Søg i 1200 opslag:

27/09/2022

En hellig vin og et mirakel i Andes bjergene!

Den "hellige" vin fra Italiens hjerte er bedste vin i Brugsen denne uge.  En vin fuld af karakter og bouquet -men ikke en vin, som alle holder af -modsat den formidable Unámine fra Mascota, som der er enighed (unaminous) om er en lækker vin. Og 95p/100 fra Suckling hjælper også! 

Men jeg holder nu også af sydfranske la Baume, hvor både rød og hvid giver rigtig meget vin til pengene. Og flaskerne ser flotte ud. Også Ségur fra Médoc kan anbefales i en uge, hvor Brugsen igen slår Salling-gruppen på vinen...  

Bedste KØB: Sagrantino Montefalco "Campana" - Mascota "Unámine" - Ripasso "Villa Annaberta"
Godt KØB: La Baume rød merlot/hvid viognier Chasse rød/hvid/rosé - Epicuro Z rød/F hvid - Hardy's Crest rød/hvid - Amarone - "Villa Annaberta" Riserva - Ségur Haut Médoc - Spier "Yellow Wood" - Verso Primitivo di Manduria
 

Sagrantino Montefalco "Campana", kr/fl v 2:  64,50 

2014, 2 fl: 129Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september

Kendere i Italien priser de "smukke" tanniner i den ”sakramentale” vin på den ”hellige” drue Sagrantino, men vinen er ikke topsælger! Tanninerne gør vinen superb til mad, og du vil måske give vinen 10* (10 af 5), mens din nabo har tomlen nedad med 0*/5. Vinen har en læderagtig tannisk Barolo’agtig smag, men dog med lidt mere varme.

      Ganske mørk, intens aroma, meget flot og dyb, varme, bær og tjære. Smagen starter afrundet, kraftig, men slutter med tanniner, som stadig har godt af lidt tid i glasset for at åbne for mere bouquet. Klassisk madvin til f.eks. en tung gryderet, gerne med lidt fedt à la osso buco.

      2014 med Mundus Gold skal være på vej, mens stadig ser jeg mest 2013 med 4* fra Skovenberg i Vinbladet med ordene: "Teglstensrød. Indbydende duft af kirsebær og morbær. Kraftfuld smag af sorte bær med monumentale tanniner, god syre og lang eftersmag. Giv vinen nogle timers luft i karaffel og server den til en god bøf.". En trøst -på vingården Cecchi er årgangen en bidende hård 2018!    

      Vinen laves på den unikke, lokale, lavt ydende drue, Sagrantino, som stort set kun gror i bakkerne mellem Assisi og Perugia lidt syd for Toscana. Vinen lagres et år eller to i store egefade før aftapning.
    Jeg var vildt imponeret, da jeg for 40 år siden første gang i 1981 smagte Sagrantino -aldrig havde jeg oplevet en vin med så kompleks og rig en aroma. Men siden blev jeg mere skeptisk -det er simpelthen en svær vin! Men prøv den til 64,50 -den vil ofte koste 200 kr eller mere.   

      Vinen laves i bjergene lige syd for Assisi, berømt som den hellige Frans' fødeby. Byen er ganske lille, men har mange kirker (bl.a. Frans' domkirke, foto),  der giver byen helt sit eget præg. Vor nuværende pave har taget sit navn fra byens store søn. 
      Digteren Johannes Jørgensen (1866-1956) boede mange år i byen, hvor han blev æresborger. Han blev en af grundlæggerne af symbolismen. 

Mascota "Unámine", Gran Vino ... 79,- 

Bedste KØB + ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september      

Set i 2017, som fik 95p/James Suckling og er meget overbevisende med nuanceret aroma, god dybde og længde. Kraftig, men ikke tung, med fine tanniner under frugt. Perfekt lige nu, men det haster ikke. 

