Søg i 1300 opslag:

22/11/2024

Brugsen: Mouton-kopi og superb malbec til ingen penge!

Brugsen bliver bare ved med at levere superkøb -i denne uge Mouton-Cadet til 55, Trivento til 40, Spier til 33 og Weinmacher fra Østrig til nærmest ingen penge! 

Og vil du ofre lidt mere, har Superbrugsen og Kvickly en rigtig god Vacqueyras fra Rhone (99) og Spier's flotte 21 Gables (66,50 v6), som er lige en klasse over topkøbet Spier Signature (33,17 v6). Andre topkøb er en herlig Crémant fra Bourgogne (69) og en god 10 års Port fra Pocas (99). 

    Når Coop er så meget bedre end andre kæder, skyldes det nok store lagre, som skal sælges. Men indtil videre glæder en prisbevidst vinkender sig rigtig meget -selvom jeg håber, de andre kæder snart begynder med et par tilbud af samme klasse?

    Herunder kun de mest oplagte tilbud -der er rigtig mange andre gode køb, ses f.eks. her! 

Bedste KØB: Mouton Cadet - Trivento rød/hvid - Weinmacher rød/hvid Østrig - Spier Signature rød/hvid/rosé - Spier "21 Gables" pinotage - Cesari "Vila Annone" - Vacqueyras Morel - Moillard crémant Bourgogne - Pocas 10 års Port 
Godt KØB: Spier Private Collection rød/hvid - Corterosso Primitivo Manduria Riserva - Flaxbourne sauvignon blanc - Dulong crémant -  Chivas 12 år whisky - Havana Club 7 års rom
Andre: - 

uge 48/2024

Mouton-Cadet Bordeaux, kr/fl v6: 54,83

6 fl: 329. Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11

Et rigtigt godt køb -både god vin og superpris (i Frankrig er prisen op mod 100 kr). 
    En solid, poleret Bordeaux med blød tannin og god fylde. Har lidt mineralitet, der giver vinen kant. Flot nu, bedre om 2-4 år. 

    Nye årgange får konstant gode ratings. Måske ses 2020, måske bedste nye årgang med 95p/Decanter. Måske lidt overdrevet, men den får også 90p/100 fra kræsne Falstaff. 2021 får 91p/Decanter, 2022 93p/Decanter. 
    Årgang 2020 var 90.årgang af denne bestseller (20-25 mill. fl/år!). Første årgang var 1930, hvor i hvert fald en del af vinen var deklasseret Mouton, som baron Philippe (foto) havde svært ved at sælge efter børskrakket i 1929. I dag hentes vinen mest i Entre-deux-Mers, langt fra Pauillac. 
     Endnu i min ungdom købte ældre kunder Mouton-Cadet i den tro, at de fik "ægte" Mouton, dvs. Mouton-Rothschild (eller 2.vin). 1.Cru'en kostede 6-7 gange mere end Cadet'en. Men i dag får du  50 flasker Cadet for én Mouton. Forrykt.  

Trivento Reserve rød/hvid.... 40,-

rød malbec, hvid malbec eller chardonnay, Argentina

Bedste KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11

40 er næsten for lav pris! Normalprisen (100) er høj, men ikke urimeligt høj!'

    Den røde malbec er superb på en ukompliceret måde, masser af bærfrugt, en snert krydderi, middel fylde, afrundet med lidt syre (men ikke for meget), en rigtig god allrounder. For mig en klasse over Alamos og dermed langt bedre køb. 
    Set i 2021 med 92p/TimAtkin og 89p/Parker, temmelig vildt for vin til denne pris. I dag måske  2022 med 91p/Descorchados og 89p/Parker. 
    Vinen ser stort set ikke eg (15% gærer med egestave i tanken!). Druerne er fra kølige Uco og lunere Lujan de Cuyo. 
    Hvid malbec er unik tør hvidvin på den sorte drue, sart aroma (kirsebær/hindbær/æble), ret lav alkohol (10,,5%), meget frisk og sprød, god syre, balanceret af sølle 3g/l restsødme. 
    De sorte druer høstes tidligt og får de sorte skaller (der giver farven) fjernet inden gæringen, som er kølig (10 gr!) og lang.

Pfaffl "Weinmacher" rød/hvid... 50,-

rød zweigelt, hvid riesling eller grüner veltliner, Østrig 
Bedste KØB + **** (4/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 2811

Søskendeparret Heidi & Roman Pfaffl er blevet lidt af en stjerne i Østrig med titler som "Østrigs bedste vingård" -dog fra tyske Mundus Vini, der mest vurderer vin fra supermarkeder.  

    Den grønne veltliner er aromatisk, tør og sprød, meget lækker med god fylde og længde.

Riesling er tør, aromatisk vin med god syre og længde, ikke top, men flot til prisen. Set i 2022/23. 

