Søg i 1300 opslag:

17/07/2022

Riesling topper, men Spanien er i top til prisen!

Lidl tilbyder 3 forskellige vine på druen riesling til den meget rimelige pris af 35 kr. Én fra Mossel, én fra Rheinhessen og én fra Pfalz. Så kan du selv smage forskel. Personligt ville jeg nok tilføje Føtex' Heinrich Gies riesling og måske toppe med samme Gies' Spätburgunder! 

Et godt bevis på, at tysk vin er bedre køb end Mercedes og BMW! 

      Men et endnu bedre køb får du fra  Spanien, hvor både cava Arestel (blot 35 kr i Lidl) og den imponerende Hécula (33,17 v 6 i Bilka) viser, at Spanien kan være Verdens bedste vinland, hvis du er på budget! 

Lidl, Bedste KØB: Riesling Lidl Mosel + Rheinhessen + Pfalz - Cava Arestel

Føtex, Bedste KØB: Heinrich Gies rød/hvid Pfalz - Godt KØB: San Felice il Grigio "Gran Selezione" Riserva - Aliwen reserva rød-hvid-rosé

Bilka, Bedste KØB: Messapi zinfandel - Hécula monastréll -  Godt KØB: Kingpin rød/hvid


Riesling Lidl... 35,- 

Riesling Mosel (Thörnicher St Michael), Rheinhessen og Pfalz, alle Halbtrocken, Tyskland
Bedste KØB + *** (3/5), Lidl, indtil lørdag 23.juli 
Alle vinene præsenteres som Halbtrocken (eller Feinherb), men jeg vil nærmere kalde dem let sødlige! Men ellers er det helt ok vine til en særdeles god pris. 
Nydelig riesling fra Mosel, dvs. sprød, aromatisk med lidt fersken og citrus, lidt syre afrundet af let sødme. Riesling fra Rheinhessen kunne være endog bedre, hvis 86p fra Brampfield står til troende. Pfalz heller ikke smagt. 
      Mosel er p.t. lidt billigere Dr Pauly, med druer fra Mosel -bedre og dyrere- og fra Thörnich, en rigtig god, meget lille vinby ved Klüsserath, groft sagt mellem Piesport og Trier. 
      Vinen leveres af Pamona Kellerei i Bernkastel, som jeg ikke kender. Men kan se, at det deler adresse med Peter Mertes, som er et af de store firmaer i Tyskland. 

Cava Arestel, Brut... 35,-

Bedste KØB + *** (3/5)Lidl, indtil lørdag 23.juli
Den koster €5 i Tyskland, så du behøver ikke køre sydpå! På etiketten står ”Metodo Tradicionál” -et andet ord for Champagne-metoden. Meget ung og frisk stil, lidt æble og citrus, ikke knastør.
      Lavet af ARSA Sant Sadurni d'Anoia, der leverer cava til Lidl i hele Europa. Faktisk forbavsende god (især til prisen), men synes etiketten er lidt trist, siger jeg som mangeårig etikette-fetichist (men Fruen mener noget andet!). De burde konsultere danske designere for en pæn etiket. 

Heinrich Gies, rød/hvid Pfalz, kr/fl v 2: 49,50

2 fl: 99, tør, Riesling eller rød Spätburgunder, Tyskland 
Bedste KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 21.juli

Pfalz ligger i Tyskland, men er også et tysk Alsace forlænget mod nord! Her er stjerner (i gult) som Rings, men også vandbærere som Gies, indtil for få år siden en 150-årig vingård i Friedelsheim, men i dag del af det dynamiske kooperativ Vier Jahreszeiten 

      Huset ligger i Bad Dürkheim, en malerisk, kurby ved foden af Pfalzer-skovene. Skulle ferien føre hertil, vil du ikke fortryde det! Centrum er meget malerisk, som også kurparken. Og så kan du spise i Verdens største egefad, nu (middelgod) restaurant (foto). 

      En tør, aromatisk riesling, let til middel fylde, god syre, en lille frugtsødme får aromaen helt op i næsen. En rigtig god madvin, men med en lille sødme også ok uden mad. 

      Den røde pinot noir er indbydende i aroma, fyldig, nogen styrke (13,5%), rund, pænt lang, stort set tør -slet ikke ulig Bourgogne og bedre end de billige, du kan finde. Og så er begge vine tappet på vingården, dvs. med lidt mindre filter og svovl -med en vis garanti mod forfalskning! 
      Vinene er en klasse over Dr Pauly, som også ses i Føtex (og Netto og Bilka) samt Rudolf Müller i Coop. I stil dog lidt blødere end riesling Peter & Peter, som ses i Meny (på tilbud et godt køb). 