      Jeg er glad for alle vinene fra Mascota, både OPI og Mascota -plus topvin Unámine, alle lavet af Rodolfo “Opi” Sadler. Vinen kommer  fra de bedste parceller i det fine Uco, godt 300.000 fl/år. Jeg er totalt enig -"unanimous"- med de kritikere, der har smagt denne vin. 
      Et blend af cabernet-sauvignon (60%) med cabernet-franc (15%) og malbec (25%) med malolaktisk gæring og lagring i nyere eg. Rydberg gav den 5* i Ekstrabladet. 2016 fik 91p/Parker.  

La Baume rød merlot, hvid viognier... 59,- 

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september

Den hvide har god del af den rette rige viognier aroma, god friskhed og sprød tørhed. Den røde merlot er nydelig uden at sprælle for meget, åben næse med lidt hindbær, afrundet med solid fylde, lidt dybde, drikbar nu
      Rød og hvid laves i en kommerciel (australsk) stil, hvid med kold skindkontakt før gæring + lagring sur lie, mens den røde får kold udblødning før gæring, ingen eg. Vinene forener det blide i Californien og Australien med den rene frugt, som du sjældent ser i oversøisk vin i denne prisklasse. Og så er flasken flot! 

    La Baume var i 1880 en af regionens største vingårde, men ved besøg lægger jeg mest mærke til de australske spor i form af gigantiske tanke med fadkældre, hvor druer fra de over 200 hektar domæne bliver til vin. Vingården var en forpost for australske Hardy's, som havde planlagt en invasion af vinens moderland. Den fes ud, så i  2003 blev den købt af Joseph Helfrich fra giganten GCF. Han har tjent formuer på billig whisky, Alsace samt især konsumvin som JP Chenet. I dag sikrer han sit eftermæle ved at lave god vin på egne vingårde som la Baume. 

la Chasse "Prestige" rød/hvid/rosé, kr/fl v 3: 43,-  

3 fl: 129, Rød Cotes du Rhone, rosé Syrah IGPhvid Chardonnay-Viognier IGP

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september 

En ganske solid, men ikke mindeværdig Rhone ('16 fik 87p(Spectator)! De lyse vine er landvine fra Oc (hele Sydfrankrig), pink på syrah -og god, tør med rig frugt, mens den hvide er chardonnay + viognier, et herligt blend! Alle er med skruelåg, et plus i min vinbog!

Epicuro Zinfandel eller Fiano... 50,-

rød eller rosé Zinfandel, rød Zinfandel Organic, hvid Fiano

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september 
Rød og øko zinfandel er god: sød bærfrugt + krydret styrke, den ene økologisk (5* i Vinavisen) og en traditionel med en snert mere alkohol, men stadig ganske frugtig og behagelig, trods 98/99p fra den (u)lovligt gavmilde Luca Maroni.
      Den hvide laves på Fiano, en god drue, bedst kendt fra Campania omkring Napoli. Denne fra Puglia er bedre køb, nydelig aroma af blomst og pære, fyldig, med fin lille syre. Pink zin har en flot farve, men jeg vil ikke ofre penge på den. 
      Epicuro laves af huset Femar, som ligger i Lazio ved Rom -noget tættere på Puglia, hvor vinene  kommer fra, end f.eks. de dansk tappede Capolavaro.

Ripasso "Villa Annaberta" Superiore... 69,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september  

Villa Annaberta er så tæt, jeg kan komme på rigtig god ripasso, og Annaberta (i Irma kendt som Palazzo Maffei) leverer ofte god vin i en afrundet, kraftig, mere tør stil end mange. Rigtig flot frugt, også, præget af lang maceration.  

       Vingården ligger i hjertet af Valpolicella og ejes af familien Cottini. De ejer 100 hektar omkring Valpolicella og køber desuden druer fra andre 240 hektar. De sælger masser af vine af varierende kvalitet, men amarone, Valpolicella og ripasso er i reglen en tand over Valpantena, le Arche og Cadis. 

