Søg i 1200 opslag:

Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel DOW's LBV. Sortér efter relevans Vis alle opslag
Viser opslag sorteret efter dato for forespørgsel DOW's LBV. Sortér efter relevans Vis alle opslag

09/03/2024

Herlig crémant og solid rødvin fra Oz

Igen i denne uge byder Føtex sig på med de nok bedste tilbud. En god crémant kan måle sig med Champagne, men meget crémant skuffer. Giersberger er dog rigtig god med både aroma og friskhed -og er lidt af et fund til 55. 

Fra samme Ribeauvillé kommer også pinot, riesling og andre Alsace vine til samme rimelige pris (55), mens du kan nøjes med 49 for den solide australske Matthew's Road cabernet eller shiraz fra gode områder i Australien.

    Og så har Føtex avis med forårsvine -gælder hele marts- som byder på rigtig mange gode køb. Se opslag fra sidste uge. 

    Bilka har ganske få tilbud i denne uge -og egentlig er kun italienske Piacentini Ripasso (50) og spanske KingPin rød/hvid (39) af interesse. Selvom Andresen's sent høstede LBV Port (109) også er godt køb. 

Bedste KØB: Giersberger Crémant brut - Traber Alsace - Tanunda Matthew's Road - Piacentini Ripasso - Kingpin rød/hvid 
Godt KØB: Banrock Station Reserve rød/hvid - Mucho Más 300cl box - Andresen LBV Port

uge 11/2024

Giersberger Crémant brut... 55,-

Traber gewurztraminer, riesling, pinot gris mv, Alsace  

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 14/3

Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem præget af hvid pinot, ikke stor, men uden den grønne syre, som præger meget cremant i dag. Syren balanceres af 9g/l restsødme -herlig vin til forår og konfirmation. 80% pinot blanc, 20% auxerrois, lagret 12 måneder før degorgering.

     Giersberger er fra Ribeauvillé, det ældste kooperativ i Alsace (1895), hvor vinen gror på blide skråninger langs den geologiske Ribeauvillé forkastning, der giver varieret mikroklima og mange typer jordbund.
    Kælderen leverer for mig  meget bedre vin end GCF's mange crémant'er, selvom de har bedre designere og navne som Laugel, Helfrich, Arthur Metz, Calvet, Brucker og andre. Og når prisen er så lav, er der ikke meget at betænke sig på! 

      Også hvid og rosé Alsace med etiket Traber, Gewurztraminer, Pinot Gris, Riesling + (lys) rød Pinot Noir (59, 3-4*). En riesling skuffede fælt forrige år, men har smagt en god pinot gris, så jeg var nok bare uheldig. Til prisen fortjener vinene en chance. 

Tanunda "Matthews Road" rød... 49,-

rød cabernet eller shiraz, Barossa mv, chardonnay, South Australia

Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 14/3

Tanunda er et ambitiøst familiefirma, men er vokset så stærkt, at huset i dag må hente de fleste af sine druer udefra. Matthew's Road var en mark i hjemegnen Barossa, men i dag hentes god del af druerne fra Coonawarra og Langhorne adskillige timers kørsel sydpå. Men til gengæld et godt område!
    Set i 2020. Både shiraz (smagt i sommer) og cabernet'en (i ældre år med Barossa druer) er rigtig gode, meget frugtig, fyldig og lang. 2016 fik 92p/WineEnthusiast. 
    Den hvide chardonnay ikke smagt. Kommer nok fra varmere områder, så jeg har ikke brugt penge på den. 

Mucho Más 300cl box.. 109,-

Godt KØB + *** (3/5)Føtex, indtil torsdag 14/3
Spanien. = 27,25 kr/75cl. 

Bestemt en af de bedre box vine (du bliver ofte snydt, hvis du tror, du får bedre boxvin til høj pris). Men check tappedato på karton -bør nødig ligger mere end 3 måneder tilbage! 

Nok samme vin som KingPin i Bilka (39 på glasflaske), da opskriften er ens og tappet af samme Felix Solis. Men boxvinen er mere poleret og let, gr en ekstra filtrering og lidt ekstra svovl for at beskytte vinen mod elementerne i en tynd plastikpose. 
      En frisktappet rød tempranillo var fyldig, frugtig, fast og interessant på den gode måde. 
      Den hvide ikke smagt -men kan meget vel være tør, frugtig, frisk, takket være gode druer som verdejo, der indgår i blend'et. 

