Søg i 1300 opslag:

10/10/2019

Spansk stjerne i Rema -og god Chile

Rema1000 holder (som Netto) vinfestival i disse dage med gode køb fra Chile og Spanien. Jeg kan faktisk godt lide mange vine i Rema1000, som jeg finder mere spændende end Fakta og Netto -og netop nu er der et par spændende vine til priser, som giver dem 5 store stjerner. 


Bedste vin/vinkøb er nok Nuestro og Coto de Imaz fra Spanien. plus Chiles Carolina-vine (og den dyrere Familia). Alle tilbud gælder til lørdag 12. oktober. 

Nuestro, Ribera del Duero "Roble"... 50,- 

***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 12. oktober
Ganske udmærket vingård i Fuentecésped ved Duero floden. Vinen har lagret i små egefade -en ganske flot vin, ikke sværvægter, men intens og med flot bærduft (brom og hindbær). Excellent køb. 
      Ribera del Duero's vine har ofte været ganske dyre i Danmark, selvom kvaliteten bestemt ikke altid imponerer. Mange vingårde mente nok, at de kunne forlange en høj pris, fordi ikoner som Pingus og Vega Sicilia ligger i nabolaget.
      Men som med Rioja er Ribera vinene også ved at komme ned i pris -og det er denne et godt eksempel på. Har kun set én vin fra vingården før i Danmark. Og den kostede 140 kr.
Foto: Familien har boet her i 10 generationer, men vingården er ganske ny og egentlig ganske flot, synes jeg. Den er del af gruppen Premium Fincas.

Ribera del Duero -farve, frugt og krop

Ribera del Duero ligger langs Duero. Floden løber videre vestpå gennem Rueda og Toro og ind i Portugal, hvor vinstokkene giver Portvin. Området er historisk og her har næsten altid været vin. Vinen gror højt, typisk 600-800 meter og længere mod øst gror Atauta sin vin i over 1000 meters højde! Dv.s kolde nætter og varme dage giver druen tempranillo et tyk skind og masser af farve, frugt og krop.
      Nogle vine fra Ribera er noget rustikke, men dagens vin er behagelig. Denne er bedre end andre i
denne prisklasse fra Bilka og Coop. Der er langt til topvinene fra Pingus, Vega Sicilia og Atauta, men disse laves ofte også i tilpas små mængder, så de kan sæges til skyhøj pris. Men til alt held er der masser af vine til os andre! 

El Coto de Imaz, Rioja Reserva... 69,- 

***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 12. oktober
En meget indbydende og lækker vin, ikke så intens og højrøstet som Nuestro herover, men en vellavet, fløjlsagtig fyldig Rioja, som simpelthen smager godt.
   
Huset Coto ligger i Oyón i Alavesa tæt på Faustino, som jævnligt optræder i denne blog -og deler ejer med en anden genganger, Baron de Ley, som sælges af Bilka og Føtex. Alle har det til fælles, at vinene i reglen kommer fra eget domæne og leverer rigtig meget vin til pengene.
Foto: Coto blev grundlagt under den store Rioja-revolution i 1970erne og var en tid den største bodega i Rioja. Etiketterne er kendetegnet med en gravering, altid med en kronhjort.
      Rema1000 sælger også El Coto Crianza (50,-, 4*). Her vil jeg give de 19 kr ekstra for Reserva. Skal prisen være 50, så er nabo Faustino's V Reserva (Netto, netop nu 50,- 5*) i dag et bedre køb. 

Santa Carolina er et af Chiles historiske firmaer (grundlagt 1875) og op kaldt efter grundlægger Luis Pereira's hustru Carolina. 

      Huset er i dag meget stort -ikke helt Concha y Toro, men ikke så langt bagefter- med årligt salg på 25 millioner flasker.
      Huset ligger nær Santiago by og er et meget flot besøg, selvom det blev hårdt ramt af jordskælv i 2010. Standardvinene er helt ok, men med Carolina Reserva sker der noget for alvor!

