Søg i 1400 opslag:

03/06/2020

God New Zealand er bedste køb fra MegaVin

Der er MegaVin ved første klik igen! Men denne gang er avisen kun på 12 sider med en blandet omgang rester fra forskellige importører, der sælges til generelt lave priser. 

Det hele domineres af Kaimira fra New Zealand, der har lidt mere klasse end Selaks og andre, som dominerer lavprisvin fra NZ. Men der er også god italiensk vin, flot Chile og god rosé og rød fra Spanien. Men læs selv... 


Så er MegaVin ude med endnu en avis. Indholdet er som altid en blanding af gamle kendinge fra Coop (MegaVin er Kvickly i Odder) og restpartier opkøbt fra de store importører, ikke mindst Amka og Taster.

Stjerne vildledning: Ved ALLE vinene er der 5 stjerner (*****) også vine, som har fået 3,7 (af 5) i Vivino (iøvrigt et medie, som jeg ikke har så meget tillid til. Dog er der bl.a. Black Rosé, som har fået 4* af Nana Vad (som er Coops indkøber) og 5* i Vinavisen. Ved denne vin er der anført 6*, ******. Lidt vildledende, for at sige del mildt!
      Vinene er typisk supermarkedsvin og få af dem ukendte for mig. Men af og til må selv jeg give op, og så tør jeg ikke anbefale vinene, desværre.
      Ofte vine med et par år på bagen. Det kan være ok med de røde, men med de hvide og ikke mindst rosé skal du være mere end almindelig forsigtig, da du ikke har flasken foran dig. Som altid skal du ikke stole for meget på normalprisen, som altid vil være skyhøj.

Bedste vin: Zardoz, Pepe Yllera Ribera del Duero, Soto-Manique "Naranjas Azules" rosé
Bedste køb: Kaimira-vine (især pinot noir, Hui Whero blend pinot blanc og chardonnay), Naranjas Azules rosé, Famiglia Blend 22, Aberlout 12 år.
      Alle priser ved 6 fl. af hver vin (tillæg 5 kr for at blande kassen). Vinene kan leveres (49 ved små ordrer, 19 ved over 500, fri fragt ved over 1000 kr). Tilbud indtil 7. juni

Kaimira vine fra New Zealand er bedste køb

Kaimira ligger i det smukke Nelson på nordspidsen af New Zealand's sydø (groft sagt til venstre for Marlborough). Det er meget mindre og mindre kendt, men vinene er lige så gode. Vingården er økologisk siden 2013 og alle vinene er fra Brightwater regionen og fra vingårdens egne 26 hektar vin. Vingården er solgt, så MegaVIn har opkøbt 40.000 flasker.
     MegaVin har købt 40.000 flasker fra vingården Kaimira i New Zealand. Vinene sælges til 49,95-59,95 pr flaske (v. 6) og er generelt rigtig gode køb. Har ikke smagt vinene, men kender vingården og Nelson. Vinstokkene er unge, så undgå for gamle vine, selvom en riesling sagtens kan gemmes 5-6 år.

Kaimira, hvidvine "Estate" ... 49,95/59,95

øko (v.6) Bedste køb***** (5/5), MegaVin. Jeg har helt tillig til pinot blanc og nok også chardonnay, som er hhv. 2016 og 2015/16 -alle vinene er med skruelåg, så de kan holde. Jeg vil nok også vove riesling (to typer, 2016 "Iti" er let sødlig og nok bedste bud) og pinot gris 2014. Men har ikke så stor tillid til viognier (2014).

Kaimira, syrah eller blend, estate ... 49,95

øko (v.6),Bedste køb, , ***** (5/5), MegaVin. Nelson er ret køligt område, men har sit eget mesoklima -og vender mod Australien, så røde druer modner fint. Jeg har nok mest tillid til Hui Whero, som er yngst (2016) og lavet af blend af diverse Bordeaux druer + syrah og pinot. Sært, men den har fået pæne ratings. Syrah 2012 er lidt mere tvivlsom. 

