Søg i 1200 opslag:

07/12/2020

Skovbrand og brus uden alkohol

Du har måske set og læst om de voldsomme skovbrande i Californien i år, som bl.a. har hærget mange af de berømte vinmarker i Sonoma og Napa. Bl.a. er flere ejendomme i det nordlige Napa brændt ned -og flammerne var også tæt på Beringer's historiske "Rhine House", et mindesmærke i St. Helena (byen blev evakueret). Se også foto! 

      Og så er vi slet ikke startet på sæsonen for skovbrande endnu. Det er normalt om vinteren, typisk i januar-marts, hvor der i år var 20.000 store og mindre brande! 

Indtil da kan du glæde dig over Beringer's Zinfandel, som vel ikke er mindeværdig, men dog drikbar! Men prøv at sammenligne den med f.eks. Fakta's Indomita eller Rema1000's Carolina. Begge vine er billigere end Beringer. Men langt bedre.... 

Til sidst kan du læse om Portvin fra år 2000 og om alkoholfrit brus fra Codorniu... 

Bedste KØB: Indominta, rød/hvidCarolina Reserva rød/hvid, Cava Codorniu (brut) 
Bedste VIN: Kopke 2000 Colheita Port

Beringer "Classic" California, rød, hvid... 50,-

California, **** (4/5), Netto, indtil fredag 10. december (rosé dog kun 2*). Rigtig mange vil elske den  røde zinfandel, som er en indbydende, kommerciel "sødsuppevin +", som også den hvide chardonnay -vine du drikker uden at tænke over det! Fås også som lyserød zinfandel, en børnevin, der er forbudt for børn

      Jeg elsker vingården, som er et besøg værd, hvis det en dag igen bliver muligt at rejse Over ThereBeringer ligger i St. Helena, en hyggelig by i den nordlige del af Napa. Huset har lavet vin uafbrudt siden 1876 -det overlevede Forbudstiden 1919-34 ved at lave altervin! Foto viser Beringers historiske Rhine house. 

    Flammerne var tæt på dette historiske mindesmærke, da de snart årlige skovbrande betød total evakuering af St Helena i flere omgange i løbet af efteråret -den sidste skovbrand (hidtil) var i november og var igen tæt på byen. Og mange flere ventes i januar. 

    Beringers Classic og Founder's Estate kommer dog ikke fra Napa omkring huset, men er blot "California", formentlig fra området omkring Lodi, hvor druerne er helt anderledes billige (og ikke så gode). 

Banrock Station Reserve rød/hvid,... 40,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 11. december
Jeg bliver aldrig vild med vine som disse, men de smager godt, hvis prisen er vigtig. Kvaliteten er nok 5* værd, men den var på tilbud i Føtex til 199 for 6 (= 33,16 kr/fl), så vi må nøjes med 4 pæne *. 
Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tanniner -kedelig i længden. Den hvide er ikke bedre  -på druen chardonnay eller sauvignon, hvor ejer Accolade er gået til yderligheder for i varmt klima at levere en frisk vin. Mere græs end frugt. Tappet i England.  
      Banrock Station (foto) er en af Australiens største vinmarker -1800 hektar i én mark, 3 gange arealet af hele Pomerol! Sådan en mark kan kun eksistere langs Murray-floden, som løber gennem tørt, ørkenlignende land tæt på Kingston. 
      Markerne kunstvandes for at sikre et stabilt (højt) udbytte. Der har været kritik af kunstvandingen, da jorden bliver mere salt, når en del af vandet fordamper i varmen under kunstvandingen. Men til gengæld giver Banrock Station (en del af Accolade gruppen) penge til økologiske projekter i mange lande. 

Indominta, rød eller hvid... 45,-

Frit valg, cabernet-sauvignon, pinot noir, sauvignon blanc mv, Gran Reserva, Chile
Bedste KØB + ***** (5/5), Fakta, indtil onsdag 9. december 

Cabernet fra lune Maipo med rund fylde og god frugt og pæn længde. Faktisk rigtig god. Den røde pinot og den hvide sauvignon kommer fra kølige Casablanca nær Stillehavet -godt klima til disse to druer! Ikke smagt pinot de sidste par år, men husker den som ret lys, med god bærduft og lidt tør, kort smag -nok bedre efter et år eller to. Hvid sauvignon med herlig krydret frugt og ren, tør, sprød smag.  

