Søg i 1200 opslag:

23/09/2023

Spansk topscorer til blot 59 kr!

Du må ikke klage, når du kan få en spansk topscorer med hele 92p fra gode Peñin til blot 59 kr. Men ellers er der ikke meget discount at finde i de mange discount butikker i det danske land! 

Lidl's Paraje Hurones med 92p (59) er ugens bedste køb i discount sektoren, men deres Primitivo Peuceta (33,17 v 6) er også ok. 

    Coop365 har de udmærkede Indomita fra Chile (lidt af et fund til 35), mens Netto og Rema1000 leverer gode vine til priser, som ikke er discount! Både le Arche og Noble House (40) har været tilbudt til lavere priser i Netto's søsterkæder, men er dog stadig gode køb. 

    I Rema1000 giver Rudi Rüttger Riesling god kvalitet til prisen (65) ligesom August Kesseler's flotte Schlossberg Riesling (99). men vi er pænt langt fra discount i pris! 

Bedste KØB: Paraje los Hurones - Primitivo Peuceta - Indomita rød/hvid 
Godt KØB: Undivided rød/hvid - le Arche rød/hvid - Noble House riesling - Rudi Rüttger Riesling 100cl - Kesseler Lorcher Schlossberg riesling - Coto de Imaz Rioja - Chivas Regal whisky 
uge 39/2023

Paraje los Hurones, Castilla & Leon... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Lidl, søndag-lørdag 24-30.september

Jeg kan se, at anerkendte Peñin har givet 92p/100 til denne vin, så her har du et fund til prisen. Ikke smagt, men vent en vin med overdådig duft af modne druer, fylde og pæn længde med tanniner skjult under frugtenVinen er lavet på tempranillo (lokalt Tinta del País) lidt nord for Duero floden nær den gamle hovedstad Valladolid. Så vi er tæt på Ribera del Duero, måske i Cigales, ikke helt sikker. 

    Paraje betoder "stoppested" og antyder et særligt sted eller vinmark (Pago, Paraje o.l.), men når vinen kommer fra spanske Lidl, så er vi nok oppe på store mængder! Mener "Huron" er et afde mere sjældne dyr, måske en mår. I det indre af Spanien finder du ofte dyr, du ikke ser andre steder. 

    Lidl har spanske dage, så et ok sted at finde tapas i en fart, bl.a. oliven, olie og frosne churros (jeg foretrækker den rygende varm!). Også Vega Cadur Brandy Reserva (36%, 99). Har ikke smagt denne spanske coñac, men frygter for, at den er lidt for ung. Men fair pris. 

Primitivo "Peuceta", kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, torsdag-lørdag 28-30/9
En nydelig primitivo med frugt og fylde og uden unødvendig sødme. Tappet i Puglia. Kender dog ikke firmaet, som ligger vest for Bari. 

Indomita rød/hvid... 35,-          
cabernet-sauvignon, pinot noir, hvid sauvignon, Chile
Bedste KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 27.september

Helt enkle vine til rigtig god pris, velsmagende og med nydelig frugt. Pinot'en var testvinder (4*) i BT. Har kun smagt den hvide sauvignon, som var frisk og sprød. Vingården drives bæredygtigt -"sustainable"- som det stolt nævnes på etiket. Vinen er dog (endnu) ikke økologisk. 


Undivided Pinot Noir eller Chardonnay.... 49,- 

Godt KØB + *** (3/5), Coop365, indtil onsdag 27.september

Sydfransk udgave af Bourgognes 2 druer: Chardonnay er pæn og nydelig Bourgogne-kopi i en kølig udgave, totalt træfrit, som jeg kan lide den, diskret aroma, middel fylde, pæn syre i eftersmag. Druerne kommer fra Oc, dvs. Languedoc-Roussillon, og den kølige del af dette område er Limoux og omegn, så druerne er nok herfra -og det samme gælder nok for druerne til rødvinen:
      Rødvinen smager af sort pinot. Farven er middel -som al Bourgogne- duften er ren hindbær med lidt solkrydderi (men slet ikke som i f.eks. Oregon eller California!), smagen er ret let, men ved iltning bliver den længere. Nydes kælderkold -en meget drikkelig vin!'