    Den røde er let, frugtig og rigtig god tørstslukker, på den lokale zweigelt drue, dvs lidt i stil med Beaujolais. 4* fra Rydberg. 

    Vinene behøver ikke være fra Pfaffls eget domæne, men søskendeparret laver vinen (Weinmacher), men da Pfaffl har 150 hektar, kommer en god del nok fra det store Weinviertel. 

Spier "Signature"rød/hvid/rosé... 33,17

6 fl: 199, rød Pinotage og Cabernet-Sauvignon, hvid Chenin Blanc og Sauvignon, rosé, Sydafrika
Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11

Til denne pris en af de billigste dansk-tappede vine, og som sådan får du rigtig meget for pengene (selvom vinene ikke er normalprisen 80 kr værd). 
    Spier leverer polerede, kommercielle vine, mest tappet i Danmark med lige én filtrering ekstra. 
      Du skal ikke vente stor, rig "vild" aroma, men diskret fylde og poleret smag

    Hvid chenin blanc er måske bedst, frugtig, tør og ren. Kan se, at 2022 har fået både Double Gold fra Veritas i Sydafrika og 5*/5 fra Vinavisen.
    Men jeg kan også lide den diskrete, middelfyldige cabernet eller den mere "vilde" pinotageCoop er største kunde hos Spier -men især af vin på tank, ikke flaske!

Spier "21 Gables", kr/fl v6: 66,50

6 fl: 399, pinotage Stellenbosch Sydafrika

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tirsdag 31/12

”21 Gables” er en af de bedste fra Coop’s sydafrikanske leverandør. Prisen er for lav (international pris over 250!). 

      Pinotage er Sydafrikas "egen" drue, en krydsning af pinot og hermitage (lokalt navn for Rhones cinsault). Set i 2018, som er ganske kraftig vin med fed frugt og fint præg af 20 måneder i små egefade. Afrundet og moden nu efter 6 år. Mere lækker end dyb, men imponerende -især til prisen. 
     Vinen har navn efter de 21 meget smukke hollandsk inspirerede gavle, der er på bygningen. 2018 fik 92p/Tim Atkin, men kun 87p/Parker og i 2020 5* i Ekstrabladet.  

    Vil du ikke købe 6 fl., tilbyder Coop også Private Collection rød/hvid (69, 4*/6 + godt køb), der er måske knap så original som Gables, men stadig en klasse over Signature. Fås også som god cab og hvid chard. 

Cesari "Vila Annone", kr/fl v 6: 49,83
6 fl: 299. Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 28/11

Kender ikke denne Ripasso-type, hvor corvina blandes med merlot og cabernet. 

Med 15% alkohol er vi i den øvre ende, hvor den skal ligne Amarone, men vi ere også i den tørre ende, som jeg foretrækker. Druer fra Verona området og får ros af bekendt, som jeg har tillid til. Også 5* fra Vinavisen, som også nævner tanniner. 
    Cesari er et historisk hus, som generelt har gode vine. Huset var i 70erne det første, som solgte deres Amarone til alle 5 kontinenter!  
       Siden 2014 er huset kontrolleret af CaViRo, som omfatter kooperativer og mindre huse i hele Italien. Huset er det største i Italien med 37.000 hektar vin og eksporterer til 80 lande. En god del er Lambrusco, men vi kender også den gode kælder Leonardo da Vinci. 

    Cesari drives dog selvstændigt og har 100 hektar vin, hvor Bosan, Il Bosco Amarone og vinen fra Jèma marken er måske bedst kendt. 

Vacqueyras Pierre Henri Morel... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil tirsdag 31/12

Kostede 119 i Irma i de gode gamle dage, så til 99 et topkøb (og international pris er 197). Ikke stor, men poleret, middel kraftig, afrundet og pænt lang. 
    Måler sig med middelgod 'Neuf, men langt fra den bedste Vacqueyras, nok fordi Chapoutier ikke har egne marker og må købe vinen udefra. Kender ikke årgang, men både 2021 og 22 bør være flot klassisk grenache. 2021 fik lidt gavmildt 95p/Decanter, 2022 fik 5* + Ugens bedste af Rydberg i Spritnyt.  

Primitivo di Manduria Riserva... 59,-

Corterosso "Supremo", Italien

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11

Formentlig "Bedste køb", men desværre ikke smagt! Men jeg loves en mere tør vin end mange fra Puglia, en mørk vin med masser af sød frugt, marmelade, smagen er stærk (15%), blød, lang -bør nok serveres kælderkold og vil nok være en god ledsager til både and og steg. 

    Vinen er (endnu) en vin, som hentes i Syditalien af Contri ved Garda -grundlagt 1953 (som anført med store typer). Men modsat de normale zinfandel'er er denne fra DOP området Manduria. 