Banrock Station Reserve rød/hvid... 39,- 

rød shiraz-cabernet, hvid verdelho-chardonnay, Australien (tappet i England)

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 14/3
Prisen var 35 i lillesøster Netto indtil fredag, men 39 er også godt køb. Men vent ikke mere end kommerciel vin uden kanter eller karakter fra varmt klima. 
Rød cabernet + shiraz er mørk, kraftig, frugtig, krydret, blød tanniner -kedelig i længden. Hvid er lidt sjovere -på druen chardonnay (trist) + verdelho (Madeira-drue) giver en intens aroma, som takket være lidt syre sikrer friskhed. 

Kingpin rød/hvid, Spanien... 39,-

Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 14/3

Rød på tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg" (typisk i ståltank med egechips eller egestave ved gæring/lagring). 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 


Silvano Piacentini ripasso..... 50,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 14/3

Oftest lidt dyrere (og bedre) end den normale Arche Ripasso fra denne 85-årige herre.
      Jeg kan egentlig bedre lide denne middelfyldige, tørre, frugtige rødvin end hans svulmende Rubens'agtige amaroner. Ripasso er rigtig god til en juleand -server kælderkold. Bilka mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. 
      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella området i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel -især med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), som er blevet et af de store huse og leverer end god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche i spidsen. 

Rhone Vidal-Fleury rød/hvid, kr/fl v 6: 66,50

6 fl: 399. *** (3/5) Bilka, indtil torsdag 14/3

Bestemt ikke topkøb, men helt ok til prisen ("normalpris" 99 er hen i vejret). Den første tid så jeg mest årgang 2015, som nok er temmelig moden og uden den rige frugt, som karakteriserer grenache druen. Men nu er den set i 2020 (og snart 2021, håber jeg) -og så byder vinen på rund fylde og blid eftersmag præget af modne druer. 
     Den hvide er viognier + hvid grenache, lagret sur lie. Ikke smagt, men burde være frugtig med blomst, tør og frisk. nydes ung

     Elsker denne klassiske etiket fra historisk (1781) hus i Côte Rôtie. En ung Guigal begyndte sit arbejdsliv her, siden gik han solo, fik succes -og købte sin egen arbejdsplads. I dag bruges mærket til sekunda vine fra Guigal (men ofte er denne Rhone lige så god!).

    Bilka kan også tjene penge på "avistilbud", bl.a. Chablis "Chablisienne" (179, 4*), en helt ok vin, men jeg vil gå i Meny, når de sælger Chablis "Producteurs" til 99 -formentlig samme vin! Har smagt dem begge (ikke samme dag). I øvrigt en ganske god vin, om end Chablis i den blødere ende, måske pga varmere klima. 

Andresen LBV Port... 109,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 14.marts

Set i 2017. Andresen er et historisk mærke, som blev grundlagt i 1845 af danskeren Johann Henrik Andresen fra Sydslesvig. Familien ejede det indtil 2. verdenskrig. hvor de måtte sælge til de nuværende ejere, familien Flores. Huset er et af de få mindre familieejede huse og som sådan værd at støtte. Alle husets vine er gode, men jeg kan især lide husets tawnies (og gamle hvide Ports), som ikke er helt billige, men rigtig gode. 
      Men der laves også en del LBV, sent tappet Vintage, som er på vej op. Ufiltreret -og rigtig godt køb til 109 -måske marginalt bedre end Taylor's, Dow's, Offley og andre velkendte LBV'ere. Husets vinmager er i øvrigt Àlvaro van Zeller, søn er Fernando van Zeller fra Baron de Vilar (og Menéres). 
    Til samme pris også Andresen 10 år 50cl (109, 5*), både tawny og hvid. 109 for 50 cl svarer til 163,50 for 75cl. Stadig ok køb, for især tawnien er rigtig god. 

08/11/2023

Bilka: Italienske fund og andre vinøse superkøb!