Foto: selveste Rihanna på besøg hos Indomita. Jeg ved ikke om hun er vild med netop de vine? Gode er de, men hendes besøg har måske også noget at gøre med, at huset sælger en masse vin -lagerkapacitet til 36 millioner flasker, som også ses (noget dyrere) i Irma. Huset er ganske nyt (2006) og ejes af giganten Bethia.

Marques de Silvo, Rioja... 50,-

***** (5/5), Fakta, indtil onsdag 9. december. En ung, meget frisk og frugtig Rioja uden eg -og uanset hvad der står i bøgerne er det over halvdelen af al Rioja, der aldrig ser et egefad! Vinen er tappet på selve vingården, som jeg dog ikke kender. Måske er vinen et brand fra et af de større huse i Rioja Oriental, den varme, sydlige del af Rioja. 

      Til samme pris flere andre gode vine, bl.a. en 100% grenache fra Sydfrankrig, desværre ikke smagt.   

Carolina, Reserva, rød/hvid, 5 typer... 45,- 

Bedste KØB +***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 12. december
Rød pinot noir, cabernet-sauvignon og carmenère, hvid sauvignon og chardonnay. 
En af de gode fra Santa Carolina, et meget stort, men ganske godt, privat vinhus. Reserva betyder præcis det, huset ønsker -og her er det vin af bedre druer fra gode områder, som er lagret i eg, typisk 6 måneder. 
Flere af de røde kommer fra Colchagua -et af de bedste "varme" områder, hvor carmenère (en specialitet fra Huset) modner fint. Pinot Noir kommer fra det kølige Leyda. Har ikke smagt dem alle, men jeg er imponeret -især til prisen!  

Villa Borghetti, Bardolino Classico... 35,- 

***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 12. december. Den lette Bardolino fra Garda søen er frugtig og ren -modsat rød Puglia "lapasso" (gab) og hvid pinot grigio (uskadelig), som fås til samme meget rimelige pris. Det lover også godt, at tapperen Pasqua bor ved netop Bardolino. 
     Rema1000 tilbyder også Silverboom, diverse vine fra Sydafrka, der formentlig er identisk er med Avenhoorn, som du kan finde i Aldi (og sikkert andre mærker, alle tappet i brøndby af Taster Wine). Smagt 3 gange (for meget). 

Kopke 2000 Colheita Port... 199,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Rema1000Med 20 år bag sig er denne vin en rigtig "meditationsvin", som man nyder kælderkold for sig selv -måske med lidt nødder eller endog chokoladekage til! Smuk farve, intens bouquet med både læder og tørrede frugter, flot lang smag. Excellent køb, ikke så fin som Maynard, men de ekstra år giver lidt ekstra!
      Kopke stammer tilbage til 1638 og anses af mange for det ældste Portvinsfirma af alle -men bortset fra det er Kopke et moderne firma, som ejes af den spanske bank, Sogevinus, som også ejer en masse firmaer med ofte samme adresse, bl.a. Feist, Hutcheson, Burmester og andre. Import: Viniportugal.

Cava Codorniu "Clasico", frit valg... 49,-

Bedste KØB +***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10. december 
Bestemt ingen stor cava, men til prisen får du meget brus -og den tørre brut vil ikke skuffe som velkomstglas til en reception eller sammen en nytårsraket først i det nye år! Fint brus med middel bobler, åben frugt, ret let og simpel, men med god syre, der giver sprød friskhed. 
      Seco er akceptabel, men semi-seco er IKKE halvtør, men temmelig sød og uegnet til næsten alt andet end kransekage. 
    Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava.  
Smukt slot og imponerende kældre (foto) i klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig i Cadafalch (1898), som siden 1976 har været historisk monument.  

Codorniu "Zero", alcohol-free... 49,-

*** (3/5), Bilka (partivare)
Må ikke kaldes cava, da den kun holder 0,5% alkohol, og i duft og smag kan den ikke matche den "rigtige" herover. Men slet ikke tosset, hvis du vil undvære alkoholen (kun smagt én gang): 
      OK brus, men lidt for store bobler (den er lavet med tilsat kulsyre, mener jeg). Pæn aroma af tropisk frugt og lidt citrus; smagen er på den sødlige side, med frugt, men fader ret hurtigt -og så kommer sødmen, som dog er behersket. Som Soberito skrev (aug.19) om vinen: "Certainly a nice alternative to an alcoholic Cava. If you want to celebrate alcohol-free, you won’t miss much of the fun with this Cava."
      Basis er hvidvin, som ved destillation ved lav temperatur i vakuum. Det betyder, at så meget af vinens duft og karakter bevares. Boblerne kan næsten kun tilføres ved tilsætning af kulsyre, og samtidig må der flere sulfitter i vinen, som dog stadig skal nydes senest et år efter tapning (så se efter L-nummeret på flasken).  

