Søg i 1400 opslag:

26/05/2020

Hvidvine til sommer og sol -og rød til grillen

Vi er begyndt at få gæster igen. Vi har dækket op på to borde på terrassen, så vi kan holde afstand -men ikke mere afstand end, at vi stadig kan nå at skåle med hinanden...
En kølig hvidvin (eller rosé) er vigtig. Druen sauvignon er perfekt til rigtig mange retter. Pouilly Fumé (som la Roche fra Irma) eller Terrunyo fra Chile er bedst.
Men til grillbøffen er en kælderkold rødvin er selvskreven. Og her er udvalget altid stort. 


Personligt henter jeg et par flasker i vinkøleskabet, men ellers kunne jeg godt tænke mig at smage cermanère'n fra Terrunyo, hvis det ikke blev til den gamle favorit Clos de los Siete. Den er altid god! Og faktisk er Coronas heller ikke ringe, hellere ikke i disse covid-tider.

N.B: tilbudsavisen fra Superbrugsen og Kvickly gælder til lørdag 28 maj. Men 28. maj er torsdag, mens lørdag er 30. maj. Så du burde kunne få tilbud også efter torsdag. Men spørg!

Bedste køb: Flaxbourne sauvignon blanc, Yealands sauvignon og pinot noir
Bedste vine: Terrunyo (alle 3 vine), Clos de los Siete, Pouilly Fumé Ch la Roche. 

Rudolf Müller Riesling Mosel ...  35,-

***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly (rester af tilbud fra Maj). 

Jeg har rost Sallinggruppens Dr Pauly og Noble House. Pauly ligger i Bernkastel ved Mosel, men henter vinen i det billigere Rheinhessen. Vinen er dog god til prisen. 

     Rudolf Müller Riesling er til gengæld Mosel , til den sødlige, kommercielle side, let neutral duft, men med fin syre, der gør vinen frisk. Den får 5* for prisen -og historien! 

      Rudolf Müller er et af de historiske huse ved Mosel, selvom det ligger i Reil tæt på Zell, hvor vinen er tappet. Familien Müller er en af egnens stolte familier, som er i familie med Dr Thanisch, som er udødeliggjort i vinen Bernkasteler Doktor, måske de dyreste kvadratmeter i Tyskland. Jeg har smagt Doktor flere gange, fra årgang 1921 (som var god i 1980erne) og frem til 2015.  Jeg synes næsten, jeg kan dufte lidt Doktor i vinen. Meget lidt! 

      Og Müller's hus indgår i dag i Zimmermann-Graeff-Müller, hvor Müller må nøjes med at være navn nr 3. Ak ja! 

Flaxbourne sauvignon eller Rosé, New Zealand ... 50,-

Bedste køb, Marlborough, New Zealand, ***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tordag 28. maj

En typisk sauvignon bedre end de fleste fra de helt store huse, og meget bedre end den dansktappede Crystal Bay, som sælges af Menu og (med anden etiket) Aldi og Kvickly. Ikke helt top, men god frugt og friskhed. Og til pris, der er svær at slå! 
Den lyserøde er ikke smagt, men skal have en ret diskret aroma og en tør, ret let smag -sikker en uforpligtende tørstslukker.
75% af al vin fra New Zealand leveres af 2 giganter (Constellation med bl.a. Selaks, Kim Crawford osv) og franske Pernod-Ricard (Brancott, Montana mv.
Denne vin laves af Yealands, som er grundlagt 2002 af Peter Yealands (foto). Han solgte det meste af sit hus for 3 år siden og har nu solgt resten til en elektricitetsgigant. 

Denne vin er klasser over vine som Crystal Bay (Meny) og andre i bl.a. Kvickly, der er tappet af Taster Wine i Brøndby. Den mangler helt karakter, uden at der er fejl i den. Flaxbourne er heller ikke tappet i New Zealand, men i Europa, men til gengæld lægger leverandøren selv navn til. Det smages.

