Søg i 1200 opslag:

21/08/2021

Lyse vine til den sene sommer fra Irma

Den lange mørke vinter banker på om et par måneder, så det gælder om at nyde den lune sensommer, mens vi kan! Og det kan Irma med sprød, frisk Muscadet eller rig Alsace + et superkøb på Rioja, som jeg ikke kan sige nej til! 

Som medlem af ABC ("Anything But Chardonnay") er det min pligt at rose Muscadet, men "la Marinière" klarer det glimrende selv. Vinen er lagret"sur lie" og har en ren, neutral aroma, som er langt fra den rige, overdådige frugt i en Cattin Grand Cru Alsace. Men du vil nok kunne lide begge! 

     Irma har så mange gode køb, at jeg føler mig nødsaget til at vælge én af dem som "Ugens Vin". Og det kan kun være Glorioso Rioja, som til 49 (med coop-app) leverer rigtig meget vin. 

La Marinière, Muscadet ... kr/fl v 2: 44,50

"sur lie", 2019/20, 2 fl: 89. Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25.august

Jeg ææææælsker Muscadet, som gror så tæt på Atlanterhavet, at man næsten kan lugte saltvandet! Denne kommer fra stort 2. grads kooperativ og er glimrende -en sprød, tør, let hvidvin, neutral, men ren og forfriskendeHerlig ledsager til moules med eller uden frites!
       Burde være årgang 2020, men er set i 2019, som sikkert er herlig nu. Lille link til video, hvor en franskmand (på glimrende fransk!) anbefaler vinen ... til 11,50€ (86-88 kr). En høj pris, men nu ved du at Irma ikke altid er dyr! Vinen er egentlig så neutral i aroma og smag, som tænkes kan, men herligt sprød! 

Les Anges Sauvignon Blanc, kr/fl v 2: 44,50 

2 fl: 89, **** (4/5),  Irma, indtil onsdag 25.august

Lige som Muscadet en lise oven på en tung chardonnay'er fra f.eks. Chile (eller California). Lidt ung, skarp, men med god aroma -et godt alternativ til New Zealand, som ofte kan være tæt på vulgær i aroma. Vinen kommer fra Loire, som den langt dyrere (ikke altid bedre) Sancerre. Tappet af 2.grads kooperativ.  2018 fik 5* i Vinavisen, men i dag er 2019 eller 2020 nok sjovere at drikke. 

6 fl. 199, Bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 25. august - Ungarn
Prisen er næsten for lav og har ikke smagt vinene, men vover alligevel at give 4*. Ingen får mig til at sige noget pænt  om styret i Ungarn, men landet er et historisk vinland med stort potentiale (køligt/tørt klima), selvom man historisk har levet af at sælge sødlig/vammel vin til Rusland. Men denne er anderledes (tror jeg!). Den hvide er tør og let, ret sprød, vil jeg tro, mens den lyserøde er 99% chardonnay plus (ren magi!) 1% rødvin på druen Dornfelder. 

Cattin "Clos Madelon" pinot gris... kr/fl v 6: 58,13

Alsace, 6 fl 3492019, Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 25. august
Så er prisen banket helt i bund på denne vin fra højtliggende vinmark på 8,12 hektar, som er "Monopole", dvs ret unikt 100% ejet af familien Cattin. Fronten bølgede hen over marken under 1. verdenskrig, så indtil 2000 lå marken hen som vildnis. Marken er 100% plantet med pinot gris. 
Et ret køligt klima i 425 meters højde giver en ret mineralsk, rig stil, med fylde fra 13,5%, let sødme, men med frisk syre. Meget lovende, må jeg sige! 

Théo Cattin er mindre familiehus ledet af Jacques og Anaïs (foto) med vine, der hæver sig over, hvad du ellers ser fra kæderne med deres Laugel og andre GCF-mærker. Her er vinen mest fra eget domæne, men dog af indkøbt vin/druer til basisvine. 

      Til samme pris Primitivo di Manduria (6 fl. 349, 4*), en sødt duftende, tør stærk vin uden stor interesse. Irma sælger også Zinfandel Trajone og Primitivo Giordano (2 fl. 109, 3*), samme drue, samme Puglia, men åbenbart ikke samme vin. OK pris.