Amarone "Villa Annaberta" Riserva... 189,-

***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september  

Mange vil rose denne amarone til skyerne. Det første glas er ganske imponerende, med overdådig rig bouquet, med let sødlige toner, men smagen er tør med let modne toner. Men som andre Amaroner er det 2. glas ikke så spændende -og jeg drikker lige så gerne ripasso'en herover! Vinen skal have lagret 3 år i (store) egefade og en tid på flaske. 

Verso, Primitivo di Manduria... 59,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september 
En rigtig pleaser, som jeg ikke rigtig kan blive sur på. Vinen er rund, fyldig, frugtig, med lidt tanninbid, så blødheden ikke går amok -stadig en behagesyg vin. Og en lettelse ovenpå de Grande Passioner og Rip'amaroner, som Puglia ellers leverer. 
      Vinen leveres af Botter i Veneto, som har leveret vin til Irma (og siden Coop) i snart 50 år! 
      Coop tilbyder også en mere anonym vin fra Puglia, Borgo Reale organic rød/hvid (50, 2-3*).  

Hardy's Crest, rød/hvid/rosé... 39,-

rød cabernet-shiraz-merlot, hvid chardonnay-sauvignon, rosé, Australia

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september 

Hardy's kendes mest for dagligvin som "Nottage Hill" og "VR". Jeg finder Crest bedre, men ikke så god som William Hardy. Vi ser for sjældent andet end disse middelvine fra huset med den glorværdige fortid. 

      Den røde "Crest" er blend af cabernet, shiraz og merlot, ikke tosset, en pleaser uden større karakter. Den lyserøde er på samme druer, ej smagt. Den hvide er tør, middel fyldig, men husker den som uden friskhed og spræl. Men til 39 et godt køb.  Og trøst dig -med skruelåg og glas er vinen bedre end i plastikpose med pap! 
      Fås også som rosé, som jeg desværre ikke tror på. 

Hardy's er et af de ældste huse i Australien, som plantede de første vinstokke så tidligt som 1854, ganske få år efter, at Adelaide blev grundlagt som en modelby uden de straffefanger, som hærgede Sydney og Melbourne! 

Drikker meget hellere denne end Jam Shed (50, 2*), en let sødlig australier, som jeg ikke kan sige noget positivt om. Den kommer iøvrigt fra samme koncern som Hardy's, suk. 

Spier "Yellow Wood", rød/hvid/rosé, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129, økologiskrød malbec-merlot-cabernet mv, hvid chenin-viognier, pink shiraz, Sydafrika 

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september 

Yellow Wood er en af Spiers bedre vine og topkøb til 50. Fra den finere "Coastal" region, som bl.a. omfatter Stellenbosch og Paarl. 
      Den røde er et Bordeaux-blend med et tilskud af syrah og petit verdot + lidt eg (16 måneder smages dog ikke) -afrundet, fyldig, men ret blid. Den hvide er af 2 andre franske druer chenin og viognier får også lidt eg -meget frisk og frugtig, tør- mens den lyserøde er tør, men ej smagt. Vinene er tappet i Sydafrika. 

Brugsen tilbyder også 2005 Burmester Colheita Port (189, 5*), en ganske lækker Portvin, men ikke noget topkøb. 

Brugsen tilbyder også Kings of Prohibition australsk shiraz (79, 2*). Klodset flasken, vinen nok drikbar i små doser. Men sådan en sødlig sværvægtsfabriksvin bør aldrig koste det samme som Unámine!
     Navn og flaske er en hyldest til Lucky Luciano, gangsterkonge under Forbudstiden i USA. Lucky Luciano var en gangster af værste klasse (trods et vist venskab med Frank Sinatra), som blev første og eneste nationale leder af mafiaen i USA. Han sad i fængsel under 2.verdenskrig, men blev hevet ud for at overtale mafiaen i Syditalien til at bekæmpe nazisterne. Men hvad han laver i en vin fra Australien, ved jeg ikke! 