06/12/2020

Årets Julevin, del 1: Føtex og Bilka

Årets julevin i Føtex og Bilka har Salling hentet hos Philipson: En 7 år gammel Cotes du Rhone fra Vidal-Fleury, et undermærke til Guigal. Vinen er slet ikke ringe, men når den udsættes for det søde og det sure i juleanden, er den lige så død som anden!

Så er både Vanità fra Sicilien og Altos de Tamaron fra Spanien både bedre og billigere! Den røde Faustino I fra Rioja er trods sin alder -11 år- bedre til anden end Rhonen og kan konkurrere med Gemma's gode unge enkeltmarks-barbera. 

Føtex og Bilka leverer vinene i denne klumme. Der er ikke meget nyt, desværre. Men det viser igen, at Salling-gruppen stadig er stærke til vine fra Italien, med både Vanitá og Gemma. 

Bedste KØB i JULEVIN: Altos Tamaron Ribera del DueroWolf Blass "Silver Label" rød, Vanitá nero d'avola (+ hvid pecorino), MontGras "Amaral" (begge hvide), Finca la Chamiza (røde), Gemma Langhe arneis + rød barbera, Singleton, Dufftown 12 år Malt Whisky

Bedste JULEVIN:  Faustino I Rioja Gran Reserva

Vanitá, rød nero d'avola eller hvid pecorino ... 49,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex gælder resten af 2020

Frugtig, let krydret, middelfyldig nero d'avola fra Sicilien og en rigt duftende (mirabel, blomst) frugtig, ganske elegant hvid fra Abruzzo på den unikke pecorino drue (ej at forveksle med osten af samme navn). Den superbe drue er unik for området stik øst for Rom og er i dag i topform efter  længe at være anset for uddød. 
      Farnese leverer vinene. Ledet af Valentino Sciotto (foto). Jeg kendte ham i '00erne, da han lavede montepulciano fra Abruzzo. Siden fik han en pengestærk partner i modehuset Benetton. I dag laves vin i hele Syditalien. I december 2019 blev majoriteten overtaget af en amerikansk fond, Platinum. 
      Farnese leverer god kommerciel vin til en rimelig pris. Både nero og den hvide pecorino har fået 88-90p af respekterede kritikere.

MontGras "Amaral" hvid... 49,- 

Chile, Bedste KØB ***** (5/5), Føtexgælder resten af 2020
Hvid Amaral: chardonnay eller sauvignon fra Leyda. Meget flotte vine, som laves i mindre mængder, typisk 120.000 flasker årligt. Ingen mærkbar eg, men meget flot aroma, friskhed og længde. Leyda er et af de kølige områder, som har fået Chile til at rivalisere New Zealand. 
      Du kan til samme pris få Helfrich Alsace riesling samt Ruffino og Masi Modello (begge både rød og hvid), men foretrækker Amaral. 

Altos de Tamaron, Ribera del Duero... 39,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, gælder resten af 2020. Ribera del Duero har et af Spaniens fineste navne og er derfor i reglen dyrere end naboerne Toro og Rueda -ofte med rette. 
      Denne vin har en flot frugt og rund kraft, der sikrer 5 solide stjerner. Dens ungdom gør den meget egnet til en juleaften på budget. 
      Felix Solis er et af Spaniens 2 største vinhuse,  grundlagt 1952 i Valdepeñas. Det mest kendte mærke er Viña Albali. Men i 2002 grundlagde huset Pagos del Rey, som skulle være bedre vine -men stadig til lav pris- i mere fashionable områder som  Rueda, Ribera del Duero og Toro, hvor huset også har et vinmuseum (foto), som absolut er besøg værd.
      Føtex tilbyder også andre gamle kendinge, sydafrikanske Kumala Reserve (39, 5* + Bedste KØB), Montgras Reserva fra Chile (39, 5*), begge i flere varianter samt Francois Martenot fra Sydfrankrig (39, 4*). 