      Og jeg tror også Yealands er meget bedre end Demont Sancerre (99, 3*), som sælges af Superbrugsen og Kvickly. Og det uden at have smagt vinen! Sancerre er så mondænt et område, at alt kan sælges. Så jeg er dybt mistænksom over en Sancerre tappet så langt væk som i Beaujolais.  
      Vil du have en god sauvignon fra Frankrig, så køb Pouilly-Fumé'en længere nede!  

Yealands sauvignon eller pinot noir, New Zealand ... 2 fl: 129,-

Bedste køb, Marlborough, New Zealand, ***** (5 af 5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tordag 28. maj

Den har fået nyt udstyr, hvor etiketten antyder -vinstokkene (det grønne) gror tæt på havet (det blå). Vinen er nu tappet i England og ikke længere på vingården. De er dog stadig ganske glimrende og excellent køb (til normalprisen 99,95 må den dog nøjes med 4*). Den hvide sauvignon er bedst, med rig aroma og sprød syre Den røde pinot noir er ok, men mangler pinot karakter, desværre. 

Pouilly-Fumé "Château la Roche"...  109,-

Bedste vin 2018/19 Loire, ***** (5/5), Irma, gælder indtil onsdag 27. maj 
Frost og dårligt vejr har gjort sauvignon fra Pouilly og naboen Sancerre til en mangelvare, som er steget meget i pris (så jeg undrer mig over, hvordan flere kæder kan sælge vinene til 100 kr -indtil jeg ser, at de er tappet langt fra grostedet, typisk af suspekt firma i Beaujolais (som Demont i Superbrugssen) i den anden ende af Frankrig! Men denne er undtaget -den er faktisk tappet af dyrkeren selv. 

Terrunyo, cabernet, carmenère eller sauvignon... 89,-*

Bedste vin ***** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tordag 28. maj, *): pris med Coop medlemskort, normalpris 199,95 
Vinene er blandt de bedste fra giganten Concha y Toro (foto) og faktisk fremragende -og superkøb. I Københavns lufthavn er prisen 229, så 89 er lidt af et fund, så jeg håber du er medlem af Coop! 
      Vinene kommer fra særlige marker, som er anført på den meget detaljerede etiket. F.eks. er cabernet fra las Terrazas marken i husets Pirque vingård i Maipo dalen. Druerne gror i 650 meters højde, høstet i hånden osv osv. og lagret 17 måneder i små egefade (mens carmenère meget fornuftigt nøjes med 9). 
Alle 3 har fået 5* og omkring eller over 90p i diverse guider. 
      Sjovest er nok vinen på druen carmenère, som ikke kun er en af Bordeaux' mest sjældne druer, men også signaturvinen fra Chile (hvor den kun sjældent er i top -men denne er). Rydberg gav 2016 5* med ordene: "En tæt og koncentreret vin med brombær, let urtet, lakrids og vanilje i smagen. Flot intensitet og en meget velbalanceret flot carmenere." Cabernet'en er næsten bedre, sauvignonen flot og lige en klasse over Yealands.

Coronas, Torres tempranillo... 45,-

**** (4/5), Superbrugsen og Kvickly, indtil tordag 28. maj, til samme pris også Esmeralda hvid og rosé*** (3/5), 
Er denne vin ikke medicin. Alene navnet! Både Corona og virusfri! Coronas laves i snesevis af millioner af liter. Men den smager overraskende godt, typisk spansk med krydderi og afrundet styrke. Ikke poesi, men god pop! Den hvide er en let sødlig muscat med duft af søde bær + lidt traminer, der giver krydderi -et glas i utide. Den lyserøde er mindst spændende, hvis jeg husker ret (smagte den sidste år). 
      Torres er et af Spaniens største vinfirmaer, stadig familieejet. Det ligger i Penedés tæt på Barcelona, men henter vinen til disse druer i hele Katalonien, men nok især i det tørre, varme bagland, hvor druerne er billigst.  

