Søg i 1300 opslag:

29/07/2022

Klassisk sauvignon fra vinmager med dansk navn!

Med en klassisk sauvignon blanc fra vinmager med det dansk-klingende navn Natalie Christensen er Superbrugsen og Kvickly svære at slå. Vinen er fra New Zealand, meget flot og lidt af et fund til 59 kr. 

     Men der skal nok være mange, der foretrækker den hvide viognier fra La Baume, som har en mørk broder på druen merlot -begge er flotte og et fund til 50 kr! 

Superbrugsen og Kvickly fejrer afslutningen af sommerferien med en række gode køb, mest fra "Den ny Verden" Yealands New Zealand -med dansk-klingende vinmager- Mascota fra Argentina, Casillero del Diablo og Santa Rita Chile og Spier Sydafrika. 

      Men der er også ganske gode vine fra Italien og Frankrig samt Spanien. 

Cava Jaume Serra brut Pfaff Riesling "Jupiter" Alsace - Ripasso "Villa Annaberta" - Verso Primitivo di Manduria

Yealands sauvignon blanc, Marlborough... 59,-

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Natalie Christensen lyder dansk og er vinmageren bag ugens bedste køb i Brugsen. En klassisk sauvignon fra godt hus i Marlborough på sydøen med  én meget stor mark, som leverer næsten al vinen. For mig en klasse over vinene fra giganterne Accolade (Selaks og Kim Crawford ses hos Salling-gruppen) og Pernod-Ricard's Brancott Estate (i Meny). Vinen var et ganske godt køb til 74 kr, men nu er prisen 59... 

      Set i 2021, lillebror til S1, som fik trophy på IW Challenge's sauvignon smagning foran 20 vine. En vin med klassisk hyld, citrus og grisk græs, god fylde og friskhed, pæn længde, sprødhed. Måske for meget for den del! 
     På Coop's web er året sært nok stadig 2019, som skal nydes nu, selvom den fik 89p/WineEnthusiast
      Grundlægger Peter Yealand gjorde huset til et af de store, private vingårde, før han for knap 10 år siden solgte næsten alle aktier til koncernen Marlborough Lines. Kvaliteten har ikke været helt stabil på det seneste, men sauvignon'en holder stadig. 

      Chefvinmager er i dag Natalie Christensen, som næsten lyder som efterkommer efter de mange danskere, som fulgte i biskop og grundlovsfader Monrads fodspor efter nederlaget i 1864 og tog den lange rejse til New Zealand, hvor de grundlagde kolonien Dannevirke. 

       Natalie har en bachelor i klassisk musik og master i psykologi, for hun kastede sig over vinen og bl.a. lavede albariño i Spanien og sauvignon på andre gode vingårde i New Zealand, før hun i 2018 overtog jobbet som chefvinmager på Yealands. Hun har været valgt som en af de mest indflydelsesrige kvinder i vinens verden af Drinks Business. 

    Vingården leverer flere mærker, bl.a. Crossings (Irma) og Baby Doll (sælges af Holte Vinlager til godt 100 kr). 

La Baume rød merlot, hvid viognier... 50,- 

Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Glimrende franske vine, som senest var på tilbud til 64,50 (så nogle priser er laaaangsom på vej ned)! 
      Den hvide har god del af den rette rige viognier aroma, god friskhed og sprød tørhed. Den røde merlot er nydelig uden at sprælle for meget, åben næse med lidt hindbær, afrundet med solid fylde, lidt dybde, drikbar nu
      Rød og hvid laves i en kommerciel (australsk) stil, hvid med kold skindkontakt før gæring + lagring sur lie, mens den røde får kold udblødning før gæring, ingen eg. Vinene forener det blide i Californien og Australien med den rene frugt, som du sjældent ser i oversøisk vin i denne prisklasse. Og så er flasken flot! 

    La Baume var i 1880 en af regionens største vingårde, men ved besøg lægger jeg mest mærke til de australske spor i form af gigantiske tanke med fadkældre, hvor druer fra de over 200 hektar domæne bliver til vin. Vingården var en forpost for australske Hardy's, som havde planlagt en invasion af vinens moderland. Det fes lidt ud, men en masse australske vinmagere kom gennem Baume til andre vingårde, både i Frankrig og Spanien. 