Brugsen tilbyder også 2 serier fra Chile -Sunrise (6 fl 199, 3*) fra Concha & Toro. Ikke smagt i flere år, men mindes en spinkel rød cabernet og en ganske ok chardonnay. Desuden Adobe (40, 4*), økologiske vine fra Emiliana. Heller ikke vine, der begejstrer, men ikke smagt i et par år.  

Ségur, Haut Médoc.. 69,- 

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september

Brugsen har solgt denne ansete "Bourgeois" gennem årtier, så den sælges til en meget rimelig pris (normalprisen er utroligt nok 79!). Årgangen kan variere, men har set 2017 og 2019, som nok begge bør gemmes nogle år, især 2019. 
      2019 er stadig noget mager, men bliver bedre om 3-5 år. Vinen får 87-89p/VertdeVin (noter af læder, friskhed og fast syre, men også klasse). 

     Ségur ligger syd for Margaux på fint grus nær floden og har et perfekt mikroklima. Vinen laves i en klassisk stil, dvs. ikke høj alkohol (13% snarere end 14%). 

      Slottet har engang tilhørt et medlem af den adelige familie Ségur (som også ejede Lafite, Latour og Calon-Ségur). 

Ch. Tour de Laroze, Margaux.... 189,- 

2013 , **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 29.september 

Det tilbud har næppe mange følgere. Vinen er ikke for gammel, selvom 2013 er lille år. Vinen er slet ikke BEDSTE vin, og 189 er for høj pris, så vinen er heller ikke godt køb.
      Det piner mig lidt, at Coop ikke har fået solgt denne vin endnu efter 7 år på flaske. 
      Konkurrenten Salling (Føtex/Bilka) har for længst fået Gravières de Marsac Margaux på lager i den fine 2019 årgang -til omtrent samme pris. 
       Og den er langt mere attraktiv -så sæt Tour de Laroze end til 129-149 og få den solgt, så der kan komme 2020 på lager! 
      Margaux er for os vinnørder et ikonisk navn, og jeg vil nok gerne købe en 10 år gammel Margaux (om end i lille årgang) til 129! 
      Vinene er tæt på hinanden og kommer fra samme ejer, familien Perrodo. Tour de Laroze er fra det smukke Labégorce (Marsac er parcel her) og Marsac fra det fine La Tour de Mons.
      Begge har i Marjolaine de Coninck en ung, dygtig vinmager. En del af Labégorce (inkl. Laroze) støder op til et parcel af selve Château Margaux, som jeg drak i sidste uge i 1981, 41 år gammel. Vinen var lidt for gammel, dog! 

Når du ikke længere har råd til Bourgogne

Du har et problem, hvis du kan lide den bedste Bourgogne, for den er meget svær at finde -og ekstremt kostbar. Men vil du i disse Putin-tider nøjes med en god pinot, behøver du ikke den dyre Bourgogne længere. Campet Sainte Marie er et godt bud på et alternativ til Bourgogne. 

Men den bedste vin er Lirac fra Rhone, som er grenache for fuld udblæsning tilsat lidt stil fra syrah. Knap så kommerciel som Australiens Koonunga Hill og Wynns, men måske lidt sjovere i længden! 

      Prøv også Muscadet Bel-Air for en supersprød hvid til østers og andet godt, mens jeg genopdager 12-årige Chivas Regal, som engang var kongen af whisky, men i dag er ringeagtet af whiskiens tørvetrillere.  

Bedste KØB: Olivier & Lafont Lirac - Bel-Air Muscadet "sur lie" 

Godt KØB: Campet Ste Marie rød/hvid/rosé - Wynns shiraz + chardonnay - Penfold's Koonunga Hill rød/hvid - Matua sauvignon blanc - Cellier des Princes Rhone rød/hvid - Cono Sur "Organic" rød/hvid - The Wanted Zin Zinfandel - Chivas Regal "12 år"

Olivier & Lafont, Lirac... 79,95

2 fl: 120, bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Rød grenache (75%) + syrah. Meget mørk, intens aroma af sorte bær og krydderi, stærk (op mod 15%), middel til fuld krop, fast, med del syre, men bagved en afrundet, kraftig vin. Du kan gemme den 2-4 år eller server nu kælderkold til solide retter -og hvorfor ikke sæsonens vildt? 

