Søg i 1200 opslag:

17/11/2020

Rødvin fra Verdens sydligste vinstokke

Central Otago er det sydligste vinområde i Verden og ligger groft sagt halvvejs mellem Ækvator og Sydpolen. Vi er på sydøen af New Zealand, ganske langt fra Stillehavet, så sommeren er ganske lun. Området har i øvrigt en skønhed, som har prydet flere film inkl. "Ringenes Herre". 

      Specialiteten er druen pinot noir, og for mig var det en oplevelse, da jeg første gang smagte en Central Otago -den havde alt det, Bourgogne burde have, men sjældent leverede... 

Bourgogne har siden oppet sig, men prøv alligevel at smage vin fra dette billedskønne område (se foto fra søen Wakatipu), når muligheden er der. I øvrigt gerne sammen med en god Bourgogne som Mercey's Hautes Côtes de Beaune fra Føtex eller Bilka!  
      I denne klumme besøger vi Lidl og Rema1000. Her er flere vine, som er værd at købe -som Nuestro og Coto fra Spanien i Rema og Clairette fra Lidl. 

Bedste KØB: Dezzani Monferrato + Piemonte, Nuestro Ribera del Duero, Coto Rioja Crianza,  Clairette de Die "tradition" 
Bedste VIN: Outlook Bay pinot noir, Central Otago

Outlook Bay pinot noir... 89,-

Central Otago New Zealand, Bedste VIN + ***** (4/5)Lidl (partivare). Jeg har ikke smagt vinen, men kan se, at Decanter har givet den 90p/100 (årg. 2018) med ordene: "Fantastic value for a New Zealand Pinot Noir! Fragrant aromas, with bright, brambly red and black berry fruits rather than the meatier, darker style of some Central Otago examples. Lean, clean and stylish, this would go down very well with roast chicken". 

Clairette de Die "tradition", sød... 65,-

Mousserende Rhône økobedste KØB + ***** (5/5)Lidl (partivare). 
Clairette er en ret neutral drue, som fylder op på vinmarkerne, indtil ejeren bliver træt af den og hiver den op. Men til alt held er den sødmefulde Die ikke lavet på denne drue, men på muscat -dvs. vi her har en fransk udgave af Asti. Men for mig ofte bedre!
      Meget fint brus, rig, indbydende aroma med masser af drue, sød, men ganske frisk og pænt lang. 
      Bestemt ikke en vin, du skal tage for alvorligt, men en god ledsager til kransekager en aften sidst i december eller et glas til dig, der ikke er vild med dansk gløgg eller Glühwein, som den hedder syd for grænsen! 
      Vinen gror i de utroligt smukke nedre Alper lidt øst for nougat byen Montélimar. Hugh Johnson kalder vinen en sorbet mellem de stærke røde i nord og de krydrede røde i syd... Lige i øjet, synes jeg! Her i blide bjerge trives druen muscat (den gode med små bær). Denne kommer fra firma i Vercheny 
ved Gap. 
      Vinen bliver lavet på "Méthode Ancienne Dioise". Vinen gærer til ca. 7,5% og tappes, mens der stadig er en masse restsødme -for en ny gæring i flasken. Herfra tappes den over på anden flaske for at befri vinen for bundfaldet. Meget bedre end Asti -lille område, lavere udbytte og en dyrere metode med mere håndværk. Derfor et superkøb. Men igen: en sjov vin, ikke for seriøs! 

Alsace Pinot Gris, Ernest Wein... 59,-

 **** (4/5)Lidl (partivare). En ganske god Alsace, som Lidl køber hos kooperativet i Pfaffenheim. Lidl havde engang en dansk ekspert tilknyttet, men i dag synes han afløst af Richard Bampfield, som har den sjældne titel af Master of Wine, men altså får sin løn af Lidl. Og jeg synes, at 91p/100 er en gavmild karakter.  Ikke helt tør nok, synes jeg, men slet ikke ringe. 
      Lidl tilbyder andre vine, som dog ikke hæver sig over, hvad du ellers kan få. En Governo fra Toscana (50) lyder spændende som også Encostas de Caiz fra Vinho Verde i Portugal. Men ellers ikke de store nyheder. 

Nuestro, Ribera del Duero "Roble"... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 21. november
Ganske udmærket vingård i Fuentecésped ved Duero floden. Vinen har lagret i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Excellent køb. Foto: Familien har boet her i 10 generationer, men vingården er ganske ny og egentlig ganske flot, synes jeg. 

