor årgangsskemaet stadig betyder noget. Caronne er en klassisk Bordeaux, som i reglen kræver 10 år og vil leve 20 år. 2013 er svag årgang, men vinen er god. 87p af Falstaff og WineEnthusiast -men jeg fornemmer, vinen bliver bedre endnu. Prøv den nu eller vent 3-4 år på blødere tanniner. 
En af mange gode "Bourgeois" i Médoc, ofte anset for tæt på 5.Cru. 

      I 1900 blev det stilfulde slot købt af brødrene Emile og Eugène Borie. Sønnerne af Eugène solgte deres halvpart til Emile og købte først Batailley (5.Cru) og siden Ducru-Beaucaillou (2.Cru). Vinene fra disse to slotte kostede dengang ikke neget mere end Caronne. 
      Slægten Borie ejer stadig alle slottene, så jeg vil nok være lidt misundelig på fætter Jean-Eugène Borie, hvis jeg var Jean Nony-Borie og "kun" leder Caronne. For du kan få 10-12 flasker Caronne for én Ducru i dag... Og så stor forskel er der ikke på de to vine! 

Don David Malbec MAGNUM... 89,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 16.juni

Druerne vokser næsten så langt mod nord du kan komme i Argentina og så højt oppe, som vin kan gro -op mod 1800 meter over havet! Cafayate ligger, hvor Argentina mødes med Bolivia, Paraguay og Chile, måske den smukkeste vinregion, jeg aldrig har besøgt -præget af mystiske underskønne bjerge, vilde skove og stegende hede ørkener. Her er varme dage og iskolde nætter, tørt (120 mm nedbør i en våd årgang (!) modsat Danmarks 800-900. Her kan du se lamaer frit i gaderne! Esteco er et af de ældre vinhuse, grundlagt 1892 af franskmanden Don David Michel. 

      Don David er rigtig god vin til en særdeles rimelig pris. Jeg har kun smagt den på 75 cl flaske, men kunne lide den overdådig frugt, solide krop med bund af blød tannin      

Aglianico "Rinforzata", Puglia Giordano, kr/fl v 2: 54,50

2 fl. 109, Bedste KØB + **** (4/5), Italien, Irmaindtil onsdag 16.juni

Når du en dag er træt af de utallige sødmefulde rip'amaroner fra Puglia, så prøv aglianico, som du mest ser omkring Napoli (bl.a. Taurasi) og i nabo Vulture. Druen har en særegen aroma, men i denne vin fra Giordano er den mere civiliseret, fyldig, rund, noget modenhed i duft og smag (skal have et år i eg) masser af bær og frugt i næsen. Til prisen et rigtigt godt køb. 

Giordano Nero de Troia "la Mossa", kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299, Bedste KØB + **** (4/5), Irma, gælder indtil lørdag 12.juni. Jeg kan lide Giordano, fordi de (også) tilbyder andre druer fra Italiens vinhav, f.eks. den lokale drue, Nero de Troia: Dyb farve, indbydende duft af modne bær, frugtig snarere end krydret, fyldig, silkeagtig og pænt lang. 

      Det græsk-tyrkiske navn har fået mange til at nævne en legenden (sikkert en myte snarere end fakta!): Efter belejringen af Troja (ca. 1000-1200 f.v.t.), der sluttede med den trojanske hest (!), nåede nogle flygtninge ledet af Diomedes til Puglia, hvor de slog sig ned ved Ofanto floden med de få souvenirs fra hjembyen, nogle sten -og et par vinstokke. Druen havde her fundet sit sande hjemland! 

      Irma tilbyder også Wine Urban Park, (endnu) en Ripasso-type fra det store Verona-hus Montresor, som leverer middelvine til middelpriser. Denne har fået sølvmedalje på Mundus Vini (6 fl. 299, 4*, indtil lørdag 12.6.). Normalprisen (119) er et moderne fænomen af de triste.