Le Arche rød/hvid... 40,-
hvid Garganega-Pinot Grigio Garda, rød Rossogrande

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 30.september

Rød Rossogrande er en let Ripasso-type på lokale corvina, molinara og rondinella, ok frugt og let sødme i eftersmagen. I den hvide Garda får Soave's garganega lidt vægt fra chardonnay. Begge er rigtig gode tørstslukkere, lette og friske -gode til en sommerbuffet. Med lidt held finder du også stadig den lyserøde Bardolino, tør og frisk. 

Noble House rød/hvid... 40,-

Riesling medium eller rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Godt KØB + *** (3/5), Netto, indtil fredag 28.september

Dr Pauly henter vinen i Rheinhessen langt fra hjemmet ved Mosel - behagesyg vin på den gode måde. Solgt i foråret til 33-35 kr, så ikke topkøb. 

Hvid er god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige har rigere aroma, men også god friskhed trods sødmen. 

Du kan nok også stadig finde den tørre riesling -næsten bedre- eller rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god. 

Capolavaro "Selezione", kr/fl v 6: 28,17

6 fl: 169, ** (2/5), Netto, indtil torsdag 29.september

De fleste danskere foretrækker vinen med en lille sukkerknald i, og sådan har det været i generationer, uanset om jeg i reglen ikke bryder mig om sød vin, i særdeleshed ikke sød rødvin! Så derfor er Capolavaro Danmarks mest solgte mærke i vin, som ses i alle Sallings kæder, fra Netto til Bilka. 
      Har kun smagt et par af vinene et par gange (i supermarked og hos venner), da det er en vin, jeg aldrig vil betale for. Capolavaro skal få dig til at tænke på mesterværk, men ordet capo får nu mig til at tænke på en mafiaboss.
      Mærket ejes af Globus Vin -et af Danmarks største vinfirmaer- og fås i mange udgaver, som alle har en lille sødme til fælles. Undgå bag-in-box, hvor sødmen kræver mere svovling og filtrering, hvis du vil have vinen. Vinene er tappet i Danmark. 

Rudi Rüttger Riesling 100cl... 65,- 

Trocken Kabinett, Pfalz, Tyskland 

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, indtil lørdag 30.september

(ca. 49 pr 75cl). Har kun hørt godt om denne tørre Riesling Kabinett, som jeg dog aldrig har smagt. Men andre er glade -og ærligt talt -hvor meget riesling får du til 44,67 pr 75cl? Druerne høstes modne og giver en ganske aromatisk, tør hvidvin, ren og frisk, beregnet til at nyde ung, Et par danske smagere har givet denne 2021 hele 91p. Måske lidt vel rigeligt.  

Rüttger er et privat vinhus i Neuleiningen, en malerisk lille by i det nordligste Pfalz ikke langt fra Worms. Familien har groet vin her siden 1643. For nogle år siden kom den unge Rudi Rüttger hjem efter endt uddannelse fra Klosterneuburg i Østrig. Men han har været en omvej omkring bl.a. Marlborough i New Zealand. Vinene er i dag meget moderne, sprøde og tørre. 

El Coto de Imaz, Rioja Reserva... 79,- 

El Coto de Imaz, Gran Reserva... 99,- 

Godt KØB + **** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 30.september

Vinene er blevet dyrere på tilbud og er ikke længere bedste køb -især når du sammenligner med storesøster Baron de Ley, der fås i Bilka/Føtex til markant lavere pris på tilbud (og smagere meget tæt på). 
Begge er dog stadig ok køb i en meget indbydende og lækker stil, fløjlsagtig fyldig Rioja, som simpelthen smager godt. Der er lidt mere dybde og bouquet i "Gran". 
    Huset Coto ligger i Oyón i Alavesa og har samme ejer som Baron de Ley, som sælges af Bilka og Føtex. Alle har det til fælles, at vinene i reglen kommer fra eget domæne og leverer rigtig meget vin til pengene, p.t. dog især Ley, ikke Coto, desværre! 
Foto: Coto blev grundlagt under den store Rioja-revolution i 1970erne og var en tid den største bodega i Rioja. Etiketterne er kendetegnet med en gravering, altid med en kronhjort.
      Rema1000 sælger også El Coto Crianza (59,-, 4*). Her vil jeg give de 20 kr ekstra for Reserva. Men allerhelst i Lidl for at købe Paraje de los Hurones (59). 