Clos de los Siete, Argentina... 129,-

Argentina, **** (3/5), Irma, gælder indtil onsdag 27. maj 
Meget dyb, magtfuld, men frisk, rig duft af eg og sød frugt, ganske lang. Flot vin nu og de kommende 3-4 år.
      Uanset hvor skævt mange vinelskere ser til Frankrig, er denne (og et utal af andre vine) bevis på, at Frankrig er Verdens vinland nr ét. I 
      Foto: Michel Rolland har været her i over 30 år og kaldes såmænd også "faderen til Argentinas moderne vin" -lidt uretfærdigt over for Lurton og et par andre, der var der før ham, men et bevis på Michel Rolland's stjernestatus! 
      Michel Rolland er født i Pomerol. Men hans egen Pomerol er helt overskygget af de vine, han har været med til at lave for andre -han er pt. Verdens mest kendte rådgiver, som sammen med hustruen Dany rådgiver vingårde i 13 lande. Alene i Bordeaux giver de råd til 100 vingårde, med Ausone i spidsen! 
     Den 71-årige Michel ejer denne store vingård syd for Mendoza sammen med 3 andre vinfolk fra Bordeaux: Cuvelier fra bl.a. Léoville Poyferré, Arcaute fra l'Église Clinet og Péré-Vergé fra le Gay). Oprindelig var der 3 mere, som siden har trukket sig -og det meste af vinen sælges i dag som Clos de los Siete, da de andre vine fra domænet aldrig er blevet særligt kendte. Men Siete er da også en ret flot vin
      Denne vin har fået hele Rolland-turen med gæring og lagring sur lie i små egefade for 70% af vinen, mens 30% gærer og lagrer i stål. Vinen klares ikke og filtreres ikke. Og så er den 7-stjernede etikette flot!

25/05/2020

Champagne, Rioja, Sancerre og andet i Føtex

Gæster i Føtex er åbenbart mere tålmodige end os andre, der (også) kører i Bilka. Nu får du det tilbud på 6 flasker Faustino af de gode, som sluttede for 2 uger siden i Bilka. Men, ok, der er også andre gode tilbud på bl.a. en forårsfrisk Sancerre og en grill'egnet Zinfandel -og du kan fejre det hele med Montaudon Champagne. 


Føtex har også andre gode tilbud. Jeg ville ikke vælge Chablis fra Calvet (3*), men prøv Jamelles -herlig dagligvin til 50 (4-5*)- og måske også en Ripasso fra Piacentini (alias le Arche, måske også 5*) -samt Dr. Pauly Riesling Trocken til blot 35 (5*). 

Bedste køb: Faustino kasse (2 Gran Reserva, 4 Reserva), Sibaris rød/hvid., Gnarly Head Zinfandel, Dr Pauly riesling. . 
Bedste vin: Sancerre og Pouilly Fumé. 

Undurraga "Sibaris", rød eller hvid, frit valg... 50,- 

Chile, ***** (5/5)Føtex, indtil torsdag 4. juni, normalt 99

Det er lidt skræmmende at kunne få så gode vine til 50! Meget mere forfinet end Gnarly Head,  rød som hvid, som alle viser, at Chile kan noget til en rimelig pris! Undurraga laver alle typer vine, fra billige (men ok) 30-40 kr vine i Netto til den flotte T.H. (og nogle endnu dyrere, som næppe er prisen værd). Sibaris er deres bedste "normale" vin fra gode områder:  
Cabernet fra Colchagua har en flot duft af solbær og krydderi,  middel fyldig, afrundet, pænt lang. 
Carmenère også fra det fine Colchagua  mere mineralsk, knap så blød, let duft af mynte og sorte bær, middel fylde og afrundet, ganske lang smag med friskhed. 

Chardonnay fra Maipo er gæret i små egefade og vinen vil tiltale mange med let duft af eg, frugt, grundlæggende blød, men med lidt klodset syre Meget billigere end Sancerre herunder, men den er sjovere!

Faustino 4+2 Rioja box, 6 fl... 299,-

2 fl. Faustino I, Gran Reserva4 fl. Faustino V Reserva.  

***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 7. maj 
Til 49,83/fl. er det svært at kalde dette andet end et superkøb. Ofte skal du af med 150 kr for Faustino I, så her får du 4 flasker reserva ovenikøbet!  