    Du skal ikke lægge meget i Riserva, blot lagring i 2 år, heraf 9 måneder i eg, heller ikke "Old Vineyards", som ikke har legal betydning. 

Flaxbourne sauvignon blanc... 59,-

Marlborough, New Zealand

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11

Ikke top, men så god som vinen fra de store huse. God frugt og friskhed, tør, men med frugtsødme, der får den rige aroma helt frem i næsen! God til sushi eller en salat. 

      New Zealand domineres helt af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford mv og franske Pernod-Ricard med navne som Brancott og Montana. 

    Nathalie Christensen med danske aner laver vinen (kåret som årets vinmager i London 2023).

I'm Your Organic tempranillo... 40,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11
Økologisk. Endnu et mærke fra Nicolas Hammeken, den dansk-spanske vinproducent, der leverer god kommerciel vin med flot udstyr -som denne tempranillo fra Mancha området. God frugt, god fylde, blød smag -med lige en snert af restsødme, som få´dog vil mærke, men afrunder smagen.  2022 fik guld på Baco (Bacchus) awards. 

Crémant Moillard... 69,- 

Bourgogne. Hvid brut eller demi-sec, rosé Brut

Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tirsdag 31/12

Rosé er god, tør, fyldig og ren, mens den hvide fik 89p/WineEnthusiast i dec.2021 og 6*/6 af AOV (12/20) med ordene: "Nektarin og litchee, fyldig rund og behagelig mousse. Fin afstemt syrebalance af lime. Et ganske let mineralsk præg der giver vinen lidt klasse." I dag har vinen fået årgang -set i 2022, som jeg så til 125 i Frankrig (€17) tidligere på ugen. 
    Moillard var i 00erne et stolt 150-årigt familiehus med stort domæne. Efter nogle kedelige år under Sauvestres dubiøse ejerskab ejes huset af Joseph Helfrich's GCF. GCF er begyndt at lave god vin, selvom de ikke har det store ry, hverken i Bourgogne eller hjemme i Alsace.

    Nok samme crémant som Martenot (20 kr dyrere i Bilka) og Maison (Meny). Egnet til en sen aften tæt på 2025 -og for mig bedre køb end Dulong crémant Bordeaux (59, 4* + godt køb, også i Brugsen). 

Pocas 10 års Port... 99,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvicklyindtil tirsdag 31/12
Special Edition. Husker en klassisk tawny farve og rig bouquet med modne nøddeagtige toner og lidt eg og frugt. Pænt lang smag. 
        Brugsen har en tradition for en årlig "JulePort" lagret 10 år, og i år er turen kommet til Pocas (udtal: Posas), mangeårig leverandør til Brugsen. Har netop fået 18p/20 fra Oldenburg, forfatter til Portvin, den måske bedste bog om netop Portvin, som er oversat til flere sprog. 
    Kaldes "Special Edition", men lur mig om ikke den smagere som den normale (dyrere) 10 år på en prik -blot en ny (og flottere) etiket! For mig lidt bedre end andre 10 årige som Burmester, Feist og Taylor. 
    Pocas er i dag det eneste større helt uafhængige "portugisiske" Portvinshus med over 100 år bag sig. I dag arbejder 4 generationer sammen i huset -Jorge Manuel Pintão, Pedro Poças Pintão, Maria Manuel Maia og Paulo Pintão (foto). 

    Brugsen tilbyder også Pocas 10 år hvid (99, 4*), den flotte LBV Port (89, 4* + bedste køb) samt 2012 Colheita Port (139, 3*, med 18,5p/Oldenburg). 

Chivas Regal ”12 år” Whisky.. 149,-

Godt KØB + *** (3/5),  Superbrugsen og Kvickly, indtil tirsdag 31/12

Tilbud i dag er oftest omkring 170-180, så 149 er ofte billigere end DutyFree priser. Jeg husker en ungdom, hvor Chivas var den dyre whisky. En vellagret, let til middelfyldig dram med meget aroma og blød, lang smag med lidt sødme. Johnie Walker Black er mere mig med sin røgede bouquet, men seriøse Tastings gav Chivas 91p i 2019. 

Havana Club Cuba Rum "7 år"... 149,-

Godt KØB + *** (3/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 28/11

Zacapa "Solera 23" koster ofte over 300 og sælges af mange som 23 årig rom. Men den er næppe én dag ældre end denne 7 årige -selvom et par dråber er lagret 23 år.
    Derfor er Havana Club 7 et topkøb, lagret fulde 7 år i brugte Bourbon fade. En fyldig, afrundet rom med rig aroma af tobak, tropisk frugt og krydderier. Og ikke for sød! 91p/Falstaff. 

Til samme pris Arnbitter (149, 4*), måske den stærkeste og mest bitre bitter du kan finde. Fra Anton Thorup i Århus. For meget for mig, men jeg ere også en svagelig ældre herre.