Théo Cattin, Hatschbourg grand cru, frit valg... 89,-

Bedste VIN + ***** (5/5, især riesling), Irma, indtil onsdag 25. august, riesling, pinot gris eller gewurztraminer
De bedste skråninger i Alsace har titlen Grand Cru. En af de mindre kendte, men stadig rigtig gode er Hatchbourg, der ligger nær Éguisheim på blid skråning vendt sydøst. Pinot gris i ældre årgang var meget flot, fyldig, rig og lang, tør, men ganske afrundet. Denne skal være lidt sød, ikke min smag, Tramineren har også sødme, men vinder ved sin rosenbouquet. Begge årgang 2017. Men stadig superkøb. Riesling (årgang ikke anført) er på den tørre side og er mit førstevalg. Men alle er værd at købe.

6 fl: 499, 2019/20, bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25. august - Bourgogne

Billig Chablis er ofte af tvivlsom provenans, men føler mig tryg ved denne, som er fra "Domaine". Ej smagt, men SmagpåVin kunne lide 2017: "Tør, sprød med pæn høj syre. En vin der udmærker sig ved sin mineralitet og syre, selv om der sagtens kunne være plads til mere af det hele."  Domænet er  det gamle Sauvestre domæne, som GCF overtog, da Sauvestre selv måtte i fængsel for vinfusk. Kan du se bort fra det, er vinen nok en letbenet, men typisk Chablis. 

Til samme pris Spier Heritage Cabernet-Sauvignon (6 fl: 499, 5*), en civiliseret kraftig "Single Vineyard" vin fra 2018, som dog ikke gør det store indtryk på mig. Men som alle Spier-vine et flot udstyr

Pouilly-Fumé "Château la Roche"...  119,-

2019/20 Loire, ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 27. maj 
God sauvignon fra Pouilly og naboen Sancerre er en mangelvare, og de fleste vine omkring 100 kr er ærligt talt ikke så sjove som en Muscadet eller Anges herover! Men denne er undtaget -den er faktisk tappet af dyrkeren selv. Rigtig god, men ikke top, desværre. 

Saint Martin "Âme", Cru Classé... 99,-

Provence, bedste VIN + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25. august. St.Martin er et af de ret få klassificerede slotte i Provence. De laver flere forskellige rosé vine, bl.a. denne, hvor 2 årgange blandes for at gøre vinen mere kompleks. Både château vinen og nr 2 er glimrende, denne kan meget vel være bedre og har fået 5* af bl.a. begavede Rydberg i Ekstrabladet: "Flot næse domineret af hindbærnoter. Flot syre og masser af røde bær og citrus i smagen. Fint balanceret med en frugtig afslutning.” (juni 21). 

Giordano Spumante, rosé eller hvid, 2 fl: 99


**** (4/5)Irma, indtil onsdag 25. august. Disse hvid + pink spumante appellerer ikke til champagne tifosis, men vil nok tiltale dem, der er i gang med en sen konfirmation! Og så pynter de på bordet sammen med tapas og pindemadder! Irma kalder vinene for tørre, men de er nærmest halvtørre. Men ok lavet, hvid på chardonnay, rosé på chardonnay og refosco. Husker fint brus og ok aroma. 

Spanske Glorioso er "ugens vin"

Glorioso Crianza, Rioja... 49,-

med Coop-appUgens VIN + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25.august

Der er sjældent meget at spare med en app, men denne skiller sig ud (den var topkøb til 64,50, så 49 kræver næsten et køb!). 

      Pænt mørk farve; rig frugt med god dybde, mørk frugt og let krydderi; middel+ fylde, ret fast, med lidt tørre tanniner i eftersmagen -god med mad. 
      Glorioso er begyndt at få pæne ratings (2017 fik 90p/Gúia Peñin, 2016 fik 89p/Falstaff). En ganske kraftig, men flot Rioja med rig aroma, ret fast stil. 100% tempranillo, et år i små egefade. God nu, men vil have godt af 1-2 år mere på flaske. 

      Palacio ligger i den maleriske lille by Laguardia, med de højt liggende vinstokke ved foden af Cantabria bjergene, som sikrer et lunt klima (se foto). Palacio ejer stort set ingen jord selv, men får alle druerne fra lokale vinbønder og laver en serie gode vine. Huset blev grundlagt af Cosme Palacio, som siden skrev sig ind i den spanske vins historie, da han rykkede til Vega Sicilia, hvor han skabte en fransk inspireret vin, som gjorde en dengang ukendt ejendom til superstjerne. 