Vinen fra de to vinmagere Baptiste Olivier (foto) og (Gérald) Lafont er ofte gode køb. De kører rundt til forskellige kældre og laver vin, som de sælger under eget navn.

Campet Ste Marie, rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 54,17

6 fl 325, Pinot Noir, GSM (grenache-blend), Chardonnay, rosé, Sydfrankrig
Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Vinene viser blødheden fra et lunere klima, men har ren aroma og en vis elegance. Kun smagt pinot noir, som kan gøre en billig Bourgogne misundelig -positiv bærfrugt, rund fylde, men med tilpas lille kant. Nydes inden for 3 år, herefter begynder krydderiet frra varmere lima at påvirke smagen. 
      Den røde GSM (grenache, syrah og mourvèdre) er et Rhone-blend, ikke smagt, med guld i Berlin (men det er ikke svært). Chardonnay smagt med anden etiket -også nydelig (men min udgave var lidt ordinær). Rosé ikke smagt.  
      Jeg har smagt mange vine fra LGI, et ret ungt firma, som udvælger og tapper vine fra kældre i Sydfrankrig og Rhone. Det ledes af Xavier Roger (vin) og Cédric Duquenoy (salg). Generelt gode, kommercielle vine.

Bel-Air Muscadet "sur lie", kr/fl v 2: 60,-

2 fl: 120, bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

 Nej, Muscadet har ikke noget at gøre med muscat, der i reglen giver søde vine -Muscadet er en knastør, let, neutral, men umådeligt sprød hvidvin fra nogle af de sidste vinmarker omkring Nantes, før floden Loire løber ud i Atlanterhavet. 

      Jeg holder meget af vinen, som har alt det, som de ofte tunge chardonnay'er fra den "Ny Verden" mangler! Bel-Air er en rigtig god vingård, som ejes af 3. generation af familien Audrain. Domænet dækker 27 hektar (mest Muscadet), som drives tæt på økologisk. Vinen lagrer efter gæringen med bundfaldet -"lie"- som giver vinen mere frugt end ellers. 

Cellier des Princes, Rhone rød/hvid, kr/fl v 2: 60,-

2 fl: 120, rød Rhone "Grande Reserve", hvid Rhone Selection

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Kooperativet Cellier des Princes leverer mange gange mere ydmyg Rhone som denne -moderne, fyldig vellavet rød på grenache. Og meget mindre Chateauneuf. Men en god vin til rimelig pris. Også ganske frisk tør hvid.

La Chasse des Princes, Chateauneuf du Pape... 149,95

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 29.september
Set i 2019. Det meste vin fra det eneste kooperativ i hentes fra medlemmer uden for Chateauneuf, men "Pavevinen" er deres bedste. De laver mange udgaver, men denne "Chasse" er rigtig god, kraftig, fuld af sød frugt og krydderi, bred, stor og lang. Håber stadig at se 2019, herlig nu, men vil med fordel kunne gemmes et par år eller fire. 
      Bemærk også flasken -det er den "ægte" flaske med ikke kun pavens nøgler, men vandret under nøglerne ordet "Controlée" 

Wynns shiraz eller chardonnay... 79,95

rød/hvid, Coonawarra Estate, Australien

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Den røde shiraz er rigtig god, mørk og aromatisk, med blomme, urter, let grøn, måske lidt mynte, middel fyldig og pænt lang (2015 smagt for 3 år siden). Kender ikke aktuel årgang, men kan se, at nyere årgange får 89-91p af gode kritikere. Hvid er mindre kendt og ikke smagt, men får meget ros af Meny selv. 

