Søg i 1200 opslag:

16/07/2023

Ugens vine: Klassisk Bordeaux og topkøb fra Italien og Spanien!

I denne uge er 16 vine udvalgt, 2 mere end sidste uge og pænt fordelt fra de vigtigste vinlande og priser fra 33 til 150 kr. Ugens bedste køb er 2020 Tours de Beaumont (69 i Coop), så kom ikke og sig, at Bordeaux er dyr! Frankrig er dog presset lidt af italienske Rocca Ventosa Abruzzo (37 v 6).  

5 vine fra Frankrig, 3 fra Italien, 2 fra Spanien, 1 tysker. Også 5 vine fra "Den ny Verden", heraf ret unikt 2 vine fra Californien og én hver fra Sydafrika, New Zealand og Chile (men ingen fra Australien, Argentina eller Østrig i denne uge). 

Til dig i party mode er der 2 vine med brus -en tør crémant (59 i Coop) og en sød Asti (45 i Rema1000), begge flotte til prisen.  

    Der er en del gengangere fra sidste uge -bl.a. ugens bedste køb, Tours de Beaumont 2020 fra Haut-Médoc i Bordeaux (69 kr i Coop. Smukt slot med 4 tårne tæt på stjernen Beychevelle, som det deler ejer med! 

    Der er også en rigtig god rosé fra Provence (55 i Rema1000) samt la Baume, rød merlot og hvid viognier fra Sydfrankrig (59 i Coop).

    I denne uge er der 3 vine fra Italien, med Rocca Ventosa rød/hvid/rosé (37 v 6 fl i Bilka) som rival til ugens bedste køb. En herlig rød Montepulciano d'Abruzzo samt ganske god rosé på samme fine drue samt en god Amarone (Farina, 149 i Coop). 

    Fra Spanien Gran Coronas cabernet (79 i Coop), en lillebror til den Gran Coronas, som i 1978 satte Spanien på verdenskortet. Samt Faustino I "75" Gran Reserva (99,95 i Meny). 

    Ugen byder ret unikt på hele 2 vine fra Californien, Apothic (59, Coop), som dog overgås af Zac Brown (99, rød/hvid, felre varianter), en Grammy-vindende popstjerne, der ved mere om vin end de fleste kendisser, da han har stået bag gryderne foruden mikrofonen. 

    I denne uge var der lidt over 100 tilbud fra de førende supermarkedskæder i Danmark, hvoraf 16 er valgt  Alle vine er tappet i vinlandet, så vidt vides, om andet ikke er nævnt. 

uge 29//2023

5 vinkøb under 50,-


Spier "A Million Trees" rød/hvid... v. 6 fl: 33,17

6 fl: 199Rød Pinotage, hvid chardonnay, Sydafrika (tappet i Danmark)
Bedste KØB + *** (3/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil torsdag 20.juli

Normalprisen (84,95) er "rabat-høj" (så der er plads til 50% rabat). Men 33 kr er faktisk for billigt, selvom vinen har mistet lidt ved tapning herhjemme. Den hvide er ganske uskadelig og ok med pæn frugt og vis friskhed, den røde på Sydafrikas "nationaldrue" pinotage (pinot noir x cinsault) er meget frugtig og ren i en middelfyldig, afrundet stil. Nydes kælderkold. 

Rocca Ventosa, Abruzzo, kr/fl v 6: 37,-

6 fl 222, rød og rosé Montepulciano, hvid Trebbiano, Italien

Bedste KØB + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 20.juli

En ung (2021) mørk, fyldig og afrundet rødvin, men med god friskhed i syren og god frugt -så meget sjovere at drikke end de floder af billig Rip'amarone og andre fra Puglia, der hærger supermarkederne. 
    Den lyserøde Cerasuolo er tør og frisk, med god frugt med lidt blomst og frugt (kirsebær?), mens den hvide er tør og ren, men kun lidt frugt.
      Rød og rosé laves på druen er montepulciano, som formentlig engang har tyvstjålet sit navn fra den smukke by Montepulciano (hvor druen prugnolo bruges). 
       Vinen laves længere mod syd i Abruzzo stik øst for Rom over mod Adriaterhavet. Tollo er et stort kooperativ, som dog ofte leverer gode vine. 

MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé... 39,- 

Chile, *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 20.juli 
Reserva er 1-2 trin op fra bunden, men meget langt fra toppen. "De Vine" er god til prisen, men ikke meget mere -når lejligheden byder dig, så køb Amaral eller "Day One" fra samme hus, som på tilbud ofte fås omkring 50.  
      Men til 39 er "De Vine" et topkøb. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, men jeg foretrækker næsten de hvide, som er sprøde og friske, også chardonnay og især sauvignon'en især fra det kølige San Antonio.
    Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. 

Noble House rød/hvid/rosé... 39,-

Riesling Trocken (tør) eller medium, rød Pinot Noir, rosé, Rheinhessen Tyskland 
*** (3/5), Netto, indtil fredag 21.juli 

Du kunne få den i Føtex og Bilka til noget lavere pris, men p.t. er Netto billigst. 
     En god tør riesling -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag -en favorit nu til denne meget tiltalende pris.  
      Den normal riesling er mindre tør, men en herlig aroma og sprød frisk syre under lille sødme. Begge vine er hentet i Rheinhessen som også den røde pinot noir, som er frugtig og tør, en enkel vin, men excellent køb. 

Moscato d'Asti "Marenca"... 45,- 

**** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 16-22.juli
Et rigtig godt køb i let mousserende vin med lav alkohol, overdådig frugt af fersken og søde bær, ganske sød smag, som dog balanceres af bruset. Vinen kommer fra udmærket kooperativ i Piemonte. 

7 vinkøb 50-70,-


Undivided Pinot Noir eller Chardonnay.... 50,- 

**** (4/5)365Discount, indtil onsdag 19.juli

Sydfransk udgave af Bourgognes 2 druer: Chardonnay er pæn og nydelig Bourgogne-kopi i en kølig udgave, totalt træfrit, som jeg kan lide den, diskret aroma, middel fylde, pæn syre i eftersmag. Druerne kommer fra Oc, dvs. Languedoc-Roussillon, og den kølige del af dette område er Limoux og omegn, så druerne er nok herfra -og det samme gælder nok for druerne til rødvinen:
      Rødvinen smager af sort pinot. Farven er middel -som al Bourgogne- duften er ren hindbær med lidt solkrydderi (men slet ikke som i f.eks. Oregon eller California!), smagen er ret let, men ved iltning bliver den længere. Nydes kælderkold -en meget drikkelig vin!

Castel des Maures, Provence... 55,- 

**** (4/5), Rema1000, søndag-lørdag 16-22.juli
Der er kvalitet i denne rosé fra det skønne Provence: Vinen laves af lige dele grenache og cinsault og har en smuk farve og en fin aroma med lidt jordbær og andre søde bær, balanceret af en fin syre. Meget indtagende og god! Og mere anvendelig end pinkies set på de sære parfumeflasker. 

Foto: Slottet hedder egentlig Pascalette og er nok så kendt for at leje smukke ferieboliger ud som for denne fine vin! Slottet ligger nær Middelhavet sådan cirka halvvejs mellem Nice og Marseille. 

Apothic Dark eller Winemaker's Blend .... 59,-

**** (4/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20.juli

California. Kun smagt Dark, som vil tiltale RipAmarone-fans med sin sødmefulde duft og kødfulde smag. Apothic laves af Gallo, USAs største vinfirma, og har navn efter apotek! 
    Vinene er blends, Winemaker's er baseret på zinfandel, cabernet og syrah, mens Dark har de samme druer + teroldego og petite sirah. Vinene kommer formentlig fra det varme Central Valley omkring Modesto, som mest leverer konsumvine. 

La Baume rød merlot, hvid viognier... 59,- 

**** (4/5), , Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20.juli

Glimrende landvine fra Sydfrankrig.
 Den hvide har god del af den rette rige viognier aroma, god friskhed og sprød tørhed. Den røde merlot er nydelig uden at sprælle for meget, åben næse med lidt hindbær, afrundet med solid fylde, lidt dybde, drikbar nu
      Vingården var en forpost for australske Hardy's, som havde planlagt en lille invasion af vinens moderland. Det fes lidt ud, men en masse australske vinmagere kom gennem Baume til andre vingårde, både i Frankrig og Spanien!  
      Men både rød og hvid laves i en flot kommerciel stil, hvid med kold skindkontakt før gæring + lagring sur lie, mens den røde får kold udblødning før gæring, ingen eg. Vinene forener det blide i Californien og Australien med den rene frugt, som du sjældent ser i oversøisk vin i denne prisklasse. Og så er flasken flot! 