Campanas, Navarra "Seleccion Especial"... kr/fl v 2; 44,50

2 fl: 89, Bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 25. august
En udsøgt udgave af den almindelige -ganske gode-  Campanas, et gammelt mærke, som i dag ejes af familien Manzanos, der på få år er blevet et af de store huse i Rioja såvel som hjemegnen Navarra. Men flere har rost vinen (i 2014, Irmas årgang kendes ikke). En meget kraftig vin med fast stil og intens duft plus en middellang afrundet eftersmag med lidt alder. 

Campanas Rosé Navarra (2 fl. 89, 4*) er en nydelig diskret rosé uden de store dikkedarer på garnacha druen, god til en paëlla. Men ikke så god som den røde. 

      Til samme pris også las Hermanas Monastréll organic (2 fl. 89, 4*). En ung, frugtig, kraftig vin, ganske solid, fra Luzón, som også leverer Jumilla til Irma. 

Condado de Oriza, Ribera del Duero... kr/fl v 2: 44,50

2 fl: 89, 2018/19, bedste KØB + **** (4/5), Irma, indtil onsdag 25. august
Ribera del Duero er en af de dyrere vine fra Spanien  -ofte med rette- og at få den til 44,50 selv i denne basiskvalitet er sjældent. Denne vin har også en flot frugt og rund kraft, liden dybde og lidt kort smag. Nydes kælderkold.  

Viña Zorzal rød-hvid-rosé, kr/fl v 2: 59,50

2 fl 119, rød: bedste KØB + ***** (5/5), hvid/rosé 4*, økologisk, Navarra, Irma, indtil onsdag 25. august 
Herlig ung garnacha med masser af frugt og krydderi, samt en udmærket chardonnay med mere friskhed end mange. Rosé ej smagt, men næppe helt så god. 
      Zorzal er en ung (1985) vingård, hvor sønnen Mikel Sanz i 1998 opdagede en gammel forsømt mark med 100-årig garnacha, som nu er genoplivet. Kendere er begejstret. Det er jeg faktisk også. Importeres af Vinova, men sælges også af Irma. Rosé og hvid chardonnay får kun 4*. 

 

Art Nostros, pinot noir eller chardonnay... kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299,  bedste KØB + ***** (5/5) Irma, indtil onsdag 25. august - Chile

Indomita (foto) er et sindssygt flot vinhus på bakket område i Casablanca nær havet. Her er klimaet ret køligt, og tågen vælter ind fra det kolde Stillehav om morgenen. Derfor er regionen et af Chiles fremmeste områder for Bourgogne-kopier à la chardonnay og pinot. Vinene kaldes Gran Reserva, og her betyder det særligt udvalgte vine -men ikke alder! Men vinene er bedre end rigtig meget Bourgogne til 100+ kr. 
      Skal have lagret et år i fransk eg. Chard '18 fik 88p/Decanter, pinot '17 fik 87p/Thomas Rydberg. 
Den hvide chard imponerer med 14% alkohol, men der er syre under og et let strejf af eg. Selv jeg, der generelt hader chard, kan få den ned pga syren. Den røde er bedre (for mig), ret lys, meget jord/hindbær i næsen, ret blød, krydret, men ret frisk stil. Nyd kælderkold til de fleste retter. 

Amarone "Valpantena", Valpolicella... 99,-

2015, Bedste KØB + ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25.augustnorm: 199

Et flot glas til 89, selvom den er ret let for amarone (helt ok med mig!). Herlig aroma med svesker og blommer -næsten julet!- fyldig, pænt lang, med en let tør eftersmag, som passer godt til vinen. Den kan sikkert gemmes, men hvorfor egentlig? 

Mazzei "Mazzeo", Chianti Classico ... 119,-

2018, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25.august

Jeg har ikke smagt denne Classico, men giver den uden tøven 5*, for jeg er meget imponeret over de Mazzei vine, jeg har smagt hidtil. Den har mindre eg end riserva -12 måneder- men fadene er franske og små. I sidste uge var det "nr 10", der imponerede, i denne uge kan det meget vel være denne, selvom den formentlig er lidt lukket lige nu. 

