Søg i 1300 opslag:

19/12/2020

Julevinen: Amarone, Rioja, Down Under...

Om et par dage går jeg i gang med juleanden, som får godt 20 timers tilberedning. Hårdt arbejde, så den bør have en ordentlig vin. Men vinene fra kælderen duer ikke -en and med surt og sødt skal have noget råt og stærkt, noget med saft og kraft -og de bedste behøver faktisk ikke koste mere end 40-70 kr...
I min ungdom ville jeg have sagt amarone, og den er ikke noget dårligt bud, selvom du nok skal op med 150+ for at få en god amarone! 

De flotte spaniere, Baron de Ley reserva -et under til prisen- som også Castaño's 2 vine. Prøv også Wolf Blass' flotte Silver Label fra Australien og en ripasso som Morete fra Manara Og så har både Føtex og Bilka den gode Offley 2001 Port til 109. Nærmest latterlig pris på næsten 20-årig Port! 

Og så kan du trygt tage i Bilka eller Føtex (har besøgt begge i dag). Bilka og Føtex er ofte de eneste åbne butikker  i centre som Wawes, Fields eller Fisketorvet samt i Brabrand, Hillerød eller Ishøj, og her var faktisk så meget plads, at jeg følte mig mere tryg end i mindre supermarkeder.   

Bedste KØB: Baron de Ley Rioja Reserva, MontGras "Value Box" (6 fl. rød), Castaño "Colección" + Hécula, Trapiche "Pure" malbec, Wolf Blass "Silver Label"Offley 2001 Colheita Port
Bedste VIN: Il Grigio Riserva "Gran Selezione"Campogiovanni Brunello Montalcino, Mayne Pomerol

Ripasso, selection Silvano Piacentini..... 50,-

***** (5/5), Føtex, indtil onsdag 23. december. Kommer fra samme 82-årige herre som lillebror le Arche ripasso, som Bilka sjovt nok har på tilbud til 50 kr -og så skal du endda købe 6 af den (hvad jeg ikke vil gøre!).
      Jeg kan egentlig bedre lide denne middelfyldige, tørre, frugtige vin end de svulmende Rubens'agtige amaroner. En ganske udmærket julevin -server kælderkold. Føtex oplyser den er lagret 15 måneder på store egetanke. Det smages dog ikke. 
      Silvano Piacentini (foto) er født i Valpolicella området i 1938 og kom tidligt ind i vinhandel -især med salg og marketing. I 2000 stiftede han PWS (Premium Wine Selection), som er blevet et af de store huse og leverer end god del af Salling-gruppens italienere med Gemma (Barolo)  og Arche (Verona) i spidsen. 

Baron de Ley, Rioja Reserva... 59,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil onsdag 23.december. 
En flot moderne Rioja med nydelig fylde og indbydende duft -faktisk en rigtig god ledsager til juleanden. Mere lækker end aristokratisk, men superkøb til prisen. 85% Tempranillo + 10% af den unikke maturana og 5% graciano -to af de sjældneste druer i Rioja. 18 måneder i eg + 1-2 år på flaske. 
      Set i 2016, men nyeste rating er 2015, der fik 92p/Spectator: "plush texture and ripe flavors, yet it remains graceful through the spicy finish. Plum, currant and fig notes are balanced by licorice and graphite elements, with well-integrated tannins and gentle acidity keeping this balanced. Drink now through 2025. 200,000 cases made". 
      Ley er stor bodega i 400-årigt gammelt benediktinerkloster i Alavesa, hvor al vinen kommer fra egne vinmarker, ret sjældent i Rioja. 

MontGras "Value Box" rød, kr/fl. v6:... 49,83 

6 fl. 299, 4 fl. Quatro" rød, 2 fl. Antu rød, 
Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex
Vinene kommer fra gode marker med ældre vinstokke, Quatro er blanding af cabernet med små mængder carmenère, merlot og syrah, fra det fine, lune Colchagua, Antu er en af Montgras' topvine. Til sammen koster de 6 flasker normalt ca. 450-500, så 299 er en rigtig god pris.  
      Den meget dygtige chefvinmager Santiago Margozzini  (foto) kan være stolte af disse 3 vine, der viser, at Chile i dag kan lave vine så gode som dem fra Californien -blot til anderledes rimelig pris. 
      Bilka og Føtex har flere af disse "value boxe" med 6 flasker, typisk til 300. Capolavaro og Diego de Almagro er dyre, synes jeg, mens Faustino og ikke mindst Salentein er fremragende køb. 

