Søg i 1200 opslag:

27/11/2020

En 10-årig Port, en god Nobile og andet til jul

Portvin er under pres i øjeblikket, hårdt ramt af ekstra told fra USAs Trump. Så supermarkederne svømmer over med gode tilbud på ikke mindst Vintage Port, som amerikanerne ikke køber meget af længere. Derfor kan du se en 10-årig Port fra et godt hus til 89 -tilmed i en flot trækasse. 

     I år bliver Julen nok noget anderledes -så vi kan nok have brug for en god Portvin. Føtex leverer dette tilbud, men de har også en god Vino Nobile og en gammel Faustino I til en rigtig god pris. 


Bedste KØB: Cava Codorniu "Clasico" (brut), Vino Nobile Riserva, Vecchia Cantina
Undurraga "Sibaris", rød/hvid, Trapiche "oak cask" (rød), 
Viña Albali Gran Selección
Bedste VIN: Faustino I Rioja, Meneres 10 yrs old Port

Meneres 10 yrs old Port... 89,-

i trækasse,  Bedste VIN + ***** (5/5)Føtex, gælder resten af 2020. Menéres er et mærke fra Maynard, dvs familien van Zeller, ex-ejer af Noval. Familien leverer rigtig god Port, som i reglen -men altså ikke her!- er dyrere og bedre end Offley/Calem/Burmester. Huset er specialist i gammel Portvin, så jeg anbefaler med glæde denne Port, selvom jeg ikke har smagt den aktuelle tapning, Plejer at være glimrende, med rig frugt med nødder og rig sødme, god længde. Nok frisk tapning -så lad den stå lidt i flaske og glas.N.B: Den er p.t. ikke på web

Bilka har tilbud på Menéres Colheita, rød 2009 og hvid 2007 (69, 5*, Bilka). Normalt vil en 10-årig og en 10-årig colheita koste det samme, så Føtex' 10 årig til 89 er det bedste tilbud. Den røde Colheita er bedre end den mere sjældne hvide. 

Vino Nobile Riserva, Vecchia Cantina... 59,- 

Montepulciano,  Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 3. december
Vino Nobile er en "super-Chianti". Området er adskilt af en landevej fra nabo Brunello -og indtil 1950erne var "Den ædle Vin" mere kendt og dyr end Brunello! Den bedste vin sælges som Nobile, den næstbedste er Rosso Montepulciano, mens først den 3. bedste sælges som Chianti. 
      Nobile er knap så kendt som Brunello og ofte bedre køb. At få Nobile riserva (som skal lagre 2 år i eg) til så lav pris er sjældent! Vinen er naturligvis ikke i top, men kælderen er dog begyndt at få rigtig fine ratings. Vecchia Cantina er det lokale kooperativ med 700 medlemmer, som har en god del af æren for at gøre regionen til Italiens første "DOCG" (DOC + garantita). 
      Jeg smagte Vecchia Cantinas vin jævnligt i min ungdom, men har kun smagt den almindelige Nobile et par gange siden. Men Larner fra Robert Parker giver en nyere årgang 88p. Vinen er meget bedre, end jeg husker, rund, kraftig, med intens aroma med god dybde og længde.Men giv den lidt luft. 

Undurraga "Sibaris", rød/hvid, frit valg... 59,- 

Chile, ***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 3. december

Sibaris viser, at Chile kan noget til en rimelig pris! Undurraga laver alle typer vine, fra billige (men ok) 30-40 kr vine i Netto til den flotte T.H. (og nogle endnu dyrere, som næppe er prisen værd). Sibaris er deres bedste "normale" vin fra gode områder:  
Cabernet fra Colchagua har en flot duft af solbær og krydderi,  middel fyldig, afrundet, pænt lang. 
Carmenère også fra det fine Colchagua  mere mineralsk, knap så blød, let duft af mynte og sorte bær, middel fylde og afrundet, ganske lang smag med friskhed. 
  Chardonnay fra Maipo er gæret i små egefade og vinen vil tiltale mange med let duft af eg, frugt, grundlæggende blød, men med lidt klodset syre Meget billigere end Sancerre herunder, men den er sjovere!
      Foto: Undurraga er et af de større huse i Chile, grundlagt i 1885 af baskiske indvandrere  
(flere af husene i Chile er grundlagt af baskere, bl.a. Erràzuriz). I 1975 solgte Erik Sørensen vin fra dette hus, som dog i 90erne gik konsumvejen. Huset ejer 1800 hektar vin.