      Millioner blev hældt i la Baume's vingård og bygninger, før man i 2003 solgte til Joseph Helfrich. Han har tjent formuer på billig whisky, Cognac og Alsace samt især konsumvin som JP Chenet, men han sikrer nu sit eftermæle ved at lave god vin på egne vingårde som la Baume. 

Spier "Yellow Wood", rød/hvid/rosé, kr/fl v 6: 49,83

6 fl: 299, økologisk, rød malbec-merlot-cabernet mv, hvid chenin-viognier, pink shiraz, Sydafrika 

Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Yellow Wood er en af Spiers bedre vine og topkøb til 50. Fra den finere "Coastal" region, som bl.a. omfatter Stellenbosch og Paarl. 
      Den røde er et Bordeaux-blend med et tilskud af syrah og petit verdot + lidt eg (16 måneder smages dog ikke) -afrundet, fyldig, men ret blid. Den hvide er af 2 andre franske druer chenin og viognier får også lidt eg -meget frisk og frugtig, tør- mens den lyserøde er tør, men ej smagt. Vinene er tappet i Sydafrika. 

      Forresten... hvad er forskellen på Spiers Bordeaux-blends Yellow Wood og Golden Thread? Spier har så mange etiketter, at jeg ikke fatter, hvordan de hitter rundt i dem. Og nye kommer til hele tiden, som du ikke finder på Spiers egen web! 

La Mascota, rød/hvid/rosé... 50,-

Rød cabernet-sauvignon eller malbec 2018, hvid chardonnayrosé malbec 2020, Argentina  
Bedste KØB + ***** (5/5) Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Mascota er storebror til den gode OPI, begge kreeret af Rodolfo Sadler, som også står bag den endnu finere Unaminé. Alle er god vin fra Argentina til særdeles lav pris, på basis af finca La Mascota (foto). 

      2018 Cabernet får  91p/100 af pålidelige lokale Descorchados, mens 2018 malbec må "nøjes" med 89p. Lækker malbec med frugt og friskhed, og cabernet er også rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en

      2020 chardonnay (5*/Vinbladet, 87p/Tim Atkin) vil med aroma og fylde tiltale chard-fans. 

      Rosé laves af malbec, 2019 fik 90p/Descorchados, men den aktuelle årgang er 2020, som dog også er flot med masser af frugt og charme. Nydes nu f.eks. til lun frokost eller en salat. 

Casillero del Diablo "Devil's Collection" rød/hvid/rosé/brus.... 50,-

rød cabernet-shiraz mv, hvid sauvignon mv, rosé grenache mv, mousserende brut, Chile
Godt KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august
Boblevinen ser rigtig flot ud og smager godt -perfekt til en reception. Den røde og hvide er også gode blends, dvs. på flere druer: Den røde på Bordeaux-druer + syrah er en god, fyldig sag fra det ret kølige Rapel nogle timer syd for Santiago. 
      Den hvide er meget frugtig, stikkelsbær og lime, på druerne sauvignon, chardonnay og traminer. Har ikke smagt rosé, et typisk Rhone/Provence blend på cinsault, grenache mv. P.t. 2019 -dvs 3 år gammel, så den har mistet friskheden. 
      Den mousserende Brut på Champagne-druerne chardonnay og pinot noir fra det kølige Limari er simpel, men god, tør og ren, med lidt æble og frugt (5* i Winelab, BT mv) -meget bedre end f.eks. Trapiche eller Lindeman's gule og røde label brus. Vinen får sit brus ved "Charmat", dvs. 2.gæring på tank, ikke i flasken. Bør nydes ung. 
      