Barbaresco "Currà", Riserva... 99,-

2015 Sarotto**** (4/5), Irma, indtil onsdag 25.august

En lav pris for Barbaresco -og denne er tilmed fra et "Cru", navngiven skråning. Barolo-fans kan lide den, jeg er lidt mere forbeholden, men vil give den et par år, for den er lidt benet, selvom duften er nydelig. I denne prisklasse har vi hidtil mest set Barolo og Co af tvivlsom provenans fra firmaer, som ikke selv lægger navn til vinen. Ingen oplevelse, og jeg vil til hver en tid foretrække den moderne stil fra Gemma i Føtex/Bilka. 86p/WineEnthusiast. 

Crozes-Hermitage "Coeur Clairmont"... 99,- 

2017 Rhône, ***** (5/5), Irma, indtil onsdag 25.august

Ren syrah fra det nordlige Rhône. Vi er ikke i Côte Rôtie eller Hermitage klassen, men prisen er også anderledes lav. Crozes domineres af to kooperativer, hvor Cave de Tain leverer til Bilka og Winefamly, mens det mindre (og lidt bedre?) Clairmont leverer til Irma. En rigtig god vin i en middelfyldig, frugtig stil, som er så velgørende anderledes end de tunge udgave fra varmere lande som Australien og Sydafrika. 2017fik 17p/20 af kompetente Henrik Oldenburg. 

19/08/2021

Føtex vinder med klassisk Chianti og nobel Bordeaux (og andet)

De fleste vil nok foretrække den bløde kraft i Salentein eller Sibaris (hhv Argentina og Chile), men personligt vil jeg hellere drikke Chianti's San Felice eller en fast, nobel Bordeaux, deres rå ungdom til trods. 

Føtex har taget kampen op med Irma og Brugsen og gør det rigtig godt i denne uge. At få den flotte Salentein til 50 kr er et privilegium! Men du får svært ved at vælge, når du kan få klassisk San Felice til 49 (og storebror Gran Selezione til 119) -for slet ikke at nævne en Médoc med et navn så magisk som Saint Estèphe til blot 99 (tappet på slottet, så fuskeri er udelukket). 

      Så vi har endnu en uge, hvor du ikke behøver besøge storebror Bilka, hvis tilbud er bedst tjent med glemsel. 

Bedste KØB: San Felice Chianti Classico, La Croix des Vignes 2017 St Estèphe, Tertre du Moulin Grand CruSalentein "Barrel Select" rød/hvid, "Sibaris" rød/hvidWolf Blass Silver Label rød/hvid
Bedste VIN: San Felice il Grigio "Gran Selezione", Riesling Schoenenbourg Grand Cru

San Felice, Chianti Classico... 49,-


2018/19, Bedste KØB + ***** 
(5/5)
Føtex, indtil 
torsdag 26. august

San Felice er en af de større, men også rigtig gode vingårde i den sydlige del af Classico. Classico er hjertet i Chianti med 7000 hektar, hvoraf San Felice ejer 140 hektar vin.
      Den unge Classico er rigtig god og laves i pæne mængder (typisk 400.000 fl/år). Årgang 2016 var såmænd nr 19 på Spectator's Top 100 (mere pga lav pris end sublim kvalitet), dog overgået af 2017. I dag er det mest 2018, som dog også har fået 90p/Falstaff og 92p/WinesCritics.
      Vinen laves af sangiovese (80%) suppleret med 10% hver af sjælden colorino og endnu mere sjælden pugnitello. Vinen lagrer et år på store egefade før tapning. En mangeårig favorit fra Salling. 
      Nydelig fylde, positiv frugt med krydderi og urter,  pæn længde med diskret syre, der gør den meget egnet til mad. Måske endog bedre om 1-2 år. 

San Felice il Grigio "Gran Selezione" Riserva... 119,- 

Chianti Classico, bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august
En særlig udvalgt Riserva fra 3 af de bedste parceller på det store gods San Felice, 40.000 fl. set i topåret 2016 (96p/JamesSuckling, 92p/Parker) og 2015 (93p/Parker). Begge er mindeværdige årgange, lidt "bredere" og dybere end den normale (meget flotte) "Grigio" riserva. Værd at købe, for den koster normalt omkring 200 (og er faktisk dén pris værd). 
      San Felice er også hotel (relais & chateaux), Michelin-restaurant 
Poggio Rosso + mere ydmyg Osteria del Grigio samt en flot vinbar. Det hele ejes af den schweiziske forsikringsgigant Allianz. Som har investeret store summer i vingården. 