Når du kan få en vin med 91p/100 fra Parker til 59, bliver jeg næsten euforisk -og har glemt alle de uger, hvor jeg har sukket efter nogle gode køb i Bilka! Og når jeg også kan få en næsten 20 år gammel Port til 99, så er jeg på vej! 

Jeg har savnet topkøb fra Bilka i en måned, så de 24 siders vintilbud er meget velkommen! Her er rigtig mange gode køb -og jeg lægger mærke til en ny Mosel fra Dr Pauly, som kommer fra Sonnenuhr, et af Verdens (og familiens) bedste vinbjerge (99) -noget dyrere end Noble House (41,50 v 6), men også helt anden klasse. 

    Italiens bedste køb er måske San Felice vinene fra Chianti Classico med nye Parker (91-93p!) ratings, fund til 59.79 kr! Men også Gemma's Barolo (99-119(, Brunello (179), Ripasso (58,17 v 6) mv er værd at købe. 

    Billigst er den gode Hécula (30) og Casal Garcia, "grøn" vin fra Portugal (30). Begge kræver Bilka+ app -og vinene er besværet værd at installere på mobilen. 

    Andre topkøb er Mooiplaas fra Sydafrika (79), Hécula og de "grønne" vine fra Casal Garcia (30). 

    Men især Portvin som Offley's næsten 20 år gamle Colheita til 99 er næsten latterlig pris. Også Menéres 2014 Vintage Port er værd at købe (149). 

Bedste KØBSan Felice Chianti Classico - Il Grigio, Chianti Classico Riserva -Barolo Gemma - Hécula Yecla - Casal Garcia Vinho Verde hvid/rosé - Mooiplaas Estate rød/hvid - Fournier Pouilly-Fumé - Offley Colheita Port - Menères 2014 Vintage Port

Godt KØB: Montessu Sardegna - Campogiovanni Brunello - Piacentini Ripasso - Gemma Barolo "Colarej" - Bell'Aja Bolgheri - Wehlener Sonnenuhr Dr Pauly - Noble House rød/hvid - MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé - Andresen LBV Port - Presidential 1990 Port

uge45/2023


San Felice Chianti Classico... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Set i 2021. Nydelig frugt, god fylde, fast. pæn længde.  Denne vin er slottets unge Chianti, beregnet til at nyde ung. 91p/Parker med ordene: "A versatile a food-friendly choice with lots of purple and blue fruits with hints of fragrant wild rose. The wine supports medium weight and lots of fresh acidity to cut through cream or butter-based cooking ingredients".
      San Felice er en stor vingård i det sydlige Classico, som siden 1980erne har været ejet af forsikringsgiganten Allianz. En mangeårig favorit fra Salling gruppen, med rette. Vingården laver rigtig god vin, som generelt bliver solgt til meget lave priser i Danmark. 

Il Grigio, Chianti Classico Riserva... 79,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Set i 2019/20. 2019 får 93p/Parker, mens 2020 får 92p/Parker og 93p/Spectator. 

    For RobertParker (ved Monica Larner) er Grigio et af Italiens "ultimativt bedste køb", selvom prisen i USA er tæt på 200 kr! Men det viser blot, at prisen i Danmark kan være skræmmende lav! 
      Grigio er en af Sallings favoritter og en Riserva, der er blid for Chianti, men stadig har det faste sammen med det civiliserede og  kommercielle. 
      Dyb farve, god duft med krydderier og urter, tør, nydelig fylde og pæn længde -lidt tør tannin til sidst, typisk sangiovese, men grundlæggende blød -sjov at smage sammen med den lidt kraftigere Ser Lapo. Flot allerede, men har godt af 2-4 år. 

Montessu, Sardegna ... 99,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Set i 2019. En lidt sjælden italiener til os, der er grundigt træt af Rip'amaroner! Vinen kommer fra god ejendom på Sardinien nær kysten ikke langt fra Cagliari, den store havn på sydkysten. Druen er mest carignan -den lokale specialitet- plus et mix af Bordeaux-druer. Ikke smagt, desværre, men kan se, at 2018 fik 90p/Andreas Larsson og 2020 90p/WineEnthusiast. En solid, magtfuld vin med god bund og længde -til en krydret gryderet. Server kælderkold. 