Carolina, Reserva, rød/hvid, 5 typer... 45,- 

***** (5/5), Rema1000, indtil lørdag 12. oktober
Rød pinot noir, cabernet-sauvignon og carmenère, hvid sauvignon og chardonnay. 
En af de bedre fra Santa Carolina, et meget stort, men ganske godt, privat vinhus. Reserva betyder præcis det, huset ønsker -og her er det vin af bedre druer fra gode områder, som er lagret i eg, typisk 6 måneder. 
Flere af de røde kommer fra Colchagua -et af de bedste "varme" områder, hvor carmenère (en specialitet fra Huset) modner fint. Pinot Noir kommer fra det kølige Leyda. Har ikke smagt dem alle, men jeg er imponeret -især til prisen!  

Santa Carolina Reserva de Familia  cabernet sauvignon... 69,-

***** (5/5, set i 2015), Rema1000, indtil lørdag 12. oktober.
En af Carolinas bedste, som i 2018 kom på 3. pladsen i WineEnthusiasts årlige liste. 2015 fik 92p -andre var ikke så gavmilde.
Men uanset hvad et fund til 69 kr. Jeg synes vinen er meget flot, fløjlsagtig afrundet kraft og rig bouquet med cigar, bær og eg. Druer fra bedste del af Maipo ret tæt på Santiago med længere lagring i nyere egefade, som dog til alt held ikke dominerer. 2-3 år på flaske har gavnet vinen.


Rema1000 tilbyder også indtil lørdag 12. oktober:
Santa Carolina: Vistaña (rød/hvid/rosé, 25,-, 4*, basisvin, men godt køb til 25) og
Estrellas (rød eller hvid) til 39,- (4*), bedre, men ikke så attraktiv som reserva herover.

Steak Wine malbec Argentina (2,25 liter box, 99, 4*),
Caminos (rød Chile, 300 cl box, 99,-, 3*), som jeg ikke vil bruge penge på. Samt
Santa Carolina cabernet-sauvignon eller chardonnay (300 cl box, 109, 4*), nok den bedste af de 3 boxe.

09/10/2019

Netto -vælg selv: sjov vin eller boxning!

Jeg er i reglen hurtigt færdig med at se på vin, når jeg er i Netto! Ofte kan jeg knap få øje på flaskerne for alle de spraglede bag-in-box vine, som synes at dominere Netto. Men ved vinfestivalen indtil fredag er der meget andet end boxning -flere sjove vine til endnu sjovere priser...  

Der er naturligvis også box-vine. 
Ikke et ondt ord om 3 liters boxe, men indholdet trætter i længden. Hvem orker at drikke tre hele liter vin, som er blevet filtreret én gang eller to for meget og fået et ekstra skud svovl? Og som helst skal drikkes inden for en uge eller to, mens svovlen holder på den spinkle aroma? Nej tak.
      Men der er flere andre -og mere spændende- vine. Alle tilbud gælder til fredag 11. oktober.

Bedste køb er Dr Pauly og Faustino V -men glem ikke den italienske barbera til 49 for en liter (= 36,67 pr 75 cl). 


Dr Pauly Bergweiler, Riesling Trocken... 39,-

2018 Rhin***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
En rigtig god vin til prisen, især lige nu -intens, ren riesling aroma, sprød, frisk og let, tør men med nydelig eftersmag.
Vinen kommer ikke fra Mosel trods den grønne flaske, selvom Pauly-Bergweiler (langt ude i familie med Prüm) ligger midt i den lille, men meget fotogene Bernkastel. 
      Storebror Bilka har op mod Jul ofte den bedre og dyrere Badstube fra familiens domæne (foto) med stort set samme etiket.
       Druerne er dyre ved Mosel, så Pauly køber en markant billigere vin eller druer i Rheinhessen. Men vinen er stadig god -og et must til 40!