Lestissac, Crémant de Bordeaux... 59,- 

brut/demisec, *** (3/5), Superbrugsen, Kvickly, indtil torsdag 20.juli

Nu har Coop både Dulong -ex-Irma- og Lestissac, som begge kommer fra samme hypermoderne kælder i Bordeaux, som leverer bl.a. Calvet og Alexis Lichine til Salling. 
    En nydelig crémant til en rigtig god pris, hvor semillon og sorte merlot får brus på Champagne-metoden. Svært at klage over til 59! Brut er bedst. 

 

Crossings  sauvignon blanc, kr/fl v 2: 59,50

2 fl: 119, Awatere Marlborough, New Zealand (tappet i Europa)

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20.juli 

Endnu en Irma-vin (men nok identisk med den normale Yealand's i Brugsen + BabyDoll (hos anden importør og markant højere pris). 4 af 5 flasker vin fra New Zealand kommer fra blot 2-3 huse, som sælger under utal af navne til danske kæder. Derfor er Yealand's et godt valg, da huset har et meget stort domæne i det kølige Awatere, et godt område i Marlborough tæt på havet. 
Flot, tør, ren rig aroma, sprød og frisk trods 13,5% alkohol, der slet ikke smages. God f.eks. til skaldyr eller en salat. 
     Vinene laves af Nathalie Christensen, oldebarn efter dansk indvandrer, der fulgte grundlovsfaderen biskop Monrad til New Zealand efter nederlaget ved Dybbøl 1864. Monrad tog hurtigt hjem for at blive biskop, mens Nathalie's oldefar blev til gavn for os, der holder af vin. 

Tours de Beaumont, Haut-Médoc... 69,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20.juli
Et superkøb i topåret 2020. En gammel Irma vin til ekstremt lav pris i Brugsen. For mig er 2020 den bedste årgang for slottet jeg har smagt. En tidlig høst (14/9) med perfekt modne druer. 
Har nu fået købt et par flasker. Vinen åbner sig smukt i glasset med lidt luft -ganske intens aroma af urt og frugt, stadig lukket, men med gode takter. Ganske fyldig, fast, men med bløde tanniner -ok madvin nu, men nok bedre om 2-4 år. En moderne brugervenlig Médoc! 
    Det store Beaumont (113 hektar vin) ligger lige syd for dyre St.Julien, med det legendariske Beychevelle, 4.Cru i St.Julien, som har samme ejer som Beaumont,  Castel og japanske Suntory (japansk whisky).
    Vinen laves af omtrent lige dele cabernet og merlot med en kortere lagring i små egefade. 


4 vinkøb 70-100 kr

Gran Coronas cabernet-sauvignon... 79,-

Årgang kan variere, Reserva, Penedès, Spanien

***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 20.juli

Ugens enlige spanske vin er mørk, fyldig, pænt lang, blød smag med masser af frugt, lidt urt og krydderi- perfekt til kraftige retter som lammeryg og Stroganoff. 
    James Suckling gav 91p/100 til 2018, som fik 90p af Falstaff. En rund cabernet-sauvignon + lidt tempranillo med lang maceration og et år i små egefade. 
Den oprindelige 1970 Gran Coronas vandt  Gault-Millau's vinøse Olympiade i 1978. Eksperten Christian Millau meldte afbud til den oprindelige Paris smagning i 1976 og lod derfor sit magasin Gault-Millau lave en ny smagning, hvor han mente, de franske vine ville vinde. Det gjorde de -men dog table Latour 1970 til Gran Coronas cabernet 1970.  I dag er Latour dog nogle klasser over Gran Coronas.

Z  Alexander Brown "Uncaged" rød/hvid... 99,- 

rød cabernet, red blend eller pinot noir, hvid chardonnay, California
**** (4/5), Superbrugsen & Kvickly, indtil torsdag 20.juli

Den 44-årige Grammystjerne  Zac Brown forener rock og country. Han har spillet med Eagles, Doobie Brothers, Foo Fighters, John Fogerty, Dave Matthews og Gregg Allman, men er nok så kendt med sit eget band og 14 singler på hitlisterne. 