Campogiovanni Brunello ... 179,-

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

"Johan's Mark" ejes af det gode Chianti-domæne San Felice og leverer flot brunello, ikke sværvægter, men en meget attraktiv, relativt blød stil (mere sand i jorden). Husker ikke årgang, men vinen er pålidelig år efter år. Formentlig 2018.


Silvano Piacentini Ripasso eller Soave, kr/fl v 6: 58,17

6 fl: 349, rød Ripasso Valpolicolla, hvid Soave Classico, Italien
Godt KØB + *** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Jeg kan egentlig bedre lide denne middelfyldige, tørre, frugtige Ripasso end de svulmende Rubens'agtige amaroner. En ganske udmærket vin til en gryderet eller risotto -server kælderkold. Bilka mener den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 

      Den hvide Soave Classico er glimrende, tør, diskret, men fin aroma, ganske pænt lang. Fås også som Rosato Veneto (ej smagt). 
      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella området i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel -især med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), som er blevet et af de store huse og leverer end god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche i spidsen. 

Barolo Gemma.... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Set i 2018. En fast vin i Salling-gruppen, og år efter år en nydelig kommerciel Barolo, middel farve, indbydende duft, ung, tannisk, men blød for Barolo. 
    Gemma ejes af Piacentini (fra giganten PWS, som står bag en mange italienere hos Salling, bl.a. le Arche. "Gemma" (engelsk: "gem", dvs. smykke) passer meget godt, for jorden omkring Barolo er temmelig dyr! 
Foto viser Gemmas kælder i Barolo -den er ikke stor. Gemma ejer også blot 25 hektarer i Barolo (hvor  jorden er ekstremt dyr), heraf en god del med nebbiolo til Barolo. Dvs. Gemma kan maximalt lave 70.000 fl/år af Barolo, så et stort hus som Gemma køber det meste af vinen udefra. Men helt ok Barolo -og superkøb til 99! 

Bilka tilbyder også Barolo "Colarej" (119, 5* + godt køb), set i 2017/18, fra særlig skråning. Ofte noget bedre. 

Bell'Aja Bolgheri... 119,-

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Bolgheri har et ry som en art 1.Cru i Toscana, takket være bl.a. Sassicaia (2000+ kr/fl). Den gode Turaia er på tilbud (100) stadig godt køb, men i dag er topkøbet fra det fine San Felice domænes vingård i Bolgheri. 

      Vingården er lille og vinstokkene (60% merlot, 40% cabernet) unge (8-10 år), men de første årgange har fået ros i guiderne (omkring 90p/100). Den aktuelle 2019 har fået 89p/WIneEnthusiast, mens 2020 har fået 93p/WinesCritic. En flot vin på druerne merlot og cabernet i en magtfuld, men blid udgave med fine nuancer i frugt og eftersmag. Kan formentlig gemmes nogle år, men jeg vil nyde den nu.  

Andre superkøb... 

Hécula Organic, Yecla... 30,-*
* kræver Bilka+ app, øko. Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Hécula -Herkules på spansk- antyder stærk vin! En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. Vinen laves på den ofte stramme monastréll drue, men denne er ret blød, måske for civiliseret og kommerciel for tifosis. 
      Hécula har gennem 20+ år været en af Castaños mest kendte og er fra årgang Synes ikke vinen lever op til ældre årgange (med bl.a. 90p/Parker), men årene har måske gjort mine vinminder rosenrøde! I hvert fald får 2019 5* i Gastro + 90p/Guía Peñin (og 91p af gavmilde Decanter Award). 

Casal Garcia hvid/rosé... 30,-*

* kræver Bilka+ app, øko. Bedste KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Vinho Verde -”Grøn Vin”- laves i det nordligste Portugal mellem Oporto og grænsen til Spaniens mondæne Galicia. Et vådt, blæsesnde område, hvor vinstokkene får så meget vand, at udbyttet bliver det højeste i Spanien. Druerne når ofte ikke helt modenhed og får det grønne præg, som har givet dem deres navn. 