Primitivo Susumaniello "Boccantino" ... 59,- 

** (2/5), Rema1000 indtil lørdag 30.september
Flasken ser flot ud og vinen smager godt. Især det første glas. Mørk, kraftig, blød -som ventet af vin med 14 g/l restsødme. Vinen får ofte 98p/Maroni -og ham har jeg ikke tillid til. Druen er primitivo (zinfandel) blandet med susumaniello, som er om muligt mere produktiv end primitivo. Navnet skal komme fra talemåden: "Susu lu somariello" -"løb, æsel, løb" -æslet får travlt med alle de druer, som skal i kælderen! 
      Vinen kommer fra schweiziske Schenk, et gigantisk (men ofte godt) firma, som i Italien har hovedsæde i Ora så tæt på Schweiz som muligt -og så langt fra Puglia, som tænkes kan!  

    Rema1000 tilbyder også LZC (rød/hvid/rosé, 50, 2*), californiske vine tappet af Globus i Køge. Har aldrig fundet vinene drikbare, men en ny Petite Sirah burde have interesse med mere fasthed end zinfandel. 

August Kesseler Lorcher Schlossberg... 99,-

riesling "Erste Lage". Godt KØB + ***** (5/5),  Rema1000, torsdag-lørdag 28-30/9 

En klassisk Rheingau riesling fra "Erste Lagen", tæt på toppen i Tyskland, dog under "Grosse Lagen", som er Tysklands fineste vinbjerge! Vent en aromatisk, fyldig riesling med rig frugt, god længde og let sødme med fast syre bagved. Flot ung, men kan leve i 10+ år. 
    Kesseler ligger i den maleriske lille by Assmannshäusen, (foto viser svævebanen og vinbjerget Höllenberg). Lidt nord for denne by ligger Lorch, hvor druerne til vinen kommer fra en af byens bedste skråninger. 
    For 100 år siden ejede vingården blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og under August dækker vingården i dag 33 hektar fra Lorch i vest til Hattenheim og Erbach i øst. 
      Vingården har fået et stort ry (4* af 5 i Gault-Millau) for både rød pinot (1/3) og hvidvin (2/3). Vingården har siden 1995 været medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen.

Rhone "Richebois" 16%... 59,- 

** (2/5), Rema1000 indtil lørdag 30.september
Rhone med 16%, ak og vé! En kamp, Rhone altid vil tabe til det hede Puglia, hvor druen Primitivo uden problemer kan høstes ved 14-15% i august og 16-18% i september og levere vin, jeg helst vil undgå! 
    Tag ikke fejl -jeg vil have Rhone med 14-15% snarere end den tynde 11-12% Rhone, som jeg (alt for ofte) smagte i 70erne! Druen grenache skal op på 14%, men på 16% bliver vinen vulgær og dufter mere af alkohol end vin. Vinen er fra det ellers gode Compagnie Rhodadienne og importeret med forskellige etiketter -med "Teres Calcaires" er set på web til 80-120 kr. Latterligt. 

Chivas Regal "12 år" Scotch Whisky.. 149,-

Godt KØB + **** (4/5), Rema1000, torsdag-lørdag 28-30/9 

I min ungdom var Chivas den fine, dyre whisky -sådan er det ikke længere, men stadig er 149 næsten for lav pris, typisk duty-free pris! Johnie Walker Black er mest min smag, men seriøse Tastings gav den 91p i 2019 med ordene: "A palate-pleasing blended Scotch that offers notes of delicate spices and chewy toast... a supple, vibrant, dry-yet-fruity light-to-medium body and a smooth, captivating, medium-length finish that shows accents of toasted pound cake, spiced frosting, and mocha finish". 


22/09/2023

Flot Brunello, superb Chile og fransk med 40% i Føtex

Føtex er i topform igen efter et par måneder i hængekøjen med mange spændende tilbud, der fortjener opmærksomhed. Og vi kommer faktisk det meste af Jorden rundt -inkl. 2 dage med franske vine! 

Og så er der en række gode italienere, især måske Brunello Poggia Forte (109) og Vanità rød og hvid (45) samt Righetti Ripasso (69). For fans af australsk vin er Lehmann værd at købe (79).  

