Søg i 1400 opslag:

27/02/2025

Godt køb i australsk rød + historie om smagning

Billige, men helt ok vine fra historisk australsk hus samt et gigantisk hus i Spanien er blandt de bedste køb i Føtex denne uge. 

Føtex er ikke kommet godt ind i 2025, men uge 10 hjælper lidt. Tanunda's Triathlon (45 med Føtex-app) er rigtig god til prisen som også spanske Kingpin. Og du får meget vin til 99 i Righetti's amarone. 

    Jeg har også en forkortet historie om en (for mig) pinlig historie om smagning i 90erne. Den involverer Lindeman's chardonnay. Til alt held ikke den box vin (til 109), som sælges i dag. Men slemt nok alligevel! 

BEDSTE køb: Tanunda "Triathlon" rød - Amarone Righetti - Kingpin rød/hvid
GODT køb: Mateus hvid/rosé - Lindeman rød/hvid 300 cl box - Tanqueray "No Ten" Gin 47,3% - Skagerrak Nordic Gin 44,9% 
ANDRE Riesling Ernst Ludwig 300cl box - Pampero Aniversario rom 

uge 10/2025


Tanunda "Triathlon"... 45,-*

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 13/3 

*: med Føtex+ app, pris er 50 uden

Rød grenache-blend eller cabernet-blend, tør rosé, hvid chardonnay, Australia

Tanunda's dansktappede dagligvin er banal. Den røde Triathlon er dyrere (dog ikke i dag) og bedre.  Blend af 3 druer (som antydet af navnet Triathlon) -én baseret på grenache, én med cabernet-dominans: 

     

Rød grenache-shiraz- merlot: et Rhône/Châteauneuf-blend af grenache og shiraz med merlot som outsider. Rund, stærk, men ret blød. 
    Rød cabernet-shiraz-merlotMørkere i farve -cabernet fornægter sig ikke- en snert mere fylde og lidt dybere tone i næsen og lidt mere struktur.
    Fås også som tør rosé og hvid chardonnay (ikke smagt). 
    Tanunda var ejet af Seppelt (del af Treasury) og et imponerende hus i Barossa. Det blev lukket og stod tomt i 5 år, indtil John Geber købte det.  
    I dag er det stort og dynamisk og leverer en masse vin, mange af dem gode, især nok vinene fra Barossa. Falder vejen forbi, er Tanunda et smukt sted. Forresten har selve Penfold's også adresse på Tanunda road! 
    Foto: Michelle Geber, datter og adm direktør, John Geber og vinmager Jeremy Ottowa. 

Lindeman rød/hvid 300cl... 109,-

rød shiraz-cabernet, hvid chardonnay, Australia (dansk tapning) 

Godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 13/3

Rød er letbenet og blid, krydret, kommerciel med mindre sødme end mange røde box-vine. 
Hvid er udpræget konsumvin, lidt valen aroma, let sødme, men ok til reception og pindemadder. Men begge er senest smagt for 4-5 år siden. 

    Lindeman er et af de historiske huse i Australien, som Seppelt også et af mange navne under Treasury (Penfolds & Co). Lindeman førte an, da Australien blev kendt for billig, men ok vin. 

Smagning af chardonnay

Jeg husker stadig en skræmmende smagning, som blev holdt først i 90erne i Baron Boltens Gaard i København. Vi var en stor gruppe kendere, som skulle smage top-chardonnay fra hele Verden inkl. Bourgogne. Lindeman's Bin 65 blev nr 2 (efter Cloudy Bay, men foran diverse Montrachet-typer). 
    Pinligt for mange af os, også mig, selvom jeg ikke gav Bin 65 rating helt i top. Stadig havde jeg Cloudy Bay i top foran adskillige Montrachet-typer og Meursault (og en Corton Charlemagne, hvis jeg husker ret). 
NB: Det må siges, at Bin 65 var markant bedre dengang i 90erne -og stadig er bedre end box vinen herover! 

      Til samme pris også Riesling "Ernst Ludwig" rød/hvid (109, Tyskland, ej smagt). 


Amarone Classico Righetti... 99,-

BEDSTE køb + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 13/3

En amarone for begyndere. Frugtig og kraftig snarere end bred, rig, let sødlig frugt over en del syre. Mangler en god Amarones frugt og koncentration -mere svesker end kirsebær! Men er til alt held ikke sød (5,5 g/l). En ekstremt lav pris for vin tappet af hus i Classico -og samme pris som i Bilka for 2 uger siden. 
      Amarone fans rynker på næsen af Righetti, som de mener, har solgt ud af de sande Amarone-idealer. Og sandt er det, at et ret lille hus i dag leverer store mængder Amarone til lav pris (men jeg undrer mig mere over, at Valpolicella er i stand til at sælge så meget amarone!). 

    Til samme pris amerikanske Buttery hvid og Sincere rød, California (99, 2-3*). En høj pris, så det er helt ok at boykotte amerikansk vin! P.S: Det står fortsat ikke på etiket, hvor og af hvem vinen er tappet. 

Kingpin rød/hvid, Spanien, kr/fl v 6: 39,83

6 fl. 239. BEDSTE køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 13/3

Rød på tempranillo (+ lidt syrah og cabernet) fra Felix Solis i hjemegnen Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen "lagres med eg" (typisk i ståltank med egechips eller egestave ved gæring/lagring). 

      Uanset hvad er Kingpin både en smuk etiket (der er dygtige designere i Spanien!) og en flot rødvin med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde
       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Tør, men rund, fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke i klasse med den røde. 

Mateus rosé/hvid, kr/fl v6: 39,83

6 fl. 239. GODT køb + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 13/3

Rosé er en lidt sødlig, men ellers positiv frugt, middelfyldig, let sødlig (15 g/l), der balanceres ok af boblerne. Meget let drikkelig terrassevin til et glas i utide. 

Den hvide skal være endog mindre sød, men frugtig og også med let brus

      Etiketten prydedes af ejerens Casa de Mateus, et eventyrsmukt hus lidt uden for Vila Real i udkanten af Portvinsområdet. Skulle du komme forbi, er både hus og park rigeligt omvejen værd!

      Mateus gjorde stort set alene Sogrape til Portugals suverænt største vinhus med penge nok til at købe anerkendte vinhuse som Sandeman, Ferreira, Offley og andre. 

    Undervejs fik vinen ros fra uventet kant: “My only regret is that when I flew around the moon, I wasn’t drinking Mateus” -Borman, den første amerikaner, der så Månens bagside.

       Andre fans set med Mateus i hånd er Steve Jobs fra Apple , Graham Nash (Crosby Stills & Nash og Hollies), Jimi Hendrix og gennem næsten 25 år for dronning Elizabeth II. Om vinen hjalp hende til hele 70 år på tronen ved jeg dog ikke!


Tanqueray No Ten Gin 47,3%... 179,-

Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 13/3

En meget lav pris på Tanqueray's superbe No 10. Den er som Plymouth destilleret 2 gange i lille kobber still (vi er i Skotland!) og er som den eneste destilleret med hele citrusfrugter. Uanset pris anses den af mange for en af de fineste mærker i Gin -og er eneste gin i sprittens "Hall of Fame". 

Føtex tilbyder til samme pris Chivas 12 år whisky (179, 4* + godt køb), Skagerrak Nordic Gin 44,9% (179, 3* + godt køb) og Pampero Aniversario rom (179, 3*).