     Den hvide García var den allerførste Vinho Verde, der kunne fås uden for Portugal (jeg solgte den i 1968 til... 20 kr, en ret høj pris i de dage!). Tilmed er vinen bedre i dag -meget lys, let, neutral aroma med lidt citrus og blomst, ganske ren og frisk med mikroskopisk snert af sødme -diskrete  bobler -god til tapas, sushi o.l. 
      Du kan også få den sjove lyserøde Vinho Verde, også et lille spritz, mere aroma (hindbær, brombær, kirsebær), ganske lille sødme og fin syre -en rustik vin på den kommercielle måde. 
      Casal Garcia har mere end 60 år bag sig og laves på det smukke Avaleda i Minho området (foto: Smukt hus, men også stor fabrik bagved!). Mange elsker at hade ejer Sogrape, som tjener formuer på den lyserøde Mateus. Men Sogrape er også et hus, der har indført moderne vinmageri i det konservative Portugal. 

Mooiplaas Estate rød/hvid Sydafrika... 79,-

rød pinotage eller cabernet, hvid chenin blanc, Stellenbosch, Sydafrika 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Ikke smagt, men masser af ros, ikke mindst den frugtige røde pinotage (2020 fik 91p/Tim Atkin og  89+p/Parler). Cabernet 2019 fik 88p af Tim Atkin. Vingården laver den i stil, der kan gemmes "årtier", så vinen bør have et par år mere?). 
    Jeg foretrækker dog den tørre, sprøde chenin blanc 2022 med 91p/Parker. VInen kommer fra meget gamle "bush" vinstokke, som giver meget lavt udbytte. En sprød og lækker hvid med indbydende frugt.   
   Vinene har virkelig karakter og interesse og er klasser over Stellenhof vinene, i box eller flaske, som ikke kommer fra særlig vingård. 
    Vingården ligger i Bottelary Hills godt 40 km stik øst for Cape Town på vejen mod maleriske Stellenbosch. Vingården ejes af 2.generation, brødrene Tielman og Louis Roos, der står for hhv. arbejdet i marken og kælderen. Vinmarkerne dyrkes med respekt for naturen -faktisk er 70 hektar reserveret en privat naturpark, som skal bevare truet planteliv. 
      Ejendommen har 200 år bag sig og har endnu et smukt herresæde, som er fredet

Wehlener Sonnenuhr... 99,-

2021 Riesling Kabinett, dr Pauly-Bergweiler, Mosel

Godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11
Dr Pauly's vine fylder godt op på hylderne i Føtex og Bilka, men det er mest Noble House, ganske ok basisvine på druen riesling. Vinen er købt ind i Rheinhessen, hvor druerne er billigere end på Mosels stejle skiferskråninger. 
    Men nu kan du efter et par års pause få en vin fra Pauly's eget 16 hektar domæne
    Denne er fra Sonnenuhr, den stejle sydvestvendt skråning lidt nord for Bernkastel. Sonnenuhr's 65 hektar er delt mellem rigtig mange ejere, men hjertet ejes af familien Prüm, som har ganske mange medlemmer, bl.a. Pauly-Bergweiler. Soluret midt på skråningen blev opført af Jodicus Prüm, en stamfader til Pauly. 
    En lys, let og udadvendt riesling med intens aroma, elegance og smuk sødme, som balanceres af frisk syre. Stadig ung og vil få endnu mere aroma de næste år. 89p/WineEnthusiast og 90p/Falstaff. 

Dr Pauly Noble House rød/hvid, kr/fl v 6: 41,50

6 fl: 239. Riesling Trocken (tør), medium eller alkoholfri, rød Pinot Noir, Rheinhessen Tyskland 

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har mere aroma, men også pæn friskhed. Også rød pinot med pæn frugt, middel fylde med lige en smule druesødme, men ren og god  -begge er favorit til den meget tiltalende pris.  Har ikke smagt den alkoholfrie riesling, men formentlig ok til prisen. 

Fournier, Pouilly-Fumé "Bois Charmants"... 109,- 

Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Set i 2022. Fournier begyndte i Sancerre med et par hektar. I dag har huset 60 hektar. Vinene er ikke i top, men stadig markant bedre end  Calvet, som Salling-gruppen sælger til omtrent samme pris. Normalprisen 199 er for høj, men 109 er en rigtig god pris.
    Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. En god Fumé er en herlig ledsager til en god salat -måske Nicoise?- eller en grillet fisk. Sancerre er i reglen et par kroner dyrere, men jeg foretrækker ofte Fumé med en snert mere fylde, men samme sprødhed.  