Pepe Yllera, Ribera del Duero... 59,95 

(v.6) 2017, ***** (5/5). En rigtig god spansk vin fra Yllera, en stor bodega i Rueda med ambitioner om at lave bedre Ribera. De har hyret Jean-Claude Berrouet (fra J.P. Moueix og dermed Pétrus) som konsulent, og vinene eer rigtig gode -dog stadig bedst i de yngre "roble" udgaver, som denne, der har fået 6 måneder i eg. En saftig kraftig sag med frugt og kraft. God til en grillbøf, serveret kælderkold.
      Jeg har mere tillid til denne end til Legón Premium 2015, Ribera del Duero (99,95, 4*).

Indómita "Zardoz", cabernet eller pinot noir... 69,95

(v.6), Chile, Bedste køb og bedste vin***** (5/5), MegaVin. Den bedste vin fra et af de større huse i Chile, hvis vine sælges under flere etiketter af Coop (Art Nostros i Irma, Gran Reserva i Fakta osv).
Men vine, der i reglen koster pænt over 100 kr og har ambitioner om at matche de bedste vine fra Concha y Toro og Santa Rita, som er endnu dyrere.
       Så dette er rigtig gode køb. Ikke smagt pinot noir 2017 fra Bío Bío langt mod syd i Chile, men den er nok
 ret lys og måske lidt for eget og tung. Men cabernet 2016 er rigtig flot.
Foto: selveste Rihanna på besøg hos Indómita. Jeg ved ikke om hun er vild med netop de vine? Gode er de, men hendes besøg harmåske også noget at gøre med, at huset sælger en masse vin -lagerkapacitet til 36 millioner flasker! Huset er ganske nyt (2006) og ejes af giganten Bethia.

Sommos "Colección"... 99,95

2017 Somontano, **** (4/5). Vinen er en tand bedre end crianza (som Aldi har solgt til 49,95), men mindre god end Premium, som MegaVin solgte til 99 sidste år. Derfor kun 4*, selvom vinen nok kan fortjene 5*.Denne store (355 ha) ligger i Somontano ("Sous la Montagne" på fransk, vi er tæt på Pyrenæerne), som Megavin mener er en af Verdens 10 flotteste vingårde. Den skiller sig i hvert fald ud! Se foto. 


Chablis 2018, Levert Frères... 69,95

(v. 6) Undgå den. Den kan være ok, men det er svært at kontrollere oprindelse på vin med så populært navn som Chablis. Især når den er tappet 500 km fra vinmarken af totalt ukendt hus. Det er ikke holdbart for så kendt et navn som Chablis. Levert er et mærke fra firmaet Picard.

Soto-Manique "Naranjas Azules" rosé... 59,95

Bedste køb, 2018, ***** (5/5), MegaVin. Så langt den mest spændende af rosé vinene kommer fra druen garnacha lavet af ægteparret Soto. De lavede først denne rosé i Rueda (berømt for hvid), men er nu rykket til Gredos, hvor der en masse gammel garnacha druer. For mange måske Spaniens bedste rosé -i stil med Tavel fra Frankrig eller en god Provence. Tør, aromatisk. Men ville hellere have 2019 end '18. Men prisen er god! Og navnet: "Blå appelsiner"!

Peter Vinding-Diers -vælger vinene 

Peter Vinding-Diers er den gamle mester blandt danske vinmagere, onkel til Peter Sisseck, men selv med en lang, glorværdig karriere som vinmager i det meste af Verden. Han var pioner for bl.a. nye gærtyper, som har revolutioneret vinindustrien. Han bor i dag på lille vingård på Sicilien, hvor han laver nogle glimrende vine, desværre i små mængder. Han er desuden rådgiver for kooperativet SetteSoli.
      De fleste vine, vi ser fra hans hånd, leveres af firmaet Angelo Rocca, som har hyret Peter som konsulent. De mødes et par gange om året -bl.a. med Amka's Karsten Søndergaard- hvor de vælger vine ud.
      Angelo Rocca bor i industrikvarter i udkanten af Milano og er et ambitiøst, hurtigt voksende firma ejet af familien Rocca. Huset har en vingård tæt på Barolo og en anden i Puglia (hvor familien stammer fra), men de dækker slet ikke de mængder, der sælges, så det meste købes ind fra hele Italien. Firmaet leverer vine til rigtig mange, bl.a. AMKA, der sælger videre til bl.a. Coop, Rema1000 (Dezzani) og andre. MegaVin tilbyder bl.a. følgende vine, der er signeret Peter Vinding-Diers og Angelo Rocca:

La Famiglia 2017 "Blend 22", Sicilia... 66,66 

Bedste køb,  ***** (5/5), MegaVin. En rigtig flot vin, som trods grosted på Sicilien er lavet på cabernet, syrah og merlot fra Sicilien. Tappet af Rocca, udvalgt af Rocca, Peter Vinding-Diers og Amka. Der er også en snert eg. Men en rigtig flot vin i en kommerciel, men bestemt ikke ligegyldig stil -der er lidt fasthed og struktur over vinen. Flot vin til prisen. 

(Grande Alberone Zinfandel -samme pris. Hmm, lyder suspekt som en kraftbasse. Den har fået 96p af Maroni, som formentlig er gået over til en 200 p skala). Tror ikke, Peter Vinding er inde over denne vin?

Dezzani 2014 "Miliasso", Toscana (v.6: 48).  Den fik 87p af Houlberg -men det er over 3 år siden. Ej smagt, men ville ikke købe den trods de pæne ord. 6 år er ganske meget for denne type vin.
Pippo Nero d'Avola 2017, Sicilia (v.6: 39,95, 5*). Sikkert en drikbar og god vin.

Château de Potiron, Côtes de Bordeaux.... 79,95

2014  Cuvée Excellence, ***** (5/5), Megavin. Tidligere bedømt i 2010 (til samme pris i Kvickly), som var rigtig flot. 2014 er nok lidt lettere, men stadig en god klassisk Bordeaux. Formentlig middel fylde, god duft, stadig lidt bid, så giv den et år eller tre.  Jeg ved ikke, om du skal lægge for meget i "Excellence" -den eneste vin, der nævnes på slottets web, er "Exceptionelle", så den er måske bedre?
      Slottet blev købt af den danske familie Schmidt i 2001. Jeg husker et besøg midt i 00erne, hvor jeg smagte vinene første gang. Kunne faktisk godt lide vinene fra Potiron -men Bordeaux var  meget ude i de år, og etiketterne hjalp heller ikke (de er pænere i dag!). Men jeg bruger stadig den lille kølebox, prøverne var i -så jeg har en vis svaghed for vinen, som dog fortjener al mulig ros. 

En anden god fransk vin er Domaine Lafage "St Genis de Tanyères"2015 (89, 5*). Ej smagt, men vingården er god. 2015 er ikke helt ung, men jeg har tillid til den. 


Aberlour "12 år" Single Malt ... 199,- 

Bedste køb, ***** (5 af 5), Megavin (v. 1 fl).  
Denne glimrende Speyside er "Double Cask Matured", dvs. lagret i både Bourbon fade (normalt i Skotland) og Sherry-fade, ialt et minimum af 12 år. En middelfyldig blid Malt med herlig bouquet, ganske raffineret og indbydende stil. 
      En rigtig god whisky til begyndere og erfarne. Den samme whisky koster iøvrigt 290 kr i Bordershop og 549 i Bilka!  

      Og jeg foretrækker den så langt for de andre Mega-alkoholer. Davidsen XO rom koster 250, men kan ligne blend fra romfabrikken i Holland, dvs. god kvalitet, men lidt for dyr -så hellere Don Papa rom fra Philippinerne -har du smagt rom herfra før? (7 år, 249). Old Pulteney 12 år er også god (250), men Aberlour er stadig bedre køb. 

01/06/2020

Spier og andet godt i Brugsen

Spier er en stor vingård i Sydafrika, som ligger i det fine Stellenbosch, en universitetsby tæt på Cape Town. Vingården har over 300 år bag sig og oser af historie (og så gør de også en del for landets sorte flertal). Jeg har smagt vinene mange gange og kan ikke rigtig blive begejstret -men må indrømme, at når vinene fås under 50 kr, kan jeg godt finde på at købe et par flasker. 