    Modsat mange andre pop multillionærer har sydstatsstjernen en baggrund med mad og vin! Som 26-årig åbnede han Zac's place, fordi han var sur over den elendige mad, han fik som omrejsende musiker og har siden investeret i andre restauranter -samt et vinfirma.

    De røde er bedst, stilren, klassisk frugtig cabernet + Red Blend (zinfandel, syrah og petite sirah) fra North Coast med solid krydret frugt med pæne nuancer, stor fylde og en ren, ikke for krydret eftersmag. Begge har fået 90p/WineEnthusiast i 2020. 
    Jeg har ikke ofret penge på pinot noir, hvor California ofte har et problem med at tøjle frugt og styrke. Men giv den en chance -prisen er meget rimelig for Californien. Et blend fra Monterey, Sonoma og Napa! 
    Den hvide chardonnay er ok i en kommerciel, ganske fyldig stil, dog med pæn syre under fedmen -ikke min stil, men mere end ok (smagt 2 gange). 

Faustino I, Rioja Gran Reserva "75"... 99,95 

Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 20.juli .
Denne 2011 ser anderledes ud (og pænere), end den normale Faustino I, men er nok samme vin, tappet i anledning af Julio Faustino Martinez ' 75 års fødselsdag. I Spanien har jeg set den i både restaurant (225 kr) og supermarked (Corte Inglès, 150 kr) samt i spansk webshop til samme pris. 
      Murrieta Reserva, fås til omtrent samme pris i Spanien, men den koster 250 herhjemme (og 300 hos Laudrup, men det må vist være toppen!). Tempranillo + små mængde andre, 25 måneder i mix af fransk og amerikansk eg + nogle år på flaske. 
      Dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 12 år
   

1 vinkøb over 100 kr


Farina Amarone... 149,-

2017, ***** (5/5)Superbrugsen´og Kvickly, indtil torsdag 20.juli

Har kun smagt denne vin fra mindre familiehus en gang eller to. En klassisk Amarone i den lidt tørrere stil, som dog virker fløjlsagtig magtfuld (15%) og ganske lækker med mindre sødme end mange (6 g/l). Selv en Amarone-basher som mig giver den et nik. 2017 har fået 95p/100 af IWSC, som ikke er specielt gavmilde.  

15/07/2023

Når celebrity rosé koster det samme som top-Rioja!

Når en klassisk stor Rioja med 12 år bag sig sælges til lige så meget som en kendis rosé, så ved du, at der kan tjenes mange penge på rosé! 

I denne uge har jeg uden problemer presset Meny ind sammen med både Føtex og Bilka -som før krævede hver mindst et opslag! 

    Meny er først, for de har flest tilbud -bl.a. Jon Bon Jovi's blidt gyngende rosé, Hampton Water (99,95). Faustino I leverer en klassisk 12-årig Rioja, som sælges til samme pris (99,95), men formentlig koster 4-5 gange så meget at lave. Du må betale nok for Jon Bon Jovi navnet! 

    Og så er der igen tilbud på August Kesseler's fornemme Sandgrub (99,95), en tør, klassisk riesling med virkelig finesse -så anderledes end Nugan's rustikke Durif (79,95), som også kunne være solgt som petite sirah, ej at forveksle med syrah (med Y). 

    Bilka har fortsat tilbud med den italienske Rocca Ventosa (37 v 6), som er en klassisk madvin, en sympatisk bondevin, mens Føtex også fortsætter med Montgras (39). Begge er rigtig gode køb. 

Bedste KØB: Faustino I, Rioja Gran Reserva "75" - Rocca Ventosa Abruzzo rød/hvid/rosé 

Godt KØB: Kesseler Riesling Sandgrub - Nugan Durif, Riverina "Single Vineyard" - Offley 10 år Port - MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé - Beefeater 40% Dry Gin 

Faustino I, Rioja Gran Reserva "75"... 99,95 

Bedste KØB + ***** (5/5)Meny, indtil torsdag 20.juli .