Castaño "Colección", Yecla "Old Vines".... 49,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil onsdag 23. december
Varm, kraftig, krydret, men på en ren måde, frugtig, fast i smagen -et herligt alternativ til de amarone-lookalikes, jeg elsker at hade -og med sin faste smag en perfekt julevin til lav pris. Castaño er et familiefirma, som totalt dominerer Yecla mellem Alicante og Murcia ved den spanske middelhavskyst. Druen er monastréll som i Alicante, samt lidt cabernet. Denne er fra de ældste vinstokke og får lidt ny eg. Parker gav 90p/100 til bl.a. 2016. 
      Til samme pris tilbyder Føtex også Rioja Bordón Reserva (5*) + Arte de Raison (3*, en Amarone-lookalike). 
      Bilka har tilbud på Castaño's bedste køb, Hécula (35, 5* + bedste KØB) -ikke en nyhed, den er fortsat et lille mirakel til 35 kr, som bl.a. fik 89p/Parker i 2015 og 2017. 

Manara Valpolicella Ripasso "Morete"... 69,- 

Classico***** (5/5), Føtex, indtil onsdag 23. december 
Jeg anbefalede denne vin for 3 år siden (til 75 kr), så denne gang får den 5*. Typisk 88-89p i guider og for mig bedre end Piacentini ripasso. Glimrende vingård. Ikke smagt i 2017, men vil foretrække den for Lamberti Amarone (99, 4*)! Blød og afrundet med masser af sød frugt. Rustik etiket, men god julevin! 

Il Grigio Riserva "Gran Selezione", Chianti... 149,-

Chianti Classico, Bedste VIN + **** (4/5), Føtex og Bilka, indtil onsdag 23. december 
Du kunne købe den til 119 i Bilka for en måned siden, så derfor får den kun 4*, trods sin høje kvalitet. Denne "Selezione" er noget bedre end den "almindelige" Grigio Riserva fra San Felice, mere fyldig og lækker, rigere og dybere. Set i 2015, som har fået 93p/Parker. 
      2014 blev valgt som årets julevin i Mad&Monopolet 2019 med ordene: "Denne er testens billigste til kun 149 kr., hvilket gør den “Bedst til prisen” – faktisk er det imponerende og virkelig fedt, at vine fra et Supermarked kan battle i dette felt. I næsen har den bitre noter, tørrede blommer, timian. I munden kommer der en flot syre frem og noter af vanilje, violer og røde bær. Jeg bukker m. Bedste kommentar til... Det smager sgu dejligt det her“.  


Campogiovanni, Brunello Montalcino... 169,-

Bedste VIN + ***** (5 af 5), Føtexindtil onsdag 23. december. 
Særlig vingård ejet af Chianti-domænet San Felice med flot brunello, ikke en sværvægter, men en meget attraktiv, relativt blød stil (gr mere sandet jord). Husker ikke årgang, men det er formentlig 2016, som er glimrende. 2015 fik 92p/Spectator og 2016 er måske den vin med 96p/Spectator, som Føtex reklamerer for i annonce. 

Ch. du Mayne, Pomerol... 149,-

Bedste VIN + ***** (5/5), Føtex, indtil onsdag 23. december, norm: 249  
Til 149 får du normalt aldrig Pomerol, og slet ikke god Pomerol som denne (selvom det ikke er Pétrus!)! Smagt i 2014, som er en flot vin, lidt reserveret, men med dybde og længde og god frugt. Ejer Vigier laver god vin, og "1.vinen" Rêve d'Or er altid god. Mayne '14 er formentlig tæt på (og måske identisk). Klassisk merlot, som dog nok bør have 2-3 år eller længere på hylden. 

Trapiche "Pure", malbec eller sauvignon... 45,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Argentina, Bilka, indtil onsdag 23. december.
Har kun smagt den røde 2019 én gang, men den fortsætter i samme flotte stil, der gør den egnet til julemaden: Den røde malbec har masser af åben, rig frugt, solid, afrundet fylde og lang smag, et topkøb!  Den hvide er ok. 