MontGras "De Vine", rød/hvid/rosé... 39,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 30/11
Reserva er 1-2 trin op fra bunden, men meget langt fra toppen. "De Vine" er rigtig god til prisen, men ikke meget mere -du skal købe "Day One" eller især Antu, som på tilbud fås for omkring 50. 
      Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. Men "De Vine" er topkøb til 39 kr. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, som også de hvide, ikke mindst sauvignon'en især fra det kølige San Antonio. 

Portvin: 4 topkøb! 

Offley 2004 Colheita Port... 99,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Egentlig ret utroligt, ikke? Årgang annonceres ikke, men har kun set 2004 -næsten 20 årig tawny til 99! Sært nok koster Offley's 10-årige 119 (ok, men bestemt ikke så god som colheita'en!). Andre årgangsvine af samme alder koster 200-300 kr. 
   Vinen er lækker, med nødder og mørk frugt i næsen og pænt lang smag. Måske kan den lidt triste etiket trække lidt ned. Nyeste rating er 1999 med 95-96p/VertdeVin (pålidelig fransk guide) og 17p/GrandesEscolhas.  
    I dag er Baron Forrester reduceret til en signatur på etiketten, men huset Offley har betydet meget for Portvinen.
      Forrester fik sin baron titel af kongen for et kort over Douro dalen, som stadig bruges. Mindre ros fik han for lille bog udgivet anonymt, som kritiserede dårlig Port og tvang regeringen til at stramme op. Dén bog fik mest ros af vinelskerne, ikke myndighederne.  
    Han var kæreste med Dona Antonia Ferreira (hendes hus er også del af Sogrape i dag), og de var begge på vej fra Forresters jagthytte ned ad floden til Oporto, da barca'en -båden- væltede. Antonia overlevede (måske pga af de fjerlette skørter), mens baronens tunge pengebælter fik ham til at gå til bunds! I dag er de to elskende igen forenet under Sogrape's paraply! 
 

Andresen LBV Port... 109,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Set i 2014/16. Andresen blev grundlagt i 1845 af danskeren Johann Henrik Andresen fra Sydslesvig. Familien ejede det til 2. verdenskrig. hvor familien Flores kom til. Huset er et af de få mindre familieejede huse og værd at støtte. Alle husets vine er gode, men jeg kan især lide husets tawnies, som ikke er helt billige, men rigtig gode. 
      Men der laves også en del LBV, sent tappet Vintage, som ikke er helt i top, men på vej op. Ufiltreret -og for mig marginalt bedre end Taylor's, Dow's, Offley og andre velkendte LBV'ere. Husets vinmager er i øvrigt Àlvaro van Zeller, søn er Fernando van Zeller fra Baron de Vilar (og Menéres) herunder. 

Menéres 2014 Vintage Port... 149,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11

Sikkert et fremragende køb i Port, en 9 år gammel ægte Vintage -med 7 år på flaske- fra et undervurderet hus på vej op. 
    Vent en ganske elegant, dybt farvet vin med begyndende bouquet, god dybde, middel fylde med ret blød tannin og syre -lang smag. Nok god nu, men bedre om 5-8 år. 
    Menères er mærke fra Maynard's/Barao de Vilar, som koster omkring 400 i Pirtugal. Huset ejes af familien Zeller (foto: Alvaro van Zeller), der har lavet vin i over 300 år. De er mest kendt for at have ført Noval Port til tops. 
    Huset er på vej op og hjar for nylig overtaget Feuerheerd mærket fra SOGEVINUS og har også et vist partnerskab med det gode Andresen

Godt KØB + ***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 30/11
En 33 år gammel Port til lav pris. 1990 har jeg smagt 2 gange, en rigtig god Port med rig bouquet med god dybde, ret sød, men lang og drælende. Mærket er et af flere fra C. da Silva, et mindre kendt Portvinshus. Bilka kalder det noget overdrevet et top-3-hus. Huset ejes af franske Martiniquaise (nok mest kendt for Anisette likør, Negrita rom og en masse spritus inkl. Label 5 whisky).