Søg i 1300 opslag:

19/12/2020

Indtil du kan komme til Mallorca!

Hvor har jeg længtes efter solen på Mallorca i 2020, men en flaske "Ànima Negra" kan hjælpe i ventetiden til det store udland! Àn/2 er måske den bedst kendte vin fra Mallorca og en flot vin til en rimelig pris! 

Personligt undgår jeg i reglen firmaer som Nemlig, der fjerner kunder fra rigtige butikker. Men i disse Corona-uger med over 4000 nye smittede hver dag kan det måske forsvares at få sine varer leveret i en Nemlig-bil. 

Nemlig er som regel i den dyrere ende (uanset TV-spots), men har også et par andre gode tilbud, bl.a. en god St. Émilion, men vil egentlig hellere gå i Irma (efter Chianti og andet!) eller i Meny, som bl.a. har en rigtig god Cono Sur.   

Bedste VIN: An/2, Mallorca

An/2, 2018 Mallorca... kr/fl v.6: 149,95

6 fl: 899,70, 2018, Bedste VIN + ***** (5/5), Nemlig.com
Mange kender denne vin fra Mallorca, ikke mindst restauranterne. Har ikke smagt 2018, men Parker giver den 91p/100 -flot! Vinen er først og fremmest lækker, afrundet, fyldig, med rig frugt, men 2018 skal være friskere, dvs. med lidt syre under. Temmelig perfekt som julevin! Vinen er præget af lokale druer som Callet (65%) + mantonegro og Rhone-druen syrah. Vinen koster omtrent det samme på Mallorca (€20)), men mon ikke vingården har givet en god pris, da salget på turistøen måske har skuffet lidt i år! Men jeg kommer gerne ned næste år og drikker lidt "sort ånd"!. 

Àn står for navnet på vingården Ànima Negra ("Sort Ånd"), som ligger i den østlige del af øen, hvor de ejer 34 hektar. Desuden modtages druer fra 73 hektar, så huset er nok Mallorcas største i dag. An/2 udgør 3/4 af produktionen, typisk 250.000 fl/år. Foto: Museet Son Marroux på Mallorca. 

Zeni, Valpolicella Ripasso, kr/fl v. 2:  89,95

2 fl: 179,90, 2018, **** (4/5), Nemlig.com. En glimrende ripasso fra privatejet vinhus i Bardolino ved Garda-søen. Formentlig identisk med Marogne Ripasso, som (i 2016) fik 1 glas i Gambero'en -rigtig pænt. Ej smagt, men den får pæne roser af flere kritikere. Før set til 69,95, men 90 kr er også en god pris. 

Larcis Jaumat, Grand Cru St Emilion... kr/fl.v.6: 99,95

6 fl: 599,70, 2017, Bedste KØB + ***** (5/5), Nemlig.com. Har kun smagt ældre årgange fra dette slot, som ligger på en meget fin limstensbakke tæt på byen St. Émilion. Vinen er en ganske klassisk St Émilion på 85% merlot, men i en moderne afrundet stil. Ejeren Francoise Dumas kommer fra området Cubzac ved Bourg, hvor familien ejer et vinhus samt et par slotte. 2017 burde være indbydende nu -nydes nu og det kommende år eller gem i 2-4 år. Glimrende køb. 

Vacqueyras "Grangette des Garrigues", kr/fl v. 6:  109,95

6 fl: 654,70, 2018, ***** (5/5), Nemlig.com, normalt 159,95. Jeg foretrækker Coop's l'Oiselet, men denne er absolut glimrende. Grangette ("den lille gård") ejes af familien Jaume, der bruger den til négoce-vine, dvs. druer eller vin købt udefra -deres bedste vine kommer fra eget 45 hektar gods. En solid kraftig vin, som er glimrende køb. 

