Søg i 1400 opslag:

07/02/2025

Lillebror tilbyder en ukendt Ribera til lav pris!

Tofterup brødrene ses mere og mere i de danske kæder. Måske derfor ser vi nu den første vin, hvor det kun er lillebror Jonas, der lægger navn til den -Hermanito ("Lillebror"), som er et sympatisk bekendtskab! 

I denne uge vinder Rema1000 på points med en række både interessante og prisbillige vine, mens 365 og Netto også har gode køb. Kun Lidl skuffer. 

    Spanske Hermanito ("lillebror") er endnu en fyldig, frugtig vin fra danske Tofterup, denne gang lillebror Jonas (50). Andre gode køb er Cerro de Santo fra Portugal (59) -hidtil 79 på tilbud- en prisbillig Roubin Médoc (50), en flot Xavier Rhone (59) samt ikke mindst Dezzani Monferrato (50) med lidt originalitet i duft og behagelig smag. 

    Netto byder endnu en spanier KingPin (40) og en crémant signeret Alexis Lichine, som har betydet så meget for den moderne vin. 

    365discount byder på den altid gode Indomita (35) samt en god Prosecco Bianca/Nera (49). 

BEDSTE køb: Ribera del Jùcar "Hermanito" - Cerro de Santo Douro Reserva - Dezzani Monferrato + Piemonte - Rock & Roots økologisk - KingPin rød/hvid - Indomita rød/hvid - Prosecco "Bianca Nera"
GODT køb: Roubin Médoc - Xavier Rhone Faulkner & Archer rød/hvid - Cremant Alexis Lichine - Noble House" riesling - Cava Delapierre seco - Why? I'm Not rød - WNTL? syrah/riesling - Lidl Ripasso
ANDRE: Richebois Rhone 16%  - Alto Lonka rød/hvid - Prosecco Allini 

uge 07/2025

Ribera del Júcar "Hermanito"... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 9-15/2

2023. Ikke smagt, men den får 89p/Vinbladet, hvor superstar Peter Winding skriver: "Parfumeret duft med modne kirsebær, marcipan, meget frugtdreven. Fyldig smag, lækker struktur med silkeblød tannin, moden frugt og frisk, moden, frugtagtig eftersmag". 
    Ribera er for Spanien, hvad "Côtes" er i Frankrig, dvs. blide bakker omkring en flod. Dem er der mange af, mest kendt nok den dyre Ribera del Duero, men her er det Júcar, som er en uafhængig del med knap 9.000 hektar vin i Mancha, Verdens største vinområde. 
    Vinene herfra koster i snit under det halve af Duero, og når vinen er så god som denne, er det til gavn for både Tofterup -som laver vinen- og Rema1000, som sælger den! Vinen er signeret lillebror ("hermanito") Jonas Tofterup, den første og hidtil eneste danske Master of Wine. 
    Vinen importeres for Rema af Vinøen, et alias for AMKA/JyskVin. For mig er eneste minus, at den har prop, ikke skruelåg. 

Cerro do Santo, Douro Reserva... 59,- 

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 9-15/2

Før solgt til 79, lidt højt, men 59 er næsten for lavt! En slags 2.vin til Pégo, Amka's vingård, lavet af vinmager Wouter Pienaar på lokale druer som touriga nacional, tempranillo, tinta cao mv. 75% lagrer 8 måneder i eg, resten i stål. Har desværre ikke smagt vinen, som lyder spændende. 

    En ældre år fik 6*/6 i Ekstrabladet i dec.21: "Jeg ville have gættet på en dyr højrebredsbordeaux, men den er portugisisk, bravo... Klasse!" God portugisisk rød er sjælden, så den får lige ekstra ros af mig også! 

Dezzani Monferrato eller Piemonte... 50,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 9-15/2

Monferrato er et smukt bakket område mellem Asti og Po floden, del af Piemonte ("Pied de Mont" på fransk. Vi er "ved foden af Bjerget", dvs Alperne, men i stil langt fra den stramme, aristokratiske Barolo.
      Begge vine er blødere, mere kommercielle, end jeg er vant til, men stadig typisk italiensk! Vinene er domineret af barbera, dolcetto og bonarda druer, i Monferrato suppleret med lidt merlot.
     Monferrato bedst med lidt mere dybde, men begge er vine, der ikke afskrækker vindrikkeren -heller ikke, selvom du ikke kan lide Barolo.
      Dezzani er stort hus, som i dag ejes af Rocca, et meget stort hus i Puglia, som nok er mest kendt for sit samarbejde med danskeren Peter Vinding-Diers

Roubin, Médoc ... 50,-

GODT køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 9-15/2

Ikke smagt, men Flaskehalsen er ikke entusiastisk. Årgang er 2020, som sikkert smagte godt for 2 år siden, men nu er lukket helt til. Jeg vil gemme den 2-3 år og forvente, at næsen åbner op til en yderst respektabel, men nok ikke så koncentreret vin, som er god til mad. 
    Vinen har en produktionspris dobbelt så høj som både Xavier, Monferrato og Jùcar, så 50 er en god pris, selv i dag! 
100% merlot passer til den lidt tunge jord ved Bégadan i det nordlige Médoc. Kender ikke slot, men har fornemmelse af, at vinen kommer fra det lokale kooperativ. 