    Og en god pris på den nye Portia fra Ribera del Duero (69). Et nyt hus med flotte vine til fair pris (og en imponerende bodega!). Vinen har mere dybde og længde end den ellers gode Baron de Ley (55), hvor også hvid kan anbefales (55). 

    Bedre endnu er Chile's T.H., en meget flot vin fra særligt parcel (79). Både rød og hvid er i top. 

Bedste KØB: Portia "10 meses" Ribera del Duero - Vanità rød/hvid - Undurraga "T.H." rød/hvid - Brunello Poggio Forte - Gemma Barolo - Trapiche "Pure" rød/hvid/rosé - Baron de Ley Rioja Reserva

Godt KØB: Ripasso + Amarone Righetti - Baron de Ley Rioja hvid/rosé - Cava Perelada Brut - Peter Lehmann "Portrait" rød/hvid - Wolf Blass rød/hvid/brus - Ironstone reserve zinfandel/chardonnay

Fransk med 40% (indtil lørdag): Rhone Louis Bernard øko - Mercey Hautes Cotes de Beaune - Grands Champs Bordeaux - Vieux Gadet Médoc - Gravières de Marsac Margaux. Godt KØB: Louis Bernard diverse Rhone - Fournier Touraine sauvignon - Tertre du Moulin St Emilion 

Uge 39/2023

Portia "10 meses", Ribera del Duero... 69,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

En mørk, magtfuld, men ganske elegant vin, ikke crianza, men lagret 10 måneder i små egefade. Afrundet, flot og lang. 
    Ribera del Duero var engang området med sublime, kostbare vine (og så en masse skuffelser). I dag laves store mængder vin, langtfra alle i superklassen. Denne er i den bedre ende, 2020 har fået bl.a. 92p/JamesSuckling. 
    Portia er en ret ny bodega med 160 hektar vin og imponerende kælder med 3 grene designet af arkitekten Norman Foster. Det ejes af Faustino Rioja, men nyder vis selvstændighed. 

Vanitá, rød/hvid... 45,- 

rød nero d'avola eller primitivo, hvid pecorino, Italien

Bedste KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

2 røde: Frugtig, let krydret, middelfyldig nero d'avola fra Sicilien og blødere, men mindre karakterfuld Primitivo fra Puglia. 
     Samt en rigt duftende (mirabel, blomst) frugtig, ganske elegant hvid fra Abruzzo på den unikke pecorino drue (ej at forveksle med osten af samme navn). Den superbe drue er unik for området stik øst for Rom og er i dag i topform efter  længe at være anset for uddød. 
      Farnese leverer vinene. Ledet af Valentino Sciotto (foto). Jeg kendte ham i '00erne, da han lavede montepulciano fra Abruzzo. Siden fik han en pengestærk partner i modehuset Benetton. I dag laves vin i hele Syditalien. I december 2019 blev majoriteten overtaget af en amerikansk fond, Platinum. 
      Farnese leverer god kommerciel vin til en rimelig pris. Både nero og den hvide pecorino har fået 88-90p af respekterede kritikere.

Undurraga "T.H." syrah eller sauvignon blanc... 79,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex,  indtil torsdag 28.september

Kraftig syrah med overdådig frugt, ganske kompleks, god dybde og fin længde med blød tannin. Herlig tør sauvignon blanc, som matcher en langt dyrere vin fra New Zealand -frisk og sprød, lang smag. Parker gav 93+p/100 til syrah i 2019,  mens den hvide sauvignon fra Lo Abarca 2020 fik 92p og 2019 91p. Andre smagere er helt enige. Så mange points koster normalt dyrt! "T.H." for "Terroir Hunter", dvs. fra særligt gode områder -og bedre vin. 

  

Foto: Undurraga er et af de større huse i Chile, grundlagt i 1885 som et af mange af baskiske indvandrere, som det specielle navn antyder (andre er bl.a. Erràzuriz). Huset var hurtig med eksport til USA, og allerede i 1975 solgte Erik Sørensen Vin Undurraga, som dog i 90erne gik konsumvejen. Huset ejer 1800 hektar vin.

I 2007 begyndte de igen at lave gode vine -og "T.H."(Terroir Hunter) er blandt de bedste, fra navngivne vinmarker, tapet i små mængder, typisk omkring 15.000 af hver, antal anført på etiket! Disse 2 kommer fra Leyda, et fint, køligt område nær Stillehavet. 