Men ellers foretrækker jeg så afgjort en Coronas (eller Gran Coronas) i rød og en sprød, tør grüner veltliner fra Østrig. Det er vine med mere karakter og stil. 

Bedste køb: Spier Vintage Collection (især rød og hvid chardonnay-blend), Lenz Moser grüner veltliner, Ibis barbera d'Asti. 
Bedste vin: Gran Coronas cabernet sauvignon. 

Spier "Vintage Collection", rød/hvid/rosé... v. 6 fl: 46,50

6 fl: 279, Bedste køb. Rød cabernet-blend, rød GSM (grenache, shiraz, mourvèdre), hvid riesling, hvid chardonnay-chenin-viognier, rosé, tappet i Danmark
***** (5/5), SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 4. juni, 
Normalprisen (99,95) er helt hen i vejret, men den pris er nok også kun gyldig, når der næsten intet sælges! Og til 46 kr er vine gode køb, især de røde. Vinene er meget kommercielle med masser af fylde og sød frugt i duft og smag -ingen mærkbar eg og en afrundet blød smag. Cabernet er ganske overbevisende, ren frugt og fylde, GSM er mere krydderi (men ikke for meget), ret let i smag trods 14,5% alkohol. Poleret! Jeg foretrækker det hvide chardonnay blend for riesling, men begge er ok. Den lyserøde siger mig ikke noget. 

Spier "P.S: grand reserve" red 69,-

**** (4/5), SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 4. juni. Blend af  shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage skal have 12 måneder i eg og være en klasse over "Vintage Collection". Jeg har dog aldrig fundet disse vine meget bedre. Den begavede Rydberg giver den **** i Ekstrabladet med ordene: "Mørke krydrede noter i duften. Meget frugtig i smagen med skovbær, violer og krydderier. Pæn koncentration og intensitet i smagen. Krydret afslutning." Men egentlig rigtig god til 69, men ikke topkøb. 

Stellenbosch -i reglen tappet i Danmark

Foto: Spier er en stor, gammel (1692) vingård i Stellenbosch, et af de førende vinområder i Sydafrika (og en meget charmerende og smuk by med flot universitet). 
      Firmaet har siden 1993 været ejet af familien Enthoven, som har mangedoblet firmaets salg. Vingården ledes med stort talent af Frans G. Smit (som lægger navn til topvinene, som er flotte!) og har et stort gods (170 hektar), som leverer topvinene. 
      Disse er næsten alle "Wine of Origin Stellenbosch". De andre vine har nok ordet Stellenbosch prominent på etiketten, men vinene kommer fra det store "Western Cape", som går hele vejen fra Cape Town op til den varme Olifants River dal. Lidt misvisende, synes jeg! 
      Firmaets suverænt største kunde er Coop, som formentlig sælger mere vin end huset sælger i Sydafrika. Husets web er også på dansk!
      De fleste vine er tappet i Danmark (en del i baginbox af Globus) og starter med den ok, men kedelige 

Savanharød/hvid/rosé, 35 kr, (4*, Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 4. juni) som ikke gør en kat fortræd. 
      Salget i kælderbutikken på Spier (som også har hotel og restaurant mv) starter med Signature vinene (en tand over Vintage Selection). Priserne dernede er ret høje, så faktisk kan du få flere fine vin til samme pris i Danmark, f.eks. et par af topvinene, som faktisk kommer fra Stellenbosch: 
"21 Gables" cabernet (tappet i Sydafrika, 149 kr, som er 4* køb. First Stone (tappet i Sydafrika, 149 kr, som er 4* køb) er egentlig et økologisk merlot-blend, men ikke bedre end 21 gables, men blødere. Begge er meget vellavede vine, som vil tiltale enhver. Men igen... Måske LIDT for kommercielle i stil! 