Faustino V, Rioja Reserva... 49,-

***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Faustino er om nogen specialist i Reserva vine -jeg tror, de er den største producent af Reserva og Gran Reserva, og tilmed er de et af de få huse, hvor al Reserva kommer fra egne marker. De ejer 650 hektar, alle i Oyón og Laguardia, som er to af de rigtig gode byer i Alavesa, som mange anser for det bedste område i Rioja. 
Huset skal være den største producent af reservas, så kvaliteten er ikke helt i top. Denne 2014 er for mig ikke på højde med de Reservas jeg drak i 1980erne (men de mange år kan have farvet minderne lyserøde!). 
Men stadig en god Rioja med indbydende aroma, ingen eg i aroma, men begyndende modenhed, rund fylde og ganske lang eftersmag. Stadig lidt bid, så et år eller to kan kun gøre vinen bedre. Rosé og hvid er ikke smagt, men den lyserøde er nok et ret godt bud. Men kun til 49 kr -ikke 100 (her er der bedre vine at få). 

Vigneti del Sole, rød, hvid, rosé... 35,-

2018, rød Bardolino, hvid Soave eller rosé Puglia
rød: ***** (5/5), hvid 4*, rosé 3*, Netto, indtil fredag 11. oktober
Rød: Middel farve, ren frugt i duft og smag, let og tør -en af de bedre vine i Netto's faste sortiment, som kommer fra byen af samme navn ved bredden af vidunderskønne Garda-sø. 
Hvid: Lys, let, nogen syre, frisk, men uden den store karakter, men ok til prisen. 
Rosé: Igen ok til prisen, uden de store dikkedarer. Lidt krydderi gør den egnet til glas i utide.   
Foto: Bardolino er ekstremt turistet, men der er en årsag til, at folk flokkes her -byen er meget malerisk. At sidde på restaurant nær søen og se solen gå ned er alle turisterne værd.
Vigneti del Sole leveres af giganten GIV's afdeling i Lazise ved Garda-søen. som også ejer bl.a. Lamberti, Santi og Bolla. 

Les Petites Jamelles, rød eller hvid... 39,-

2018, rød grenache, hvid grenache eller grenache-sauvignon
***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Fransk landvin af den gode type -og et par klasser over italieneren heerover! 
     Jamelles er et godt mærke, men ofte ret dyr og sjældent pengene værd. "Petites" er noget billigere og næsten lige så god. 
Rød grenache er rund og fyldig, rosé ("Saigné", dvs. udblødt uden presning) er også grenache, frugtig med fin druesmag, mens hvid er grenache -frugtig, ret blød- og blandet med sauvignon, lidt mere nerve. Vinene har hidtil været solgt af Theis Vine -på tilbud til 75 kr. Theis er for dyr, men Netto er (næsten) for billig! 
     Foto: Vinene laves af ægteparret Laurent og Catherine Delaunay, som ejer Badet-Clément, som ligger bag Nuits i Bourgogne, men kun sælger vin fra Sydfrankrig. Sært! 

Barbera d'Asti "Vinchio", 100 cl... 49,-

***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Sådan en ærlig barbera er perfekt til en risotto eller endog en pizza! Rustik snarere end poesi, en grov håndværker med ru fingre! Fyldig, frugtig, lidt tannin -nyd kælderkold. 
      P.S: 49 for 1 liter = 36,75 for 75cl.  Jeg har rost Vinchio's vine før, så jeg tøver ikke med at anbefale denne vin ,der er tappet af kooperativ et selv (foto).

Netto tilbyder også "The Golden Zin", zinfandel (35, 4*), ej smagt, men nok kommerciel og ordinær.


Wolf Blass Red Label Sparkling pinot noir-chardonnay... 39,- 

Brut Australia, ***** (5/5), Netto, indtil fredag 11. oktober
Prisen er nærmest latterlig lav for en mousserende vin, der har sejlet hele vejen fra Oz til Danmark. Men vinen er ok, selvom Wolf Blass i dag ikke er det navn, det var engang. Lavet på samme druer som Champagne med 2. gæring på tank, ikke flaske. Her er en heftig dosage -måske 18 g/l sødme- så vinen er bestemt ikke knastør. Kun smagt én gang, men vinen får ok noter af folk, jeg stoler på. Ikke det store, men kan bruges til en glad sommerfest.
Wolf Blass -af tysk oprindelse- grundlagde huset i Barossa i 1966. Han var kendt for sin butterfly, som skjulte, at vinene -om end altid uforskammet kommercielle- faktisk var af god kvalitet. Han gik siden på pension, og huset er i dag del af Treasury gruppen, som også omfatter bl.a. Penfolds, Lindemans og et utal af andre navne i det meste af verden. Beringer, St.Jean og Beaulieu i Californien, for blot at nævne nogle. I dag er Wolf Blass ikke så spændende, men de bedste er stadig glimrende. Red Label er blandt basisvinene. 