Wolf Blass "Silver Label", rød eller hvid... 59,-

Bedste KØB + ***** (5/5) Føtex gælder resten af 2020

rød shiraz-cabernet-malbec, hvid chardonnay. Denne røde har god fylde, er blød, men ikke ligegyldig, den hvide har friskhed og ren, rig aroma. 
Vinene kommer fra køligere områder nær Adelaide: Den røde er fra McLaren Vale og Langhorne Creek, mens den hvide chardonnay  er fra de højt liggende skråninger i fra Eden Valley og Adelaide Hills. 
Et par takker over Eaglehawk og Red Label, men mindre flot end den kostbare Brown Label. Men kald den bare et barnebarn af den store Black Label! 

      Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! Han grundlagde sit firma i 1966. 
Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!  
      I 1990erne solgte han huset til Mildura, der siden blev solgt til Foster's. I dag hedder huset Treasury Wine Estates. Huset laver i dag ca. 60 millioner fl/år, det meste dog ret ligegyldige vine som Eaglehawk. 

      Føtex og Bilka tilbyder også Alamos fra Argentina (rød/hvid, 59, 4*) og Vidal-Fleury 2013 rød Rhone (59, 4*, for gammel til julevin, men stadig ok).  

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 89,-

2009,  Bedste KØB + VIN + ***** (5/5)Føtex, gælder resten af 2020

Vinen har ofte på tilbud, men altid værd at smage -dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10 år. Meget bedre end de brunello'er og amaroner, der fås til denne pris! Vinen koster faktisk 18€ i Spanien -135 kr- 
      Faustino I skiller sig ud ved ikke kun at være tappet i området -Rioja- men også på"Propriedad", -vingården- i Oyon i Alavesa nær Logroño. Vingården er stor, 650 hektar, så Faustino er en stor vingård, som dog stadig kontrolleres af familien. Campillo er fra samme hus, mens Faustino Rivero Ulecia er en anden familie, som ikke har samme kvalitet (ses bl.a. i Nemlig.com). 
      Cadis Amarone (5*, 89) er en letbenet, men frugtig amarone fra stort kooperativ i naboen Soave, mens Chablis "Calvet" (89, 3*) er et velkendt navn, jeg hellere vil købe i Meny (99, 5*). Begge tilbud gælder resten af 2020. 

Offley Colheita Port... 109,-

set i 2001, Bedste KØB  + ***** (5/5), Bilka og Føtex (partivare). Egentlig ret utroligt, ikke? Årgang annonceres ikke, men jeg har set den i 2001 -næsten 20 årig tawny til 109! Både 2000 og 01 var  glimrende...! 
      Offley er del af Sogrape-gruppen lige som Sandeman, men Offley har til alt held en vis selvstændighed. Det er et af Portvinens historiske huse, som fik sin berømmelse under legenden baron Forrester (hvis jagthytte i bjergene over Pinhao er blevet til pousada hotel). Vinene er gode standardvine uden større dikkedarer, men deres gamle vine er faktisk ok, inkl. Vintage Boa Vista, som ofte er godt køb. 

Storesøster Bilka har bedre argentiner + god Barolo-kopi

Nederburg "Winemaster's", rød/hvid... 45,-

rød shiraz, hvid sauvignon
***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10. december 
Lidt dyrere end basisvinen 1791, men merprisen værd! Kun smagt cabernet og shiraz samt hvid sauvignon. Vinene kommer fra gode områder i Western Cape, bl.a. Paarl ("Perle") og Cape Region. 
      Rød cabernet med rig frugt og krydderi, afrundet og pænt lang, shiraz med bærfrugt og god kraft, hvidvin med sprød friskhed og god, ren aroma. Superkøb.

Bilka tilbyder også bl.a. australske Yellow Tail (39, 4*), ganske udmærket, men ikke særligt spændende rød og hvid.  