Trapiche "oak cask", frit valg.... 40,-

Bedste KØB + ****/*****, Føtex, indtil torsdag 12. november, normalt 89 
rød (5*), hvid/brus (4*). 
Ret beset er disse vine egentlig meget lig Alamos, dvs. indbydende kommercielle vine uden større dikkedarer -men da Alamos er 50% dyrere, er Trapiche meget bedre køb (og for mig er Alamos i Føtex/Bilka også noget aldrende i smag). 
Trapiche var pioner for Argentina i Danmark, og jeg solgte Trapiche i 1970erne! Den almindelige vin til eksport er ok, men denne "Oak Cask" er en klasse bedre, lidt under "Pure" i kvalitet. 

Malbec  (5*), en mørk, fyldig vin med herlig sød bærduft. Meget letdrikkelig og godt køb. Ganske lille præg af eg. Denne vinfik 91p/Descorchados.
Cabernet (5*) er lidt mere krydret i stil, for mig knap så gennemført som malbec, men ganske ok. 90p i Descorchados, en god (lokal) guide. 
Pinot Noir (3*) smager ikke af pinot (dvs ikke af Bourgogne). Men en blød, fyldig vin med let krydret duft. 
Chardonnay (4*) -hvid argentiner er ikke favorit, men denne er ganske ok uden at begejstre. Tør, ren, fyldig, men egen mangler friskhed. Bruset Sparkling er uden interesse for andet end sin pris! 

Viña Albali Gran Selección, Valdepeñas... 39,-

Bedste KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 3. december
Set i 2017, som fik 88p/Guía Peñin. En middelfyldig vin med positiv frugt, bær og peber, afrundet og pænt lang. Spanien er nået ganske langt væk fra de livløse, flade reserva vine, som Mancha regionerne blev berygtet for i 1990erne -og så kommer den endda fra Felix Solis, en af de 2 giganter, der dominerer regionen. 
      Til samme pris også australske Banrock Station (39, 5*) og RossoGrande (39, 4*). 

Faustino I, Rioja Gran Reserva... 89,-

2009,  Bedste KØB + VIN + ***** (5/5)Føtex, gælder resten af 2020

Vinen har ofte på tilbud, men altid værd at smage -dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 10 år. Meget bedre end de brunello'er og amaroner, der fås til denne pris! Vinen koster faktisk 18€ i Spanien -135 kr- 
      Faustino I skiller sig ud ved ikke kun at være tappet i området -Rioja- men også på"Propriedad", dvs. vingården, i Oyon i Alavesa nær Logroño.Vingården er stor, 650 hektar, så Faustino er en stor vingård, som dog stadig kontrolleres af familien. Campillo er fra samme hus, mens Faustino Rivero Ulecia er en anden familie, som ikke har samme kvalitet (ses bl.a. i Nemlig.com). 
      Cadis Amarone (5*, 89) er en letbenet, men frugtig amarone fra stort kooperativ i naboen Soave, mens Chablis "Calvet" (89, 3*) er et velkendt navn, jeg hellere vil købe i Meny (99, 5*). Begge tilbud gælder resten af 2020. 

Cava Codorniu "Clasico", brut... 45,-

Bedste KØB, ***** (5/5), Føtex med Føtex-APP, indtil torsdag 3. december
Bestemt ingen stor cava, men til prisen får du meget brus -og den tørre vil ikke skuffe til en meget sen aften eller tidlig morgen sidst i december! Fint brus med middel bobler, åben frugt, ret let og simpel, men med god syre, der giver sprød friskhed. Den søde Semiseco har jeg smagt 2 gange (2x for meget). 
       Familien sendte i 1871 en mand til Reims for at aflure, hvordan man lavede Champagne. De lokkede en franskmand med hjem, som i 1872 lavede 3000 flasker brusvin -og den første cava var født. Siden har huset (som i dag ejes af kapitalfond, men har familien med i ledelsen) ikke set sig tilbage -i dag laves 45 millioner flasker cava.  
De imponerende kældre (foto) har været historisk monument siden 1976, klassisk modernista stil, tegnet af Josep Puig i Cadafalch (1898). Der er også flot slot i fransk stil! 
      Du kan også få Trapiche Brut brus fra Argentina (40, 5*), godt køb, men noget tungere og mindre fin end Codorniu. 

Masi "Campo Fiorin", rød, hvid, rosé.. 59,-

**** (4/5), Føtex, indtil torsdag 29. oktober. En rimelig pris på vin med kendt navn -og som smager godt her og nu. Ikke det store sus, men vin med stor behagesyge! Masi er en god, men meget stor producent, som har æren af at være den første, der solgte den forkætrede (og ofte hadede) ripasso i 1964 under navnet "Campo Fiorin". "Ripasso" betyder, at den ret lyse lette vin om foråret blandes med de brugte drueskaller fra Amaronen -giver mere kraft og frugt til en lys, frisk rødvin. 
     Men vil hellere have Brolo Campofiorin (75 i Bilka).