Netto tilbyder også "The Golden Zin", zinfandel (35, 4*), ok, men ordinær.


Gewurztraminer, Alsace, Traber... 49,-

**** (4/5), Netto, indtil fredag 11. oktober. En halvtør hvid til et glas i utide eller en mayonnaise-holdig forret. Halvtør, meget frugtig, ikke helt ren i eftersmagen. Men ok og godt køb til 49. Men stadig bedre end de fleste gewurzere, jeg har smagt til denne pris (og markant lavere end hvad Philipson tog for vinen fra samme hus -blot en anden etiket).

Gnarly Head, pinot noir eller sauvignon... 65,-

California, **** (4/5), Netto, indtil fredag 11. oktober. Mærket Gnarly Head ejes af firmaet Deliacata og har typisk været brugt til vine af gamle, krogede vinstokke (Gnarly = krogede) i det varme Lodi og omegn. Men disse to vine gror i køligere egne tættere på Stillehavet -sauvignon endda i Monterey, pinot ej oplyst. Vinene er faktisk helt ok, også pinot'en, selvom der er sjovere vine at finde herover.


06/10/2019

Superkøb fra Argentina og Chile

Der er masser af glamour over vin fra Californien. De bedste er fremragende, men det store flertal er pæn og nydelig vin -og kedelig. Som for mig slet ikke kan matche gode vine fra Chile og Argentina -som endda ofte kan fås til en langt mere rimelig pris! 

Ugens bedste vin er Diablo fra Kvickly, en meget flot vin, der viser, hvor god vin Chile kan levere. Og så er prisen særdeles rimelig. 

Argentina -her er et par meget attraktive tilbud fra Salling-gruppen og Kvickly. 

De gode vine fra Argentina dyrkes mest omkring Mendoza ved foden af Andesbjergene. De gror højt -op mod 1000 meter ved foden af det kombinerede Amerikas højeste vinbjerg, Aconcagua (7000 meter) i Andes bjergene -faktisk på grænsen mellem Chile og Argentina!

Trapiche "Pure", rød, hvid, rosé... 40,- 

***** (5/5), 2017/18 Argentina, Føtex og Bilka, til torsdag 10. oktober
Rød malbec, hvid sauvignon, rosé, norm: 108,67.

Den røde er så god som nogensinde -mørk, intens rig bærfrugt, solid fylde, men bløde tanniner, ren og pænt lang smag. 
Rosé er god, med bærfrugt og blød fylde -mangler måske lidt nerve -og det samme kan også siges om den hvide sauvignon, som bliver sat effektivt på plads af "Devil's Collection" herunder! 
Rød er bedst, men de andre er også flotte til 40 kr! 
Foto: Trapiche var en tidlig pioner for kvalitet fra Argentina, og jeg var med til at introducere vinen siodst i 1970erne! De lavet rigtig meget vin. De billige (fås til 35 og er også 5* værd) er gode, men "Pure" er meget bedre, selvom de ikke har set en dråbe eg! 
"Pure" Malbec og sauvignon gror i højderne i Uco, et særligt (godt) område ved foden af det højeste bjerg i Amerika (både nord og syd), en times kørsel syd for Mendoza by.