Finca la Chamiza "Polo Profesional", frit valg... 49,- 

Bedste KØB***** (5/5), Bilka indtil torsdag 10. december 
De røde malbec og cabernet er meget flotte og har regelmæssigt fået omkring 90p/100 i guiderne. 
Masser af fylde, bær og frugt i en ramme med lidt eg og rund tannin -meget kommercielt og meget flot. Hvid og rosé er mindre kendte og ses f.eks. ikke på husets hjemmeside. 
      Polo er (også) en nationalsport i Argentina, som hurtigt tog den op efter at englænderne i 1890 havde opfundet denne hestesport. Argentina er hjemland for gauchos og hesteopdræt, ikke mindst i området syd for Mendoza, hvor denne vingård ligger. 
      Vingården har 150 hektar vin i 1142 meters højde men får også vin fra Luján de Cuyo halvvejs til Mendoza i nord. Huset har en af de få kvindelige vinmagere, Magdalena Viani (foto), som kom til kælderen i 2014 og overtog jobbet som vinmager i 2016. Hun gør det godt, synes jeg, især da vinstokkene på vingården er ganske unge.  

Arneis Langhe, Gemma... 69,-

Bedste VIN + ***** (5/5) 2019, Bilka, indtil torsdag 10. december 
Gemma er en ny (1982) vingård i det konservative Barolo, skabt af Silvano Piacentini på penge tjent på billigvin som Veneto, ripasso osv. 26 hektar + køb af vin og druer. Deres Barolo er ikke i top, men også rimelig i pris, mens deres andre vine ofte er rigtig gode -som denne hvidvin på den sjældne hvide drue arneis. 
Overdådig aroma med lidt mandel, æbler og krydderurter. Middel fylde, god frugt med lidt syre til sidst,ok længde. Drikkes ung -og helst sammen med mad som grillet laks, kylling i sauce o.l.  Druen har historisk været blandet i den røde Barolo (og kaldes også Barolo Bianco!) for at give mere aroma og elegance. Denne metode blev siden forbudt, og så forsvandt druen. Næsten!

Barbera "Bricco Angelini", Alba, Gemma... 69,-

***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10. december 
En rigtig god barbera! Bricco betyder skråning, og den kommer fra Angelini skråningen ved Monforte i selve Barolo. Ganske kraftig, masser af bærfrugt, peber og krydderier, afrundet, med pæn lang smag. Meget mere drikbar end Barolo, men uden samme dybde og længde i smagen. Men ret god julevin!  

Chateauneuf du Pape "Auguste Bessac"... 129,-

***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 10. december. En ganske udmærket Chateauneuf med indbydende duft af krydderi og peber fulgt af middel fylde og pænt lang smag. Vinen er den dyreste af Bessac's pålidelige Rhone vine, men er i pris ganske rimelig for Châteauneuf. Vinen er slet ikke dobbelt så god som Plan de Dieu eller Rasteau fra samme firma, men "Neuf" er altid dyrere -derfor 5 små stjerner.

Masi Costasera Amarone Classico...  199,- 


**** (4/5), Bilka, indtil torsdag 10. december 
En typisk kraftig amarone i den blødere stil og et godt køb. 
Nydelig aroma med rig frugt, middel til stor fylde, afrundet og pænt lang -nydelig, men lidt trættende i længden. Costasera er den almindelige amarone fra huset. Vinen  blev for nogle år siden solgt i Copenhagen Airport til 200 kr. Som dutyfree. Hmm.
      Engang var Masi vinene fra Valpolicella, men i dag er huset (som Torres ved Barcelona) vokset ud af sin region. Huset "opfandt" ripasso vinen, men i dag kommer  Campo Fiorin fra området Veronasom er et stort område, der strækker sig mof øst næsten til Venedig. Men Amarone er stadig lavet på tørrede druer fra den store ejendom i hjertet af Valpolicella (foto). 


Singleton, Dufftown 12 år Malt Whisky...  199,- 

Bedste KØB + ***** (4/5), Bilka, indtil torsdag 10. december 
En 12 årig malt til 199 er altid godt køb snarere end superb, og denne er også nydelig snarere end superb -men den smager bare godt! Lagret 12 år i træfade brugt til Bourbon og Sherry, blød, rig og pænt lang smag -en god begyndermalt, som vi andre også kan lide! Dufftown eer et godt destilleri i Glenlivet-området.  

Bilka tilbyder til samme pris Talisker Isle of Skye Malt (199, 5*), Glenfiddich 12 år Malt (5*), Appleton Jamaica Rum Signature (4*). 
Desuden Johnie Walker Black Label 12 år Blended Whisky (169, 5*, altid lækker) samt Chivas Regal 12 år (149, 5* -men kun pga pris, i stilen uspændende).