Barbera d'Asti "Ibis"... 45,-

Med Coop-medlemskort, ***** (5/5), SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 4. juni  
Ikke en vin, du kan finde på Sarotto's web, dvs. vinen købes ind udefra. Ej smagt, men nok rimeligt god -har da fået guldmedalje i Barlin. Frugtig og kraftig, men lidt for rund til at være barbera classic, dvs. med meget frugtsyre
Fås også som hvid (Cortese, men bordvin, smagt sidste år, neutral, men ren og frisk) og rosé (ej smagt) 
      Vinene er formentlig identisk med Sarotto-vinene i Irma, Berbera i rød og Challis i hvid og rosé (som koster op mod 100, når den ikke er på tilbud), så du kan lige så godt købe dem i Superbrugsen! 
Men giv hellere 5 kr mere og få: 

Grüner Veltliner "Lenz Moser"... 59,- 

Østrig, 2018, **** (4/5), SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 4. juni, normalt: 89,95.  Frisk og let vin med rig aroma og stor friskhed -ikke veltliner i top, men meget god til prisen.
Lenz Moser (1905-78) revolutionerede vindyrkningen, da han fandt på at lade planterne vokse højt og med længere mellem hver plante. Det betød mindre skade ved frost, mindre arbejde og godt udbytte, selvom der var færre vinstokke pr hektar. Hans metoder ses i dag over hele verden.
     Hans vingård (foto) har siden 1986 tilhørt VOG, der har gjort firmaet til det største i Østrig. Vinene er dog stadig glimrende, selvom puritanere nok vil foretrække dem fra naboen Sepp Moser (søn af Lenz).

      Chablis Moillard (89 indtil toersdag). Jeg giver den 3* uden at have smagt den. Den er måske 4*, men foretrækker så afgjort østrigeren herover,. 

Torres Gran Coronas cabernet-sauvignon... 79,-

2015/16 Reserva, Penedès  ***** (5/5) SuperbrugsenKvickly, indtil torsdag 4. juni
Rigtig mange har sagt farvel til corona virussen, men Coronas er her stadig, og den er da god nok. Men Gran Coronas er lige et par klasser bedre!  Vinen ligner Gran Coronas fra 1970 af udseende. Denne vin vakte i 1978 genlyd i hele Verden ved at vinde en smagning foran Latour! 
      Denne særlige Gran bærer i dag navnet Mas La Plana og er såmænd så god som nogensinde, men ikke af Latour-klasse (men prisen er også lavere, godt 400)! Gran Coronas i dag er modsat de fleste fra Torres fra "Penedès", så den kommer fra egnen omkring Mas la Plana! Og den er faktisk ikke så langt bagefter -mørk, fyldig og blød med masser af frugt og krydderi- perfekt til en krydret bøf. Vinen har fået et år i små egefade og et år eller to på flaske. Til denne pris et rigtigt godt køb -den får 5 stjerner- forskellen til Bordeaux'erne øverst er stor. På langt sigt kan den slet ikke måle sig med dem, men her og nu er den langt bedre! 

Du kan også få crémant d'Alsace fra Laugel (69, 4*, rosé eler hvid fra GCF, som sælges af Irma som Pierre Ponnelle og af Føtex og Bilka som Arthur Metz, Helfrich og Brucker. Etiketten er det bedste, rigtig nydelig Ofte en noget grøn aroma i vinene, som også har let søde noter, som vel egentlig ikke hører hjemme i brut. Men ok, det er et år siden, jeg smagte dem sidst. 

30/05/2020

Masser af rødt til en sommeraften

Når de sidste gløder i grillen er væk, kan sådan en tidlig sommeraften godt blive kølig. Så er det godt, at du kan få nogle solide vine, der kan varme dit indre! 

      Alle disse vine er ganske kraftige sager, unge og fulde af kraft og frugt, egnet til en aften foran grillen. Husk at servere vinene kælderkolde (14-16 grader). Trøst dig med, at vinen hurtigt kommer op i temperatur i glas og flaske, hvis du foretrækker vinen lunere.  

De fleste vine er gentagelser, for det er kun få nye vine, Føtex og Netto har at byde på. Men ok, selvom de er set før, er de stadig værd at smage: 

Bedste køb: Hécula, Tanunda shiraz, San Felice Chianti Classico, Santa Cristina (rød og hvid). 
Bedste vin: San Felice, Antu (alle). 