Lamberti Amarone, Valpolicella..... 99,-

***** (5/5), Bilka, indtil onsdag 23. december. Samme pris som i Føtex for 2 uger siden -Salling synes at lade sine indkøb gå på omgang mellem sine kæder! 
     Lamberti har siden 1980erne har været et udpræget supermarkedshus, men det hindrede ikke Philipson i at sælge denne vin til en markant højere pris for et par år siden. Lamberti var den første amarone, jeg solgte først i 70erne, mens huset endnu var ok. Dengang var alkohol-% 14. Nu er vi nået op på 15. Ikke smagt i nyere årgange, men formentlig tæt på Masi, blot lidt lettere og mindre poleret. 

Wolf Blass "Silver Label", rød eller hvid... 55,-

Bedste KØB,  ***** (5/5),  Bilka, indtil onsdag 23. december

rød shiraz-cabernet-malbec har god fylde, er blød, men ikke ligegyldig, hvid chardonnay har friskhed og ren, rig aroma med pænt lang smag. 
     Begge vine kommer fra køligere områder nær Adelaide: Den røde er fra McLaren Vale og Langhorne Creek, 
mens den hvide chardonnay  er fra de højt liggende skråninger i fra Eden Valley og Adelaide Hills. 

 
    Wolf Blass blev født 1934 i Tyskland, hvor han blev uddannet som vinmager. I 1961 flyttede han til Australien, hvor han opdagede Barossa, som allerede husede mange tyske immigranter - næsten mere tysk end Tyskland! 
      Han grundlagde sit firma i 1966.  Jeg har mødt ham et par gange -virkelig en karakter, altid iført butterfly og kendt for udtalelser som: "En vin med mere end 15% alkohol burde aldrig kunne få en medalje noget sted i verden". Så meget for Amarone!  

Faustino V, Rioja Reserva... 59,- 

2015, **** (4/5), Bilka, indtil onsdag 23. december. Faustino V er som Reserva ikke så fin som Gran Reserva, men dyrere og bedre end Faustino's crianza og den ulagrede Faustino VII. 

Faustino "Icon Edition", Reserva Especial... 149,- 

*** (3/5), Bilka, indtil onsdag 23. december. En rigtig god Rioja, men slet ikke merprisen værd i forhold til Faustino I (sælges til 89, 5* + bedste køb) og Faustino V, den normale reserva En mere moderne stil med mindre eg (18 måneder i forhold til 26 måneder i Faustino I.
      Bilka tilbyder 2 andre vine, il Teo og Fantini "Edizione", begge (149, 3*/5). Begge er fra Farnese, begge glimrende vine. Disse er prestigevine lavet i tilpas små mængder, så den iøvrigt begavede ejer håber at kunne få en høj pris for vinene. Il Teo er en ekstremt kostbar Puglia, mens Edizione er blend af druer fra hele Syditalien og som sådan en ekstremt kostbar bordvin.  

Offley 2001 Colheita Port... 109,-

Bedste KØB  + ***** (5/5), Bilka og Føtex (partivare). Egentlig ret utroligt, ikke? En næsten 20 årig tawny til 109! 2001 er  glimrende årgang! 
      Offley er del af Sogrape-gruppen lige som Sandeman, men Offley har til alt held en vis selvstændighed. Det er et af Portvinens historiske huse, som fik sin berømmelse under legenden baron Forrester (hvis jagthytte i bjergene over Pinhao er blevet til pousada hotel). Vinene er gode standardvine uden større karakter. Husets Vintages er bedre -og 
Offley LBV 2016 (79, 5*) er rigtig godt køb, en typisk sent tappet vintage-type med god frugt og pænt lang smag, der vil klæde en ris à l'amande.  

the Glenlivet Single Malt 12 år Whisky... 199,-

***** (5/5), Bilka, indtil onsdag 23. december.
Ikke for hærdede fans af æter-Whisky, men alletiders til dem, der holder af en blid, aromatisk, elegant all-rounder. Og så er Glenlivet det måske mest berømte destilleri -og i hvert fald det første (1824) legaliserede destilleri. Den får 79p/100 i Whiskybase, lidt højere end Singleton 12 (63,33) og omtrent det samme som Glenfiddich 12 år (79/100), begge til samme rimelige pris. 
      Bilka tilbyder også Monkey Shoulder Batch 27 blended Malt -fra Glenfiddich- g Cardhu 12 år, begge i samme stil som Glenlivet (begge 249, 4*/5).