Søg i 1300 opslag:

29/04/2022

Flot merlot fra Médoc, men Argentina er bedre...

Médoc er "Cabernet-land", men ´"Klostervinen" fra Brugsen er en lækker merlot. Den bliver dog klart overgået af den lidt dyrere Unaminé fra Argentina. Så kom ikke og sig, at Bordeaux altid er dyr! Og så har Argentina også OPI vinene, som til 33 kr er superkøb! 

Superbrugsen og Kvickly har Vinfestival med hele 8 sider med mange gode tilbud. Herunder 1.del, hvor Spier fra Sydafrika fylder ganske meget! P.S. er en velsmagende blends, som du meget passende kan sammenligne med Chile's Devil's Collection. Jeg finder lidt flere nuancer i Chile vinene... 

Bedste VIN: Unaminé "Signature" cabernet sauvignon, Gigondas "Roc des Dentelles"
Bedste KØB: 
l'Abbaye 2017 Haut-Médoc, Spier "P.S" rød/hvidOPI rød/hvidCasillero del Diablo "Devil's Collection"
Godt KØB: Spier "Yellowwood" rød/hvid/rosé, Spier "Creative Block" rød/hvidLanguedoc "Feuille de Vigne", Federico Paternina Rioja Gran Reserva

l'Abbaye 2017, Haut-Médoc, kr/fl v.6: 66,50

6 fl: 399, Bordeaux, normalpris 129 
Bedste KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj
Kan ikke helt matche den klassiske Caronne Sainte Gemme ”l’Orage” i Irma, men er stadig ganske flot -og lidt unik ved at være 100% merlot -ret sjældent i Médoc’s ”Cabernet-land”. 
      De har også andet til fælles! "l'Orage" er en (anden) vin fra Caronne Sainte Gemme. L'Abbaye er også en "anden vin", som kommer fra Reysson, en ganske stor ejendom i baglandet til St.Estèphe.    

      L'Abbaye har navn efter et kloster fra 1000-tallet. Kirkens ejendomme blev solgt på auktion efter den franske revolution til familien Skinner fra Bordeaux. Det blev anerkendt som Cru Bourgeois. 

      I 1970erne blev slottet lagt sammen med Reysson. En ny japansk ejer investerede voldsomt i ejendommen, som nu har over 70 hektar, før det i 2014 blev købt af Dourthe-gruppen. Reysson sælges som Bourgeois, og da kun ét navn pr slot må bruge dette navn, sælges l'Abbaye kun som Haut Médoc. 
      Modsat de mere kendte slotte gror vinen på l’Abbaye og moderslotet Reysson ikke på grus, men på ler/kalk. For koldt til cabernet -men perfekt til merlot!    
      2017 gav moden merlot -en fyldig, afrundet vin med god frugt, som dog har Bordeaux'sk fasthed. Flot allerede, men vil nok have godt af 2-3 år endnu.  

      Til samme pris tilbydes Corterosso "Supremo" (6 fl. 399, 3-4*), Primitivo fra Manduria på supertung flaske. Den skal have kostet 149,95 og være lagret på egefade i 9 måneder. Mange vil nok rose den, men jeg gider ikke ofre penge på den. 

Unaminé "Signature" cabernet sauvignon ... 99,- 

Bedste KØB + bedste VIN + ***** (5/5)Superbrugsen,´og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Jeg er glad for vinene fra Mascota, lige fra OPI herunder over Mascota op til Unaminé, som måske er de bedste fra huset. Jeg er i total enighed -Unaminé -"unanimous"- med de kritikere, der har smagt disse vine. "Unaminé laves dog stadig i pæne mængder, 300.000 fl/år) i selve Uco. 

      Signature er cabernet og i teorien en klasse over den "almindelige" Unaminé, fra samme San Carlos, den bedste del af Uco, cabernet + 10% malbec. 2017 var testvinder i Vinbladet og fik 5* i Ekstrabladet. 2018 fik 94p/Tim Atkin -flot for vin til så lav pris. Desværre ikke smagt. Her må vi være oppe blandt den øverste 1% af Argentinas vin! 

OPI barrel selection rød/hvid, kr/fl v 6: 33,17

6 fl. 199, rød cabernet sauvignon, malbec, hvid chardonnay, Argentina, normalt 89,95
Bedste KØB + ***** (5/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Den mest kendte af vinene fra Argentinas Mascota. Vinene kalder sig "barrel selection", dvs. vinen har lagret i eg, men egen smages ikke. 
      OPI vinene har med rette vakt opsigt for vinene, som er vellavede i en fyldig, kommerciel, international, men ikke ligegyldig stil med indbydende frugt og pænt lang smag. Måsk
e er malbec bedst, men det er tæt løb. Vinene er kreeret af Rodolfo Sadler. 

Spier "P.S" grand reserve rød/hvid, kr/fl v.6: 49,83

6 fl: 299, rød og hvid blend, Sydafrika, normalpris 139,95 (tappet i Danmark)
Bedste KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Rød 2020 på shiraz, cabernet sauvignon, merlot og pinotage siges at lagre 12 måneder i eg og skal være en klasse over Vintage og Signature "Collection". 2019 var testvinder i både Vinbladet og hos Rydberg i Ekstrabladet med ordene: "Mørke krydrede noter i duften. Meget frugtig i smagen med skovbær, violer og krydderier. Pæn koncentration og intensitet i smagen. Krydret afslutning." 2020 ikke smagt. 

       Den hvide er chenin blanc og chardonnay fra kølige områder. Meget frisk, aromatisk og stilig. 5* i Vinavisen. Få om nogen køber til normalprisen 139,95, men 50 kr er meget lav pris. Tappet i Danmark (og du finder -heller- ikke denne vin på Spiers web.