Brunello Poggio Forte, Montalcino... 109,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Var på tilbud i foråret til 129, så til 109 et topkøb. Brunello laves på en sangiovese klon og giver i reglen vin med en markant garvesyre, som kun delvis blødgøres af 2-3 år i eg. Vinen har kraften og frugten -og serverer du vinen kælderkold, tror jeg, du vil blive mere end tilfreds til både and og bøf.  Poggio Forte er 2.vinen fra Quercecchio, en af de større vingårde i Montalcino.

Gemma Barolo... 109,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Set i 2019.  Gemma er god (ikke stor) Barolo. Typisk murstensfarve og interessant duft med læder og frugt, men stadig en vis stramhed. Men med en moderne Barolo's bløde tanniner. Den kræver ikke 10-20 år.

      Kun få Barolo tifosis kender Gemma, som er et ret nyt hus, ejet af Piacentini, en gigant i eksport af Amarone & Co. 
     Søren Frank giver i "Barolo" Gemma 3*, det samme som Oddero og andre velkendte huse -og mere end f.eks. Batasiolo. Jeg er ikke enig med Søren Frank om alt, men trækker lidt på ham, da jeg ikke er Barolo-tifosi! Jeg foretrækker til hver en tid Gemma's kommercielle, fyldige stil for fanatikernes  supertannin-vine med lys farve og bidende syre.

Ripasso Classico Righetti... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka indtil torsdag 21.september
Jeg har nydt ripasso'en et par gange for sin runde fylde og positive frugt, der fører til en nydelig pæn eftersmag.

Amarone Classico Luigi Righetti... 109,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Jeg har kun købt Righetti et par gange siden 90erne og fundet den uinspirerende, frugtig og kraftig snarere end bred. rig, men let sødlig frugt uden en god Amarones frugt og koncentration. Men prisen er meget lav for amarone. 
      Righetti ligger midt i Classico området og ejes af 3. generation af familien Righetti. Her ligger også vingården, men druer købes ind til det meste af produktionen, som er koncentreret om ripasso og amarone.

Trapiche "Pure" rød/hvid/rosé... 45,-

Rød eller rosé malbec, hvid sauvignon, Argentina

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

      "Pure" er den rene vin uden egelagring, der kommer fra Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by (foto).  

Rød Pure har åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag med positiv frugt. Kritikerne kan også lide den -2019 har fået hhv 89/Descorchados og 90p/Falstaff..   
      Den hvide har god frugt, men ikke samme præcision og sprøde friskhed som god sauvignon fra New Zealand og Frankrig. Men både hvid og rosé er flot køb til 45.

Baron de Ley, Rioja Reserva... 55,-

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft med pæn dybde og intensitet. Mere lækker end aristokratisk, men bedste køb. 
Jeg drikker egentlig lige så gerne denne som den noget dyrere Gran Reserva, selvom denne er mere "fløjlsagtig" og fed, men måske knap så bærpræget. 85% Tempranillo + 10% unik maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. Set i 2018 med 91p/Guía Peñin. 
    Ley er rigtig stor, men skiller sig ud ved, at alle vine er fra eget (store) domæne. Huset bor på 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa

Baron de Ley Rioja hvid/rosé... 55,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Den hvide lagrer sur lie og er rigtig god, frisk med ren aroma. Druerne er hvid garnacha og ret unikt hvid tempranillo, der giver en vin med mere aroma. 

    Den lyserøde er ren garnacha, hvor saften kommer uden presning ("Lagríma"). Lagrer også sur lie indtil tapning. Testvinder i en smagning, for mig god, diskret aroma, men nydelig, fyldig, ganske frisk. Nydes ung til en salat. 

Cava Perelada, brut... 55,- 

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Brut har fint brus med små bobler, nydelig aroma, god frugt og ren, tør smag med lille syre. 
      Perelada er et stort, veldrevet familiehus med kældre syd for Barcelona og navn efter smukt slot nær Roses tæt på grænsen til Frankrig. Men druerne kommer ganske legalt nok fra hele Spanien. Reserva betyder lagring mindst 18 måneder før salg, længere end standard-cava. 

