Søg i 1300 opslag:

20/04/2022

Rundt i "smørhullet" Alsace

Du får rigtig meget lyst til at se Alsace, som bliver kaldt "det vinøse smørhul" i Vin&Co, Coop's gratis vinblad. Og selv en såkaldt vinkender som mig lærer en masse nyt om Alsace, som ligger blot 1000 km fra Danmark. 

Her laves nogle af Frankrigs bedste hvidvine, som kan være alt fra knastør til ekstremt sød. Og næste år skal sødmen anføres på etiketten -herligt for os, der mere end én gang har åbnet en flaske sødlig vin i den tro, den var tør! 

      Men jeg vil allerhelst rejse rundt i det smukke område, som udover billedskønne små byer langs Verdens ældste "Route du Vin" kan prale af et perfekt klima, som sikrer solskin, når det (igen) regner i Paris og Bordeaux!  

      Coop udgiver Vin&Co, og du skal næppe vente omtale af en vin eller besøg på vingård, som ikke har sin vin på Brugsens (eller Irmas) hylder. 

      Det gælder naturligvis også det aktuelle nummer med temaet Alsace. Rasmus Palsgård besøger og interviewer vinmager hos Arthur Metz (fås på Brugsens hylder under adskillige navne, Laugel, Metz, Domaine de Colmar -men giganten GCF har også andre navne hos konkurrenten Salling bl.a. Helfrich). 
      Men artiklen er god og informativ, og noterne til de smagte vine virker ok. Ditto med "Forårets Vine", hvor Nana Wad med 12 Coop-kunder smager udvalgte (Coop) vine. 

Populær vinviden! 

Men Vin&Co er et meget flot magasin, som forener faglighed og pop -du lærer en masse om vin, mens du bliver underholdt! Bladet er lækkert i design og med rigtig mange gode artikler af kompetente folk -som Thomas Ilkjær, der i "Vinskolen" lærer fra sig om økologisk vin. Her lærte jeg (igen) noget nyt. 

      Der er også klummer af Anders Halskov-Jensen, mens Lotte Malmgren (der er redaktøren for det hele såvel som på Samvirke) interviewer skuespilleren Hassan Preisler om "Min og Min Vin". Og naturligvis er der også madopskrifter og en quiz! 

      Mindre gennemskueligt er hele 5 sider med drinks, som er flot skrevet af Ole Knudsen og har interessante opskrifter, jeg kunne tænke mig til min næste havefest. Eneste minus er, at en mixer "Shake-It" indgår i alle, og den importeres af Hans Just, som sjovt nok også importerer de andre mærkevarer, der nævnes (Finsbury og Hendrick's Gin, Matusalem rom osv). 

Vin&Co versus Din Vinguide

Mikkel fra København S har meget fornuftigt spurgt mig, hvorfor jeg ofte "skamroser" Vin&Co, det gratis vinblad fra Coop og ikke f.eks. "Din Vinguide" -"for du er da generelt ret glad for Thomas Rydberg" -der skriver i Ekstrabladet foruden at have egne vinmagasiner, Din Vinguide og Whisky&

      Mikkel har ganske ret -bortset fra at skamros er et voldsomt ord! Men indrømmer ligeud, at jeg skal have pungen op for at købe "Din Vinguide" (70 kr, mener jeg), mens Vin&Co kan hentes gratis 4 gange om året i Coop's butikker. Og da denne blog er både 100% supermarkedsvin og 100% økonomi, må jeg nøjes med Vin&Co. 

      Til gengæld har jeg skimmet Din Vinguide i kiosken, indtil nogen bag disken blev lettere mopsede! Du kan i øvrigt se gratis prøvenummer her

Dyrt at lave vinblad!              

Det er dyrt at lave vinblad i Danmark -vi er et lille sprogområde, og blade er dyre i produktion -for slet ikke at snakke om distribution (at sende et magasin på 300 g med posten koster 60 kr). 

      Derfor må vinblade spare, hvor de kan. De må tage på gratis rejser og besøge sponserede vingårde og være velvillige over for gratis prøveflasker. 

      Men Thomas Rydberg gør det rigtig godt, synes jeg, som også de netbaserede vinblade som Vinbladet.dk og Forlaget-Smag.dk, som jeg begge kender rimeligt godt. 

      Vin&Co Alsace fås nu -næste nummer fra 1.juni.