Søg i 1200 opslag:

11/09/2024

Carmenere -nationaldruen i Chile

Carmenère kan med fuld ret kaldes nationaldruen i Chile. De fine udgaver af druen har en meget dyb farve og rig frugt (hindbær, kirsebær), en fuldblods vin, der kan være meget charmerende trods fast syre, fyldig og lang. Og som med fordel kan gemmes 5-8 år. 

Billig carmenère vin (40-60 kr) vil ofte skuffe -druen kræver både et lunt klima og giver kedelig vin, hvis udbyttet er for højt. I alt for meget carmenère går den faste smag over i det vegetariske med grøn peber og umodne urter.  Derfor skal du give mere for carmenère end cabernet! 

    Gå efter en vin fra lunt område som Cúrico eller Cachapoal (særligt gode dele af Central Valley). Og du skal ofte betale 100 kr (eller mere) for at smage en stor carmenère. 

Madens Verden: En god carmenère med 3-5 år bag sig er en god ledsager til en entrecôte, lam og langtidsstegt gris, måske en ikke for krydret gryderet. Servér ikke for kold, dvs. 16-17 grader. 

Uddød i Bordeaux, genoplivet i Chile

Carmenère var en af de fine druer i Bordeaux, som var med til at give de store Grands Crus i Médoc deres ry i 1700-1800 tallet. 

    I 1850erne hentede vindyrkere fra Chile et stort antal stiklinger fra Bordeaux, som blev plantet omkring hovedstaden Santiago. Blandt dem carmenère, som dog de næste 140 år -ved fejl- fik navnet merlot. Først i 1998 opdagede fransk drueforsker, at druen merlot i Peumo rent faktisk var carmenère. 

    Druen gror i Chile mest i lunere områder tæt på Santiago, som Colchagua, Rapel og Maipo. For mange er Peumo (i Cachapoal) måske bedst. Holdes udbyttet nede, kan her laves carmenère af høj klasse.  

    Men indtil da troede vinkendere, at druen carmenère var helt uddød, da druen stort set forsvandt, da vinlusen Phylloxera hærgede i Bordeaux fra 1860erne og frem. I dag ses druen igen, men blot 80 hektar, mest i Médoc. 

    Chile har med 10.000 hektar op mod 80% af arealet med carmenère. Andre lande med carmenère er Kina, Italien og Washington