Ribera del Duero -farve, frugt og krop

Ribera del Duero ligger langs Duero. Floden løber videre vestpå gennem Rueda og Toro og ind i Portugal, hvor vinstokkene giver Portvin. Området er historisk og her har næsten altid været vin. Vinen gror højt, typisk 600-800 meter og længere mod øst gror Atauta sin vin i over 1000 meters højde! Kolde nætter og varme dage giver druen tempranillo et tyk skind og masser af farve, frugt og krop.
      Meget vin fra Ribera er rustik i smagen, men dagens vin er behagelig og bedre end andre i
til prisen fra Bilka og Coop. Der er langt til topvinene fra Pingus, Vega Sicilia og Atauta, men disse laves også i små mængder, så de kan sælges til skyhøj pris. Men til alt held er der masser af vine til os andre! 


Dezzani italiensk rødvin, frit valg... 50,-

Bedste KØB + 

*****
 (5/5), Rema1000, normalpris: 59, indtil lørdag 21. november
Monferrato er område i Piemonte ("Pied de Mont" på fransk, og vi er tæt: "Ved foden af Bjerget", Alperne), som er mest kendt for den stramme, aristokratiske Barolo.
      Vi er langt fra Barolo her -begge er ret kommercielle vine, noget blødere, end jeg er vant til på vine, der som disse er domineret af barbera, dolcetto og bonarda druer, suppleret med lidt merlot.
     Monferrato bedst med lidt mere dybde, men begge er vine, der ikke afskrækker vindrikkeren -heller ikke, selvom du ikke kan lide Barolo. 
      Dezzani er blevet et stort hus, selvom det kun har ganske få vinmarker. Det ejes i dag af Rocca, et endnu større hus i Puglia, som nok er mest kendt for sit samarbejde med danskeren Peter Vinding-Diers

Magnus, Costières de Nîmes.... 50,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Rema1000 (fast lavpris)
En flot Rhône med god bærduft med frugt og en anelse krydderi, middel til god fylde, afrundet, men med friskhed i syren -god madvin.
      Vinen kommer fra Cave Pilote Gallician. Magnus (herligt navn!) ser flot ud, så jeg synes næsten, den er bedre end Launes, som Rema solgte tidligere! Og så koster den forresten 12€ på vingården! 

Foto herover: En god del af Rhône-deltaet er det maleriske Camargue, berømt for vilde heste og flamingoer. Ved et kryds er der skilt til Gallician, og her går vejen ganske stejlt op, og det flade sand afløses af kalk -og vinen får lige en dimension ekstra. Fra Gallician's marker kan man se ned over Camarguen.

El Coto, Rioja Crianza ... 59,- 

Bedste KØB, ***** (5/5), Rema1000 (fast pris) 

En indbydende og lækker vin, som simpelthen smager godt. Nydeligt mix af frugt og alder, middel fylde, pænt lang smag. En god ledsager til julemaden og vildt -meget passende, da Coto's etiketter altid har en kronhjort på etiketten! 
      Foto: Coto blev grundlagt under den store Rioja-revolution i 1970erne og var en tid den største bodega i Rioja. Huset deler ejer med Baron de Ley (ses i Føtex og Bilka)- og ligger i Alavesa tæt på Faustino, som også ses i denne blog. Alle har  til fælles, at vinene i reglen kommer fra eget domæne og leverer rigtig meget vin til pengene.

Cristia, Cotes du Rhone "Collection".... 50,- 

2018, **** (4/5),  Rema1000 (fast pris) -en typisk Rhône med masser af alkohol og fylde, men uden store dikkedarer. Cristia er en god 20 hektar vingård i Châteauneuf, men denne vin er ikke herfra -og faktisk heller ikke fra Rhone delen af domænet, men fra vin købt ind udefra. Men slet ikke ringe, 2018 fik 5* i Vinbladet (oktober 2020), måske i overkanten. 
      Rema1000 sælger også en Châteauneuf du Pape "Collection", som Cristia køber fra andre vingårde. Prisen er 149, men er ikke smagt. Begge vine importeres af Wine Company. 


      Rema1000 sælger også bl.a. Silverboom fra Sydafrika, der til forveksling ligner Avenhoorn i Aldi (og andre navne i andre kæder). Typisk er normalprisen op mod 100 og tilbudsprisen omkring 50 (pris/kvalitet 2-3*). Men en flot etiket og en supertung flaske. Har kun smagt vinen et par gange, hvor jeg fandt den kommerciel og kedelig. Alle mærkerne er tappet i Brøndby af Taster Wine, som også til andre kæder leverer en kedelig Crystal Bay sauvignon fra New Zealand og Chablis (flere navne), alle bestemt ikke min smag.