San Felice il Grigio "Gran Selezione" Riserva... 129,- 

Chianti Classico, godt KØB + ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 21.juli 

En høj pris, men 10 kr billigere end i marts, da den var på tilbud sidst! Den bedste Riserva fra 3 af de bedste parceller på det store gods San Felice, lidt ”bredere” og dybere end den ellers (meget flotte) normale ”Grigio” riserva (som kunne fås for 2 uger siden til 79). 40.000 fl. 2016 fik 96p/JamesSuckling, 92p/Parker og 2015 (93p/Parker). Måske er det 2017, som er meget flot.

Aliwen reserva rød-hvid-rosé... 45,- 

cabernet-sauvignon, carmenère, chardonnay og rosé, Chile
Godt KØB + **** (4/5), Føtex, indtil torsdag 21.juli 
Undurraga's reserva har også fået et nøk op i pris. Ligefremme vine med god frugt, afrundet smag med pæn friskhed. Cabernet nok bedst med fylde og pæn længde, carmenère flot for denne svære drue, men ikke helt så præcis. Chardonnay har lille syre, er pæn og nydelig uden større dikkedarer. Rosé på cabernet og merlot er tør og ganske frugtig, men også et godt køb. 

      Aliwen er indiansk mapucho sprog for "Helligt Træ", som for denne stamme symboliserer foreningen af himmel og jord. 

      Undurraga er et af de historiske huse i Chile, ejet af samme (baskiske) familie siden 1870. Huset var et af de første huse til at eksportere til USA og er med 23 millioner liter/år blandt de vigtigste huse i Chile, hvor en god del af vinen kommer fra egne 1350 hektar vin. Huset har modtaget besøg af mange kendisser, bl.a. Alain Delon (1965), kong Olaf af Norge (1967) og ikke mindst Neil Armstrong, året efter, at han i 1969 var første mand på Månen.


Messapi zinfandel, Puglia, kr/fl v 6: 46,50

6 fl. 279. øko, Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21.juli 

Har ikke smagt denne vin, men kender andre vine fra samme hus (Fantini Farnese) rimeligt godt. En afrundet, fyldig, krydret sag. Den beskrives som halvtør, men er rimeligt sikker på, den er tør -men blød. Formentlig tæt på I Muri, som er husets hovedmærke, som dog ikke er økologisk. Men alligevel god!  

Hecula Organic Yecla, kr/fl v 6: 33,17

6 fl: 199Bedste KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21.juli

Set i 2020. Navnet Hécula -Herkules på spansk- antyder stærk vin! Et godt køb til en kraftige retter, serveret kælderkold. En mørk, kraftig bulderbasse, fyldig, men afrundet med fint krydret duft. For fanatikere måske for civiliseret og kommerciel. Næsten for lav pris, selvom tilbudspris er steget siden juni!  
      Hécula har været en af husets mest kendte gennem 20 år, men er fra 2018 blevet økologisk (ret nemt i de tørre, vindomsuste bakkedrag syd for Alicante). Vinen er lagret i små egefade 6 måneder og tappet uden filter. 2019 fik 5* i Gastro sept 2021. 
      Foretrækker den for Castaño "Ecologico" rød/hvid (4*). Den hvide er på det jævne, den røde ok, men ikke så overbevisende som "Herkules"! 

Kingpin rød/hvid, Spanien, kr/fl v 6: 46,50

6 fl: 279, godt KØB + **** (4/5), Bilka, indtil torsdag 21.juli
Også dyrere end før, men stadig godt køb (om end Hécula er bedre). Druerne tempranillo og syrah (+ måske lidt cabernet) fra Felix Solis' hjemegn Mancha, Spaniens og Verdens suverænt største (daglig) vinområde. Vinen sælges som bordvin uden årgang, men huset oplyser, at vine fra køligere (finere) områder også indgår i vinen, som ser lidt eg (på afstand?).  
      Men uanset hvad præsenterer Kingpin sig flot og smager rigtig godt med indbydende duft, lidt dybde, afrundet, kraftig smag og pæn længde

       Den hvide laves på sauvignon, chardonnay og verdejo. Fyldig, ren og forbavsende frisk for et varmt klima. Men ikke helt i klasse med den røde.