Søg i 1300 opslag:

21/12/2020

20-årig Port til 109 + lidt sydafrikansk og ædelsød hvid!

Offley årgang 2001 (snart 20 år) til blot 109 kr er første valg -du må ofte betale  over 300 for en anden 20-årig Port, der ikke er bedre! Offley er det bedste køb til chokolade og andet vintersødt. En ung sydafrikansk "Vintage Port" er næsten bedre. Og den er også bedste køb overall

Hvis du kan finde den -set i Albertslund og Brøndby til 50 kr. Lattelig pris. 

Bedste KØB:  Offley 2001 Colheita Port, Meneres 10 yrs old Port, Spier 2016/17 Cape Vintage, Beerenauslese Bechtheimer Pilgerpfad
Bedste VINPillitteri Riesling Icewine , fulgt af: Kopke 2000 Colheita Port, Pocas Port "10-20-30-40 år i box

Offley 2001 Colheita Port... 109,-

til juleknas, evt ris à l'amande. Bedste KØB  + ***** (5/5), Bilka og Føtex (partivare). Egentlig ret utroligt, ikke? Årgang annonceres ikke, men har kun set den i 2001 -næsten 20 årig tawny til 109! Til sammenligning har jeg set Càlem 2001 og Pocaas 2001 til ca. 300-350! Vinen er lækker, med nødder og mørk frugt i næsen og pænt lang smag. Måske kan den lidt triste etiket trække lidt ned. 
      Offley er del af Sogrape som Sandeman og Ferreira, men Offley har en vis selvstændighed. Det er et af Portvinens historiske huse, som fik sin berømmelse under legenden baron Forrester, der blev adlet af kongen af Portugal. Deres Single Quinta Vintage Boa Vista er også god køb, når du kan få den til under 200. 

Meneres 10 yrs old Port, i trækasse... 89,-

til juleknas, evt ris à l'amande. Bedste KØB + ***** (5/5)Føtex, gælder resten af 2020. Menéres er et mærke fra Maynard, dvs familien van Zeller, ex-ejer af Noval, og med i Douro Boys, Portvinens enfant terribles. Familien leverer rigtig god Port, som ofte er dyrere og jævnligt bedre end Offley/Calem/Burmester. Huset er specialist i gammel Portvin, så jeg anbefaler med glæde denne Port, selvom jeg ikke har smagt den aktuelle tapning, Plejer at være glimrende, med rig frugt med nødder og rig sødme, god længde. En frisk tapning -så lad den stå lidt i flaske og glas.

Quinta de Pego 2016 Late Bottled Vintage.... 89,- 

til ris à l'amande. ***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly (spotvare), ofte også set på 1/2 fl: 49
Glimrende sent tappet vintage, dvs. med intet eller kun lidt bundfald. Den nye 2016 er ganske flot, meget rig frugt og lækkert afrundet, kraftig smag med god balance mellem syre og sødme. Perfekt til ris à l'amande -og ost!- parat til at nyde nu. Kan du finde en halvflaske til fair pris, er den perfekt til et coronalt accepteret selskab -flasken rummer 6-8 glas! 
      Pego (retteligt Pégo) er dansk-ejet af AMKA i Randers, storleverandør til især supermarkeder, men også har Jysk Vin. Vingården ligger lidt neden for Pinhao, hovedstaden i Oporto-området og er også et godt hotel. Vingården har 33 hektar ned mod Douro-floden. 

Presidential colheita 2000 Port, i trækasse... 229,- 
Presidential colheita 1995 Port, i trækasse... 249,- 
Presidential colheita 1990 Port, i trækasse... 299,- 

til juleknas. **** (4/5),  Føtex og Bilka (normalpris)
1990 smagte jeg for nogle år siden, en rigtig god Port med rig bouquet, ret sød, men lang. Mærket er et af flere fra C. da Silva, et mindre kendt Portvinshus, der leverer god tawny til en rimelig pris. Bilka kalder det noget overdrevet et top-3-hus. 
      Føtex og Bilka tilbyder også Menéres 2009 Colheita tawny50cl, 84,50, 5*, Bilka), meget flot kvalitet, fra Maynard, noget mere anset end Presidential.  