Vinen ser anderledes (og måske pænere?) ud, men er nok identisk med den normale Faustino I. Tappet i anledning af Julio Faustino Martinez ' 75 års fødselsdag. 
Altid topkøb til 100. I Spanien har jeg set den i både restaurant (225 kr) og supermarked (Corte Inglès, 150 kr) samt i spansk webbutik til samme pris. 
      Vinen er i Spanien dyrere end f.eks. Murrieta Reserva, som herhjemme typisk koster 250 i supermarked. For mig er Murrieta er en finere Rioja, men åbenbart bedre køb i Spanien end herhjemme! 
      Dyb farve med modne nuancer, en indbydende duft med god dybde og markant krydderi med alder, ganske fyldig og lang med god modenhed, som man kan forvente efter 12 år
      Vinen er lavet af tempranillo + små mængder graciano og mazuelo og lagret 11 måneder i fransk eg og 14 i amerikansk eg før tapning og siden et par år på flaske. 

Hampton Water Rosé... 99,95 

**** (4/5)Meny, indtil torsdag 20.juli .

Der er et eller andet med kendis og rosé. I mine unge dage skulle det være Champagne, men i dag er det rosé -faktisk tæt på, at man ikke er en celebrity uden sin egen rosé! 

    Nu er det så amerikanske Jon Bon Jovi og søn Jesse, der sælger "pink juice" også kendt som Hampton Water! Den er iøvrigt god i 2021 som har fået 87p/Spectator, mindre end 4 forgængeres 90p). 
    Bon Jovi har som Minogue ikke købt en vingård, men overladt arbejdet til franske Gérard Bertrand, der står bag Côte des Roses, som har været solgt til 60 kr. Den er sikkert lige så god! 

    Først var det Angelina Jolie og Brad Pitt, der lavede rosé -iøvrigt fra eget slot i Provence. Andre fulgte efter, men de fleste var så fornuftige at overlade arbejdet til andre, så de ikke stod med et slot at skændes om, hvis de som Angelina og Brad går hver til sit! 
    Her er en liste over andre kendis rosé vine: 
Brad Pitt, Angelina Jolie (skuespillere), Jon Bon Jovi (rock), John Malkovich (skuespillet), Sting &Trudie Styler (rock), Sarah Jessica Parker (skuespiller), Post Malone (rap), John Legend (pop), Drew Barrimore (skuespillet),  -og nu også Kylie Minogue (pop). Zac Brown (musik) har også en rosé, men den fås vistnok ikke i Danmark. 

      I dag kan jeg næsten få ondt af enhver pinkie, som ikke har: 
1. Et celebrity navn eller
2. Udstyr fra en smart og dyr designer

Rosé er i dag ofte næsten lige så meget design og udstyr som indhold -og kan derfor have behov for et celebrity navn for at sælge.

August Kesseler Riesling Sandgrub... 99,95

2022 "Erste Lage", godt KØB +  ***** (5/5), Meny, indtil torsdag 20.juli

Denne tørre hvide kaldes 1.Cru. Men "Erste Lagen" lavere end "Grosse Lagen" i hierarkiet af Tysklands bedste vinbjerge, men stadig god. Har kun smagt ældre år af Sandgrub fra højt liggende vinstokke i Kiedrich, en rig, koncentreret tør hvid med meget lang smag. Det er barnemord, men vinen smager er overlegen i duft og smag -og er endog bedre den følgende aften sammen med nogle asparges. 2022 er ok nu, men nok bedre om 3-4 år.

      Kesseler er et af de fine domæner i Rheingau  (4*/5 i Gault-Millau), for mange toppen af tysk riesling. Ligger i den maleriske lille by Assmannshäusen, (foto viser svævebanen og vinbjerget Höllenberg). For 100 år siden ejede vingården blot 2,5 hektar, men siden begyndte vingården at vokse, og unde August dækker vingården i dag 33 hektar fra Lorch i vest til Kiedrich og Erbach i øst. 

     Vingården er medlem af VDP, en gruppe af Tysklands bedste vingårde, hvis flasker prydes af en vinøs ørn på kapslen. 

Nugan Durif, Riverina "Single Vineyard"... 79,95

Godt KØB + **** (4/5)Meny, indtil torsdag 20.juli
2019. Druen durif kaldes i Californien oftest petite sirah og giver ganske gode vine Over There. Druen er en fransk krydsning af syrah med peloursin, bygget til varmt klima. I Australien blev den før brugt til Portvinstyper. 
    Har ikke smagt Nugan, men den kommer fra det hede Riverina -vent en stærk, rustik vin med markant, men rund tannin og noget krydret bouquet. 

