Søg i 1300 opslag:

19/05/2021

God Alsace og rosé i Meny + oprejsning til Føtex

På en (sjælden) forårsdag er god hvid eller rosé noget af det bedste, du kan få. Jeg drikker sandelig min del, både til asparges, rogn og muslnger! Meny's Alsace er herlig, men ellers er det småt med herlighederne i Meny's tilbudsavis. 

Så jeg benytter lejligheden til at nævne et par Bordeaux tilbud fra Føtex. Vinene synes at være "permanent" tilbud, måske for at gøre en høj normalpris mere spiselig? Vinene nederst i klummen er faktisk værd at investere i! (personligt venter jeg dog på et endnu bedre tilbud, f.eks. når der er 40% på fransk vin!). Dog frygter jeg, at St.Estèphe til 109 kr fra danske Merete Larsen er væk snart! 

Bedste KØBPinot Gris "Cuvée René Dopff"Franschhoek Shiraz + Chenin Blanc. La Croix des Vignes St Estèphe
Bedste VINGravieres de Marsac 2015 Margaux

Pinot Gris Alsace, "Cuvée René Dopff"... 69,95


Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 20. maj
Dopff & Irion var nogle af de første jeg smagte fra Alsace, dengang vinene i årene op til 1972 blev tappet i Danmark. Så jeg har en svaghed for navn -og etiket- selvom den er lidt mindre stilfuld end dengang! 
Ren aroma (æble, lime), tør, let med god sprød friskhed. Ikke de store dikkedarer, men en positiv Alsace og en perfekt ledsager til skaldyr. 2018 fik 89p/WineEnthusiast og 84p/DecanterWorldAwards. 
     Engang var Dopff & Irion et stolt familiefirma på "Château de Riquewihr", som konkurrerede med Hugel og en anden Dopff om at være byens mest kendte vinhus. 
      Siden er det gået tilbage, og i dag er Dopff & Irion mest et firma af navn, ejet af kooperativet i Pfaffenheim (så vinen kan meget vel være identisk med den Pfaff, som sælges i Coop's butikker). 
      Men byens selv! Riquewihr er en vidunderlig perle, som -med fuld ret- tiltrækker rigtig mange turister, omtrent som Kaysersberg og et par andre. Se bare fotoet! Byen er ganske lille og ligger ved foden af det fine Schoenenbourg (som sandelig er "wunder schön"). Prøv at komme der først eller sidst på dagen og gerne f.eks. i april-juni, før turisterne gør deres indtog. 

Macon Villages "Lugny"...  69,95

***** (5/5), Meny, indtil torsdag 20.maj

Klassisk chardonnay fra Bourgogne, dvs. tør, sprød og frisk, diskret aroma, let til middel fylde -perfekt til en salat eller muslinger, blot lagen ikke er for stærk. 
    Bourgogne er måske bedst kendt for sine Montrachet'er og Meursault, men langt det meste er mere beskeden af oprindelse. Det laves der laves især i syd -Mâcon- og i nord -Chablis. 
      Cave de Lugny er måske den største leverandør af hvid Mâcon med 1250 hektar plantet og et årligt salg omkring 6 millioner fl (omtrent det centrale Côte d'Or -sammenlagt!) Vinene er enkle og simple på den gode måde. Meny sælger også en ok cremant fra denne kælder

Franschhoek Cellar, Shiraz eller Chenin Blanc...  59,95

Bedste KØB + **** (4/5), Meny, indtil torsdag 20.maj
Jeg indrømmer, at jeg faldt pladask for den klassisk smukke etiket og den lave pris! Til alt held er vinene faktisk også ok uden at brillere. 
      Tør, frugtig hvid med fine syrer, afrundet rød med duft af blommer og peber. 
      Jeg har aldrig besøgt den ellers flotte kælder, der ligger lidt nord for Cape Town og omfatter restaurant, hotel mv. Del af DGB gruppen, som også omfatter det fine Bellingham. Vingården ligger i Paarl, men druerne kommer fra "Western Cape",  der omfatter det meste af Sydafrika's vinstokke, modsat f.eks. Stellenbosch eller Coastal Area, der  (som Paarl og andre) er del af Western Cape. 


Les Amours du Haut-Gléon rosé... 2 fl: 129,95

Frankrig***** (5/5), Meny, indtil torsdag 16.juli. Endnu en meget flot rosé fra Frankrig (det må være irriterende for Spanien, Italien, Østrig og andre, at deres rosé ikke er så god!). 
      Normalprisen er helt hen i vejret -129,95- selv i USA koster vinen blot $ 9 = ca. 65 dkk + tax).  Men nyd duft og smag, en herlig aroma, er frugtig, ret blød og ligefrem -perfekt alene eller med en grillet eller røget laks!  
      Meny antyder, at vinen kommer fra det smukke slot Haut-Gléon i hjertet af Corbières. Det er lidt af en tilsnigelse og fremgår heller ikke af etiket. Men vinen kommer fra ejeren af slottet, som er Foncalieu, egnens (meget) store kooperativ i Carcassonne, som købte slottet i 2012. Her er iøvrigt også hotel, som ser rigtig hyggeligt ud (har desværre ikke haft lejligheden). Priserne er lidt høje, måske!
      Meny tilbyder til samme opskruede pris (men når du får 2 flasker, er prisen ok) også Via Vecchia zinfandel (2 fl. 129,95, 4*), endnu en brunbasse fra Puglia.  