Castaño "Hécula", Monastréll... 30,-

***** (5/5)Netto, gælder indtil torsdag 4. juni. Hécula -Herkules!- er en stærk vin! En god vin til det kolde danske forår. Mørk, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel, men en god vin. Parker gav 89p/100 til 2017, hvad jeg finder i overkanten. Men måske får amerikanerne en anden tapning (som de har betalt mere for?). 
      Castaño er det dominerende hus i Yecla, et ret obskurt område sydvest for Alicante. Jeg var ret vild med vinene i 1980erne, hvor jeg fandt dem meget personlige og intense. Men siden har huset, der ejes af 2 brødre, fået vokseværk, og vinene er blevet lidt blidere, og det gør mange glade. Druen monastréll kan nemlig give vin med meget karakter, for meget for mange! Men vinene er stadig gode, og excellente køb.  
      Castaño's vinene sælges af Sallings forskellige kæder under væld af navne. Selv den billige Molino Loco er faktisk god, og den er tæt på 30 kr, selv når den ikke er på tilbud!
      Foto: Yecla ligger nord for Murcia, en vidunderlig by, som har et smukt gammelt bycenter, bl.a. med denne katedral, hvis front er blandt de flotteste i Spanien. 

Santa Cristina, hvid Umbria, rød Toscana, 2 fl: 99,-

***** (5/5), Føtex, gælder indtil torsdag 4. juni.
Den røde er lillebror til Villa Antinori og lavet i om muligt endnu større mængder (4-5 millioner fl/år!). 
Bestemt ikke ringe -god frugt, middel fylde, afrundet, kødfuld, med let peber og frugt i eftersmagen. Server kælderkold. Blend af sangiovese, merlot og syrah. 
Den hvide er lillebror til Castella della Sala, Antinoris ejendom i Orvieto. Druen er Orvieto's fine greco + jævn, men frisk trebbiano. Frisk, tør og sprød, let, men med vis længde -rigtig godt køb. 
      Du leder forgæves efter navnet Antinori på etiketten, men den er god nok. Cristina er et af Antonoris mærker. Mængderne er dog steget betragteligt gennem årene -for 20 år siden stod der Chianti på både Cristina og Villa Antinori (på villa'en endog Classico Riserva) -i dag er begge blot Toscana. Cristina er opkaldt efter vingården, hvor vinen laves. 
Foto: Antinori ejer dette renæssance palazzo i hjertet af Firenze. Huset ledes af Piero Antinori sammen med datteren Allegra. I Paladset er der også lille vinotek, hvor vinene kan smages. Familien bor i de 2 øverste etager. 

San Felice, Chianti Classico... 2 fl: 119,-

***** (4/5) 2017Føtex, gælder indtil torsdag 4. juni 
Vingårdens almindelige unge Classico er faktisk også god, som det ses til højre. Årgang 2016 var såmænd nr 19 på Spectator's Top 100 (nok mere pga lav pris end sublim kvalitet). I dag er det 2017, jeg har set. 
      Vinen er stadig god og fik 2 glas af 3 i Gambero Rosso, mens riserva il Grigio 2015 fik 3 glas (og er fund til prisen, når den ofte er på tilbud til godt 100 kr). En mangeårig favorit fra Salling gruppen -den fås også i Føtex, hvor den også jævnligt er på tilbud. 
      Nydelig fylde og pæn længde, og til hakkebøf, pasta og pizza -og nok også julemaden. 
      San Felice er en stor vingård i det sydlige Chianti Classico  med 140 hektar vin. Desuden købes lidt vin udefra. 