Faustino I er finest -gran reserva- V er næstbedst -reserva- så kommer en crianza samt -billigst Faustino VII (ulagret). At dette tilbud er godt, ses af at du skal betale 80 kr for den ulagrede Faustino VII (Nemlig.com, dog 55-60 kr, hvis du køber 6).  
2014 Reserva -en god Rioja med indbydende aroma, begyndende modenhed, rund fylde og pæn, ikke lang eftersmag. Stadig lidt bid, så et år eller to vil gøre vinen bedre. 
2008 Gran Reserva er bedre (også set i 2009). Dyb moden farve, indbydende duft med god dybde og modent krydderi, ganske fyldig og lang, som man kan forvente efter de mange år. Personligt finder jeg den kunstigt støvede flaske gyselig og den Velazquez'agtige mand på etiketten skræmmende, men -ok- vinene er lette at genkende, og de har kvalitet for alle pengene.

Gnarly Head, Lodi Old Vine Zinfandel... 50,-

***** (5/5), Føtex, norm: 108,67, , indtil torsdag 4. juni
Gnarly Head hentyder til de krogede gamle vinstokke -og netop zinfandel  er ofte gamle vinstokke, som har overlevet fra de dage, da de leverede den daglige vin i Californien. Dette mærke tilhører Delicata, som er en stor, privat vingård. Gnarly laves på deres vingård i Manteca. 

En typisk zin med dyb farve og krydret frugt med peber og bær, lidt friskhed i midten, der giver en pæn lang smag. NB: Fås også på baginbox. Den smager ikke så godt. 

Ironstone reserve zinfandel eller chardonnay... 75,- 

Lodi Reserve, **** rød, *** hvid, Føtex, norm: 149, indtil torsdag 4. juni

Flot rød med fløjlsagtig fylde og krydret duft, som dog har nuancer og dybde. Den hvide chardonnay har jeg ikke haft lyst til at købe. 


Jeg har aldrig rost Ironstone, sært, da jeg i reglen er glad for familieejede vinhuse, og Ironstone er 100% familieejet og drevet,  grundlagt 1948 og stadig ejet af familien Kautz. Reserve er deres bedre (men ikke allerbedste) vine, og det anføres på zinfandel, at der "kun" er tappet ca. 7400 kasser en bagatel for firma, der årligt sælger mange millioner flasker! 
Kautz kontrollerer 2000 hektar i Lodi og omegn (de nedre skråninger af Sierra Nevada, dvs. meget varme dage og kølige nætter), som er kerneområde for zinfandel (og andre "varme" druer) snarere end chardonnay. 

Ironstone er flot sted at besøge, hvis du kommer her ikke så langt fra Sacramento -de har imponerende kældre hugget ud i bjerget. Foto: gamle "Zin" vinstokke i Lodi. 

Fournier, Sancerre eller Pouilly-Fumé... 119,- 

 ***** (5/5), Føtex, indtil torsdag 4. juni, normalt 199. 
Til en forårsdag med eller uden asparges og stenbider vil en god hvid være selvskrevet -og disse to er flotte. Knastør, men med rig aroma, lidt citrongræs, solbær og grape -sprød og frisk. Lette, præcise og stilrene. Tag bare Sancerre -den er i reglen et par kroner dyrere (især lige nu, da høsten i 2018 var lille), mens Fumé måske har en snert mere fylde.  
Fournier er et stort hus i Sancerre, som begyndte i 1950erne med et par hektar. I dag har huset 60 hektar, lidt mere i Sancerre end i Pouilly. Vinene er ikke helt i top, men meget bedre end f.eks. Calvet, som du normalt vil finde hos Salling-gruppen.  

Dr. Pauly-Bergweiler Riesling Trocken... 35,- 

***** (5/5), 2018 Tyskland, Føtex, norm: 69, indtil torsdag 4. juni,

      Fås også som Noble House riesling (let sødme, også 5*). 
En god tør hvidvin -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, men med nydelig eftersmag -en favorit nu til denne meget tiltalende pris. Riesling er den fineste hvide drue fra Tyskland.   