Cono Sur, pinot noir eller chardonnay... 49,95

Økologisk, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil onsdag 23. december

Pinot noir -er specialitet hos Cono Sur, som leverer mere pinot noir end anden rød. Middel fylde, meget frugtig med nydelig hindbæraroma, pænt lang med blød tannin, rigtig god! Parker gav 89p/100 til 2018, utrolig flot for en vin til så lav pris!   
Chardonnay -knap så vellykket som pinot'en. Nydelig og kommerciel med vag aroma og fedme over lidt syre. Mange vil elske den. 

FOTO: Cono Sur er den 3. største eksportør af vin fra Chile og er del af Concha y Toro (nr 1 i Chile i størrelse og importeret af Coop). Cono Sur blev startet i 1993 med henblik på at lave anderledes vine end cabernet og chardonnay -bl.a. omfatter huset det største areal med pinot i Chile. Huset er med over 300 (af 1300) hektar den største leverandør af økologisk vin i Chile -og vinene er rigtig gode -og fremragende køb til så lav pris! 


Olivier & Lafont, Cotes du Rhone... 59,95

rød eller hvid, Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil onsdag 23. december
Rød grenache (75%) med lidt mourvèdre og syrah -mørk, intens aroma, fyldig, men egentlig afrundet og pænt lang. Smage egefri, og eg vil også være synd! 
       Hvid på viognier med en smule andre druetyper -meget frugtig, tør, præcis, ganske elegant -herlig vin til en salat. Til 60 kr er disse to vine rigtig gode køb!
      Vinene kan matche gode domæne vine, selvom (Baptiste) Olivier (foto) og (Gérald) Lafont er vinmagere, som kører rundt i Rhône og laver vin for andre. 
      Min erfaring med huset er begrænset, men jeg har generelt fundet den almindelige Rhône + særlige cuvées med AOP Rhône forholdsvis mere imponerende end de langt dyrere vine fra f.eks. Châteauneuf.


Olivier & Lafont, Chateauneuf du Pape... 175,-

**** (4/5), Meny, indtil onsdag 23. december. En rigtig god "Neuf" -især når den ikke er tappet af vindyrkeren- afrundet kraft og positiv duft og middellang eftersmag. Den vil matche det meste af julemaden. Men lidt for dyr -for den er faktisk ikke voldsomt meget bedre end den røde Rhone! 

Peter & Peter, riesling eller pinot noir.. 49,95

Bedste KØB + ***** (5/5), Meny, indtil onsdag 23. december

Jeg holder meget af Donatushof Saar riesling, som du kan kalde en storesøster til Peter & Peter. Begge laves af ZGM (Zimmermann-Graeff-Müller) i Zell, et af Tysklands største vinhuse, som har en masse skrækkelig vin på samvittigheden, men i de senere år har leveret gode køb som Peter & Peter vinene. 
Hvid riesling fra Mosel's "Steillage", dvs. skiferbjerge, "feinherb", dvs. halvtør, med ganske nydelig duft og nydelig syre. Rød pinot fra det lune Pfalz, pæn uden at være prangende, lidt fersk, men til prisen absolut godt køb -men slet ikke i klasse med Cono Sur.

Penfolds Bin 2 eller Bin 8... 175,-

Shiraz-Mataro eller Cabernet-Shiraz, *** (3/5), Meny, indtil onsdag 23. december

De 2 vine er bedre end Koonunga Hill, men også 100 kr dyrere -derfor kun 3*. Penfolds er et ikonisk navn i Australien, og det kan der tjenes penge på -og ejer Treasury (også Lindeman, Wolf Blass, Beringer osv) har brug for at tjene penge! Penfolds er berømt for Grange og Bin 389, men der er et utal af "Bins", langtfra alle lige gode. 
      Bin 2 blev skabt i 1960 som en Bourgogne-type og er stadig en rigtig god vin, afrundet og rig i duft og smag. Bin 8 kan kaldes en "2.vin" til Bin 389, også cabernet og shiraz. Kan ligne denne, men er noget lettere.