Santa Rita "120" rød/hvid/rosé... 35,-

Rød cabernet eller carmenère, hvid chardonnay, rosé cabernet, Chile

Godt KØB + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Santa Rita har en del af æren for, at Chile i flere år var nr 1 vinland i Danmark. "120" har navn efter de 120 soldater, som Santa Rita's Paula Jaraque skjulte for spanierne i sin vinkælder under Chiles uafhængighedskrig. Jeg har smagt vinene flere gange, men aldrig fundet den værdig til "Reserva Especial" -særlig reserve- et sært navn til husets mest solgte (ok) dagligvin. Cabernet og chardonnay er ganske ok, rosé og carmenère ikke smagt i de seneste mange år. 

God hvid, brus og italiensk!

Cava Jaume Serra brut brus... kr/fl v 3: 43,- 

3 fl. 129Godt KØB + *** (3/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august
Brut er perfekt til aperol sprit eller en sommerfest på budget. Men til 43 kr får du ok brus! I "Cava" kapitlet skriver jeg "ung, frugtig stil til lav pris, der ikke gør nogen fortræd. Druerne i vinen smager ikke katalansk!" Den fik 5* af Henrik Steen Andersen i Politiken for 2 år siden. Undgår semi-seco! 

Prosecco "Isadora", hvid eller pink spumante.... 59,- 

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Typisk prosecco. Ukompliceret, tør med sart æblearoma, let at drikke alene eller med aperol eller anden likørDen har fået følge af den første pink prosecco, jeg har set, hvor den hvide prosecco får lille skud rød pinot noir. Og det klæder den egentlig godt. God frugt, fint lille brus, tør og ren. Fra stort kooperativ mellem Soave og Padova, dvs. ganske langt fra det klassiske område omkring Conegliano. 

Pfaff Riesling "Jupiter", Alsace... 69,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august
En god ren riesling -tappet på vingården. Overdådig aroma, sprød, ganske ren og frisk smag med en lille finesse og lidt syre til at balancere lidt frugtsødme. 
      Laugel Alsace gewurztraminer (69, 3*), ej smagt, men med en ok Grand Cru riesling er det måske på tide at gensmage disse vine, som jeg ikke har de bedste erfaringer med. 

Ripasso "Villa Annaberta" Superiore... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august

Villa Annaberta er så tæt, jeg kan komme på god ripasso, og Annaberta (i Irma kendt som Palazzo Maffei) leverer god vin i en afrundet, kraftig, mere tør stil end mange. Rigtig flot frugt, også, præget af lang maceration.  

       Vingården ligger i hjertet af Valpolicella og ejes af familien Cottini. De ejer 100 hektar omkring Valpolicella og køber desuden druer fra andre 240 hektar. De sælger masser af vine af varierende kvalitet, i reglen en tand over Valpantena, le Arche og Cadis. 

Verso, Primitivo di Manduria... 59,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august
En rigtig pleaser, som jeg ikke rigtig kan blive sur på. Vinen er rund, fyldig, frugtig, med lidt tanninbid, så blødheden ikke går amok -stadig en behagesyg vin. Og en lettelse ovenpå de Grande Passioner og Rip'amaroner, som Puglia ellers leverer. 
      Vinen leveres af Botter i Veneto, som har leveret vin til Irma siden 1970erne. Vinene fra Syditalien er en nyere tilføjelse, men dem er huset slet ikke dårlig til! 

Epicuro Zinfandel eller Fiano, kr/fl v 6: 54,83

6 fl: 329, rød eller rosé Zinfandel, rød Zinfandel Organic, hvid Fiano, Puglia

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 11.august  
Rød og øko zinfandel er god: sød bærfrugt + krydret styrke, den ene økologisk (5* i Vinavisen) og en traditionel med en snert mere alkohol, men stadig ganske frugtig og behagelig. (og 5* i Vinaqvisen). 
     Den hvide laves på Fiano, en god drue, bedst kendt fra Campania omkring Napoli. Denne fra Puglia er bedre køb, nydelig aroma af blomst og pære, fyldig, med fin lille syre. Pink zin har en flot farve, men jeg vil ikke ofre penge på den. 
      Epicuro laves af huset Femar i Lazio ved Rom -noget tættere på grostedet Puglia end f.eks. Capolavaro, tappet i Køge.