La Mascota, rød, hvid og rosé, 6 fl: 279,-

= 1 fl: 43,16, ***** (5/5), Kvickly, indtil torsdag 10. okt.
Rød malbec eller cabernet-sauvignon, hvid chardonnay, rosé


Meget anderledes end Pure herover -som helhed nok bedre, men du skal også købe 6 af dem for at få prisen! 
Den lyserøde er herlig, frugtig, fyldig, men med nydelig syre, den hvide vil tiltale chard-fans, mens de to røde er flotte. Foretrækker nok malbec, men indrømme, at for cabernet er denne rigtig flot. De røde har dyb farve, silkebløde tanniner med fin frugt, lidt mere krydret i cab'en. 
Indrømmer gerne, at jeg ikke kendte dette firma, som i de senere år har vakt opsigt for sine vine, kreeret af Rodolfo Sadler (foto, hvor han får pris for sin vin af Decanter).  Hans OPI vine har længe været populære i Coop's butikker, mens Mascota - i reglen fra egne vingårde- er en nyere tilføjelse. 2016 cabernet blev valgt som bedste cabernet i Frankrig!
      Har kun smagt denne i 2017, og den er flot -især til 43 kr!- men trods alt ikke verdensklasse! Måske har maskotten fulgt alle de andre ved at slække lidt på kvaliteten i de følgende årgange -måske for at tjene lidt på vinen til den pris, som Coop vil give?


Chile har historisk leveret de bedste vine fra Sydamerika, men også en masse lidt triste billigvine, som ikke yder det smukke land retfærdighed. 

Chile kaldes for Sydamerikas tyskere -forstået som et arbejdsomt folk med orden i sagerne. Ikke så anarkistiske som argentinerne. Lidt overdrevet, måske, men lidt er der om det. 
      Foto: Udsigt fra vores hotelværelse i hovedstaden Santiago en junidag. Fås næppe flottere! 
      Det meste af vinen gror i den lune Central Valley omkring og syd for hovedstaden Santiago. Men i dag ses også mange vine fra de køligere områder tæt på Stillehavet, bl.a. Casablanca og San Antonio, som kan levere glimrende pinot noir, chardonnay og sauvignon blanc. 

Casillero del Diablo "Devil's Collection", frit valg 2 fl: 109,-

= 1 fl: 54,50***** (5/5), Kvickly, indtil torsdag 10. okt., normalt: 199,20
Rød hvid, mousserende. 
Den røde har en del cabernet (solbær), men er afrundet og middelfyldig med afrundet eftersmag. 
Den hvide har stikkelsbær i næsen og rig aroma, måske lidt spinkel, men meget frisk -en god del sauvignon, måske. Den mousserende er præget af chardonnay, ganske frisk og ren, men måske lidt grøn syre, men ren og tør, og flot til prisen. 
Concha y Toro er Chile's største vinhus med en omsætning omkring 7 milliarder kr og står bag lang række vine i Coop's kæder (Emiliana i Irma, Fetzer, Bel Arbors, Don Melchor osv) -og altså også Casillero del Diablo, som fås i flere udgaver. Reserva er på ok uden at imponere, men denne "Devil's" er noget bedre -og det gør tilbuddet interessant! Alle 3 vine er blends, rød og hvid fra det kølige Casablanca nær Stillehavet, mens den mousserende er fra det lige så kølige Limari lidt længere mod nord.
Foto: Concha y Toros hovedsæde i Santiago.


Diablo, Dark Red "666", 2 fl: 149,-

= 1 fl: 74,50***** (5/5), Kvickly, indtil torsdag 10. okt, normalt: 339,20
Ugens bedste og en vin med humor -en "Dark Red" til Mørkets Fyrste, Djævelen! Vinen er lagret 6 måneder, 6 uger, 6 dage -666 = djævelens tal!
Dybt farvet, intens aroma af moden frugt; fløjlsagtig, kraftig, afrundet, men med fine mineralske noter -djævelsk attraktiv, burde jeg vel sige?
Vinen kommer fra Concha y Toro i Chile (se herover). Vinen kommer fra udvalgte druer -cabernet, syrah?- i det ret kølige Maule. Jeg tror vinen bliver lavet specielt til Europa, for vinen findes ikke på husets hjemmeside -nok ikke så velset i det katolske Chile? Excellent køb. 