Peter Lehmann "Portrait" rød/hvid... 79,-

rød shiraz Barossa, hvid riesling Eden Valley, Australia

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Peter Lehmann grundlagde dette ikoniske hus i 1980 efter mange år hos Saltram. Hans Stonewell er en klassiker, og han fik tilnavnet "Baronen af Barossa". Han døde i 2013, og huset ejes i dag af familien Casella, som har tjent formue på biligvinen Yellow Tail fra det hede Riverina. Lehmann drives dog selvstændigt, og vinene er ganske anderledes -typisk Barossa! 
     Indbydende vine, behagelige unge. Den røde shiraz er magtfuld, ret krydret/frugtig og blød, mens den hvide riesling er elegant, aromatisk, ret let (11%) og til den tørre side (3,91 g/l). Begge kan gemmes nogle år. 

Wolf Blass Red Label, rød/hvid/brus... 45,- 

Rød Shiraz-Cabernet, hvid Chardonnay-Semillon, Brus pinot noir-chardonnay, Australien

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Helt uskadelig vin, som jeg ikke gider drikke. Rød har krydret fylde -men pæn frugt- den hvide er tør, frisk og uskadelig -men mange vil sætte stor pris på begge. 
      Brus på Champagne druerne chardonnay og pinot, med 2. gæring på tank, ikke på flaske som cava eller Champagne. Sødmen er angivet til "Extra Dry" (ekstra tør), som i disse inflationstider betyder ret sød -18-20 g/liter. Kun smagt én gang, nydelig duft, men mangler længde og friskhed. 

Ironstone reserve zinfandel eller chardonnay... 79,- 

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 28.september

Lidt trættende i længden. Flot rød med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Den hvide chardonnay har jeg ikke haft lyst til at købe. 
    Jeg har aldrig rost Ironstone, sært, da jeg i reglen er glad for familieejede vinhuse, og Ironstone er 100% familieejet og drevet,  grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Reserve er deres bedre (men ikke allerbedste) vine, og det anføres på zinfandel, at der "kun" er tappet ca. 7400 kasser en bagatel for firma, der årligt sælger mange millioner flasker! 


Føtex+ tilbyder californiske "The Golden Zin", zinfandel (35 med Føtex+, 2*), smagt én gang, kommerciel og ordinær dansktappet vin.

40% på fransk vin fredag-lørdag

Rhone Louis Bernard øko... 29,40

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex kun fredag-lørdag 22.-23/9 (efter 40%) 

Har kun studeret en enkelt guide eller to, men kan se, at Louis Bernard's vine får samme rating som den langt dyrere Rhone fra Guigal (p.t. 135, men på tilbud sidste år til 69). Til 29,40 må Louis Bernard være et af de bedste køb i dag, og så er vinen endda økologisk! 
      Bernard rød har middel fylde, god frugt med fine bær og krydderi, lidt blomme i smagen og ren, afrundet eftersmag med lidt fasthed gr sin ungdom. God madvin. 

Lirac, Auguste Bessac... 69,-

Godt KØB + **** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 22.-23/9 (efter 40%) 

En klassisk Rhône fra et af de områder, du kan kalde "Crus", fordi de har deres egen appellation -der står ikke Rhône på etiketten -det forudsættes bekendt. 
      Lirac har aldrig fået samme ry som Châteauneuf du Pape på den anden side af floden. Vinene er dog gode -denne er typisk med solid fylde, men også en intens frugt og en mineralsk friskhed og tørhed, som kan overraske. 2016 er flot nu. 
     Du kan få en kraftigere, mere frugtig, men mindre fin Plan de Dieu fra Bessac til samme pris, mens du må af med 65,40 for Rasteau, som er endnu kraftigere og tæt på Vacqueyras. Alle får 5*. 

Ch. du Mercey, Hautes Côtes de Beaune...101,40

2021, Bedste KØB + **** (4/5), Føtex kun fredag-lørdag 22.-23/9 (efter 40%) 

Du få sjældent en drikkelig Bourgogne til 100, og selvom prisen er steget støt, er denne 2021 stadig en lille perle!  Dyb for Bourgogne, åben frugt af solbær og hindbær, middel fylde, bløde tanniner, ren og frisk! Superkøb i pinot noir! 