Chateau Tanunda "Grand Barossa", 2 fl: 99,- 

 ***** (5/5), Barossa,Føtex, gælder indtil torsdag 4. juni
Vælg mellem Shiraz, cabernet-sauvignon eller dry riesling
Umiddelbart burde riesling -signatur-druen i Barossa- være bedst. Den er god, men jeg finder shiraz bedst -en flot vin til en rimelig pris. En excellent med lidt blomme, fylde og let druesødme. Bedre end den normale "Cabernet-Merlot" (79). Den er ikke fra Barossa og tilmed tappet i England, ikke Australien. 
      Jeg ved godt, at jeg nogle få gange (5-6) har anbefalet Barossa vinene fra Tanunda i Australien. Men de er rigtig interessante til denne pris, som ikke er højere end i Australien! Det gælder især "Grand Barossa" vinene. 
      Barossa er et af de førende vinregioner i Australien og hovedsæde for en masse firmaer, fra Penfolds over Lindeman til Yalumba, Jacob's Creek og Lehmann. Næsten alle deres vine (i mængde) er fra mindre gode områder og sælges typisk som South Eastern Australia. Er vinen fra Barossa, står dette navn altid på etiketten.
      Tanunda var ejet af Seppelt, et af mærkerne fra giganten Treasury (bl.a. Penfolds, Lindemans, Wynns, Rosemount og Wolf Blass), men er i dag selvstændigt -og i en vækst så hurtig, at det kniber for kvaliteten at følge med. Men til gengæld er det rigtig gode køb! 

MontGras "Antu" rød... 59,- 

Chile, ***** (5/5), Føtex, gælder indtil torsdag 4. juni 
rød Carmenère Rapel, Syrah  Colchagua (5*),  Grenache-Syrah-Carignan Colchagua. 
Vinene kommer fra de gode marker med ældre vinstokke. Vinene har 2. gæring i små egefade, hvor de typisk lagrer 12 måneder før tapning i reglen uden filter. Imponerende vine, især til prisen. GSC var ok, men havde brug for et år eller tre. Syrah var rig og koncentreret. 
Den meget dygtige chefvinmager Santiago Margozzini  (foto) kan være stolte af disse 3 vine, der viser, at Chile i dag kan lave vine så gode som dem fra Californien -blot til anderledes rimelig pris. 


29/05/2020

Nu har Føtex 40% på hvidvinene...

Ja faktisk har Føtex rabat på både rosé og hvid. Men de lyserøde er ikke så spændende som f.eks. Coop -og de gode er der allerede rabat på. Men her er en række gode hvidvine, der er værd at smage... 

Et par nye italienere er værd at kende. Inzolia fra Sicilien er slet ikke ringe fra en ø, hvor de hvide ofte skuffer. Lige så god -og billigere er en chardonnay fra Toscana -og noget dyrere og noget bedre er Gavi fra det corona-plagede Norditalien. Oveni et par klassiske franske vine og en "grigio" fra New Zealand. 
      Gælder kun fredag og lørdag 29-30. maj, på normalprisen, dvs. ikke vine, der i forvejen er nedsat (og det er mange) samt varer, der fås i varehus. De bedste køb er: 

Chardonnay "Libaio", Toscana... 33,-

***** (5/5), Føtex, gælder indtil lørdag 30. maj, før rabat 55. Tænke sig, at jeg skal anbefale så billig hvidvin! Og så en chardonnay -mig, der hader chardonnay! Men denne fra det store, gode hus Ruffino, er god, ren, frisk og sprød. Kommer fra marker i Chianti, koldgæret uden at have set eg. Nydelig vin, diskret aroma, ret let, trods 13% alkohol, ren, sprød og frisk. Slet ikke tosset til muslinger eller en salat.

Selaks Pinot Gris, New Zealand... 39,- 

***** (5/5), Føtex, gælder indtil lørdag 30. maj, før rabat 65. Slet ikke ringe, men ret neutral, tør hvid med pæn fylde og ren eftersmag med frisk syre. God madvin. 
      I Californien kaldes vinen ofte pinot grigio -som i Italien- men her bevarer den sit rigtige navn. Vi er langt fra sauvignon, som de fleste nok associerer med Selaks. Vinen kommer fra "East Coast", dvs. området omkring Hawke's Bay.
     Selaks var den første NZ hvid, der blev solgt i Danmark, af Erik Sørensen Vin i 1980erne. Men dengang var Selak stadig ejet af de kroatiske stiftere, og vinene var lavet på de druer, der dengang groede i New Zealand, især müller-thurgau! Først i 1980erne kom sauvignon og chardonnay til-så ung er vinindustrien i New Zealand. I dag er thurgau væk! 
      Og i dag er Selak's ejet af giganten Constellation, som også ejer Kim Crawford (ofte lidt dyrere, men i smag næppe til at skelne fra Selak's). Bestemt ikke i top, men godt køb. 
      Og trods lavere pris er Selaks bedre end et andet nyt mærke Kaweka, som sælges til normalt 99 -helt hen i vejret, da vinen er tappet i Danmark og reelt burde koste 40 kr. Her tjener Føtex mange penge (og jeg tror den samme vin sælges med andre etiketter i Coop og Meny, i reglen omkring 50 kr). 