03/10/2019

Det er fransk, det er Føtex, det er fyrre pct!

Fransk vin i supermarkederne er i reglen en bedrøvelig affære, og Føtex er bestemt ingen udtagelse. Så derfor er det herligt, at Føtex fredag og lørdag 4-5 oktober giver 40% rabat på alle franske vine. Altså på normalprisen. 

Havde jeg ikke allerede en fyldt kælder, ville jeg købe vildt ind, for der er faktisk en del rigtig gode tilbud!
      Men ellers er Føtex tynd i det franske! I min lokale er der 2 hylder med fransk rødvin -et meget sparsommeligt udvalg! (og få spændende vine). Oveni kommer lidt hvid, lyserødt og brusende samt en enkelt jævn Sauternes.
Foto: Nej, den er ikke på tilbud (endnu, men hvem ved?) -.Château Margaux, et af de fire 1.Crus i Médoc.Marsac herunder har parceller, der støder op til denne 3000 kr-vin!
      Ikke meget plads at give dét vinland, hele verden med større eller mindre held søger at efterligne. Så derfor må jeg propagandere lidt for vinene, så salget kan blive stort nok til at give endnu en hylde til Frankrig, for mig stadig verdens bedste vinland.

Men: tilbud gælder kun i varehus og kun fredag 4.10. og lørdag 5.10. De bedste tilbud er (som altid) de vine, der sjældent eller aldrig er på tilbud: 

2018 Ch. Grands-Champs, Bordeaux... 29,40

2018, norm: 49, ***** (5/5), Føtex, indtil 5. okt. Hvem siger Bordeaux er dyr??? 2018 er topår- og vinen er fra godt lille slot, som ligger i Morgueyron på grænsen til St.Émilion (den sælges også som St. Émilion Grand Cru). Ikke smagt, men den får fine noter i ældre årgange -og prisen er hen i vejret. Skal have god, ren frugt og solid fylde, men på den bløde side. Tappet af Ginestet, som generelt  har god vin.

2018 Ch. Vieux-Gadet, Médoc... 53,40

Norm: 89, ***** (5/5), Føtex, indtil 5. okt.
Jeg roste denne vin i sidste uge siden i storebror Bilka -og her var prisen højere! Médoc er historisk nok det mest berømte område i Bordeaux, og 2018 lover fremragende -lige en tak over 2015 og '16! 

Dyb farve, intens frugt, god fylde og længde -med markant tannin, som dog er skjult af frugten. Egentlig god nu til mad -kælderkold- men nok bedre om 2-4 år.  
       At du kan få en (iøvrigt god!) Médoc til denne pris siger mere om krise i Bordeaux end om vinen!
Foto: Slottet ligger i det nordlige Médoc -ca. 13 km fra både Gironde floden og det kolde Atlanterhav, dvs. med ret køligt klima, der kræver topår som 2018 for at give modne druer. Slottet har i 100 år tilhørt samme familie. En lille overvægt til cabernet-sauvignon over merlot og gudskelov ingen mærkbar eg. 

2015 Ch. Tertre du Moulin, Grand Cru ... 95,20

2015, norm: 158,67, ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt. En glimrende Saint Émilion i stort år til en lav pris. Vinen blev engang (det var i 1980erne!) solgt af Knud Jørgensen under navnet Haut-Plantey. Prisen var lige så høj for 30 år siden (tror faktisk den var op mod 150)! En klassisk merlot med liden eg men god frugt. Giv den 2-4 år mere på flaske.

2012 Villa Bel-Air, Graves... 105,-

norm: 175, **** (4/5), Føtex, indtil 5. okt. Ja, den burde også have 5*, men dem er der for mange af, så det bliver kun til 4! En flot vin i 2012, som har udviklet sig excellent. Kraftig, frugtig, afrundet og lang -ejeren er ingen ringere end M. Cazes, som måske bedre er kendt som ejeren af celebre Lynch-Bages (ofte 10 gange så dyr). Flot klassisk Bordeaux.