      Årgang 2021 er "millesimus horribilis" gr frost, lille høst, mangel på plukkere -alt hvad der kan gøre vinen dyr! Men vinene er faktisk rigtig gode, faste, med god kocnentration og længde. Har ikke smagt Mercey endnu, men mon ikke dne følger i forgængernes fine fodspor. 2019 fik 90p/WineEnthusiast.

Foto: Mercey er en stor vingård i Rully syd for Beaune. Den ejer 18 hektar i Hautes Côtes de Beaune lidt syd for Santenay. Slottet er meget flot og stammer fra 1400-tallet og er stadig ejet af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! Vingården drives separat af Rodet (som ejes af Boisset).

 

Fournier Touraine sauvignon ... 65,40 

Godt KØB + **** (4/5), Føtex kun fredag-lørdag 22.-23/9 (efter 40%) 
Slet ikke klasse som husets Sancerre, men ikke ringe. Knastør, men med lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Let og stilren i finish. En god ledsager til salade nicoise eller endog moules frites. Nyd den inden for et par år.
      Fournier er et stort hus i Sancerre, som begyndte i 1950erne med et par hektar. I dag har huset 60 hektar. Vinene er rigtig gode.
    Du kan også få husets Sancerre og Pouilly Fumé, men selv med 40% rabat er prisen omkring 150, så her er det bedre at vente på normalt tilbud (typisk 129). 

Grands Champs, Bordeaux... 29,40*

Bedste KØB + **** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 22-23/9 (efter 40%) 

Kan du få drikbar vin til 30? Ja, denne er endda god! Vinen er mørk, ganske kraftig, lidt rustik, fast og pænt lang -en typisk Bordeaux, men uden det grønne, som i 90erne gjorde Bordeaux så trist at drikke. God madvin nu, måske blødere om 2-3 år. Slottet ligger i Sainte Foy øst for St Émilion og syd for Bergerac. Vinen er tappet af det gode hus Ginestet. 

      Er prisen for lav? Ja, for du skal betale 20-25 kr mere for en sydfransker -Jamelles- på samme merlot-drue, som endda er bedre end dansktappet Maison de Chêne, p.t. på "tilbud" til 50 (6 fl. 300). Og det er latterligt! 

Vieux-Gadet, Médoc... 53,40

Bedste KØB + **** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 22-23/9 (efter 40%) 

Set i 2019. Médoc er historisk det mest berømte område i Bordeaux. t bevis på, at ung Bordeaux faktisk kan smage godt! 

      Dyb farve, intens frugt, god fylde og længde -med god tannin, som dog er skjult af frugten. Nyd den nu for frugten -eller gem 2-4 år.  

      Slottet ligger i det nordlige Médoc ikke mere end 13 km fra Atlanterhavet og omtrent lige så langt fra Gironde floden, dvs. med køligt klima, der kræver topår for at give modne druer. Slottet har i 100 år tilhørt samme familie. En lille overvægt til cabernet-sauvignon over merlot og formentlig ingen eg -det ville også være synd!

Tertre du Moulin, Grand Cru St Émilion ... 101,40

2019/20, godt KØB + ***** (5/5), Føtex kun fredag-lørdag 22.-23/9 (efter 40%) 

En klassisk merlot med god fylde, frugt og mærkbare, men p.t. bløde tanniner. Den skal have fået 12 måneder i ny eg, men det er svært at smage. Nyd den nu for frugten, eller gem 3-4 år og nyd bouquet'en. Navnet er et mærke, som kan bruges til flere vine af sælgeren GCF (som jeg ellers ikke roser). Men vinen er tappet på vingården i Montagne af den dygtige hr Coudroy.  

Gravières de Marsac, Margaux ... 131,40

2019, Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex kun fredag-lørdag 22.-23/9 (efter 40%) 

Føtex havde før 2014, men 2019 er af helt anden klasse -superb lige nu, men lukker ned inden et år og skal så nok have 3-5 år, før du drikker mere! Solid fylde, men også vis elegance, men især dybde i duft og eftersmag. Vinen er en af "2.vinene" fra La Tour de Mons og er også kendt som Marsac-Séguineau, som ejes af vinbøndernes egen bank, Crédit Agricole. En latterlig pris for god Margaux i dag -og bedre end de flot udstyrede Grand Vin de Margaux, Pauillac mv (alle 249 -40%) som også ses