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 26. august -Italien. Jeg kan ikke blive begejstret for billig amarone, men Arche er ikke ringe med en vis vinøsitet og frugtkrydderi uden at blive vammel. Lidt chokolade og peber. Men højest én gang årligt til en peberbøf. 
      Drikker lige så gerne husets Valpolicella Ripasso le Arche (49, 5*) eller Rossogrande, hvid Garganega eller rosé (6 fl. 199, 4*), alle gode køb. 

Føtex: Bordeaux & Co.

La Croix des Vignes 2017, St Estèphe... 99,-

Bedste KØB + ***** (5/5),  Føtex, indtil torsdag 26. august
      2017 er ikke topår, men gav faktisk ok vin. Dyb farve, indbydende duft med pæn dybde, som modnes fint; middel til god fylde og pæn længde med bløde tanniner. Typisk Bordeaux, flot for årgangen. God nu, men nok bedre om 2-3 år. Et superkøb. 

       Vinen er modsat andre i klassen tappet på slottet -på proppen til "Croix" står Moutinot, som er lille slot i St Estèphe. Men i dag er slottet del af Lestage-Simon, nabo til St Estèphe (en anden nabo er topslottet Sociando Mallet). 
      Vingården ledes af danske Merete Larsen (foto), som har været på Lestage, siden hun forlod Belgrave 5.Cru. Hun leder også gruppens andre ejendomme i Médoc, bl.a. Cartillon, en temmelig stor ejendom lidt syd for St.Julien. 

       Denne vin er tappet af ejeren, som rent navnemæssigt har store ambitioner: "Grands Crus de France". Dette selskab er nyt, men har i løbet af de seneste 10-12 år opkøbt et stort antal slotte, bl.a. Cartillon i Lamarque og Lestage-Simon (Médoc), Laroque og Cantin (St Émilion) og Clos Beauregard i Pomerol, foruden nogle slotte fra den aldrende Bernard Magrez (dog ikke Pape-Clément). 
      Bag firmaet står det udskældte Grands Chais de France, som har tjent penge på konsumvin som JP Chenet (og om muligt endnu værre vine) til at købe fine ejendomme. Og alle slottene i Bordeaux leverer rigtig god vin i dag, trods ejerens lidt blakkede ry! 

Tertre du Moulin, Grand Cru St Émilion ... 99,-

2018, Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august - Bordeaux
En klassisk merlot med god fylde, frugt og mærkbare, men p.t. bløde tanniner. Den skal have fået 12 måneder i ny eg, men det er svært at smage. Nyd den nu for frugten, eller gem 3-4 år og nyd bouquet'en. Navnet er et mærke, som kan bruges til flere vine af sælgeren GCF (som jeg ellers ikke roser). Men vinen er tappet på vingården i Montagne af den dygtige hr Coudroy.  

Riesling Schoenenbourg Grand Cru... 99,-

2018 
Alsace, E. Traberbedste VIN +
***** (5/5), Føtex, indtil 26. august
Schoenenbourg er et af de fineste vinbjerge i Alsace, som hæver sig smukt over den gudeskønne (og med rette turistede) lille by Riquewihr
Riesling er den rigtige drue til granitten på vinbjerger Brand, der hæver sig majestætisk over Turckheim. Pinot Gris kan dog også give god vin her -men finder den for blød. Traber er mærke fra kooperativet naboen mod nord, Ribeauvillé.
      Kvaliteten er ikke i top, men det er prisen sandelig heller ikke. 92p/Vinbladet til 2018. En herlig riesling med lige en snert af sødme, som passer godt sammen med vinens fine syre. Flot vin og superkøb. 