Prosecco "Signore Guiseppe" hvid/rosé... 59,95 

*** (3/5)Meny, indtil torsdag 20.juli

Kender ikke denne spumante, som Meny køber hos giganten GCF -i Alsace (!?). Måske har dette hus købt en kælder ved Treviso, men det virker sært. Meny har iøvrigt rigtig mange prosecco'er, så hvorfor endnu en? Prosecco er meget enkelt brus, men appetittelig, når den er ung. Så check tappedato. Ikke smagt.  

Meny tilbyder også Barbera d'Alba "SanSilvestro" (59,95, 4*). En ganske god barbera med god frugt og rund fylde. 


Rocca Ventosa, Abruzzo, kr/fl v 6: 37,-

6 fl 222, rød og rosé Montepulciano, hvid Trebbiano, Italien

Bedste KØB + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 20.juli

En ung (2021) mørk, fyldig og afrundet rødvin, men med god friskhed i syren og god frugt -så meget sjovere at drikke
 end de floder af billig Rip'amarone og andre fra Puglia, der hærger supermarkederne. 
    Den lyserøde Cerasuolo er tør og frisk, med god frugt med lidt blomst og frugt (kirsebær?), mens den hvide er tør og ren, men kun lidt frugt.
      Rød og rosé laves på druen er montepulciano, som formentlig engang har tyvstjålet sit navn fra den smukke by Montepulciano (hvor druen prugnolo bruges). 
       Vinen laves længere mod syd i Abruzzo stik øst for Rom over mod Adriaterhavet. Tollo er et stort kooperativ, som dog ofte leverer gode vine. 

Catena malbec eller chardonnay... 99,- 

**** (4/5) Bilka, indtil torsdag 20.juli

High Mountain vinene var godt køb til 79, men ikke 99. For mig ikke bedre end Trapiche Pure (som du kan få til 40-50) eller Medalla (ofte til 69). Og jeg har slet ikke nævnt Montgras' fine vine, som også fås til lavere priser. Vinene er en klasse over Alamos (selv i nye årgange). Check årgang på rød og hvid -har set aldrende malbec fra 2013 og 15! Disse vine er bedst inden for 5 år (rød) og 2-3 år (hvid). 

Offley 10 årig tawny Port... 99,- 

Godt KØB + **** (4/5) Bilka, indtil torsdag 20.juli

Bør vel egentlig være bedste køb, men har ikke smagt den i adskillige år. Vent en vin med lidt nød og frugt i næsen, sød, men med tannin bagved og lidt syre også -en god vin til en dessert med bær, frugter og chokolade. 
    Offley er et af mine favorithuse, ikke så meget pga vinene, men historien, bare baron James Forrester, der førte huset til tops, var en af de originale og visionære vinfolk i Douro. Huset deler i dag ejer med Sandeman og Ferreira, dvs. Sogrape (Mateus). 

MontGras "De Vine" rød/hvid/rosé... 39,- 

Chile, godt KØB + *** (3/5), Føtex, indtil torsdag 20.juli 
"De Vine" er god til prisen, men ikke meget mere -når lejligheden byder dig, så køb Amaral eller "Day One" fra samme hus, som på tilbud ofte fås omkring 50.  
      Men til 39 er "De Vine" et topkøb. Trods teksten på web er kun lille del lagret i eg (kun 10% af pinot'en!). Cabernet fra det lune Maipo, Colchagua og naboer er god, men jeg foretrækker næsten de hvide, som er sprøde og friske, også chardonnay og især sauvignon'en især fra det kølige San Antonio.
    Etiketten viser et vinblad og vil muligvis vise, at vinen kommer fra vinplanter. 

Beefeater 40% Dry Gin... 99,-

Godt KØB + *** (3/5), Bilka, indtil torsdag 20.juli

En gin skal holde minimum 40% alkohol -som Beefeater- og ikke de normale 37,5%  (Gordon's og andre). 
      Den er alt andet lige vaskeægte ginhistorie og et af de få mærker, som stadig destilleres i London (både Gordon og Tanqueray kommer trods London-navnet fra Skotland). Og Beefeater af blot 9 botanicals er den mest præmierede gin, som de sidste 5 år har fået mere end 40 præmier (og det er de gængse udgaver inkl. denne).