**** (4/5), Meny, indtil torsdag 20. maj. En nydelig rosé med god frugt, tør og ren trods bærsødme. Meget anvendelig ikke mindst til et glas i utide eller en salat. 
   Domænet skal stamme tilbage til tempelherrernes dage (o. 1300), men er dog supermoderne og ligger i bakkerne nord for Béziers på vej mod Pezenas. Det ejes af ungt ægtepar, der arbejder sammen med vinkøbmanden Grignon om eksport og ikke midnst det meget stilige udstyr. 

     Meny tilbyder også Queen's Bay sauvignon (49,95, 3*) -en dansktappet New Zealand med et navn, som må være opfundet hos tapperen i Brøndby! Smagt et par gange (samme vin ses også i Bilka og hos Coop, bare andet navn, med samme lidt kedelig, men uskadelige vin). 
     Meny tilbyder også Antica Vigna Ripasso (49,95, 4*) som jeg slet ikke kender. Vinen kan meget vel være udmærket, men prisen er meget lav, så jeg har reservationer. 

Er jeg for hård mod Føtex og Bilka?

Henrik i Hillerød synes, jeg er for hård ved Føtex og Bilka: de har gode tilbud, synes han. Jeg giver ham helt ret, for de har sandelig gode vine til rimelige priser! 

      Men de officielle tilbud -i avisen- er præget af mange gengangere og kan slet ikke matche f.eks. Brugsen. Men f.eks. Føtex har andre tilbud i butik, som jeg ikke nævner, da jeg ikke kender varighed af tilbud.  Priserne herunder har jeg set på hylden i flere Føtex i 3 uger, så mon ikke de holder endnu en uge: 

La Croix des Vignes 2017, St Estèphe... 109,-

Bedste KØB + ***** (5/5),  Føtex (kun butik, set i Bilka: 149). 
      2017 er bestemt ikke topår, men gav faktisk ok vin. Vinen er tappet af ejeren, som rent navnemæssigt har store ambitioner: "Grands Crus de France". Dette selskab er nyt, men har i løbet af de seneste 10-12 år opkøbt et stort antal slotte, bl.a. Cartillon i Lamarque og Lestage-Simon (Médoc), Laroque og Cantin (St Émilion) og Clos Beauregard i Pomerol, foruren nogle slotte fra den aldrende Bernard Magrez (men dog ikke Pape-Clément). 
      Bag firmaet står det knap så ansete Grands Chais de France, som har tjent penge på konsumvin som JP Chenet (og det der er værre) til at købe fine ejendomme. Og alle slottene i Bordeaux leverer rigtig god vin i dag, trods ejerens lidt blakkede ry! 
       "Croix" kommer fra Lestage-Simon, som er nabo til St Estèphe (en anden nabo er det topslottet Sociando Mallet). Men der ejes åbenbart også et par hektar i St Estèphe, som leverer denne vin. Vinen er ikke smagt, men slotstappet St Estephe til 109? Ingen betænkning. NB: Vinen kan efter 2 år på flaske have mistet primær frugt. Hvis ja, så giv den 3-4 år mere. 
      Vingården ledes af danske Merete Larsen (foto), som har været på Lestage i mange år, siden hun forlod Belgrave 5.Cru. Hun leder også gruppens andre ejendomme i Médoc, bl.a. det store Cartillon. 

Gravieres de Marsac 2015, Margaux, kr/fl v 2: 174,50

Bedste VIN + ***** (5/5),  Føtex (kun butik).  2.vin fra La Tour de Mons, et rigtigt godt slot i det nordlige Margaux, som leverer nogle af Bordeaux' bedste vine. Dyb farve,  forfinet duft, men med fylde. Smagt i 2014, men nu fås 2015, en bedre årgang. (Jeg købte den til 120 på et "40% rabat tilbud"). 

Ch. du Mayne, Pomerol, kr/fl v 2: 187,50

***** (5/5), Føtex (kun butik).  Det er IKKE Pétrus, men mindre kan gøre det. 2015 var meget flot, og 2018 er formentlig bedre endnu. Ejer Vigier laver god vin, og "1.vinen" Rêve d'Or er altid god. Mayne er tæt på (måske identisk). Klassisk merlot, som nok imponerer nu for sin frugt, men er på toppen om 3-8 år. (den køber jeg også på 40% tilbud).