Føtex: Gode køb fra Den ny Verden

Salentein "Barrel Select", frit valg: 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 26. august - Argentina
rød malbec, cabernet-sauvignon , pinot noirhvid chardonnay,
Fire rigtig gode vine til en ekstremt rimelig pris: 
malbec -mørk, intens, dramatisk og lækker med kraft og længde. Egentlig for ung, men den smager godt
Cabernet er tæt på, men jeg finder den lidt mindre spændende, lidt mere krydret måske. 
Pinot noir gør sig i reglen ikke godt uden for Bourgogne, men denne er ok på en blød syltetøjsagtig måde, fyldig og krydret i næsen. Parker gav 90p til 2018, så jeg giver den en chance til! 
Chardonnay er bedre -ganske sprød og lækker, tør og frisk -lidt af et svar til mig, der engang sagde, at hvid argentiner ikke er værd at drikke! 
      Salentein ligger i Uco, hvor den har hele 800 hektar på nogle af de højest liggende vinmarker. En hollandsk entreprenør ejer det hele sammen med familien Pulenta, der var pioner for eksport i Argentina (de gjorde Trapiche berømt). 
Foto: Kælderen er et under og skal være en af de flotteste i landet -intet er sparet!- og har man tid, er der også hotel og restaurant.

"Sibaris" Gran Reserva, rød/hvid frit valg... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 26. august - Chile 

Sibaris viser, at Chile er svære at slå i mellemklassevin! Undurraga laver alle typer vine, fra billige (ok, ikke mere) 30-40 kr vine i Netto til den flotte T.H. (de har endnu dyrere vine, som næppe er merprisen værd). Sibaris er deres bedste "normale" vin (en klasse over Aliwen) af druer fra gode områder:  
Cabernet fra Colchagua har en flot duft af solbær og krydderi,  middel fyldig, afrundet, pænt lang. 
Carmenère også fra det fine Colchagua  mere mineralsk, knap så blød, let duft af mynte og sorte bær, middel fylde og afrundet, ganske lang smag med friskhed. Chardonnay fra Maipo er gæret i små egefade og vinen vil tiltale mange med let duft af eg, frugt, lidt for blød, men med lidt klodset syre.

      P.S: Undurraga ses mest i Netto, som netop nu har den gode Aliwen reserva rød/hvid/rosé (40, 5*, spotvare). Ellers er der ikke meget at hente i Netto -Kumala shiraz eller chardonnay er også god (40, 4-5*, spotvare) samt Jacob's Creek rød/hvid/rosé (45, 4*), er meget tilfredsstillende, men ikke personlig vin. 

Montgras "Quatro", rød eller hvid... 50,-

***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 26. august - Chile 
Jeg foretrækker Sibaris herover, men Quatro -rød og hvid blend af 4 druer -Quatro- er også flot til prisen.  
Rødvin på Cabernet Sauvignon, Syrah, Carménère og Malbec, dvs. Bordeaux-druer + Rhône's syrah fra det fine Colchagua. Skal være lagret i små egefade et lille år. Jeg er (altid) skeptisk. Men vinen smager godt, mørk, kraftig, måske snert af grønt i næsen, men helt ok med mad. 
Hvidvin på Viognier,  Sémillon, Sauvignon og Chardonnay fra det kølige Leyda. Tør, frisk, meget fin aroma -en herlig vin alene eller med mad. 

Wolf Blass "Silver Label", rød eller hvid... 59,-

Bedste KØB +  ***** (5/5) Føtex, indtil torsdag 26. august

rød shiraz-cabernet-malbec, hvid chardonnay. Denne røde har god fylde, er blød, men ikke ligegyldig, den hvide har friskhed og ren, rig aroma. 
      Vinene kommer fra køligere områder nær Adelaide: Den røde er fra McLaren Vale og Langhorne Creek, mens den hvide chardonnay  er fra de højt liggende skråninger i fra Eden Valley og Adelaide Hills. 

      Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! Han grundlagde sit firma i 1966.       
Jeg har mødt ham 2 gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!  

Chateau Tanunda, Australia, rød/hvid... 39,-

**** (4/5) Føtex, indtil torsdag 26. august -set i rød Cabernet/Merlot og hvid chardonnay. Kun smagt én gang, en typisk kommerciel Oz, tør, blid chardonnay uden bid, rød med pæn fylde, lidt frugt og krydderi, men ikke mere. Huset ligger i Barossa, men disse vine er formentlig købt ind fra det store Riverland uden for. Men god pris!