Pocas Port "10-20-30-40 år i box", 4 fl. à 20cl... 399,-

gave-idé! ***** (5/5), Kvickly (spotvare) -tappet i anledning af Pocas' 100 års jubilæum (10 + 20 + 30 + 40 = 100). Pocas leverer meget flot tawny i dag, og disse viser huset fra sin bedste side, hvor rosin og honning i de unge gradvis bliver mere figner og træ i de ældste. Således giver Spectator 20, 30 og 40 år hhv. 93, 94 og 95p/100. Lidt vel flot, men jeg er overrasket over kvaliteten fra et hus, jeg hidtil har anset for at være på det jævne. 20 cl = ca. 5 glas, og der er 4 ganske flotte "ampuller" i en meget elegant gaveæske. Flot gave. 

Kopke 2000 Colheita Port... 199,-

til juleknas. Bedste VIN + ***** (5/5), Rema1000Med 20 år bag sig er denne vin en rigtig "meditationsvin", som man nyder kælderkold for sig selv -måske med lidt nødder eller endog chokoladekage til! Smuk farve, intens bouquet med både læder og tørrede frugter, flot lang smag. Excellent køb, ikke så fin som Maynard, men de ekstra år giver lidt ekstra!

      Kopke stammer tilbage til 1638 og anses af mange for det ældste Portvinsfirma af alle -men bortset fra de mange år er Kopke et moderne firma, som ejes af den spanske bank, Sogevinus, som også ejer Burmester herover.  

Spier 2017 Cape Vintage... 50,-

til ris à l'amande. Bedste KØB + ***** (5/5), udvalgte Superbrugsen og Kvickly (restpris, normalt: 149)

En ganske sjælden vin til utroligt lav pris, noget så sjældent som "en sydafrikansk Vintage Port"! Meget dyb, overdådig frugt med brombær, chokolade og lidt kirsebær. Sød og lækker, fyldig, men elegant og med tannin til at holde balancen -men slet ikke så aggressive tanniner som den ægte Vintage Port. Perfekt nu til ris à l'amande eller desserter med chokolade og frugt. Trods høj alkohol slet ikke tung. Kan også gemmes nogle år. I dag 2017, men har også set 2016. 

Beerenauslese, Bechtheimer Pilgerpfad... 45,-

solo eller til frugtdessert. 2018 Silvaner, 375ml, Bedste KØB + ***** (5/5), Lidl (partivare). Beerenauslese høstes sent og  hvert bær (beere) vælges separat -i teorien (deraf navnet), men ikke i praksis. Overdådig rig aroma af stenfrugt og honning, meget sød, men med den fine syre fra silvaner-druen liggende nedenunder. Stor længde trods blot 8% alkohol. Prisen er i Tyskland knap €6 (kr 45), så denne pris er lav. 


Pillitteri Riesling Icewine... 149,-

2017 Niagara, Canada, 375ml, Bedste VIN + ***** (5/5), Lidl (partivare)
En meget lækker riesling, hvor stor sødme er balanceret af smuk syre under overdådig aroma af tropiske frugter, lidt orangeskal, mango og fersken, smagen er meget fyldig, fed, men fast og dvælende lang. 
      Eiswein, Icewine, laves næsten ikke længere i Europa. Klimaforandringerne har gjort disse vine til fjerne minder. Druerne skal høstes og presses i kælderen -frosne- ved -8 grader. Det betyder ekstremt lavt udbytte, da druesaften er frosset -og en svær gæring pga masser af syre og sukker.
      I dag kommer de fleste isvine fra området omkring det ellers meget turistede Niagara vandfald, hvor Inniskillin var pioner i 70erne. De lange, tørre somre og fugten fra Ontario søen og Niagara floden giver modne druer, som kan høstes, når den første frost kommer -og her er vintrene bidende kolde! God pris, for i Tyskland er prisen €20 (ca. 150). 

Burmester 10 years old tawny Port... 99,-

til juleknas. ***** (5/5), Irma, Superbrugsen og Kvickly, indtil 31. december 

Jeg vil egentlig lige så gerne drikke Coop-gruppens Pocas eller Barros (også 99, som har samme ejer som Burmester), men synes Burmester's etiket er flottere! En god 10-årig tawny, meget frugtig, nødder, mere figen end læder, sød, men med et twist i slutningen. Fik i 2018 95p i Decanter World Awards (som ofte er gavmilde med points).  
      Burmester startede i London 1750, men blev først rigtig kendt, da Johann Wilhelm Burmester overtog det i 1834. Huset ejes af banken NGC's Sogevinu. Banken ejer også bl.a. Cálem, Barros, Feist, Hutcheson, Rochas og Kopke, og lur mig, om ikke vinene ligner hinanden til forveksling...? 
      Irma tilbyder også Burmester 20 yrs old (229, 5*) og 1985 (35 år, 399, 5*), for mig meget bedre køb end LBV (119, 3*).