      Wynns huset ser ikke ud af meget på fotoet, men der er en masse bagved og under jorden. Huset er med 800 hektar vin det største domæne Coonawarra, et ret køligt område syd for McLaren Vale, kendt for sin Terra Rossa -frugtbar, rød lerjord- perfekt til cabernet og shiraz. Med så stort et areal -dvs. potentielt 6-7 millioner fl/år- laves mange vine, hvoraf disse to er meget flotte basisvine. Huset er sluppet rigtig godt fra dem, selvom Wynns de sidste mange år har været del af giganten Treasury sammen med bl.a. Penfold’s og Matua herunder! 

Wynns Cabernet Sauvignon "Siding"... 110,-

Coonawarra Estate, Australien

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 19.maj

Cabernet er signatur-vinen for Wynn og Coonawarra, især John Riddoch (grundlæggeren i 1891) og Black Label. ”Siding” er på et lidt mere beskedent niveau. 
      Siding's har grøn etiket, men der er ikke meget grønt over vinen (kun smagt én gang for maaaange år siden), en middelfyldig, ganske frugtig vin med god dybde og balance. 

Penfold's Koonunga Hill rød/hvid... 69,95

Rød cabernet/shiraz, hvid chardonnay, Australia, 
Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Rød en fast, nogle vil sige stram stil med rig duft af urter og bær, som ofte har godt af et år eller to på flaske, men egentlig særdeles egnet til solid vintermad. Nydes kælderkold. Den hvide er pæn og nydelig uden større dikkedarer (men kun smagt én gang). 
      Koonunga er en 93 hektar vinmark i det nordlige Barossa (godt 10 km fra Rowland Flat, hvor Jacob's ligger). En del af vinen herfra indgår nok i mærket, men bruges oftere til Penfold's topvine. Og Penfold's henter vine fra hele 200 forskellige druedyrkere over hele Australien. 
      Vinen har været solgt under dette navn siden 1976 -samme år som Jacob's Creek blev født- men har nu fået en storebror, der hedder netop "Seventy-Six", som smager mere som den Koonunga, jeg husker fra 1980erne.  
      Penfold's er berømt for sin Grange shiraz, som efter nogle lidt triste år igen er en seriøs rival til titlen nr 1 i Australien (især i pris). 
      Penfold's er det mest kendte hus i Treasury gruppen, et af Verdens største vinhuse, nr 1 i Australien (Lindeman, Wolf Blass, Yellowglen, 19 Crimes mv, bl.a. Beringer i Californien) samt Wynns herover og Matua herunder!

Matua sauvignon blanc, Marlborough... 79,95

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

En typisk sprød, aromatisk, tør hvid Kiwi. Ikke de store dikkedarer og i længden trættende. Men vi elsker den! 2019 fik 88p/Spectator, dvs. pæn middelvin. Men historien! 
      Brødrene Spence købte i 70erne et stykke land i Matua ved Auckland statens varmeste og største by (50% af New Zealands befolkning) -men så langt fra Marlborough som tænkes kan. 
      I 1974 lavede huset New Zealand's første hvide sauvignon, sølle 300 flasker hvid sauvignon. Ældre er New Zealand ikke som moderne vinland! I dag udgør druen 60% af al vin fra New Zealand.


Cono Sur "Organic" rød/hvid... 59,95

øko, godt KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Cono Sur ("Det sydlige Hjørne") er del af giganten Concha & Toro, men har en vis selvstændighed og leverer en masse god vin i alle klasser.
      Kun et par smagt af de økologiske, men  kendere er begejstrede -især måske for de røde. Ikke smagt den røde cabernet (90p/JamesSuckling). og pinot noir -masser af rød frugt, til den lette side (90p/Suckling). 
       De hvide er marginalt mindre fremragende: sauvignon med sin aroma og sprøde friskhed er dog bedre end chardonnay. De hvide er fra San Antonio nær det kolde Stillehav, mens de røde er fra det lunere, men gode Colchagua. Vinene kan nydes nu.

