Søg i 1400 opslag:

13/02/2025

Flot Toscaner og endnu et godt køb fra Bordeaux

En herlig Toscana vin fra lun del af topdomænet Castellare er måske ugens bedste køb i Meny.

Som dog også byder på den gode Chablis fra kooperativet til en lav pris samt -endnu- et godt køb fra Bordeaux, som er ved at blive en specialitet for Meny -denne gang Vieux Moulin 2019 (79,95).  

    Desuden den fine Riscal fra Rioja til en rimelig pris. 

Bedste KØBPoggio al Guardia Maremma - Chablis "Union des Vignerons" - Vieux Moulin Puisseguin St Emilion
Godt KØBBarolo "Valle Ilaria" - Marques de Riscal Reserva

uge 07/2025

Poggio al Guardia, Maremma... 79,95

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/2

Vinen laves af Castellare fra Chianti Classico i en ejendom, de ejer i det lune Maremma nær Middelhavet. Vinen er den mere daglige fra vingården og laves af omtrent lige dele lokale sangiovese + Bordeaux' merlot og cabernet -meget passende, da Eric de Rothschild fra Lafite var medejer af projektet først i '00erne. 
    Ikke smagt, men topvinene fra ejendommen er flotte (som også Castellare!), så du kan nok vente en frugtig, kraftig vin med masser af frugt og et fast greb om eftersmagen, der dog slutter rimeligt blødt takekt være det lune klima. Kender ikke årgang, men kan se, at 2021 fik 90p/Spectator. Globalpris er 140 kr, så et rigtig godt køb. 

Chablis "Union des Vignerons"... 99,95

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/2

2022. God Chablis i den blidere ende. ren aroma, let, sprød og frisk, umiskendelig Chablis, men måske for rund til at være i top. Endnu en vin fra Chablisienne, Chablis' store kooperativ, som leverer under rigtig mange navne, bl.a. Pierrelée til Philipson ("tilbud" i Bilka til 149). Vinene koster det samme på kælderens web. Denne tapning har fået sølvmedalje ved IWC.
    Vinene kan meget vel være hentet i samme tank, da kælderen sælger stort set samme vin under adskillige etiketter. 

Vieux Moulin Puisseguin St Emilion... 79,95

BEDSTE køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/2

Set i 2019. En gammel kending, som har været solgt i Danmark gennem årtier af ejeren, familien Sublett (et medlem har familie i Danmark). Vinen kommer fra Ch. des Roques.
    Årgang er nok 2019, stadig ung, men en fin frugt (80% merlot) kommer nok op i glas nu, middel fylde, god længde. God til mad, men nok bedre om 3-4 år. 
    Familien er fransk, men som protestanter flygtede de til USA under relitionskrigene sidst i 1600-tallet. Under 1.verdenskrig kom et medlem tilbage som soldat og blev i Frankrig. Herman Sublett købte i 1947 Roques, som 4 generationer af familien har passet lige siden. Vingården ligger på et plateau af limsten. Vieux Moulin har navn efter møllen på ejendommen (foto). 

Barolo "Valle Ilaria"... 99,95

Godt køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/2

Ikke smagt og kender ikke årgang, men vinen er tappet af Sartirano fra SanSilvestro, så jeg tør næsten sige god for den -men vent ikke topvin til 100! Det vil være et mirakel! 

Marques de Riscal Reserva... 99,95

Godt køb + **** (4/5), shop.Meny.dk, indtil torsdag 13/2

Ganske fast, lidt lukket næse, men indbydende og rig, middel til stor fylde, pænt lang smag. Flot nu, men.... nok bedre med 2-3+ år mere på flaske. I min Meny står der stadig 2018 med 93p/Peñin, men mon ikke 2019 er på vej?  
      Riscal er den ikoniske Rioja, skabt af vinmager fra Bordeaux i 1858, da Riscal ville lave en vin i den "nye" Médoc-stil. 
    Den blev så populær, at markis'en måtte forsyne flaskerne med trådnet for at forhindre forfalskninger (det var ikke gimmick dengang!).