2014 Gravières de Marsac, Margaux ... 119,20

Norm: 198,67, ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt.
Dyb farve,  forfinet duft, men med fylde. P.t. lidt lukket og tør -giv den 2-3 år. Vinen er en af "2.vinene" fra La Tour de Mons og er også kendt som Marsac-Séguineau, som ejes af vinbøndernes egen bank, Crédit Agricole. 120 er latterlig lav pris for god Margaux i dag 
-og at foretrække for de flot udstyrede Margaux, Pauillac og andre (alle 199 -40%) som også ses i Bilka.  


2014 Ch. du Mayne, Pomerol... 149,40

Norm: 249, ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt. Det er IKKE Pétrus, men mindre kan gøre det, og til 150 kr får du normalt aldrig Pomerol, og slet ikke god Pomerol! Ikke smagt, men ejer Vigier laver god vin, og "1.vinen" Rêve d'Or er altid god. Mayne er formentlig tæt på (og måske identisk). Klasisk merlot. 

Fra Bordeaux har Føtex også Pauillac, Margaux og andre uden slotsnavn, men tappet på ejendommen (alle 199). Vinene er som en del andre fra Ginestet, et godt hus. Men trods de 40% rabat er jeg lidt loren med dem.

Ch. du Mercey, Hautes Côtes de Beaune... 74,88

124,80 før rabat, 2017***** (5/5), , Føtex, indtil lørdag 5. okt.
Jeg skrev om vinen for en uge siden, men den eer altså endnu billigere i lillesøster Føtex!
2017 er stort år, vinen er lavet med omhu -dyb for Bourgogne, nydelig frugt af sol- og hindbær, middel fylde, bløde tanniner, ren og frisk! Superkøb i pinot noir! 
       Foto: Mercey er en selvstændig ejendom i Rully, bl.a. med 18 hektar i Hautes Côtes de Beaune lidt syd for Santenay. Slottet er meget flot og stammer fra 1400-tallet og er stadig ejet af en Baron Grand de Mercey, som fik titel og penge af Napoléon! Vingården drives dog separat af Rodet (og Boisset).
      Antonin Rodet var et kendt hus for 20-30 år siden, hvor de ekspanderede ud af den lille vingård i Mercurey. Vinene var ok uden at prale. De overtog bl.a. Dufouleur og andre -men blev selv i 2009 opkøbt af Boisset, som altid er på jagt efter nødlidende vinhuse (hans liste over navne er alenlang, bl.a .Boisset, Bouchard Aîne -ikke Père!- Ropiteau, Ponnelle, Vienot osv osv).

Nogle Føtex har også 2015 Domaine des Chambris, Hautes Côtes de Nuits (134,67 -40%
2015: 80,80, stor 5*), en god Bourgogne til latterlig pris. Og Rodet 2017 Bourgogne til lavere pris (3*), men her er de 2 andre langt bedre.


Riesling "Brand", Grand Cru Alsace... 89,80

2016 Traber, norm: 149,67, ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt.
Er også set som gewurz, men riesling er den rigtige drue til granitten på vinbjerger Brand, der hæver sig majestætisk over smukke Turckheim. Denne vin kommer fra Traber (foto), dvs. kooperativet i Ribeauvillé længer mod nord. Kvaliteten er ikke i top, men det er prisen sandelig heller ikke. En herlig vin med lige en snert af sødme, som passer godt sammen med vinens fien syre. Flot vin og superkøb.
Foto: Traber er søn (eller sønnesøn?) af Emile Traber, som ledede kooperativet i de svære år efter 2. verdenskrig. Kooperativet laver glimrende vine i dag.

2018 Montagny, Burgundie... 89,40

Norm: 149, ***** (5/5), Føtex, indtil 5. okt. En herlig Bourgogne fra god lille by, hvor druen chardonnay trives perfekt. Det fremgår ikke af etiketten, men vinen er faktisk tappet af kkoperativet i Buxy, der tilfældigvis også er største ejer af skråningerne her. Bedre køb end den almindelige Chablis længere nede.