The Wanted Zin, Zinfandel... 49,95

rød og rosé Zinfandel, hvid chardonnay, Puglia, Italien 

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september
Denne vin er faktisk også billigere end sidste år, og mange vil elske denne vin med den bløde fylde og krydrede, let sødlige drueduft og en "fabrikeret" kort smag uden kanter
      Primitivo modner tidligt og i rigelige mængder. Indtil 90erne blev den solgt til vermouth hos Martini & Co Torino, men i dag er den kommet til ære og værdighed helt legalt som zinfandel og leverandør af Amarone-lookalikes til lav pris, ofte tappet i Norditalien.  
      Wanted laves af Orion i Trentino nord for Garda-søen, et ungt hus (2010) med vinmagere, som rejser rundt i hele Italien og laver vin i andres kældre -mærker som Wanted (i 5 varianter), Premo, Zensa (alle i Meny) + andre mærker hos andre vinhandlere. Alle i samme meget kommercielle stil. 
       Jeg er ikke vild med massevine som disse, men må indrømme, at de er god til deres arbejde! 

Romagnoli "Caravaggio", Emilia... 99,95

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september

Den berømte lombardiske maler er kendt for "Bacchus", men det er nu et andet værk, der præger denne etiket. Ganske mørk, rig duft; kirsebær, skovbær, fyldig, fast syre + en lille snert af sødme til sidst. Men stadig en god madvin og helt ok til grill bøffen. Af druerne croatina, barbera og merlot groet i Emilia. En del af høsten er fra senthøstede druer, og en del af høsten lagrer i små egefade. 
      Vinen skal have fået 99p/100 af Luca Maroni 3 år i træk (!). Jeg køber eller ikke vin med høj Maroni-score (selvom han engang var en pålidelig kritiker, akja), men vinen er ok. 2017 har også fået 85p/100 af Decanter (svarer måske til 99p/Marone?). Og 2 glas (af 3) i Gambero Rosso. 


      Til samme pris tilbyder Meny også Enrico Verga Barolo 2016, som formentlig er identisk med Barolo Natale Verga, solgt af Skovgaard i Brøndby (pris: 220 kr, siger mere om Skovgaard end om vinen!). Ikke smagt, men vil trods pris ikke ofre penge på den  -firmaet ligger nord for Milano, meget langt fra Barolo- og er baseret på konsumvin. 

Victoria, Haut-Médoc... 99,95

Cru Bourgeois**** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september
Set i 2016. En klassisk Bordeaux, som ikke vil tiltale mange endnu, medmindre de gemmer den i 4-6 år. Elsker navnet mere end vinen, som før havde nogle tørre tanniner. Vinen har formentlig også fans blandt dronningetro engelskmænd, så de burde lave en "cuvée Elizabeth"! 

      Det charmerende slot ejes af den rige vinhandlerfamilie Richard , der har slotte i flere områder, bl.a. dette med 20 hektar på grænsen mellem Vertheuil og Saint Estèphe. Der er lidt grus, men mest limsten, som giver lidt "køligere" tørre vine med mere stramme tanniner end i naboen St Estèphe. Vinen kræver tid. 

Chivas Regal "12 år" Scotch Whisky.. 149,-

Godt KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 29.september
I min ungdom var Chivas den fine, dyre whisky -sådan er det ikke længere, men 149 er en lav pris, omtrent samme pris som duty-free (den officielle detail er omkring 270). 
      Personligt foretrækker jeg Johnie Walker Black, er min smag, for bl.a. seriøse Tastings gav den 91p i 2019 med ordene: "A palate-pleasing blended Scotch that offers notes of delicate spices and chewy toast... a supple, vibrant, dry-yet-fruity light-to-medium body and a smooth, captivating, medium-length finish that shows accents of toasted pound cake, spiced frosting, and mocha finish".