Spier "Yellowwood" rød/hvid/rosé, kr/fl v 2: 64,50

2 fl: 129, økologisk, 2019 rød, 2020 rosé shiraz, hvid chenin blanc viognier (dansk tapning)

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Spier leverer polerede behagesyge vine, som kan mangle lidt udfordring. Yellowwood er lidt bedre end PS, fra det finere "Coastal" region. Den røde er lillebror til "5" nedenunder: Bordeaux-blend (merlot og cabernet + lidt malbec og petit-verdot), lagret i egefade -afrundet, fyldig, men ret blid, mens den hvide er på chenin og viognier -meget frisk og frugtig, tør- mens den lyserøde (ej smagt) er tør, fyldig, lavet på shiraz.

Spier "Creative Block", rød/hvid... 99,-

Godt KØB + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Spier's 2 "Creative Block" har mere personlighed end normalt fra Spier. 

      Den røde 2016 Den røde 2016 laves på 5 druer: cabernet, merlot + lidt petit-verdot, malbec og en del eg -typisk Bordeaux blend.  En ganske flot vin, pæn aroma af tobak, solbær mv, afrundet og mild, med 6 år bag sig får den 5* for sin modenhed. 88p fra WineEnthusiast (fandt en masse tannin?), men her stoler jeg lidt mere på  Tim Atkin’s 91p 
       Den 
hvide er 90% sauvignon + lidt semillon (derfor navnet "2"). Ingen eg, men lagring sur lie i 6 måneder -2019 var meget aromatisk med hyld og stikkelsbær (type New Zealand eller Casablanca). 2020 er måske bedre -5* + bedste køb i Ekstrabladet med ordene: ""Hyldeblomst og græs i duften. Meget intens med en pæn koncentration. Velbalanceret med modne bærnoter og citrus i smagen. Fin sprød afslutning".

Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg.... 50,-

rød cabernet-shiraz mv, hvid sauvignon mv, rosé grenache mv, mousserende brut, Chile
Bedste KØB + **** (4/5)Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj
Disse "Reserva Especial" er blends, dvs. på flere druer: Den røde på Bordeaux-druer + syrah er en god, fyldig sag fra det ret kølige Rapel nogle timer syd for Santiago. Den hvide er meget frugtig, stikkelsbær og lime, på druerne sauvignon, chardonnay og traminer. Har ikke smagt rosé, et typisk Rhone/Provence blend på cinsault, grenache mv. 
      Den mousserende Brut på Champagne-druerne chardonnay og pinot noir er simpel, men god, tør og ren, med lidt æble og frugt (5* i Winelab, BT mv) -meget bedre end f.eks. Trapiche eller Lindeman's gule og røde label brus. 

Languedoc "Feuille de Vigne", kr/fl v 3: 43,-

3 fl: 129, Reserve, Sydfrankrig

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly indtil torsdag 5.maj

Smagt 3 gange, senest i 2021, en solid vin med positiv, krydret frugt og afrundet, ganske fyldig smag, middel længde. Vinen er tappet af godt kooperativ. Ikke det store sus, men en ægte sydfransker.

Ch. des Coccinelles, Rhône, øko...69,-
**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj
En overmåde sympatisk vin, som ikke fænger hos mig. Smagt i '17 og '18 og syntes de manglde lidt kød på skelettet -middelfyldig, fast, nydelig frugt, men ikke helt hjemme -lidt tør, syntes jeg i 2020. Den kan minde lidt om Lirac mod nord, men finder den ikke helt så god. I dag er årgangen 2020, ikke smagt. 

      Domænet gør ellers alt rigtigt, så giv den en chance -'20er meget ung, så  giv den et år eller to mere. Coccinelles er fransk for mariehøns, som trives på dette familiedomæne, som har været økologisk siden 1978. 

Gigondas "Roc des Dentelles"...  129,-

2017, Bedste VIN + ***** (5/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Gabriel Meffre leverede i mange år Irma's daglige  "Plan de Dieu" + Vaudieu Châteauneuf, begge tappet på Vallensbækvej i Brøndby. Meffre bor stadig på samme adresse i Gigondas, og vinen fra fødebyen er mere end ok. 5* af Rydberg i Ekstrabladet og formentlig identisk med den almindelige Meffre udgave, som fik 91-93p/WineAdvocate. 

      Efter 4-5 år en afrundet, stærk vin med indbydende krydret duft og mineralsk tone i eftersmagen, som dog først kommer frem efter nogle minutter i glasset. Utroligt at den fine 2017 stadig fås! Servér let kælderkold til kraftige retter med fed, krydret sauce.

Federico Paternina, Rioja Gran Reserva... 69,-

Godt KØB + **** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil torsdag 5.maj

Lav pris for Gran Reserva med 8 år (2013) bag sig. En arketypisk Rioja, rund, pæn bouquet, afrundet (stadig lidt bid), men tæt på grænsen til det kedelige. Vinen koster godt 100 i Spanien og 150 i England). 
      Paternina er et af de historiske huse fra Rioja's guldalder (1890), som nød pænt ry for sin Gran Reserva i 1980erne, men ellers mest var kendt for en daglig Banda Azul med en blå stribe tværs over etiketten. 
      I dag søger Concordia gruppen at genskabe husets ry. Det tager tid -men indtil da får du vin for alle pengene! 85% tempranillo, 15% garnacha, 24 måneder i små egefade med omhældning til nyt fad hver 6. måned -en dyr proces, som tilmed trætter vinen, synes jeg.