Xavier Côtes du Rhône... 59,-

GODT køb + **** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 9-15/2

Har mødt Xavier Vignon, men sært nok aldrig smagt vinene. Han kommer fra det kølige Picardiet i Nordfrankrig, men har arbejdet over halvdelen af sit liv i Rhone dalen. 

    Han er ønolog for mange vingårde og laver et væld af vine (også vin i Tyrkiet) i mange stilarter. Bl.a. 5 udgaver af almindelig Rhone! 
    Denne hører til den klassiske "normale" Rhone med 85% grenache + syrah og mourvèdre. Måske hans bedste køb. Vent en magtfuld, meget frugtig vin med masser af urter og peber. En ældre årgang fik 91p/JamesSuckling. 

    Rema tilbyder også Richebois Rhone (59, 3*), som er en heftig 16% Rhone. Ikke min smag, selvom vinen nok ere mere tør end de syditalienske. 

Faulkner & Archer rød/hvid ... 29,-

rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay, Australia

GODT køb + **? (2?/5), Rema1000, søndag-lørdag 9-15/2

Ugens billigste vin, formentlig tappet i Danmark (eller måske Italien?). Ikke en vin, jeg skal købe, en kommerciel letvægter, rød med krydderi og blødhed, hvid med lille sødme og blødhed. Men en australsk vin -fra det hede Indre- med kun 12,5% alkohol? Virker naturstridigt. 
    Fås også på 3 liter BOX (99, 2*?), gå efter vin i glas, selvom den er lidt dyrere pr liter. Den har skruelåg, så nem at hælde fra, men smager nok bedre, både rød og hvid. 

Rock & Roots økologisk tempranillo... 28,-

rød tempranillo, hvid verdejo/sauvignon, Spanien

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, lørdag-fredag 8-14/2

Endnu en vin fra det pålidelige, meget store Felix Solis hus. Næppe helt så god som Kingpin herunder, men drikbar og til gengæld økologisk. Vent en ung frugtig rød med lille fylde og snert syre.

Kingpin rød/hvid, Spanien... 40,-

BEDSTE køb + *** (3/5), Netto, lørdag-fredag 8-14/2

Rød på tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg" (typisk i ståltank med egechips eller egestave ved gæring/lagring). 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

 

Cremant Alexis Lichine, Bordeaux ... 60,- 

Brut hvid/rosé Bordeaux, måske også demi-sec (sød) 

Godt køb + *** (3/5), Netto, lørdag-fredag 8-14/2

En nydelig aroma med ren frugt, men uden større karakter, let, lidt kort, men ren og tilfredsstillende. Vinen laves på Champagne-metoden og har fint brus, lavet på Bordeaux-druer, typisk rød cabernet og hvid semillon. 

    Den tørre rosé skal være rigtig god, men ikke smagt. 

    Alexis Lichine (1913-1989) var født i Moskva, opvokset i USA, men levede det meste af sit liv i Bordeaux. Han var pioner for vin med druenavn og tapning på vingård.

      Lichine fik allerede i 30erne -da forbudstiden sluttede- de første vinhuse til at sælge vin med navn på druen i stedet for "Chablis", Burgundy og Champagne, som var så forskellig fra de franske originaler som tænkes kan.  

      Han flyttede efter 2.verdenskrig til Bordeaux og startede eget vinhus. Han købte 4.Cru'en Prieuré -og tilføjede sit eget navn Lichine

      I 1951 udgav han den banebrydende "Wines of France", som var den første vinbog, som gik i detaljer med vin og klasse (og måske var en inspiration for Parker). Siden fulgte hans vinleksikon, "Encyclopaedia" (1967). 
    Her trykte han en berømt ny udgave af 1855-klassifikationen, som blev revideret et par gange. Den var meget tæt på at føre til en ny klassifikation -men eneste resultat var, at Mouton rykkede fra 2.Cru op i 1.Cru (mens hans eget slot forblev 4.Cru!).  
      Under krisen i 1974-76 kom vinhuset i problemer og måtte sælge ud af sit lager (jeg købte store mængder fra det meste af Frankrig). Jeg nåde at møde ham 3 gange, senest et par år før hans død i 1989. I dag er huset som mange andre del af GCF, som også sælger som Calvet, Eschenauer, Bresson mv.  