2018 Chablis Premier Cru, Josselin... ca. 118

Norm. ca. 199, ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt. En tand over Montagny -lidt friskere og mere forfinet, lidt mere stilig i duften, selvom vine faktisk er lidt lettere -men 1.Cru klassen fornægter sig ikke, selvom denne ikke er af de allerbedste. Men et superkøb.

I hvid tilbyder Føtex også Josselin's almindelige Chablis (169 -40%, 4*) og Calvet 149 -40% (3*, trods dennes lovende 2018 "Grande Reserve"!).

Crémant "Giersberger", Alsace, brut... 59,68

Norm. 99,67, ***** (5/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt.
Fra kooperativet i Ribeauvillé. Ikke så flot etiket som de andre mærker fra GCF ( Laugel, Helfrich, Arthur Metz, Calvet, Brucker osv), men for mig meget bedre. Den behøver ikke være bedre, men Ribeauvillé laver sin egen vin, mens GCF må købe næsten al vinen fra andre -som f.eks. kooperativet i Ribeauvillé. 
Positiv aroma, fint brus, ret og ligefrem, ikke stor, men uden den grønne syre, som præger meget cremant i dag. En ganske svag sødme runder vinen af -meget egnet til sensommer komsammen! 

Champagne Jacquart "Mosaïque"... 170,80

Norm. 284,67, **** (4/5), Føtex, indtil lørdag 5. okt.  Fås i brut (tør) og demi-sec (sødlig). En god Champagne, som er tæt på de store mærker i kvalitet, selvom den kommer fra kooperativ. Føtex sælger også Montaudon (199 -40%, også 4*), som er fra samme kælder, men formentlig yngre og ikke af så gode druer.

02/10/2019

20 år gammel Port til 109

Salget af Portvin er omvendt proportionalt med dagens længde -jo kortere dage og længere nætter, jo mere Port hives ned fra hylderne i danske supermarkeder. 

Dagens bedste bud er måske Calem's 2000 Colheita til 109, men både Cruz og Offley sent tappet vintage er også gode køb. Nyd Porten kælderkold eller i køleskab (og tag den ud et par timer før).

Calem 2000 Colheita Port... 109,-

***** (5/5), Bilka (partivare). Et temmeligt godt tilbud -køber du på Amazon, står den her til £ 41 (og så skal der levering oveni!).
Colheita ("Kålæita") er portugisk for årgang (Cosecha på spansk) og vel egentlig den lokale udgave af englændernes Vintage Port. Vinen skal være fra god årgang og lagrs mindst 7 år i træ før tapning -mange lagrer dog væsentlig længere.
Calem er et af firmaerne i Sogevinus-gruppen, som også omfatter Barros, Kopke, Feist, Hutcheson og Burmester. De leverer god tawny i den lidt sødere stil, og denne er flot -og næsten 20 år gammel Port til 109 kr er lidt af et fund!

Offley 2014  LBV Port... 79,-

***** (5/5), Bilka (partivare), normalt: 147,56. "Sent tappet årgang" betyder simpelthen god vin af den sorte, kraftige type, som er blevet tappet senere. Egentlig en slags blød Vintage, en temmelig god mørk vin -ikke vintage- som kan nydes nu (eller om nogle år) -mørk, fyldig, frugtig, lang smag. Topkøb. På Bilka.dk kan du få Sandeman's LBV til samme pris. Den er nok meget i samme stil.

Cruz 2003 LBV Port... 79,-

***** (5/5), Kvickly, normalpris: 129. Bemærk årgangen -2003- en sent tappet vintage med 10 år på flaske. Der er bundfald, og vinen har ikke en typisk LBV's rige frugt -men stadig en flot vin -og lav pris. Nogle vil dog foretrække Offley herover?
Frankrig har investeret voldsomt i Portvin -men Frankrig er også Verdens største marked for Port! AXA ejer Noval, Vranken ejer Rozès. Frankrigs næststørste spiritushus la Martiniquaise (specialister i rom, bl.a. Martinique) ejer Cruz, som er et af de største Portvinhuse med 10 millioner fl/år. Standardvinene er -ok- standard, og LBV imponerer heller ikke!