        Dr Pauly-Bergweiler bor i Bernkastel ved Mosel og er en glimrende vingård. Denne vin er købt i Rheinhessen, hvor druerne er anderledes billige -men vinen også knap så sprød og frisk. Men vinen er stadig et superkøb til 35!

Champagne Montaudon, Brut eller Demi-Sec... 139,- 

***** (5 af 5 til tilbudspris), Føtex, norm: 199, indtil torsdag 28. maj -kunne være et godt bud på et glas nu, hvor vi forsigtigt åbner os og ser ud over Corona-krisen. 
      Jeg har altid holdt af etiketten med det karakteristiske og iøjnefaldende "M", men aldrig været vild med Champagnen, selvom den vil tiltale mange -ret let, nydelig frugt, noget ung og kort, men en ægte party-Champagne på godt og ondt. Den sødlige Demi er ikke smagt. 
     Du kan også få Moët & Chandon. Den er bedre, men ærligt talt samme stil og slet ikke 299 værd, som den koster (på tilbud, 3*).
      Firmaet var i 100 år ejet af familien Montaudon, men er i dag del af Jacquart, et 2.grads kooperativ i Reims, som samler en række kooperativer med ialt 2400 ha vin. 
      Føtex tilbyder også Prosecco "le Arche", 3 fl: 100 (4*, en meget lav pris, og det giver små 4*. Ret ligegyldigt brus, desværre. Men ok til at blande med Campari o.l. 

22/05/2020

Vejen til Himlen går gennem Wachau

Bilka giver 40% på hvid og rosé -dog ikke på nedsatte vine. Men næsten alt er på tilbud i forvejen, så uvalget er lille! Men jeg overså to gode vine: 


Domäne Wachau "Himmelstiege", 59,40


Bedste køb***** (5/5), Bilka, indtil søndag 24. maj. Coop Wachau. 

2018 Grüner Veltliner eller Riesling, begge Federspiel (af modne druer, typisk 12,5% alkohol).
Begge vine er glimrende -her og nu er den grønne Veltliner nok bedst, men Riesling vinder sikkert med et år eller to.
Vinene kommer fra den udmærkede coop i Dürnstein i Wachau, med Kremstal det nok fineste område i Østrig. Dürnstein er alles drøm om en charmerende lille by ved Donau, som konstant synes tæt på at falde i floden, men stadig klynger sig til bjerget (som krones af borgruin, hvor Richard Løvehjerte sad som gidsel nogle år, indtil England havde skrabet en løsesum sammen!).
"Himmelstigen" var oprindelig et ganske lille, ekstremt stejlt vinbjerg nær byen. Men i dag bruges navnet som mærke til vine fra andre vinbjerge i det lille område. Til 59,40 et uhyggeligt godt køb. Vinen er lige lidt bedre -især til prisen- end de fleste som Rema1000's ellers gode Mathias og andre. 

21/05/2020

40% på hvid og rosé

Det lokker forjættende, når Bilka annoncerer med 40% på ALLE hvidvine og rosé. Men når det kun gælder vine, der fås i varehus og ikke collect og kun vine, der ikke i forvejen er nedsat. Så er der ikke mange vine tilbage, du kan spare på. De bedste er herunder. 

    Men bor du nær et varehus (og det gør jeg!), så er der også en enkelt rødvin, der eer værd at købe -"Brolo di Campo Fiorin". 

Bedste vin: Masi "Brolo di CampoFiorin", Riesling Schoenenbourg Grand Cru Alsace
Bedste køb: Frescobaldi Remolè Rosato, Ihringer Fohrenberg (begge Burgunder). 

Du kan købe vinene i Bilka varehus ved at scanne stregkoden til højre, 
eller
 du kan også købe på Bilka.dk som medlem med kampagnekode HvidRose40
Rabatten gælder kun vine, der også fås i varehus og ikke vine allerede nedsat . 