Dr Pauly "Noble House" riesling... 40,-

Riesling Trocken (tør) eller let sødlig, alkoholfri, Rheinhessen Tyskland 

Godt køb + *** (3/5), Netto, lørdag-fredag 8-14/2

En god tør riesling -intens, ren aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag. Den let sødlige Noble House har næsten mere aroma, men også god friskhed. 

     Dr Pauly henter disse vine i det billigere Rheinhessen langt fra hjembyen Bernkastel ved Mosel. 

Alto Lonko Reserva... 40,-

cabernet sauvignon eller hvid sauvignon, Chile 

** (3/5), Netto, lørdag-fredag 8-14/2

Jeg kender slet ikke dette mærke og har derfor ikke smagt vinene. Men kan se, at Rydberg smagte 2021 hvid, som ikke gjorde stort indtryk. 

Cava Delapierre seco ... 40,-

Godt køb + ** (2/5), Netto, lørdag-fredag 8-14/2

Flot navn og etiket, men ... tvivler den kommer op på 3*. Når det er bobler fra Spanien, betyder "Seco" halvsød, så vinen er en ung, vagt frugtig cava lagret kort tid. Netto burde have brut også (som har mere friskhed), men har ikke set den, suk. 
    Lidt synd, for Delapierre var en af Codorniu's franske kældermestre, der lærte huset at lave noget, der kunne ligne Champagne.


Indomita rød/hvid/rosé... 35,-

Cabernet-sauvignon rød eller rosé, pinot noir, sauvignon blanc, Chile

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 12/2

En basis Reserva fra et stort, godt firma i Chile, en fabrik, men med vist talent.
      De røde cabernet er bedst til prisen, men den hvide sauvignon er bedre -rig aroma og ren, tør smag med lidt citrus og hav -og den lyserøde cabernet er frisk og frugtig med lidt druesmag. Huset gror mest vin i de kølige områder tæt på Stillehavet, men er fortsat skeptisk over for pinot i denne prisklasse. 

Prosecco "Bianca Nera"... 49,-

BEDSTE køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 12/2

Denne prosecco har et flot udstyr og får ros af kyndige smagere. Den har hidtil været solgt til 59 -på tilbud! En god prosecco med fint brus, ren frisk aroma af æbler og akacie, enkel smag med god syre til sidst, balanceret af lille sødme 

    Et mærke fra Botter. et meget stort familiehus, som har leveret til Irma siden 1970erne og siden til resten af Coop. Foretrækker den for Lidl's Allini, som tilmed er dyrere. 

Why? I'm Not negroamaro zinfandel... 49,-

Godt køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 12/2

Det startede med Why Not? Så kom That's Why -og så kørte toget. Jeg frygter for, at "Because I'm not like the others" er som de andre! Ellers er der en hoben sure kunder, der ikke får en mørk, frugtig og fyldig rød med lige tilpas tannin til at balancere en lille sødme. Men ganske drikbar, selvom den er trættende i længden. 

WNTL? syrah/riesling.... 49,-

Godt køb + *** (3/5), 365discount, indtil onsdag 12/2

Endnu et Irma-mærke i 365. Den røde syrah fik 5* af Rydberg i Ekstrabladet (2022) med ordene: "Flot duft af sorte bær. Ung og frugtig vin. Masser af brombær, peber og mørke krydderier. Fin balance og en fin saftig afslutning". Den hvide riesling har lidt sødme, men også sprød syre, som gør vinen særdeles egnet til et glas i utide.  Kunne med anden etiket fås til lavere pris i sidste uge, så ikke topkøb. Men en pleaser, som det fremgår af navnet, nudansk for What's Not To Like (WNTL)


Valpolicella ”Ripasso”.. 59,-
Godt KØB + **** (4/5), Lidl, fra søndag-lørdag 9-15/2 
Dyb farve, sød frugt i duft og smag, middel fylde, blød, fine noter af kirsebær og lakrids, men vinen er ingen tung frugtbombe, men tør og rimeligt præcis.
    Lidl's Ripasso blev før tappet af kooperativet i Negrar (som også leverer til Meny), men kommer 
 nu fra GIV, et af de store huse, som bl.a. sælger som Lamberti. Ikke smagt fra ny leverandør, men mon ikke den ligner de ældre årgange. 

Prosecco Allini Spumante... 59,-

*** (3/5), Lidl, fra søndag-lørdag 9-15/2 
En ok pris, men bestemt ikke topkøb, desværre. Ligefrem, uforpligtende brus, lidt æble, citrus, let, god syre maskeret af lille sødme. Prosecco laves i bakkerne nord for Venedig og nydes ung.