Pellegrino Inzolia, Sicilia... 41,40 

***** (5/5), Føtex, gælder indtil lørdag 30. maj, før rabat 69. Nydelig tør hvidvin med frugtig duft, ret blød, trods pæn syre. Pellegrino er et af de store navne i hedvinen Marsala, men ved, hvad vej vinden blæser. I dag laver de faktisk mere bordvin end Marsala og har 150 hektar vin, især på vestkysten af Sicilien. Denne hvidvin er lavet på inzolia, der ses i det meste af Italien, men især på Sicilen.

Bersano, Gavi... 77,40

***** (5/5), Føtex, gælder indtil lørdag 30. maj, før rabat 129. Gavi blev engang kaldt den "hvide Barolo", selvom det lille område faktisk ligger pænt langt fra Barolo! Men der var ikke andre gode hvide i regionen, så man slog ned på Gavi. Ikke stor vin, men tør, ren, meget frisk og egentlig med både syre og lille fedme.
Tilbudsprisen giver 5* (P.S: I dag er der andre bedre hvide som favorita, men Gavi på druen cortese er stadig værd at smage! Bersano er huset, der er stort, men faktisk ret godt, som har andele i "Gavi dei Gavi" fra det centrale område omkring selve byen Gavi.


Chablis, Josselin... 89,40


***** (5/5), 2018Føtex, gælder indtil lørdag 30. maj, før rabat 149. 
Lys, let, sprød og frisk, lidt stil, men først og fremmest ren og frisk -perfekt til muslinger og skaldyr -typisk Chablis. 
Vinen er aftappet af Josselin i Chablis. Dvs tappet i Chablis, hvad der yder en vis garanti mod forfalskning, hvad man skal tænke på, når man ser Chablis til lav pris. Josselin er et alias for Bacheroy-Josselin, som er del af Domaine Laroche, som er kendt for flotte etiketter, og denne er ingen undtagelse!
Vinen er mere end ok. Ikke dyb og rig som de gode, men med nydelig Chablis-stil. 

Riesling "Schoenenbourg", Alsace grand cru... 89,40

E. Traber, Alsace***** (5/5)Føtex, gælder indtil lørdag 30. maj, før rabat 149. 
Giganten GCF har smukke graverede flasker til Grand Cru og andre vine, men Traber er del af kooperativet i smukke Ribeauvillé, som for mig leverer en bedre vin -ikke i top- men stadig med kvalitet. Schoenenbourg er den imponerende skråning over byen Riquewihr, som med fuld ret er lidt af en turistmagnet. Riesling er ganske flot, tør, frisk, aromatisk, med pæn længde. Egentlig flot nu, men nok bedre om et år eller to. 

El Dorado "15 år" Demerara Rum... 329,-


***** (5/5), Føtex, gælder indtil torsdag 4. juni, normalt 470.
Jeg er ikke vild med rom, synes ofte, de er for søde sammenlignet med en god Cognac eller whisky. Men denne gamle el Dorado er noget særligt. Det er ikke en solera, hvor måske 1/100 af indholdet er 15 år -hele indholdet er lagret i 15 år. Og denne rom er 4 år i træk valgt som verdens bedste rom i IWSC. Den kommer fra Guyana på nordspidsen af Sydamerika, hvor sukkerrørene gror langs Demerara floden. Historisk har Demerara altid været anset for noget af det bedste i rom.
Synes stadig den er for dyr, men endnu er gammel rom sært dyr i forhold til whisky og Cognac.