Frescobaldi "Remolè" rosato ... 39,-

efter rabat, *****, (5/5) Bilka, indtil søndag 24. maj, norm: 65. En ret god rosé, tør, ren, diskret frugt, god syre -pæn og nydelig- ikke klasse som Provencerne fra Meny, men god pris. 
      Markis Frescobaldi er en af fyrsterne i Toscana (som enhver, øhm!, ved, er de alle betitlede -husk bare det: Markis Antonori, grev Serristori (Machiavelli), baron Ricasoli -og selvfølgelig Frescobaldi. Og har man ingen titel er man en af de nyrige, som alle vil have en villa med vin og oliven i Toscana.

Ihringer Fohrenberg Trocken, frit valg... 59,40

før rabat 99, *****, (5/5) Bilka, indtil søndag 24. maj. 
Grauer Burgunder (pinot gris) eller Weissburgunder (pinot blanc). 
Siden jeg første gang besøgte det betagende Kaiserstuhl, har jeg elsket disse vine. 
Begge er rigtig gode. Weissburgunder er lidt lettere, måske lidt finere, men Grauburgunder har en snert mere alkohol. Begge er glimrende madvine med tørhed, friskhed og sprødhed -pænt lang fra en fedladen chardonnay, som du måske er blevet træt af, og rigtig gode køb til 59. 
Ihringen er en af de førende by i Kaiserstuhl, en gammel vulkan, dvs. jord med sort lava og skrænter i terrasser. Byen blev stort set jævnet med jorden under krigen og mangler måske charmen fra landsbyer som Gueberschwihr og Ribeauvillé i Alsace, men er et besøg værd. Ligger nær Freiburg over for Colmar. 
      Føtex tilbyder p.t. Weissburgunder til stort set samme pris, 59,95. 

Michel Schneider, frit valg ... 35,40

før rabat: 59, ****, (4/5) Bilka, indtil søndag 24. maj. Jeg tør næsten ikke anbefale denne vin -efter min fiasko med billig riesling (kæmper stadig med at finde sauce til den sidste rest!). 
Men 35,40 kr er lav pris, og denne har jeg rent faktisk smagt! Ikke så god som Ihringen, men let og frisk. Michel Schneider er et af navnene i ZGM-gruppen i Zell ved Mosel. 
       Vinene laves af vindyrkerne selv i kooperativet St. Paul i den nydelige by Bad Bergzabern. Vinene har fået et par medaljer i de senere år og skulle være ok. Har mest tillid til Weissburgunder (pinot blanc), men prøv en af hver! 

Foto: Bad Bergzabern ligger langs "Weinstrasse" i det sydlige Pfalz, iøvrigt ganske tæt på grænsen til Frankrig -og Alsace- hvor vejen fortsætter i Route du Vin. Byen er meget idyllisk og har mange turister (mest tyske). Mange kommer nok som kurgæster i denne historiske kurby. Foto af værtshuset Gashof zum Engel (1579). 
       Samme firma (Zimmermann-Graeff-Müller) leverer også Peter & Peter samt Donatushof (deres Saar Riesling er ret god). 

Riesling "Schoenenbourg", Alsace grand cru... 89,40

før rabat: 149, E. Traber, Alsace***** (5/5), Bilka, indtil søndag 24. maj
Giganten GCF har smukke graverede flasker til Grand Cru og andre vine, men Traber er del af kooperativet i smukke Ribeauvillé, som for mig leverer en bedre vin -ikke i top- men stadig med kvalitet. Schoenenbourg er den imponerende skråning over byen Riquewihr, som med fuld ret er lidt af en turistmagnet. Riesling er ganske flot, tør, frisk, aromatisk, med pæn længde. Egentlig flot nu, men nok bedre om et år eller to. 
      Fås også som Pinot Gris Brand. Brand er et af de store vinbjerge, men bedst til Riesling. Og så er Schoenenbourg et flottere navn! 

Masi "Brolo" Campofiorin, Verona...  75,- 

***** (5/5), Bilka, indtil torsdag 28.maj. , normalt 149. Masi kalder "CampoFiorin" den oprindelige Ripasso. Dette er "Oro" udgaven. Herlig vin, ikke stor, ikke sød eller tung. For mig langt sjovere end amarone -god fylde, men nuanceret, med åben, rig duft og god lang smag. Slet ikke ilde til en aften ved grillen med så mange venner, som det e muligt i disse corona-tider.